Tak for spørgsmålet. Den nordiske aftale om statsborgerskab, som bliver omtalt, forpligter os til at gennemføre bestemmelser om, at en statsborger i et andet nordisk land kan erhverve dansk statsborgerskab ved at afgive en skriftlig erklæring, hvis en række objektive betingelser er opfyldt. Det er værd at holde sig for øje, at den nordiske aftale bygger på det nære samarbejde, der er, mellem vores lande, og det er et vidnesbyrd om et historisk fællesskab, som præger og forener vores nordiske lande. Samme nære bånd kommer også til udtryk i udlændingeloven, hvor statsborgere fra de øvrige nordiske lande frit kan indrejse og opholde sig i Danmark.
Som det fremgår af en række udvalgsbesvarelser, senest spørgsmål 17 til L 136 om gebyrer i indfødsretssager, er det ikke den nordiske aftale, der sætter begrænsninger for, at der ikke kan indhentes oplysninger fra nordiske sikkerhedstjenester om ansøgere, der ønsker at erklære sig danske. Det er grundloven, der gør det. Efter grundlovens § 44 kan ingen udlændinge som bekendt få dansk statsborgerskab uden ved lov, og bestemmelsen indebærer et delegationsforbud, som indebærer, at der ikke kan indføres betingelser for at opnå indfødsret ved erklæring, som overlader et skøn til myndighederne, som f.eks. en vurdering af, om den erklærede er til fare for landets sikkerhed.
Men vi bør stille så strenge krav som muligt over for de nordiske statsborgere, der ønsker at erklære sig danske, ikke mindst selvfølgelig i lyset af udviklingen i Sverige de seneste årtier. Regeringen har netop med L 136 fremsat forslag, der skærper erklæringsadgangen for nordiske statsborgere, for at sikre, at den danske implementering af vores vandelskrav er så streng, som det er muligt inden for rammerne af den nordiske aftale og selvfølgelig også inden for grundloven. Tak for ordet.