Spm. nr. S 834

4) Til miljøministeren af:

Peder Hvelplund (EL):

Mener ministeren, at regeringen lader kommunerne i stikken, når de i forbindelse med sagsbehandling af tilladelser til pyrolyseindustri forventes at skulle opnå et højere vidensniveau end Miljøstyrelsen om de miljømæssige risici og gener for borgere i lokalområdet?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til høringssvar fra Kommunernes Landsforening til Udkast til Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om udbringning af biokul til jordbrugsformål af 13. februar 2025.

Værsgo.

Tak for det, formand. Mener ministeren, at regeringen lader kommunerne i stikken, når de i forbindelse med sagsbehandling af tilladelser til pyrolyseindustri forventes at skulle opnå et højere vidensniveau end Miljøstyrelsen om de miljømæssige risici og gener for borgere i lokalområdet?

Ministeren.

Nej, for udbringning af biokul på landbrugsjord kræver en tilladelse, og det følger fuldstændig af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1, fordi biokul som bekendt kan indeholde stoffer, der kan være skadelige for miljøet. Derfor følger det fuldstændig af lovgivningen, at det er kommunerne, der træffer de her afgørelser. Vi er i § 19, og det her er så stk. 4.

Der er tale om, at kommunen har til opgave at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt det pågældende materiale udgør en risiko på det specifikke sted, hvor den her udbringning skal finde sted. Så er det også sådan, at vores kommuner har mulighed for at kontakte Miljøstyrelsen for at få vejledning om, hvordan de skal forstå reglerne. Det er en fuldstændig velkendt arbejdsdeling; det er der intet nyt i. Det følger fuldstændig, som jeg nævnte, af loven.

Så er det jo også sådan – og det er derfor, vi har debatten her – at nye grønne løsninger også betyder, at der er perioder, hvor vi er i gang med at udvikle dem. Og jeg har stor forståelse for, at det er en høj kompleksitet, der kan være, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vores kommuner – og det vil sige også naboer – ikke lades i stikken i den her situation. Jeg er helt overbevist om, at der er et stort potentiale i CO2-reduktioner via produktion af biokul. Det har regeringen jo også lavet en strategi for, og i den strategi ligger også, at vi er ved at forberede nationale regler om brug af biokul. Indtil de nationale regler er der, vil vi vejlede vores kommuner, og den vejledning bliver styrket i den kommende tid, når der kommer vejledende udtalelser fra Miljøstyrelsen, og vi gør, hvad vi kan, for at vejlede, imens vi forbereder arbejdet med at lave nationale regler. Jeg er enig i, at det bedste ville være nationale regler, men vi er i den situation her, ligesom vi er mange andre steder, at før de laves, må vi vejlede kommunerne.

Spørgeren.

Nu synes jeg, det er vigtigt at skille det ad. Det er jo rigtigt, at der er hele spørgsmålet om biokul, altså produktet, der skal bringes ud efterfølgende, og det tror jeg nu i øvrigt også er forbundet med temmelig store problemstillinger. Men det, vi diskuterer her, er jo selve produktionen, altså på de her såkaldte pyrolyseanlæg, som er fuldstændig nye. Det er en uprøvet teknologi. Det første anlæg ligger oppe ved Hjørring, og jeg har været oppe at besøge naboerne til anlægget deroppe. Jeg bor selv i området deroppe, og jeg kan jo konstatere, at der stinker fra det anlæg, og det gør der dagligt. De borgere, der bor i området, altså i Rakkeby og Smidstrup, er jo underlagt de gener. De har både bekymringen i forhold til lugten, men også de mulige sundhedsrisici, der er forbundet med det. Det er klart, at når de oplever det, går de til den myndighed, der giver tilladelsen. Og hvem er så det i det her tilfælde? Det er Hjørring Kommune. Når man så snakker med Hjørring Kommune, kan man høre, at de også føler sig efterladt. De føler sig svigtet af Miljøstyrelsen, fordi de står med en teknologi, hvor de skal ud at lave målinger på noget, som de ikke kender. De har ikke noget fagligt grundlag for det. Når de så rækker ud til Miljøstyrelsen, får de bare beskeden: Jamen det må I finde ud af; det er jeres opgave.

Det spørgsmål, de sidder med i kommunen, er: Hvad er det, vi skal måle for? Hvad er det for nogle grænseværdier, vi skal forholde os til? Hvordan sikrer vi, at der bliver lavet repræsentative målinger, hvor der tages højde for vindretning, og om der bliver produceret på anlægget i det hele taget? Så kommunen står jo også i en usikker situation, og hvem er det så, der bliver efterladt med sorteper? Det er de borgere, der dagligt skal leve både med stanken, men også med risikoen for, at der kan være nogle miljømæssige og sundhedsmæssige risici forbundet med det.

Det er jo derfor, jeg stiller dette spørgsmål til ministeren, for jeg synes, at ministeren og Miljøstyrelsen svigter deres ansvar i den her sag. Det er muligt, at lovgrundlaget er på plads, men der må være en anerkendelse af, at i det her tilfælde med en ny og uprøvet teknologi er det borgere, der bliver brugt som forsøgskaniner, uden at vi kan pege på en myndighed, som har den tilstrækkelige faglige viden til at kunne garantere deres sikkerhed.

Ministeren.

Ja, og jeg kan sagtens forstå argumentationen her, og jeg er faktisk enig i, at der er behov for generelle nationale regler, der skal kunne passe alle steder i forhold til alle jordforhold, naboforhold, vindforhold og andet. Der er behov for de her nationale regler, og dem er vi i gang med at lave, og det er vi faktisk også på en række andre områder, hvor det kunne være ønskværdigt, at vi havde dem, men så ikke har.

I mellemtiden rådgiver vi så godt, vi kan, og jeg kan garantere, at vi styrker rådgivningen, og at der også kommer en vejledende udtalelse fra Miljøstyrelsen præcis om det her problemfelt.

Spørgeren.

Men det hjælper jo ikke de borgere, der står derude. Altså, det er da muligt, at man gerne vil lave noget på sigt, men lige nu er problemet jo konkret. Der er borgere, som flytter fra deres bolig, fordi de ikke kan være i det. De har en bolig, og det er der, de gerne vil bo, det er der, de gerne vil have deres familie, men de føler sig nødsaget til at flytte, og der er ikke nogen myndigheder, som kan give dem nogen garantier og sige til dem, at der ikke er nogen risici her.

Jeg står med nogle af svarene fra Miljøstyrelsen til kommunen, som vi har fået, og der skriver Miljøstyrelsen jo bare, at man har taget kontakt til Hjørring Kommune med henblik på inddragelse og videndeling om problemstillingen. Altså, Miljøstyrelsen rækker nærmest ud til Hjørring Kommune og spørger: Hvad kan I bidrage med af viden til os? Det er da en fuldstændig skæv ansvarsfordeling.

Ministeren.

Jeg tror nu, det er meget klogt, at Miljøstyrelsen i arbejdet med de nationale regler rækker ud og prøver at samle op på, hvad man har af erfaringer de steder, hvor man har erfaring.

Så nævner hr. Peder Hvelplund lugtgener. Jeg kan huske, at vi havde en diskussion her i Folketingssalen netop om lugtgener på præcis det geografiske sted, og jeg erindrer fra den diskussion, vi havde, at Hjørring Kommune havde samlet op på det, og hvad angik den tilladelse, der var givet til virksomheden, vurderede man i kommunen, at virksomheden havde overskredet reglerne om lugtgener. Og uanset hvordan det er, skal man jo som myndighed gribe ind, og det kan jeg så forstå at Hjørring Kommune har gjort. Det er i hvert fald den sidste opdatering, jeg har fået.

Hr. Peder Hvelplund med et afsluttende spørgsmål.

Jeg kan høre, at ministerens viden om de konkrete forhold deroppe stadig væk er mangelfuld. Nu har jeg talt med de gode borgere deroppe, og det er jo heldigvis gæstfrie og venlige borgere. Jeg har været oppe og besøge dem, og jeg har fået en invitation med til ministeren. De gode borgere deroppe vil gerne invitere ministeren på et besøg derop, så han ved selvsyn kan konstatere, hvad for nogle konkrete forhold, der er, og så man kan tale om, hvilke løsningsmuligheder der kunne være. Den invitation vil jeg gerne viderebringe til ministeren, og jeg vil også gerne have et svar på, om jeg kan tage et positivt svar med tilbage, for i så fald er jeg sikker på, at vi nok skal få klaret de praktiske formaliteter i forhold til det.

Ministeren.

Mange tak for det. Hr. Peder Hvelplund kender mig godt nok til at vide, at jeg aldrig siger nej til at komme ud i Danmark, så det vil jeg meget gerne gøre. Jeg må også sige, at jeg også har respekt for, at vi har et fagligt system med faglige eksperter, som er i gang med det her arbejde, og det arbejde skal selvfølgelig fortsætte, og jeg kan ikke spænde ben for det, men det tænker jeg heller ikke at sådan et besøg kan gøre. Det vil kunne være godt både at møde de mennesker, men også ved selvsyn se den situation, de står i. Så det siger jeg tak for.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til miljøministeren og tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til beskæftigelsesministeren og til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.