Retsudvalget 2024-25
S 804
Offentligt
2991250_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
17. marts 2025
Kontoret for EU-ret og
Databeskyttelse
Katrine Hjortnæs
2025-03103
3652207
Besvarelse af spørgsmål nr. S 804 fra medlem af Folketinget Mette
Thiesen:
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S 804, som medlem af
Folketinget Mette Thiesen har stillet til justitsministeren den 7. marts 2025.
Peter Hummelgaard
/
Maria Aviaja Hesby Holm
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
S 804 - 2024-25 - Endeligt svar på S 804: Vil ministeren tilkendegive, om han vil tilvejebringe lovgivning, som sikrer en butiksejer retten til at dele videomateriale af gerningsmænd med andre butiksejere med samme branchekode (den såkaldte NACE-klassifikation), f.eks. NACE 47 – detailhandel?
Spørgsmål nr. S 804 fra medlem af Folketinget Mette Thiesen:
”Vil ministeren tilkendegive, om han vil tilvejebringe
lovgivning, som sikrer en butiksejer retten til at dele
videomateriale af gerningsmænd med andre butiksejere med
samme branchekode (den såkaldte NACE-klassifikation), f.eks.
NACE 47 – detailhandel?”
Svar
:
I maj 2018 blev reglerne om tv-overvågning ændret for at give
erhvervsdrivende bedre muligheder for at dele overvågningsbilleder med
hinanden, og det er Justitsministeriets opfattelse, at de eksisterende regler
fortsat udgør en passende ramme for deling af overvågningsmateriale blandt
erhvervsdrivende.
Det følger således af tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 2, at
erhvervsdrivende må videregive billed- og lydoptagelser, der er optaget i
forbindelse med tv-overvågning, internt i organisationen eller til andre
erhvervsdrivende i kriminalitetsforebyggende øjemed, hvis følgende
betingelser er opfyldt:
1) optagelserne viser personer, som formodes at have begået eller
forsøgt at begå en eller flere berigelsesforbrydelser eller lignende af
ikke bagatelagtig karakter mod den erhvervsdrivende,
2) den eller de formodede gerningspersoner senest samme dag er
anmeldt til politiet af den erhvervsdrivende for at have begået den
pågældende forbrydelse,
3) der er konkrete grunde til at tro, at den eller de formodede
gerningspersoner vil begå ligeartet kriminalitet som nævnt i nr. 1
mod den kreds af erhvervsdrivende, som optagelserne videregives
til, og
4) videregivelsen sker i et lukket system inden for den
erhvervsdrivendes egen organisation eller en erhvervsorganisation,
erhvervssammenslutning eller lignende, hvor vurderingen af, om
optagelserne kan videregives i systemet, foretages af en eller flere
kvalificerede fagpersoner, og hvor det sikres, at optagelserne kun
kan tilgås af et begrænset antal autoriserede personer hos de
relevante erhvervsdrivende og den systemansvarlige.
Side 2/3
S 804 - 2024-25 - Endeligt svar på S 804: Vil ministeren tilkendegive, om han vil tilvejebringe lovgivning, som sikrer en butiksejer retten til at dele videomateriale af gerningsmænd med andre butiksejere med samme branchekode (den såkaldte NACE-klassifikation), f.eks. NACE 47 – detailhandel?
2991250_0003.png
Forinden iværksættelse af videregivelse til andre erhvervsdrivende i et
system som nævnt i nr. 4 skal der indhentes tilladelse fra Datatilsynet, jf. tv-
overvågningslovens § 4 c, stk. 3.
Det kan i den forbindelse bl.a. oplyses, at Datatilsynet i 2020 efter ansøgning
herom fra Dansk Erhverv har meddelt tilladelse til deling af tv-optagelser
mellem erhvervsdrivende i systemet "Crimestat”. Datatilsynet fastsatte i
tilladelsen en række vilkår for videregivelsen af optagelser samt en række
systemvilkår, der skulle iagttages. Der henvises til Datatilsynets
pressemeddelelse:
Tilladelse til at iværksætte videregivelse af optagelser fra
tv-overvågning (tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 3).
Side 3/3