Folketingets Lovsekretariat
Dato
03/03/2025
Bilag
Sag
25/10119
Enhed
ØKOSIK
Svar på § 20-spørgsmål nr. S 730 stillet den 24. februar 2025 af
Birgitte Klintskov Jerkel til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Mener ministeren, at eftersynet og sanktioneringen af skyggeflådetankere i
Østersøen er tilstrækkelig, og mener ministeren, at der skal foretages yderligere
kontrol og initiativer for at stoppe den russiske skyggeflåde i Østersøen?
Svar
Siden Ruslands invasion af Ukraine har Danmark og EU indført historisk omfattende
sanktioner. Danmark har løbende presset på for, at EU indfører de hårdest mulige
sanktioner mod Rusland, der kan findes enighed om i EU, herunder på det maritime
område og over for den russiske ”skyggeflåde”. Det kan i den forbindelse oplyses,
at EU den 24. februar 2025 vedtog en 16. sanktionspakke mod Rusland, som bl.a.
indeholdt yderligere tiltag mod skyggeflåden, herunder sanktionslistninger af 74
skibe.
Nationalt pågår der et samarbejde på tværs af relevante myndigheder om
koordinering af tiltag mod skyggeflåden samt kriserespons i tilfælde af en ulykke.
Derudover fortsætter vi med at øge vores maritime situationsbillede omkring de
danske farvande, herunder ved iværksættelsen af et nyt tiltag om frivillig
forsikringskontrol af gennemsejlende skibe samt en ny havnestatskontrol af
olietankere, der ankrer op på Skagen Red, og som ikke er i uskadelig passage.
Internationalt arbejder danske myndigheder sammen om udfordringen med andre
lande i relevante regionale og internationale fora, og vi er i løbende dialog med
vores partnere. Dertil har Danmark samlet en gruppe af de mest berørte regionale
lande, som mødes regelmæssigt på ekspertniveau for at informationsudveksle og
diskutere yderligere internationale tiltag over for skyggeflåden.
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail:
Web: UM.dk
1/2