Socialudvalget 2024-25
S 666
Offentligt
2981064_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 1035
Doknr.
975706
Dato
21-02-2025
Medlem af Folketinget Torsten Gejl (ALT) har d. 13. februar 2025 stillet
følgende spørgsmål nr. S 666 til social- og boligministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. S 666:
”I lyset af tidligere skandaler på adoptionsområdet hvordan sikrer vi i fremtiden,
at vi ikke står i samme situation på surrogatområdet?”
Svar:
Jeg vil indledningsvist henvise til den politiske aftale fra februar 2024 ”Aftale
om børns ret til deres forældre ved surrogataftaler”, hvori aftalepartierne bl.a.
tog stilling til risikoen for handel med børn i forbindelse med udenlandske
surrogataftaler.
Af aftalen fremgår, at ”For
at imødegå risikoen for handel med børn er
aftalepartierne enige om, at der som betingelse for afgørelsen skal stilles krav
om, at mindst én tiltænkt forælder er genetisk knyttet til barnet. Derudover skal
der stilles krav om, at surrogatmoren ved en notarerklæring udstedt i
fødelandet efter fødslen har bekræftet, at hun ønsker at overdrage
forældreskabet og barnet.”
De to krav er indført i børnelovens § 30 i. Af bestemmelsen fremgår, at der skal
fremlægges dokumentation for, at der er en genetisk forbindelse mellem barnet
og mindst en tiltænkt forælder. Denne betingelse skal bl.a. være med til at
sikre, at ordningen ikke kan bruges til at omgå betingelserne for international
adoption. Yderligere fremgår det, at surrogatmoren ved en notarerklæring eller
lignende dokument skal bekræfte overdragelsen af forældreskabet og barnet til
de tiltænkte forældre.
Jeg tror, at alle ved indgåelsen af aftalen var opmærksom på de udfordringer
en udenlandsk surrogataftale kan indeholde. I lyset heraf er særligt kravet om
et fornyet samtykke fra surrogatmoren efter fødslen centralt i forhold til at
understøtte frivilligheden i aftalen.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1