Mange tak for det, og tak for spørgsmålet, som giver anledning til lige endnu en gang at drøfte, hvor vigtige seniorer er på vores arbejdsmarked, men også hvordan vi sikrer, at man ansætter uden at diskriminere f.eks. på alder.
Jeg glæder mig over, hvordan vi kan se, at beskæftigelsen i den her gruppe de senere år er steget markant. Det er glædeligt, det er godt. Jeg er af den opfattelse, at det ikke annullerer, at der er udfordringer med, at der er nogle, der bliver holdt ude alene på grund af deres dåbsattest. Det mener jeg er noget, vi er nødt til at tale om, og derfor har jeg også presset på for, at vi fik den her debat.
Jeg har på intet tidspunkt sagt, at der var nogle, det her gjaldt, og andre, det ikke gjaldt. Så det vil sige, at når jeg kommer med et opråb, så gælder det alle, der sidder rundtomkring i det danske land og ansætter, også i den offentlige sektor. Jeg mener, at vi alle sammen skal øve os i selvfølgelig at fjerne den bevidste diskrimination, hvor man decideret siger til et rekrutteringsfirma, at man slet ikke vil se kandidater i den der aldersgruppe. Men jeg tror også, at en del af problemet ligger i det ubevidste. Så mit opråb gælder i virkeligheden alle: at man får lavet de her refleksioner.
Når det gælder Beskæftigelsesministeriets departement, er antallet af medarbejdere over 60 år fordoblet i de senere år. Det glæder jeg mig selvfølgelig over. Det er cirka hver tiende, der er over 60 nu. Hvis man ikke kun ser på departementet, men faktisk hele Beskæftigelsesministeriets område og alle de medarbejdere, der er under Beskæftigelsesministeriet, så ligger andelen højere, end vi ser på det private arbejdsmarked i det hele taget. Men jeg mener i virkeligheden, at uanset hvordan og hvorledes så gælder den her diskussion for os alle sammen. Det er en refleksion, vi er nødt til at gøre os, hvis man sidder og skal ansætte.
Jeg glæder mig selvfølgelig over, at Beskæftigelsesministeriet er en attraktiv arbejdsplads, og at der også er seniorordninger, og at det her er inde i en positiv udvikling, og at det i det hele taget viser sig, at seniorer fylder mere på vores arbejdsmarked. Men jeg synes bare slet ikke, at det er en grund til ikke også at have den grundlæggende diskussion om diskrimination, som jeg er af den overbevisning finder sted.