Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025-937
Doknr.
974209
Dato
17-02-2025
Spørgsmål nr. S 633:
”Hvad
mener ministeren om, at foreninger og enkeltpersoner i Danmark ulovligt
driver »kældermoskéer«, hvor man benytter bygninger til andre formål end i
planloven, og frygter ministeren, at disse »kældermoskéer« eksempelvis kan
benyttes til at fremsætte ulovlige ytringer og understøtte parallelsamfund, fordi
»kældermoskéerne« går under myndighedernes radarer?”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelse af spørgsmålet indhentet bidrag fra Social- og
Boligstyrelsen, som oplyser følgende:
”Byggeriet i Danmark reguleres gennem byggeloven.
Formålet med
byggeloven er at sikre, at en bygning er sikker og sund at opholde sig i.
Reglerne i byggeloven udmøntes bl.a. gennem krav i bygningsreglementet.
Kravene til den konkrete bygning afhænger af, hvad bygningen er godkendt og
tilladt til. Der vil eksempelvis være strengere krav til brandsikkerhedsmæssige
forhold og tilgængelighed til en bygning, der skal anvendes til kontor og
forsamlinger, end til en lagerhal.
Hvis en bygning ændrer væsentlig anvendelse i forhold til, hvad bygningen
oprindeligt er godkendt til, vil det kræve en ny byggetilladelse. Det er den
pågældende kommune, der har ansvaret for at tage stilling til, hvilke krav der
skal stilles til den nye anvendelse af bygningen.”
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet endvidere indhentet bidrag fra
By-, Land- og Kirkeministeriet, som oplyser følgende:
”Med
en planlovsændring i 2023, der trådte i kraft 1. januar 2024, fik
kommunerne mulighed for i lokalplaner at fastlægge forbud mod bygninger til
religiøse formål i et givent område. Dvs. at en kommunalbestyrelse via
planloven f.eks. kan fastsætte bestemmelser om beliggenhed af bygninger til
religiøse formål, herunder forbud mod anvendelse af bygninger til religiøse
formål. Eventuelle forbud gælder alle religiøse formål og vil skulle begrundes
med planmæssige hensyn, f.eks. hensyn til at mindske støj, trafikbelastning
mv.”
1