Sundhedsudvalget 2024-25
S 539
Offentligt
2969801_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Lovsekretariat
Dato: 27-01-2025
Enhed: Sundhedsøkonomi
Sagsbeh: seps
Sagsnr.:2025 - 788
Dok. nr.: 285913
Medlem af Folketinget Per Larsen (KF) har den 17. januar 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. S 539 til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål S 539:
”Hvad
er ministerens holdning til de incitamenter, som det decentraliserede
økonomiansvar på sygehusene skaber i forhold til at fastholde patienter i det
offentlige system frem for at sende dem ud privat?”
Svar:
Som indenrigs- og sundhedsminister er jeg optaget af, hvordan vi anvender
sundhedsvæsenets samlede ressourcer til bedst mulig gavn for patienterne. I den
forbindelse er det afgørende, at både offentlige og private kapaciteter understøtter,
at patienter kan komme hurtigt til og oplever kortest mulig ventetid til udredning og
behandling. Så længe de offentlige og private kapaciteter spiller sammen om den
opgave, er det mindre afgørende, om patienter udredes eller behandles det ene eller
andet sted.
Dette er også den tanke, der ligger bag nogle af de patientrettigheder, borgerne kan
benytte sig af i dag, herunder retten til udvidet frit sygehusvalg, og regioners
mulighed for samarbejde med private sygehuse gennem udbudsaftaler. Hvis regionen
ikke kan tilbyde patienter udredning (af kapacitetsmæssige årsager) eller behandling
inden for 30 dage på et offentligt sygehus eller et samarbejdssygehus, har patienter
som udgangspunkt mulighed for at gøre brug af private aftalesygehuse. Det er en
sikkerhed for borgeren, også i det tilfælde, hvor de offentlige sygehuse faktisk
tilbyder udredning eller behandling inden for de fastsatte frister.
Det er regionerne, som har ansvaret for sygehusdriften, herunder også rammerne for
den økonomiske del af sygehusdriften. Og jeg har tillid til, at regionerne indretter den
økonomiske styring af sygehusene, så den understøtter, at sundhedsvæsenet
kommer borgere og patienter til størst mulig gavn.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde