Spm. nr. S 529

10) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Sandra Elisabeth Skalvig (LA):

Finder ministeren det rimeligt, at det er op til danske myndigheder at sandsynliggøre, at en statsløs ansøger til dansk indfødsret rent faktisk er statsløs, eller bør det være ansøgerens egen opgave at dokumentere sin statsløshed?

Værsgo.

Tak. Finder ministeren det rimeligt, at det er op til danske myndigheder at sandsynliggøre, at en statsløs ansøger til dansk indfødsret rent faktisk er statsløs, eller bør det være ansøgerens egen opgave at dokumentere sin statsløshed?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Først vil jeg gerne anfægte den præmis, der bliver stillet op. Det er sådan, at alle, der søger dansk statsborgerskab ved naturalisation, selv er ansvarlige for at tilvejebringe de oplysninger, som er nødvendige for konstateringen af, om ansøgeren kan optages på et lovforslag om indfødsret. Ansøgerne har med andre ord oplysningspligt, og hvis en ansøger ikke oplyser sin sag tilstrækkeligt og derfor ikke dokumenterer, at man opfylder alle betingelser, vil det føre til et afslag. Det gælder selvfølgelig også for statsløse.

Når ministeriet behandler en ansøgning fra en, der angiver at være statsløs, foretager ministeriet altid en grundig undersøgelse af alle sagens oplysninger og dokumenter. Det gør ministeriet med henblik på at kontrollere bl.a., at ansøgeren rent faktisk er statsløs. Hvis ministeriet ikke vurderer og kontrollerer ansøgerens oplysninger og dokumenter, kan hvem som helst, som søger dansk statsborgerskab, jo påstå, at man er statsløs. Det er derfor ikke bare rimeligt, men også nødvendigt, at ministeriet foretager sådan en vurdering og kontrollerer de oplysninger og dokumenter, som ansøgerne tilvejebringer.

Det betyder ikke, at en ansøger behandles efter de særlige regler for statsløse, hvis ministeriet ikke kan sandsynliggøre, at ansøgeren ikke er statsløs, sådan som spørgsmålet ellers kan foranledige en til at tro. Det gælder i øvrigt ikke kun i spørgsmålet om statsløshed, men i forbindelse med alle de betingelser, der er for udlændinge, der søger dansk statsborgerskab. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak til ministeren for svar på mit spørgsmål. Som udgangspunkt ville jeg synes, det havde været nemmere for ministeren rent faktisk at svare på det skriftlige spørgsmål, jeg havde stillet, men det ville ministeren som udgangspunkt ikke svare på – i hvert fald ikke så tydeligt, som ministeren svarer her i salen i dag. Så det kunne jo have gjort det lidt nemmere.

Men så kan jeg spørge lidt mere ind til det, ministeren rent faktisk siger. For man kan sige: De internationale konventioner forpligter os jo ligesom som land til, at vi skal give statsborgerskab på mere lempelige vilkår til statsløse ansøgere, der er født og opvokset her i landet. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at de mennesker reelt set også er statsløse, og at det ikke bare er noget, der bliver sandsynliggjort af myndighederne. Derfor er jeg også meget optaget af, hvor det helt præcis er, bevisbyrden ligger. Ligger det egentlig hos de offentlige myndigheder at sandsynliggøre statsløshed, eller er det ansøgerens egen opgave at dokumentere det? Og som jeg tidligere egentlig havde forstået på baggrund af nogle svar, som ministeren selv har givet skriftligt, havde jeg egentlig den opfattelse, at det var myndighedernes opgave at sandsynliggøre, hvorvidt en ansøger er statsløs eller ej, og ikke ansøgerne selv, der skulle dokumentere, at de var statsløse. Men nu kan jeg forstå på ministeren, at det måske ikke er helt korrekt.

Så kan ministeren ikke komme nærmere ind på: Hvad er det for nogle krav til dokumentation, man stiller til statsløse, når de indsender en ansøgning om statsborgerskab?

Ministeren.

Groft sagt er der jo to store kategorier af statsløse. Nu ved jeg ikke, om jeg kan forklare det hele sådan inden for tidsrammen; jeg skal selvfølgelig beklage, at det ikke har stået tydeligt nok. Men enten er det folk, der har en palæstinensisk baggrund, eller også er det folk, hvor moren er kendt, men faren er ukendt, og de kommer fra et land, hvor moren ikke videregiver statsborgerskabet. Så når vi ikke ved, hvem faren er, så kan vi ikke tildele vedkommende statsborgerskab, fordi de ikke vil være tildelt det. Det kan vi ikke. Det skal vedkommende jo dokumentere, når man henvender sig, og så vil vi som ministerium typisk henvende os til Udlændingestyrelsen, som i første omgang har givet opholdstilladelse til de her mennesker. Typisk er det folk, der er kommet som flygtninge, og der bliver det jo fastslået, når de søger asyl, hvor de kommer fra, og de går igennem en proces, hvor de skal godtgøre, at de også kommer fra de områder.

Spørgeren.

Men vil det betyde, at den pågældende person som udgangspunkt ikke skal forelægge dokumentation for, at man ikke er statsborger i det pågældende land, men at man dermed er statsløs? Altså, er det korrekt forstået, at det stiller vi ikke krav om, som reglerne er i dag?

Ministeren.

Man skal som udgangspunkt selv dokumentere, at man er statsløs. I alt, hvad der drejer sig om ansøgning om statsborgerskab, har man en oplysningspligt, og man skal oplyse om de relevante dokumenter, som kan dokumentere det. Det, vi gør, er, at vi kontrollerer, om det er rigtigt, og der er det jo, i hvert fald for alle dem, der har fået asyl, sådan, at det bliver tjekket, når man søger asyl, hvor man rent faktisk kommer fra. Der er jo mennesker, som kunne finde på f.eks. at søge asyl og påstå, man kommer fra et område, hvor der er krig, mens man faktisk i realiteten kommer fra et område, hvor der er fred. Og det er noget af det, som Udlændingestyrelsen gennemgår med folk, når de ankommer og søger asyl i Danmark.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Så skal jeg bare lige forstå det helt korrekt, for det, ministeren ligesom siger, er, at en person kan dokumentere sin statsløshed bl.a. ved at dokumentere sine forældres statsborgerskab, bl.a. sin mors, og hvis faren så er ukendt, vurderer de offentlige myndigheder, at så er der sandsynlighed for, at du ligesom er født statsløs. Men går vi videre med det? Altså, tager vi kontakt til de syriske myndigheder, eksempelvis hvis den pågældende er fra Syrien, og får dem til at sige: Den pågældende har ikke krav på et syrisk statsborgerskab og er derved statsløs?

Ministeren.

Typisk vil det jo være fastslået ved ansøgningen, når de ankommer til Danmark: Hvad er deres familiære situation? Hvor kommer man fra? Kommer man fra Syrien? Kommer man fra et andet land? Og det, som vi tager hensyn til, er at sige: Hvis man kommer fra et land, hvor det kun er en kendt far, som kan videregive statsborgerskabet, og man ikke reelt ved, hvem ens far er, er det selvfølgelig også et spørgsmål, som skal gennemgås i detaljer. Det er jo ikke sådan, at alle, der bare rækker hånden op og siger, at de ikke ved, hvem deres far er, ryger over i statsløsekategorien. Det er jo noget, hvor vi prøver at finde al dokumentationen for at efterprøve, om de påstande og den dokumentation, som folk kommer med, er rigtige. Så man kan ikke bare erklære sig statsløs. Og de fleste af dem, der søger om at være statsløse, og som er under 21 år, bliver afvist – næsten alle mellem 18 og 21 år bliver afvist, når de beder om at blive grupperet som statsløse.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance.

Det næste spørgsmål er ligeledes til udlændinge- og integrationsministeren. Jeg byder velkommen til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.