I Danmarksdemokraterne er vi altid villige til at hjælpe regeringen til at lave noget fornuftig politik, det har vi aldrig lagt skjul på. Det er bare synd, at de så sjældent tager imod det, men det håber vi da kan ændre sig. For selvfølgelig har vi også gode løsninger på det her område i Danmarksdemokraterne. Så ministeren er mere end velkommen, og jeg tror også på, at jeg kan lave kaffe og alt mulig andet ovre ved mig, så det går nok.
Men virkeligheden er bare, at det spørgsmål, som man stiller i Folketingssalen, allerede er blevet stillet i sidste uge, og at man så nogle gange bliver overhalet af virkeligheden, og man så igennem de næste par dage vil kunne se, at man har fundet ud af, at svindlen over telefonen er tiltagende. I det her tilfælde er problemstillingen jo nok ikke så meget, at det er den deciderede svindel, men at der er firmaer, f.eks. elselskaber osv., som sælger en vare, og man kunne jo tænke sig, at de folk, som ikke er blevet ramt så hårdt af demens, at man ligesom er gået ind og har taget værgemålet fra dem, på det tidspunkt ikke har klarheden til at forstå, at man, når man har sagt ja en gang, så også automatisk siger ja på opfølgningsmailen. For det er jo noget, de nævner, altså at man får en opfølgningsmail, hvor man så bare lige skal huske at sige nej, hvis man ikke mente det, man sagde første gang.
I Nordjylland kan vi godt finde ud af at sige ja to gange, hvis der er noget, vi ønsker. Så man kunne jo bare ændre det med noget så simpelt som det, at opfølgningsmailen, man får, så ligesom er en kontrol af, om man nu også mente, at man gerne ville købe el for 7.500 kr. om måneden, til trods for at man bor på et plejehjem, hvor ellen ligesom er med i regningen. Så kunne det jo være, at selv et menneske, som ikke var dement nok til, at man blev umyndiggjort, tænkte: Det var da underligt, for det betaler jeg jo over huslejen.
Se, så allerede der har vi jo igen hjulpet regeringen, og det er jo nemt og smertefrit at få Danmarksdemokraterne til at hjælpe regeringen til at blive bedre. Så det står vi altid på mål for. Men vil ministeren ikke sige, at det er små ting, små justeringer, man faktisk godt kan lave, uden at vi sætter et stort apparat i gang? For Kim Edberg Andersen har jo ret i det, når han siger, at man, hvis man har en demensramt forælder, så i forvejen er spændt for, og når man ovenikøbet så også skal kæmpe imod virksomheder, som udnytter demensramte, er det i Folketinget vores forpligtelse at sørge for, at reglerne bliver skruet bedre sammen.