Jeg er da glad for at høre, at ministeren er positiv og vil se på muligheder. Det forløb, der har været, undrer mig jo lidt. Ved behandlingen af Danmarksdemokraternes beslutningsforslag nr. B 98 i slutningen af 2023 og i starten af 2024 blev vi enige om, at eventuelle uforbrugte midler til håndtering af covid-19 i 2024 kunne søges afklaret som finansiering til den nødvendige MTV. Der kan jeg undre mig over, at ministeren på det tidspunkt jo faktisk går ind i den her aftale, måske vel vidende at pengene ikke kan overføres.
Jeg spørger til status på uforbrugte midler til håndtering af covid-19 tilbage i september måned og får dette svar:
»Som det fremgår af beretningen over B 98 afgivet den 7. maj 2024, var den foreslåede finansieringsmodel, hvor den ønskede MTV skulle finansieres med midlerne til håndtering af covid-19 i 2024, ikke en mulighed på daværende tidspunkt, da der så tidligt på året og kun få måneder efter den indgåede finanslovsaftale ikke var et overblik over eventuelle uforbrugte midler.
Der er løbende udgifter til håndtering af covid-19, men de store udgiftsposter ligger i forbindelse med indkøb og udrulning af vacciner. Udgifterne hertil afholdes hovedsageligt fra medio september til og med december, hvorfor de involverede myndigheder fortsat ikke har et overblik over eventuelle uforbrugte midler.«
På det tidspunkt går jeg jo stadig væk ud fra, at vi har en aftale om, at hvis der er midler tilbage, vil vi kunne bruge dem til at sætte den her MTV i gang. Det er også sådan, jeg læser ministerens svar og egentlig også den aftale, vi laver i første omgang. Var ministeren på daværende tidspunkt slet ikke opmærksom på, at der kunne være en udfordring med at bruge de penge, der blev tilovers i 2024?