Tak for spørgsmålet. Ja, det er rigtigt. Mange danskere tjekker næsten dagligt elprisen på deres telefon: Hvornår kan det bedst betale sig at sætte vaskemaskinen i gang eller lade elbilen? Vi har lært, at elprisen svinger. Elprisen afspejler udbud og efterspørgsel time for time, og derfor kan det betale sig at holde øje med priserne og om muligt udskyde forbrug fra de timer, hvor prisen er høj, til de timer, hvor prisen er lav. Når vi i perioder har mindre vind- og solenergi i elsystemet, som vi f.eks. oplevede i sidste uge, er det nødvendigt både i Danmark og udlandet er bruge energikilder med højere priser – det kan være olie, gas eller kul – til at imødekomme efterspørgslen på el. Det presser prisen op. Det sender samtidig også et signal til forbrugerne både i husholdningerne og erhvervslivet om at spare på strømmen. Til gengæld vil perioder med meget vedvarende energi presse den rå elpris på engrosmarkedet ned tæt på nul, hvilket bl.a. skete hen over flere timer natten til i mandags, den 16. december, altså kort tid efter at vi oplevede de rekordhøje priser i den anden ende.
Ved at øge andelen af vind- og solenergi i systemet bliver vi mindre afhængige af dyre energikilder som kul, olie og gas, og dermed forventes udviklingen at gå imod lavere priser i gennemsnit på engrosmarkedet for el. På trods af at den grønne energi i gennemsnit presser priserne nedad, skal vi vænne os til, at elprisen kommer til at svinge mere. Derfor skal vi også, i takt med at vi får mere sol- og vindenergi i elsystemet, fremme tiltag, der giver mere stabilitet. Det gør vi faktisk allerede i dag, f.eks. via vores udlandsforbindelser og ved at give incitament til at forskyde elforbruget til tidspunkter, hvor elproduktionen er høj og prisen er lav, og tilsvarende, hvor der er ledig kapacitet og mindre pres på elnettet. Dermed bidrager vi til en mere hensigtsmæssig adfærd også på forbrugersiden og til lagring af strøm.
Vi følger løbende udviklingen, og inden længe kommer regeringen med en køreplan for den langsigtede elforsyningssikkerhed. Vi har allerede sat initiativer i gang, der skal bidrage til stabiliteten. Senest har vi f.eks. her i Folketinget vedtaget at implementere den seneste europæiske elmarkedsreform. Heri indgår bl.a., at forbrugerne nu får ret til at indgå fastpriskontrakter om ellevering af mindst 1 års varighed. Tidligere var det 6 måneder. Samtidig forbedres markedsadgangen for operatører af ladestandere til elbiler og varmepumper med regler, der giver mulighed for flere elleverandør pr. husstand. Alle disse tiltag er nogle, som giver forbrugerne muligheder for at vælge produkter med mere forudsigelige priser.