Spm. nr. S 420

5) Til udenrigsministeren af:

Peter Skaarup (DD):

Er ministeren enig i, at Udenrigsministeriet hurtigst muligt bør engagere sig i arbejdet for at få hjemsendt syriske flygtninge på midlertidige opholdstilladelser, eksempelvis ved snarest at etablere diplomatiske forbindelser med Syriens kommende regering?

Værsgo.

Mange tak for det. Jeg læser spørgsmålet op: Er ministeren enig i, at Udenrigsministeriet hurtigst muligt bør engagere sig i arbejdet for at få hjemsendt syriske flygtninge på midlertidige opholdstilladelser, eksempelvis ved snarest at etablere diplomatiske forbindelser med Syriens kommende regering?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Jeg skal indledningsvis for den gode ordens skyld, og i det hele taget, understrege, at den udlændingeretlige del af det spørgsmål, der stilles til mig her omkring hjemsendelse af syriske flygtninge på midlertidige opholdstilladelser, ligger i udlændinge- og integrationsministerens ressor og ikke i mit, og derfor kan jeg ikke gå nærmere ind i det.

Men jeg vil bare sige, at der også er historiske grunde til, at udlændingeloven, da der gik hul på Europa tilbage i 2014-2015, blev korrigeret, og vi lavede paradigmeskiftet og betonede midlertidighed. Det var jo med det sigte, at hvis der opstod en situation, hvor det, man flygtede fra, blev vendt til noget bedre, så skulle man også returnere. Og det kræver selvfølgelig, at der er noget, man kan returnere til.

Derfor må man jo i forhold til den anden del af spørgsmålet, der handler om, hvad der sker i Syrien og hvordan vi rækker ud efter det, sige, at dommen stadig væk er lidt ude. Der er en meget dynamisk situation efter kollapset af Assadregimet, som man jo kun skal applaudere, altså kollapset af Assad-regimet. Den dominerende opposition oprørsgruppe, HTS, har etableret den her overgangsregering, udpeget en midlertidig premierminister, og har sat en frist til den 1. marts til at færdiggøre en magtovertagelse fra det syriske regime.

Lederen al-Jolani, som jo har et afsæt i al-Qaeda og som er terrordesigneret af FN, EU og USA, har så udtrykt sig, kan man sige, lidt mere håbefuldt, end det, han historisk har stået på. Derfor skal han selvfølgelig tages på sit ord. Det er også baggrunden for, at jeg selv på et udenrigsministermøde i mandags i forhold til EU har talt for, at vi rækker ud.

Det er jo et enormt dilemma, at der sidder nogle mennesker, som vi har terrordesigneret, men som nu de facto leder landet. Vi har haft en ikkeinvolveringspolitik med Assad. Vi har ikke respekteret styret, og vi har ikke haft diplomatiske relationer. Fra Danmarks side har vi jo også lukket vores ambassade ned. Hvor hurtigt skal vi række ud?

Men hvis jeg skal gøre det kort – og det skal jeg, fordi tiden er løbet ud – så arbejder jeg for, både i forhold til vores hjemlige diplomati og i forhold til EU, at vi bruger det vindue, der er nu, til at række ud. Det betyder ikke, at vi så at sige skal sanktionere det nye regime – de skal jo holdes fast på det her med åbenhed, transparens, integration, ligestilling og minoritetsbeskyttelse – men vi kan ikke blive siddende og vente på, at de indfrier alt det, før vi har kontakt med dem.

Så vi regner med, at vores ambassadør, som jo er sideakkrediteret, straks i det nye år også tager til Damaskus og prøver at engagere sig. Det er jo for at fremme en situation, hvor vi kan bidrage til at stabilisere Syrien, og det er forudsætningen for, at nogen flygtninge nogen steder fra kan rejse hjem. Det er i øvrigt også forudsætningen for, at der ikke pludselig kommer en modsat situation, hvor der kommer flere flygtninge ud af Syrien. Så jeg tror egentlig, at vi er på samme side.

Hr. Peter Skaarup.

Det håber jeg vi er. Jeg håber, vi er på samme side. Vi har jo lagt mærke til i Danmarksdemokraterne, at Østrig, har udtalt sig meget klart om, at man skal sikre, at syrere kan vende tilbage til deres hjemland og være med til at genopbygge det. De har sat en proces i gang der. Det samme ser vi også i andre lande, og der efterlyser vi, at regeringen lægger sig i selen for, at når nu det styre, som mange flygtede fra, altså Assadstyret, er væk, så kan man også vende tilbage og være med til at genopbygge det land, man er kommet fra. Det tror vi sådan set på at mange syrere gerne vil. Så hvorfor ikke gøre det? Hvorfor ikke sætte den proces i gang?

Derfor vil jeg prøve at udenrigsministeren igen: Når udenrigsministeren snakker om ambassader, og når udenrigsministeren har jo travlt med at oprette alle mulige ambassader i Afrika, var det så ikke en idé, at man indledte diplomatiske forbindelser med Syrien og sørgede for, at de flygtninge, der kom til Danmark, kan vende hjem?

Udenrigsministeren.

Jeg ved ikke, om mit svar overraskede så meget, at man ikke hørte efter, hvad jeg sagde. For det var faktisk lige præcis det, jeg forholdt mig til. Altså, de udlændingeretlige konsekvenser af det, der sker i Syrien, er ikke mit ressort. Vi har i øvrigt myndigheder i armslængde, og jeg kan bare forstå som almindelig samfundsborger, at man også har berostillet de ansøgninger, der ligger og sådan noget.

Men man kan sige i sådan en større sammenhæng, at en grundforudsætning for, at der ikke kommer flere flygtninge ud af Syrien – for der er jo faktisk en tovejstrafik i øjeblikket, f.eks. med syrere, der tilhører den samme etniske minoritet, som den, Assadfamilien tilhører, om som rejser ud af Syrien nu – og at der tværtimod skabes en forudsætning for, at folk, der er flygtet ud af Syrien, kan vende tilbage, er, at det her lykkelige fald af Assadregimet nu erstattes af noget, der bliver mere stabilt.

Det skal vi engagere os i. Og det er præcis derfor, jeg var meget hurtigt ude med humanitær hjælp som et signal om, at vi egentlig gerne vil understøtte en positiv udvikling i Syrien. Det er også derfor, jeg i EU har argumenteret for, at EU skulle række ud, også selv om det er komplekst, for i vores egen definition af det er det jo terrorister, der har taget magten. EU sender nu en special envoy afsted. Det er også derfor, at vores ambassadør til Syrien, som ikke sidder i Syrien, allerede straks i det nye år rejser til Damaskus for at prøve at række ud til det styre, der nu har indtaget Damaskus.

Det er jo, fordi vi gerne vil læne os fuldt ind i det her. Eller sagt med andre ord: Vi vil gerne prøve at udnytte det her window of opportunity, der er blevet skabt. Men hvor der endnu ikke er sikkerhed for, hvordan vi lander. Altså, lander vi et godt sted? Det håber vi. Vi tror, at hvis vi engagerer os nu, er sandsynligheden for, at vi lander håbefulde steder, bedre, end hvis vi ikke engagerer os.

Så er tiden gået. Vi minimerer brugen af engelske udtryk her i Folketingssalen. (Udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen): Mulighedernes vindue). Præcis, mulighedernes vindue.

Hr. Peter Skaarup, værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at der bliver snakket rigtig meget. Og det er jo fint, at udenrigsministeren er en mand af mange ord. Jeg kunne bare godt tænke mig, at udenrigsministeren selv engagerer sig. Nu er det noget med, at vi har en ambassadør et andet sted, der muligvis kan tage til Syrien og måske tager til Syrien på et tidspunkt.

Men det, vi er ude efter, er i virkeligheden et svar på: Vil regeringen oprette diplomatiske forbindelser med Syrien? Vil regeringen lægge sig i selen, f.eks. ved at udenrigsministeren selv tager af sted? Udenrigsministeren kan jo godt lide at flyve, også i privatfly. Altså, hvorfor ikke selv tage derned og sætte noget i gang?

Vi har rigtig mange flygtninge i Danmark, der er flygtet fra Assad. Assad er væk, og mulighederne er der for, at man kan vende tilbage. Så er jeg godt med på, at det er integrationsministeren, der står med de praktiske ting, men man sidder jo trods alt i en regering sammen. Altså, Moderaterne er også med i regeringen.

Skulle man ikke sætte sig ned og sige, at nu laver vi en plan for at sende de mennesker tilbage, så der kommer nogle tilbage til at genopbygge det land? Det er jo de bedste til det. Det er nogle, der forhåbentlig har fået nogle kundskaber i Danmark og andre steder, og de kan genopbygge deres land.

Udenrigsministeren.

Jeg ved ikke, om det er sådan en insisteren på en bevidst misforståelse af det, jeg siger, og så i øvrigt et par spydigheder om, hvordan jeg flyver. Jeg kan forstå, at hvis jeg flyver til Damaskus, vil jeg ikke få nogen kritik for det, uanset hvad det koster – for det er nok svært at finde et direkte rutefly fra København. Det er godt.

Så har vi da fået en eller anden melding her i dag, så den der mærkelige leg, der foregår i øjeblikket – man bliver beskyldt for at passe sit arbejde, og at der følger omkostninger med – kan ophøre. Så er der da kommet én konkret ting ud af det.

Jeg forsøger sådan set at være imødekommende. Jeg har jo en historik, som vi i øvrigt har sammen, som rækker langt ud over mit ressort, og som handler om at lave et paradigmeskifte med henblik på at sikre, at flygtninge ikke pr. definition bliver til indvandrere, hvis forudsætningerne kan ændres.

Jeg glæder mig over Assads fald, men jeg konstaterer også bare, at der er en uafklaret situation i Syrien. Der kan komme et Afghanistanscenarium, hvor vi får et kalifat. Der kan komme et Libyenscenarium, hvor vi får en vedvarende, lang borgerkrig. Men der kan også komme et scenarium, hvor der faktisk kommer stabilitet, hvis ellers al-Golanis ord står til troende. Og det kan jeg hundrede procent give et tilsagn om at jeg gerne vil engagere mig i. Og det engagerer jeg mig i.

Det er et engagement at være en stemme i Europa, der siger: Der sidder en terrordesigneret ledelse i Damaskus. Normalt ville man jo sige, at vi ikke snakker med den slags. På trods af det er det nok klogt, at EU sender nogle folk af sted og optager den dialog. Det er et engagement, at jeg har truffet en beslutning om, at vores ambassadør tager til Damaskus for at indlede en dialog med det her styre. Det er også derfor, jeg siger det her. For en anden dag og i en anden sammenhæng vil der være nogle, der spørger: Hvorfor taler vi med terrorister?

Det er jo et udtryk for, at jeg vil opnå præcis det, som spørgeren spørger ind til, nemlig at påvirke der, hvor jeg har en mulighed for det, så der kommer en udvikling, som muliggør mange ting, herunder en tilbagevending af folk, der ikke har permanent ophold, til Syrien.

Hr. Peter Skaarup med det afsluttende spørgsmål.

Prøv at høre: Jeg siger – og det står jeg ved – at udenrigsministeren og regeringen er i gang med at oprette en hel masse afrikanske ambassader, altså danske ambassader i forskellige afrikanske lande. Og udenrigsministeren flyver, og ja, det skal udenrigsministeren også, men ikke nødvendigvis i privatfly, synes jeg jo. Det er der, hvor vi har været nogle, der har sagt: Hallo, der skal være måde med tingene.

Men jeg kunne da godt tænke mig, at udenrigsministeren engagerer sig i at få lavet nogle diplomatiske forbindelser med Syrien via en ambassadør, men også meget gerne udenrigsministeren. For det er ligesom udenrigsministerens del af det her. Så længe det ikke er på plads, får vi jo i hvert fald ikke nogen flygtninge tilbage, og det er jo det, vi alle sammen er ude på, også lidt udenrigsministeren, synes jeg. Udenrigsministeren henviste til paradigmeskiftet og sådan noget. Det var vi jo fælles om. Hvorfor ikke gøre det?

Udenrigsministeren.

Det må åbenbart være særlig skuffende, når man giver nogle imødekommende svar. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Altså, vi har et ambassadekontor i Damaskus. Vi har ikke nogen ambassadør. Vi har ikke villet have nogen relation med Assadstyret. Det gælder Danmark, og det gælder EU. Det er vores linje.

Så er der en bandit, der er faldet. Det klapper vi alle sammen af. Så er der nogle nye, der har taget magten. De nye, der har taget magten, er sådan set, hvis man ellers er tro mod vores egne gamle beslutninger, også banditter. De er terrordesigneret af FN, USA og Europa. Okay, så siger de nogle andre ting end det, der har gjort, at de er kommet på terrorlisterne.

Skal vi så vente på, at de viser i handling, at de er rene, nye mennesker, før vi optager kontakt, eller skal vi tage den kontakt allerede nu? Og der stiller jeg mig egentlig samme sted, som spørgeren efterlyser. Vi tager kontakt allerede nu. Så vi sender en ambassadør af sted til Damaskus, og det er jo for at række ud til det her styre.

Når vi gerne vil række ud til det her styre, er det, fordi vi gerne vil yde vores bidrag til, at der kommer en udvikling i Syrien, som er håbefuld. Og hvis den er håbefuld, øger den også sandsynligheden for, at det, der er spørgerens formål med spørgsmålet her – det skulle egentlig stilles til udlændingeministeren – kan besvares positivt, nemlig at der kommer en situation, hvor folk kan vende tilbage til Syrien, og at vi undgår en situation, hvor vi får flere flygtninge fra Syrien.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Inden jeg giver ordet til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten, som stiller spørgsmål til udenrigsministeren, vil jeg bede om, at vi prøver at overholde tiden, idet det ellers kunne blive nattesæde her i spørgetiden. Tak.