Socialudvalget 2024-25
S 304
Offentligt
2948363_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 8915
Doknr.
946430
Dato
04-12-2024
Medlem af Folketinget Katrine Daugaard (LA) har d. 15. november 2024 stillet
følgende spørgsmål nr. S 304 til social- og boligministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er omtrykt den 27. november 2024 fra mundtlig
besvarelse til skriftlig besvarelse.
Spørgsmål nr. S 304:
”Vil ministeren kommentere på artiklen »To års indsats i familieafdeling
og stadig alvorlige bekymringer: Socialchef er tilfreds« fra den 3.
november 2024 på faa.dk og forholde sig til, om ministeren er enig
med socialchefen på Langeland i, at fagligheden og kvaliteten i
sagsbehandlingen i familieafdelingen er tilfredsstillende, og om det
generelt er et acceptabelt niveau for en kommunes socialforvaltning?”
Svar:
Det er helt afgørende, at fagligheden og kvaliteten i sagsbehandlingen på
børneområdet i kommunerne er i orden. Derfor er det også vigtigt for mig at
understrege, at kommunalbestyrelserne i de enkelte kommuner er ansvarlige
for, at kommunernes forvaltning fungerer tilfredsstillende og lever op til
gældende lovgivning.
Det ændrer ikke ved, at det selvfølgelig bekymrer mig, når der dukker nye,
kritisable sager op i medierne, som sætter spørgsmålstegn ved kommunernes
praksis og generelle overholdelse af lovgivningen på området for udsatte børn
og unge, som det har været tilfældet med Langeland Kommune. Det tager jeg
som minister meget alvorligt. Derfor har det også været helt rigtigt, at der er sat
ind på forskellig vis for at understøtte kommunen i at rette op på situationen.
Kommunen har bl.a. et igangværende forløb med den permanente Task Force
på området for udsatte børn og unge, som bidrager til at styrke kvaliteten af
kommunens sagsbehandling samt rette op på fejl og andre udfordringer, som
de står med. Forløber fortsætter ind i 2025. Langeland Kommune var
derudover også en af de kommuner med mange børnesager, som modtog
ekstra økonomisk støtte og skræddersyet rådgivning som led i aftalen om
Børnene Først.
Det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen, som henhører under Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, rejste i november 2022 tilsynssag over for Langeland
1
S 304 - 2024-25 - Endeligt svar på S 304: Vil ministeren kommentere på artiklen »To års indsats i familieafdeling og stadig alvorlige bekymringer: Socialchef er tilfreds« fra den 3. november 2024 på faa.dk og forholde sig til, om ministeren er enig med socialchefen på Langeland i, at fagligheden og kvaliteten i sagsbehandlingen i familieafdelingen er tilfredsstillende, og om det generelt er et acceptabelt niveau for en kommunes socialforvaltning?
2948363_0002.png
Kommune. Ankestyrelsen er i øjeblikket stadig i gang med at følge op på deres
udtalelse af 3. november 2022.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2