Sundhedsudvalget 2024-25
S 300
Offentligt
2942188_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Lovsekretariat
Dato: 22-11-2024
Enhed: Etik i sundhedsvæsenet
Sagsbeh: MRH
Sagsnr.:2024 - 13932
Dok. nr.: 257235
Medlem af Folketinget Louise Brown (LA) har den 15. november 2024 stillet følgende
spørgsmål nr. S 300 til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål S 300:
”Vil
ministeren kommentere på kronikken »Vi blev vildledt til at udelukke os selv fra
privat fertilitetshjælp« fra Information den 11. november 2024, og herunder uddybe,
om ministeren mener, at den nuværende praksis på fertilitetsområdet fungerer
hensigtsmæssigt?”
Svar:
Jeg har ikke mulighed for at udtale mig om den konkrete sag, der beskrives i artiklen.
Jeg bemærker imidlertid, at sagen vedrører forældreegnethedsvurderinger i
forbindelse med fertilitetsbehandling, herunder kravet om forudgående samtykke til
at foretage vurderingen samt konsekvenser heraf.
Jeg kan oplyse, at formålet med forældreegnethedsvurderingerne er, at
fertilitetsbehandling ikke medvirker til, at der fødes børn, hvis opvækstbetingelser på
forhånd vurderes at være tvivlsomme.
Det følger således af lov om assisteret reproduktion § 6 a, at hvis den
sundhedsperson, der er ansvarlig for behandling med assisteret reproduktion af en
person, vurderer, at der er tvivl om en enlig kvindes eller et pars evne til at drage
fornøden omsorg for et barn efter fødslen, skal sundhedspersonen med den enlige
kvindes eller parrets samtykke indsende oplysninger til regionsrådet med anmodning
om, at regionsrådet træffer afgørelse om, hvorvidt der kan iværksættes behandling
med assisteret reproduktion. Ved manglende samtykke fra den enlige kvinde eller
parret til videregivelse af oplysninger til regionsrådet skal sundhedspersonen afvise at
indlede behandling med assisteret reproduktion.
Bestemmelsen, der har til formål at varetage barnets tarv, gælder for
sundhedspersoner i både offentligt og privat regi. I praksis foretager Region
Syddanmark forældreegnethedsvurderingerne på vegne af alle regioner.
Til brug for regionsrådets sagsbehandling skal den behandlende sundhedsperson
indsende en redegørelse for sundhedspersonens tvivl om den enlige kvindes eller
parrets forældreegnethed.
I alle sager, der forelægges Region Syddanmark, indhentes der oplysninger fra den
praktiserende læge og bopælskommunen, herunder jobcentre, familieafdelinger m.v.
Efter en konkret vurdering kan der også indhentes oplysninger fra fx psykiater og
psykologer. Oplysningerne kan kun indhentes, hvis den enlige kvinde eller parret
samtykker hertil.
S 300 - 2024-25 - Endeligt svar på S 300: Vil ministeren kommentere på kronikken »Vi blev vildledt til at udelukke os selv fra privat fertilitetshjælp« fra Information den 11. november 2024, og herunder uddybe, om ministeren mener, at den nuværende praksis på fertilitetsområdet fungerer hensigtsmæssigt?
Region Syddanmark træffer afgørelse om, hvorvidt behandling med assisteret
reproduktion kan iværksættes. Sagen vurderes ud fra et samlet skøn over alle
oplysninger, som er indhentet til sagen. Der er mulighed for at klage til Ankestyrelsen
over Region Syddanmarks afgørelser. Ifølge tal fra 2022 stadfæstede Ankestyrelsen
størstedelen af de påklagede afgørelser fra Region Syddanmark.
På baggrund af ovenstående er det min opfattelse, at sagsbehandlingen på området
overordnet er indrettet hensigtsmæssigt.
Jeg finder det dertil væsentligt, at den enlige kvinde eller parret - både inden en
forældreegnethedsvurdering indledes og i forbindelse med eventuel indhentelse af
yderligere oplysninger til vurderingen - informeres om konsekvenserne herved, inden
de giver samtykke. Jeg har noteret mig, at sygehusdirektøren for det konkrete
hospital har oplyst, at samtykkeerklæringen for forældreegnethedsvurderinger er
blevet justeret på baggrund af den sag, der beskrives i artiklen.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2