I det foregående spørgsmål handlede det om klageret. Nu handler det om en anden grundlæggende rettighed, nemlig om, hvorvidt staten må overskride boligens ukrænkelighed, som er nævnt i grundlovens § 72. Og lidt i forlængelse af det, vi var inde på før, er der selvfølgelig nogle undtagelsesmuligheder, så det hele handler om, hvor stærkt vi skal vægte virksomhedernes og borgernes retssikkerhed versus statens og myndighedernes magtbeføjelser. Det er den diskussion, vi har. Og igen vil jeg sige, at der er tale om en politisk diskussion, vi kan have, om, hvad vi vægter højest, men noget af det handler jo også om et juridisk spørgsmål: Hvor meget må vi afvige fra grundlovens hovedregel?
Så er det jo rigtigt nok, hvilket jeg også har fundet ud af, at det er rigtig almindeligt at overtræde lige præcis den her paragraf, fordi man har fundet ud af, at i forhold til tilsyn og kontrol er det besværligt og omkostningsfuldt at spørge en domstol først, og derfor er det almindelig praksis ikke at gøre det. Man har også interesseret sig rigtig meget for det her. Bl.a. havde man tilbage i starten af 00'erne en regering, der netop gjorde det her til en kerne i deres politik og sagde: Det her er vi meget bekymrede for, altså den voksende risiko i forhold til den enkelte borgers retssikkerhed. Og de sagde det her med, at de ville prioritere det højt, og de lavede en Retssikkerhedskommission, der netop fokuserede på lige præcis det her spørgsmål. Det vil sige, at det er et ret stort politisk spørgsmål, hvordan vi vægter det, i forhold til om vi bruger undtagelserne eller vi bruger hovedmotorvejen, om man så må sige.
Men det, jeg synes er det allervigtigste, og det, som er mit hovedfokus her i dag, er, at det, de siger, også i forhold til den øvrige EU-lovgivning, er, at vi godt kan gøre en undtagelse og overskride boligens ukrænkelighed, hvis der er en hel masse andet, der indhegner myndighedernes magtbeføjelser, herunder inhabilitet, partsaktindsigt, begrundelse, notatpligt, klageadgang osv. Det vil sige, at det, der bliver ekstra alvorligt, når man laver de her tilsyn uden retskendelse, er, når man samtidig kombinerer det med en krænkelse af klageretten, herunder partsaktindsigten, som lige er blevet beskåret i forbindelse med offentlighedsloven i foråret. Det vil sige, at vi har en cocktaileffekt ved, at der er flere steder, hvor staten begrænser borgernes og virksomhedernes retssikkerhed, så den samlede effekt bliver, at borgerne og virksomhederne står meget svagt.