Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
S 232
Offentligt
2935282_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 10771
Den 12. november 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 232 stillet den 6. november 2024 af Mike Villa
Fonseca (UFG).
Spørgsmål nr. S 232
”Hvilke
konkrete klimatilpasningsplaner har ministeren for at sikre, at kommuner langs de mest
udsatte danske kyststrækninger får økonomisk støtte til kystsikringstiltag, der beskytter både
boliger og kritisk infrastruktur mod stigende vandstand, oversvømmelser, erosion og stormflod?”
Svar
Regeringen har med klimatilpasningsplan I igangsat en række initiativer, for at give kommuner
bedre forudsætning for at forebygge væsentlige skader. Blandt disse er kystpuljen, som i 2024 er
blevet tilført 150 mio., hvilket bringer det samlede beløb op til 580 mio. kr. siden 2020. Puljen
giver tilskud til bl.a. etablering af diger, højvandsmure, sluseporte og sandfodring af kysterne. Et
andet initiativ er stormflodspuljen, hvor der med finansloven for 2024 blev afsat 125 mio. kr. i
2024. Med puljen har kommunerne kunne søge dækning af op til 25 pct. af udgifterne til
genopretning af kommunal infrastruktur og kommunale bygninger, som blev beskadiget under
stormfloden d. 20.-21. oktober 2023.
I Danmark har både staten, kommuner og borger en rolle i kystbeskyttelsen. Beskyttelsen af de
danske kyster er langt hen ad vejen et lokalt ansvar, som kommunerne og private grundejere skal
betale for, men staten har også et ansvar. Den nationale risikokortlægning, som Kystdirektoratet
står bag, er lige nu i gang med at blive opdateret, og der bliver udpeget områder, som er i særlig
risiko for oversvømmelse og erosion. Der lægges op til, at antallet af risikoområder øges fra 14 til
25 og antallet af omfattede kommuner udvides fra 27 til 51. Det betyder konkret, at de udpegede
kommuner vil få særlig hjælp af staten i form af målrettet data, kort og hjælp til at udarbejde
risikostyringsplaner med henblik på at forebygge skader.
Regeringen (S, V og M) har sammen med K og DF indgået
aftale om Vækst og udvikling i
landdistrikterne gennem ændring af planloven mv.,
hvor der er enighed om at skærpe
planlovens regler om klimatilpasning for at forebygge, at væsentlige værdier ødelægges af
oversvømmelse og erosion.
Klimatilpasningsplan I er kun den første af mange, der skal sikre, at vi er ordentligt rustet til
fremtidens vejr, men der er løbende behov for at udbygge og lægge ovenpå, så planerne passer til
virkeligheden
der også løbende ændrer sig. Imens vi implementerer klimatilpasningsplan I,
udvikler vi sideløbende klimatilpasningsplan II. Med denne plan sætter vi nye rammer for
kystbeskyttelsesprojekter, så vi også fremover bedst muligt kan hjælpe kommunerne.
Magnus Heunicke
/
Anne Elizabeth Kamstrup
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk