Det sidste punkt på dagsordenen er:

19) Forhandling om redegørelse nr. R 7:

Europaministerens redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet.

(Anmeldelse 30.01.2025. Redegørelse givet 30.01.2025. Meddelelse om forhandling 30.01.2025).

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Vi holder lige en kort pause, indtil alle er på plads.

Det ser ud til, vi er ved at være på plads, så vi går i gang. Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet. Velkommen på talerstolen.

Tak for det. Jeg synes jo, at hvis man sådan lige hurtigt spoler filmen et års tid tilbage, til hvor vi også stod og havde sådan en redegørelsesdebat, kan man vel godt konstatere, at det er en lidt anden verden, vi har i dag. Måske er det også på nogle stræk en lidt anden tilgang til EU og det samarbejde, vi har i EU. Det, man kan sige, er, i en verden i forandring ser vi også et EU i forandring. Man kan sige, at det sådan set både er de indre udfordringer, men også de ydre udfordringer, der ændrer sig med meget, meget stor hastighed.

Hvis vi kigger sådan på selve redegørelsen, kan man sige, at noget af det, der desværre også ligner sidste års debat, jo er, at Ukraine er og bliver noget centralt i de debatter, vi har i og om EU. Det drejer sig for os i hvert fald om mere Ukraine; det drejer sig om Europas sikkerhed ikke bare nu, men også i fremtiden, i forhold til hvad resultatet af den konflikt, som vi ser nu, bliver. Jeg synes, at vi kan være stolte over vores egen indsats, når vi snakker om Ukraine, men man kan også sige, at noget af det her risikerer at blive forgæves, hvis ikke EU på en anden måde fastholder og udvikler sin økonomiske og militære støtte til Ukraine, især med henblik på situationen, som den er lige nu.

Man kan sige, at vi sådan set bifalder, at vi bruger de immobiliserede aktiver fra Ruslands centralbank til hjælpen i Ukraine. Det synes vi er rigtigt. Vi synes også, det er rigtigt at være meget forsigtige med de andre indefrosne midler, da det er nogle principper, man åbner op for, som kan være svære at styre. Jeg vil sige, at for vores vedkommende er det også sådan, at de sanktionspakker, der er, ser vi meget gerne fortsætte, og vi vil også meget gerne vi har dem udvidet i det omfang, det giver mening. Vi er sådan set også enige i redegørelsen, hvor den påpeger, at formandskabet efter sommerferien vil have fortsat fokus på, hvordan vi støtter Ukraine. Det tror jeg er centralt.

Det er sådan, at det jo er ekstremt, og jeg var lige ved at sige næsten surrealistisk, hvordan den globale scene har udviklet sig det seneste år. Det har været en udvikling ikke med små skridt, men med gigantiske skridt. Men det, man kan sige, er, at når verden udvikler sig, flytter fokus i den politiske dagsorden sig også. Derfor giver det også mening, at EU forholder sig til den nye situation – en situation, hvor vi begynder at snakke om, at man i Europa skal opruste ikke bare militært, men også i forhold til produktion af krigsmateriel. Hvem havde troet det for 4-5 år siden?

I forhold til europæisk forsvar og sikkerhed rent fysisk, men også i forhold til de hybride trusler, som vi oplever løbende hele tiden især i Østersøområdet med skyggeflåde og med kabler, der bliver revet over – man siger, at der er så mange kabler, der bliver revet over, at det næppe er en tilfældighed efterhånden – kræver det, at vi i EU får en resiliens eller modstandsdygtighed over for det pres og det forsøg på destabilisering, som vi oplever. Men det gør jo også, at vi i forhold til kriser og kriseberedskab måske skal lidt op på dupperne i forhold til at være mere forberedte fremadrettet omkring det her.

Det er sådan – og det er noget af det, der også står i redegørelsen – at man også må sige, at der er kommet rapporter både fra Letta og Draghi, og der er noget af det, der er tydeligt i forhold til det her, og det er jo, at EU taber terræn. EU taber terræn i forhold til USA; EU taber terræn i forhold til Kina på konkurrenceområdet – på rigtig mange områder faktisk. Derfor vil jeg sige, at fra socialdemokratisk side bakker vi sådan set også op om den forenklingsdagsorden, som er igangsat. Og jeg tror, det var på vores seneste møde i Europaudvalget, at vi tog et af de første skridt i forhold til nogle af de her omnibusforslag, som er der, og som ikke har noget med køretøjer gøre, men som er et forsøg på at lave noget af den regelforenkling, som der i den grad er behov for. Så vi bakker sådan set også op om, at vi skal have reduceret de her byrder i form af rapporteringsforpligtelser med 25 pct. og for SMV'erne med 35 pct.

Vi tror også, at vi jo står med en udfordring, kan man sige, hvor vi med formandskabet i andet halvår skal tage nogle af de første skridt i forhold til den MMF, altså det nye budget, som skal laves fra 2028. Vi kan i hvert fald godt se nogle udfordringer i forhold til de udfordringer, der generelt er for Europa med den ramme, som vi har i dag. Der skal i hvert fald ske nogle forandringer internt i forhold til det budget, der er, og der er erfaringen, at det aldrig nødvendigvis er nemt og vil kræve nogle slagsmål.

Vi har lige set med the Clean Industrial Deal, altså den aftale om en industri, der er blevet lavet, at det, der ligger i det her – og det synes jeg er meget positivt – er, at EU's klimamålsætning om at blive CO2-neutrale i 2050 stadig væk bliver fastholdt, og at man genbekræfter sine anbefalinger om 2040-målet på 90 pct., og at der forventes at komme forslag snarest om det her.

Det er mere, fordi noget af det, vi jo oplever med den udvikling og den situation, som der er i Europa, er, at det er tydeligt, at noget af den grønne dagsorden og noget af klimadagsordenen har fået en anden prioritet og en anden rang i forhold til diskussionerne. Der tror jeg, vi fra dansk side af er et af de steder, der skal holde fast i, at den her dagsorden stadig væk er til stede. Den er afgørende for mig at se.

I forhold til den handelspolitiske del må man bare sige, at jo flere aftaler vi kan lave rundtomkring i verden, jo bedre er det for mig at se. Vi skal selvfølgelig ikke være fuldstændig ligeglade med, hvad indholdet er, og hvem vi gør det med, men jeg tror bare, at det er afgørende, som situationen er i dag, at vi ikke fastholder et snævert syn, i forhold til hvem det er, vi vil og kan handle med. Jeg tror, det er vigtigt at udbrede det.

Der er heller ingen tvivl om, at noget af det, der er jo helt sikkert også vil blive en del af fremtiden her, er den store investering, der vil komme i den digitale dagsorden, som der er, både i forhold til platforme, AI og supercomputere osv. Der er det ekstremt vigtigt, at vi i EU koordinerer noget af den indsats, der er her.

Jeg synes, at når vi kigger på udviklingen måske fra sidste år, er noget af det, der er afgørende jo, at noget af det, der er vigtigt i vores europæiske samarbejde, er det europæiske demokrati, men også de retsstatsprincipper, som vi arbejder med. Jeg synes bare, at når vi kigger på udviklingen – for vi har sådan den tendens til at betragte EU som sådan en statisk størrelse, nogle gange, når vi har debatterne – i forhold til Polen, må man jo bare sige, at der i den grad, når vi snakker retsstatsprincipper, er sket noget i forhold til den tilgang, der er. Jeg synes stadig væk at Ungarn på nogle stræk er det, man kan kalde for et smertensbarn, når vi er inde i nogle af de her diskussioner, der er.

Afslutningsvis vil jeg også lige komme lidt ind på, at jeg tror, det er vigtigt et eller andet sted, at vi forbereder os – for mig at se – på et større, men også et stærkere EU. Med det her skal det siges, at vi fra Socialdemokratiets side er meget åbne over for, at vi gør en indsats på det stræk, der hedder udvidelse af EU. Der er ingen tvivl om, at Moldova og især Ukraine er der, hvor vi ser nogle meget store muligheder på måske kortere strækninger. Men jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at vi ikke efterlader resten af Balkan på perronen, og vi må derfor også på en eller anden måde og have nogle holdninger til, hvordan vi gør det at nå over målstregen realistisk i forhold til de her lande. Så igen vil jeg bare sige, at i en verden i forandring ser vi også et EU i forandring, og det kræver, kan man sige, at vi er parate til også at omstille os herinde i forhold til den tilgang, vi måske tidligere har haft. Og det vil jeg sige at vi fra Socialdemokratiets side selvfølgelig er indstillet på. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt.

Ordføreren har jo rigtig mange gode hensigter, som jeg deler fuldstændig, men der er nogle ting, som skurrer lidt i ørerne. I 2024 importerede EU for 50 mia. kr. naturgas fra Rusland. Det er noget af det, der faciliterer, at Putin kan føre sin krig i Ukraine. Det er jo direkte forårsaget af den grønne dagsorden i EU, hvor man har lukket ned for kernekraftværker, og hvor man har lukket ned for at brænde kul af, som man har masser af i Østeuropa, og derfor er blevet afhængig af at importere energi fra Rusland. Det peger jo i den forkerte retning. Det er det, der gør, at vores fjender bliver stærkere. Så hvad vælger hr. Henrik Møller i valget mellem at gøre Putin stærkere eller forfølge EU's grønne dagsorden?

Ordføreren.

Nu er jeg ikke sikker på, at jeg forstod det hundrede procent, i forhold til om det var den ene eller den anden dagsorden, der skulle forfølges her. Jeg synes jo, at vi er i gang med en omstilling i forhold til den tidligere import af gas fra Rusland. Vi importerer en del nu her både fra Norge og fra USA som supplement til den. Men hvis det er et spørgsmål, der går på kernekraft, vil jeg sige, at det jo ikke er noget, vi mener, at vi fra dansk side skal investere i nationalt, og det er på baggrund af den investering, vi er i gang med, i havvindenergi osv. Men vi har jo rykket os. Når verden rykker sig, rykker vi os sådan set også. Vi har også rykket os, sådan at vi siger, at det anerkender vi som en del af den diversitet i energien, der skal være på europæisk plan. Jeg ved ikke, om jeg helt fik svaret på det, der blev spurgt om. Men det er sådan set den grønne dagsorden i modsætning til Putins gas, det handler om.

Spørgeren.

Problemet er bare, at det jo i øjeblikket i virkeligheden er omvendt. Altså, den grønne dagsorden og presset imod kul og kernekraft er det, der har presset EU og EU's økonomier til at importere for 50 mia. kr. gas fra Putin i 2024. Så den grønne dagsorden er lig med penge i Putins kasse.

Ordføreren siger så her, at den grønne dagsorden er meget vigtig, og så er det bare, jeg spørger: Hvad er vigtigst – at vi bekæmper Putin, eller at vi forfølger den grønne dagsorden, som i øjeblikket holder hånden økonomisk under Putin? Der må man ligesom vælge.

Ordføreren.

Jeg skal nok have en mulighed for at forstå det her med de 50 mia. kr., som på baggrund af de investeringer går direkte i Putins lomme i den her forbindelse. Man kan sige, at det på en eller anden måde jo må hænge sammen med, at der så er nogle ting, der skal intensiveres i forhold til skabe nogle begrænsninger på det her område.

Det næste er hr. Martin Lidegaard.

Hr. Morten Messerschmidt har jo helt undtagelsesvis fat i en pointe – han har bare den forkerte kur på den diagnose, han stiller. Det er jo tåkrummende smerteligt, at EU, siden krigen i Ukraine startede, har doneret 140 mia. euro til Ukraine, men samtidig har doneret 205 mia. euro til Putin gennem vores import af olie og gas. Det har overhovedet ikke noget med kernekraft at gøre, som hr. Morten Messerschmidt påstår; det skyldes selvfølgelig, at der ikke har været vilje hverken i Danmark eller de andre europæiske lande til at udfase den russiske gas og erstatte den enten med anden gas eller – som vi synes det skal være – med grøn, sikker, billig vedvarende energi, så vi heller ikke skal importere fra Saudi-Arabien, Iran eller andre steder.

Når jeg tager det op her, er det, fordi jeg flere gange har haft lejlighed til at drøfte det med statsministeren, der hver gang står og vrider hænder over de her tal. Jeg har også haft lejlighed til at høre, at den moderate klima- og energiminister ikke synes, det er et dansk anliggende, men at det er noget, der skal ske i EU, så jeg glæder mig meget til at høre, hvad ministeren siger om, hvad hun har drøftet med sine europæiske kollegaer. Jeg synes, det er et dansk anliggende at komme fri af russisk gas i Danmark. Synes ordføreren også det?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at den stærkeste indsats jo vil være, hvis man i fællesskab på europæisk plan på en eller anden måde kan lave nogle begrænsninger på det her område. Det vil jo have en væsentlig større effekt, end en dansk indsats vil have. Jeg må helt ærligt erkende, at jeg ikke er hundrede procent klar over, hvordan det her med gassen rent faktisk fungerer. Der er det, jeg siger, at jeg synes, vi skal kigge på nogle af de sanktioner, vi har indført, som betyder, at vi køber fra Norge og USA.

Vi skal i øvrigt også en tur til Algeriet og kigge på nogle energimuligheder i forhold til hydrogen. Det har så ikke lige noget med det her at gøre, men det handler om at få en diversitet, som betyder, at vi ikke køber den her olie og gas fra Rusland. Jeg er ikke interesseret i at skulle finansiere Putins styre.

Spørgeren.

Det er jo helt fair, at det ikke lige er ordførerens speciale. Jeg tror, det er fair at sige, at det nok kræver en indsats i både EU og de enkelte medlemslande, hvis man skal ud af russisk gas. I øjeblikket stiger forbruget af naturgas sådan set i Danmark – og dermed også af den russiske gas. Men jeg går ud fra, at ordføreren er enig i, at hvis det er regeringens politik, at det skal ske på europæisk plan, er det selvfølgelig noget, som regeringens ministre har bragt op i de forskellige ministerråd, herunder selvfølgelig europaministeren. Det håber jeg ordføreren så kan bekræfte.

Ordføreren.

Ja.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Velkommen.

Tak for det. Vi lever i et vigtigt europæisk øjeblik og i en urolig verden. Det er nu, vi skal styrke vores fællesskab i det europæiske og vise vores stærke engagement i EU. Tiden, hvor vi får billige produkter fra Kina, billig energi fra Rusland og beskyttelse fra USA, er ovre. Vi skal kunne mere selv, vi skal blive stærkere sammen, og vi skal stå sammen. Det er derfor nu, EU skal træde i karakter. Det er, som man siger i Europa, et Hamiltonian moment, altså det øjeblik, hvor vi skal forme og udvikle det europæiske samarbejde til fælles gavn.

Situationen, hvor 500 millioner europæere skal spørge 340 millioner amerikanere om at beskytte os mod 140 millioner russere, skal være ovre. Det betyder ikke, at vi skal lukke os om os selv, men vi skal opbygge vores eget forsvar, og vi skal sikre Ukraine, der kæmper i skyttegravene for alle europæeres sikkerhed og for vores demokrati og vores frihed. Vi skal styrke EU-søjlen i NATO betragteligt. Vi skal styrke vores fælleseuropæiske forsvarsindustri. Vi tager i Venstre rigtig positivt imod det store initiativ »ReArm Europe«, som Kommissionen lancerede. Vi ser frem til hvidbogen om det fælleseuropæiske forsvar på onsdag. Vi er stærke tilhængere af, at vi fremskynder beslutningsprocesserne, som vi gjorde det under covid-19, da vi stod i en krise i Europa. På samme måde skal vi fremrykke beslutningerne, og det har vi tillid til at Kommissionen, Rådet og Parlamentet vil arbejde sammen om at gøre.

Et stærkere Europa betyder også et mere konkurrencedygtigt Europa. Det skal være den anden store prioritet. EU er gået forrest i reguleringen, men måske også for langt i reguleringen. Vi indhyller os i bureaukrati og i bobleplast. Draghi peger jo på, at vi har bureaukratiseret så meget, at det svarer til 120 pct. told på serviceydelser og 45 pct. told på varer. Vi skal gøre det smidigere, bedre og nemmere at være virksomhed og at være innovativ i EU. Vi skal have konkurrenceevne – tjek – og konsekvensvurderinger på al lovgivning med relevans for vores virksomheder og på den kommende lovgivning, som er i proces. Jeg er glad for, at Kommissionen har sat et mål om at reducere de administrative byrder med 25 pct., svarende til 280 mia. kr., i indeværende mandatperiode. Renewgruppen i Europa-Parlamentet har netop i går under ledelse af Morten Løkkegaard lavet et omfattende katalog med 15 guiding principles – undskyld, hr. formand, 15 principper – der skal guide simplificeringen i EU, og 50 konkrete forslag til, hvor vi kan simplificere og deregulere den europæiske lovgivningsmaskine. Det store udspil håber vi at Kommissionen, Rådet og den danske regering tager godt imod og gør noget ved.

Konkurrenceevnen hænger også tæt sammen med den grønne omstilling. Vi har brug for at investere mere og hurtigere i vedvarende energi, vi har brug for hurtigere godkendelsesprocedurer, og vi har ikke mindst brug for at investere massivt i det fælleseuropæiske elnet og i elektrificeringen. Vi skal have bundet de franske atomkraftværker sammen med de danske vindmølleparker og de spanske solcelleparker og endda også de norske vandkraftværker. Det vil give billigere energi, det vil give bedre energi, og det vil ikke mindst styrke den europæiske konkurrenceevne. Det er et fælleseuropæisk projekt, og derfor skal vi også være klar til at investere i det i fællesskab. Vi skal investere mere. Vi udelukker ikke i Venstre, at vi også låner i fællesskab, men vores første og vigtigste prioritet skal være at få kapitalen til at blive i Europa og til at arbejde i Europa – kapitalmarkedsunionen og nye, innovative investeringsmekanismer, der kan investere i de strategisk vigtige industrier og i vores fælles infrastruktur.

At styrke vores konkurrenceevne betyder igen ikke her, at vi skal lukke os inde. EU skal stå vagt om det internationale handelsbaserede samarbejde i Verdenshandelsorganisationen. Det er et samarbejde, der er under pres, men et samarbejde, der på bedste vis forener og illustrerer den vision, som EU er skabt på, nemlig at vi ved at handle sammen kan skabe fred og fremgang i verden. Når vi står i en handelskrig, skal Europa derfor reagere med respekt, tålmodighed og tolerance og i fællesskab, men vi skal gøre det med respekt for det internationale regelbaserede samarbejde i Verdenshandelsorganisationen.

Et stærkere EU betyder også et større EU. Vi skal have sat fart på udvidelsesprocessen med en række af vores nabolande. Det betyder, at vi også skal se på, hvordan vi kan styrke processen undervejs. I Venstre har vi blik på forskellige måder at tage udvidelsesprocessen i etaper, og hvordan vi kan styrke de processer, der ligger til grund for udvidelsesprocessen. Og vi har også kig på, hvordan vi kan simplificere den godkendelsesproces, der ligger i Europa, hvor man i dag ifølge udvidelseskommissær Marta Kos har 150 nedslag undervejs i udvidelsesprocessen, hvor man kan anvende en vetoret. Måske skulle vi gentænke den proces. Måske skulle vi sikre en fleksibel og mere fokuseret proces omkring udvidelsen, ikke for at underminere den fælles beslutningskraft, men for at sikre, at vi kan komme hurtigere frem.

Europa står i et afgørende øjeblik, og Europa skal handle i fællesskab i en urolig verden. Og vi glæder os over, at det er præcis det, der sker. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er til hr. Martin Lidegaard.

Tak. Jeg har to spørgsmål, og jeg håber, at ordføreren kan nå at svare på dem begge. Først og fremmest syntes jeg, der var en ting, der manglede i ordførerens tale, nemlig partnerskabet med Afrika, og jeg tror også, at ordføreren, hvis han havde været med i sit gamle parti, så havde husket det, og det er jo især, fordi USAID nu har nedskåret med 83 pct. på udviklingsbistanden. Jeg husker også, at en Venstreminister engang, da der skete det samme under den tidligere administration, tog initiativ til, at Danmark i EU skulle forsøge at lukke en del af det hul. For der er et hul, der bliver skabt i forhold til verdens fattigste, ikke mindst når det handler om kvinder, seksuelle rettigheder, abort, osv., og hvor man – kan man sige – dog bør forsøge at lægge et plaster på det kæmpe sår, der er kommet efter de amerikanske nedskæringer på udviklingsbistanden. Det har også et geopolitisk perspektiv til Afrika.

Mit andet spørgsmål handler om den afstemning, der i går var i Europaparlamentet, hvor vi jo har en fælles gruppe, nemlig Renew, som ordføreren også nævnte, men hvor man i Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre faktisk stemte forskelligt, nemlig når det handler om, hvor meget vi skal integrere vores forsvar i EU. Her ønsker vi en fuld integration, altså selvfølgelig mellemstatsligt, men langt mere end i dag, og det undlod Venstre og Moderaterne at stemme for, hvilket vi undrede os over.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg vil bestemt stadig væk stå ved, at Europa i den grad skal engagere sig i Afrika, og det er også klar Venstrepolitik, og det er en prioritet for regeringen. Regeringen har meldt ud, at man i en urolig tid med store omkostninger til alt fra forsvar, klimasikring og Ukraine ønsker at fastholde 0,7 pct. i det internationale udviklingssamarbejde, og det synes jeg er et stærkt signal, man sender i en urolig verden, ikke mindst til vores partnere i Afrika, Asien eller Latinamerika.

Vi skal sætte os nye mål for handelssamarbejdet med Europa, og hele det store projekt, der er lanceret af Kommissionen for at styrke investeringer og handel med Afrika, bliver afgørende i en tid, hvor verden forandrer sig, hvor der er andre partnere, og hvor de partnerskaber, vi traditionelt har stolet på, måske er under pres.

Så der er i Europa en stærk vision for Afrika, og det er en vision, som Venstre og regeringen bakker op om.

Spørgeren.

Det glæder mig oprigtigt, og jeg vil også gerne kvittere for, at man fastholder de 0,7 pct. Vi havde dog gerne set, at man fra regeringens side i den situation, hvor de danske nødhjælpsorganisationer, også dem, der arbejder i Ukraine, og alle de andre steder, hvor der er konflikter, mister utrolig mange penge, og der er også partnerne i Afrika, havde taget initiativ til at sætte bare nogle få millioner kroner af, som nødhjælpsorganisationerne tigger og beder om. Men det kan vi diskutere en anden dag.

Jeg er i den situation, vi står i nu, så lidt interesseret i at høre, hvor vigtigt Venstre synes det er at vi faktisk arbejder hen imod en stærkere fælles integration af det europæiske forsvar.

Ordføreren.

I Venstre ønsker vi jo en stærk europæisk søjle i NATO, men dermed også sagt, at vi ikke ønsker at bryde de transatlantiske bånd, der har tjent os godt. Vi skal være en tålmodig og tolerant partner, både når det gælder handel og det forsvarspolitiske samarbejde hen over Atlanten. Det er klart, at der nu bliver sendt nogle signaler, som skaber bekymring og uro, også i Europa. Men det transatlantiske bånd skal ikke kappes, og derfor er det også vigtigt, at vi i Europa sender et signal om, at det er i Europas interesse, og at vi ønsker at fastholde et stærkt transatlantisk bånd, også når det gælder forsvar.

Hr. Morten Messerschmidt.

Da jeg for 20 år siden for første gang blev valgt, var EU's og USA's økonomi nogenlunde lige store. I dag er USA's økonomi 50 pct. større end EU's, også selv om man ser bort fra brexit, og det vidner jo om, hvilken taberregion EU har udviklet sig til, altså at man ganske enkelt ikke har en konkurrenceevne, som overhovedet matcher det, som amerikanerne og desværre også vores strukturelle hovedfjende, kineserne, formår. Derfor er det jo dejligt, at Renew-gruppen har fremlagt et katalog, og jeg vil gerne høre, hvornår hr. Christian Friis Bach så regner med at de 50 punkter får en betydning, så vores økonomi begynder at gå fremad.

For en times tid siden behandlede vi på regeringens foranledning et lovforslag, der handler om, hvordan man fremover skal regulere Artificial Intelligence i Europa, altså en forordning på 200 sider, og hvor jeg jo ærligt må indrømme, at jeg havde brug for ChatGPT for at finde ud af, hvad det handlede om. For måden, det er udformet på, gør i hvert fald, at det kræver en højere specialistviden. Er det ikke præcis den slags fuldstændig nonsens-forslag, der er årsagen til, at EU økonomisk sakker bagud?

Ordføreren.

Jeg anerkender jo fuldt ud, at AI-reguleringen er kompleks, og at den skaber store byrder. Jeg har selv en nevø, der er 23 år, som har stiftet en AI-virksomhed i Californien, der nu er værdisat til 25 mio. dollar, og som jo klart anerkender, at det ville være meget svært at etablere den virksomhed i Europa og i EU. Derfor ligger der også i det simplificeringskatalog, som blev fremlagt i går, en række konkrete forslag, herunder at etablere det, man kalder regulatoriske sandkasser, hvor den europæiske AI-industri kan udvikle sig, spire frem, styrkes og dermed også finde forankring i Europa. Så jeg vil jo i øvrigt også opfordre hr. Morten Messerschmidt til næste gang at bruge den franske chatrobot.

Spørgeren.

Vi så forleden dag på forsiden af Berlingske, at Dansk Erhverv opregner de samlede administrative omkostninger for det private erhvervsliv i Danmark til 49 mia. kr. og 90.000 fuldtidsstillinger, og 30 mia. af de 49 mia. kr. kan direkte henføres til EU-regulering. Jeg forstår så, at man nu vil lave nogle enkelte små områder i EU, hvor virksomhederne kan placere en AI-udvikning, men hvornår ville de 50 punkter, og det er helt uden polemik, få en betydning for Europas økonomi, hvis de blev gennemført? Jeg kender EU-systemet indefra; jeg har siddet dernede i 10 år. Hvornår kan europæerne regne med at komme ud af den taberudvikling, som EU har pålagt os de sidste 20 år?

Tak. Ordføreren.

Ja, så hurtigt som muligt. Der vil jeg bare notere mig, at erhvervsministeren, da Kommissionen fremlagde den store omnibuspakke, hastede alt, hvad han kunne, og at han arbejdede i døgndrift for at få fremlagt det for Folketingets Europaudvalg. Forslaget kom på en onsdag, og Europaudvalgets møde var på en fredag, og man håbede, at det kunne blive vedtaget inden for få uger, og jeg vil bare notere mig, at hr. Morten Messerschmidts parti sammen med alle oppositionspartierne stemte imod regeringens mandat, som klart bakkede op om, man hurtigt gik i gang med den her deregulering, og det gjorde man af den grund, at det kom meget hurtigt, og at det ikke var oversat til dansk. Det viser lidt om den træghed, vi har i Europa, når samtlige oppositionspartier vender sig imod et forslag, som forsøger at styrke konkurrenceevnen.

Tak. Hr. Søren Søndergaard.

Nu skulle man jo være et skarn, hvis man ikke ville fjerne overflødigt bureaukrati – så jeg går ind for overflødigt bureaukrati! Nå, okay! Nej, jeg tror, det er en rigtig god idé at fjerne det. Men det er mere den der sammenhæng med konkurrenceevnen, der undrer mig en lille smule. Kan hr. Christian Friis Bach ikke forklare mig: Hvad er egentlig grunden til, at USA indføre told på europæiske varer? Altså, hvad er egentlig grunden til det?

Ordføreren.

Nu skal jeg jo ikke kunne tale på vegne af amerikanerne, men mit klare indtryk er, at det er, fordi de har fået en ny præsident.

Spørgeren.

Altså, grunden til, at USA indfører told på europæiske varer, er, fordi de har fået en ny præsident. Jeg går ud fra, at han har gjort det af en årsag. Og årsagen er jo, at amerikanerne køber europæisk. De køber ikke amerikansk. Handelsoverskuddet er til Europas fordel og ikke til USA's fordel. Afspejler det overhovedet ikke noget om konkurrencekraften?

Ordføreren.

Jeg anerkender helt, hr. Søren Søndergaard, at Europa står stærkt på en række områder, og når det gælder produktivitet, er der en række europæiske lande, som ligger fuldt på linje med og endda over den amerikanske produktivitet. Så jeg vil heller ikke tegne et alt for dystert billede. Nu skal man notere sig, at selv om handelsoverskuddet er stort i forhold til varer til USA, er det i forhold til serviceydelser jo omvendt. Og så skal man også huske, at et overskud på handelsbalancen betyder europæiske investeringer i USA, for det skal jo i sidste ende gå i nul. Sådan er nationalregnskabet skruet sammen. Så hvis vi kan styrke konkurrenceevnen og fastholde større investeringer i Europa, vil det på alle måder styrke os fremadrettet.

Hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Det er egentlig for at følge op på de udmærkede spørgsmål, som min formand stillede hr. Christian Friis Bach tidligere. Både ordføreren og jeg sidder i Europaudvalget, og der forhandler vi jo om forhandlingsoplæg fra regeringen, og det gør vi i hvert fald en gang om ugen, nogle gange hver anden uge. Som regel vedtager flertallet i Europaudvalget at sige ja til regeringens oplæg, og for det meste handler det om øget bureaukrati, papirnusseri, øgede byrder på erhvervslivet og flere regler. Regeringen siger ja. Udvalget siger også ja. Dansk Folkeparti stemmer imod, og som regel stemmer Enhedslisten også imod, nogle gange af lidt andre årsager. Hvorfor bliver regeringen ved med at støtte udbygningen af bureaukratiet, af reglerne og af de øgede omkostninger for det danske erhvervsliv nede i EU?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at der findes bestemte områder, hvor vi styrker de fælles europæiske regler. Det kan være regler, der skal styrke elektrificeringen i Europa og dermed konkurrenceevnen. Det kan være regler, der danner baggrund for stærkere investeringer og innovative finansieringsmekanismer. Den slags forslag stemmer vi for. Og jeg kan jo bare notere igen, at Dansk Folkeparti, da det virkelig gjaldt, og da der endelig kom et markant forslag om at udskyde et rapporteringskrav til tusinder af europæiske virksomheder, så stemte imod i Europaudvalget, med henvisning til at det ikke var oversat til dansk, fordi det skulle gå stærkt. Der tænker jeg bare: Så er der lang vej hjem i Europa, hvis vi ikke engang med et så progressivt forslag i en akut situation og i en urolig tid kan samle os om at fjerne noget af det bureaukrati og den regulering, som blokerer for den europæiske konkurrenceevne.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det er jo et klassisk stråmandsargument. Så vidt jeg husker, stemte Enhedslisten også imod det, fordi man ønskede at få det på dansk. Det er vel rimeligt nok, at man får materialet på sit modersmål, ellers kunne man lige så godt nedlægge Folketinget. Jeg synes ikke, at ordføreren har svaret på, hvad regeringen vil gøre. Man kan jo banke i bordet over for EU og sige: Nu vil vi ikke mere, nu siger vi nej. Hvorfor gør man ikke det?

Ordføreren.

Nu kan jeg jo ikke tale på vegne af regeringen, men jeg kan tale på vegne af Venstre, og i Venstre har vi banket i bordet. Vi har fremlagt 15 principper og 50 forslag, og det er et arbejde, der i renewgruppen er blevet ledet af hr. Morten Løkkegaard, medlem af Europa-Parlamentet. I øvrigt har vi i en kronik i Børsen, som jeg vil opfordre hr. Alex Ahrendtsen til at læse, for nylig beskrevet en række meget kontante krav, der handler om de gevinster, som vi forventer at Kommissionen realiserer ved simplificere og deregulere i Europa i den kommende periode. Vi vil have en kommissær, der ser på det, og det har vi heldigvis fået, og der er en stribe af forslag fra os. Jeg har ikke set ret mange fra Dansk Folkeparti.

Tak til Venstres ordfører. Tiden er gået. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til europaministeren for redegørelsen. Når jeg kigger på redegørelsen fra i år, ligner den et langt stykke hen ad vejen den fra sidste år med den fortsatte støtte til Ukraine og arbejdet med det lange, seje træk i forhold til understøttelsen af deres kamp, som på mange måder stod uændret på det tidspunkt, hvor den her redegørelse blev skrevet.

Hvis vi så ser på situationen i dag, kan jeg godt forudse jeg, at redegørelsen for 2025 bliver meget anderledes. For med den nye administration i USA ser det ud til, at vi lige pludselig er blevet alene hjemme i Europa. Hele EU skal på en ny måde tage ansvar for vores eget forsvar og for at understøtte Ukraines kamp. Vi kan ikke som tidligere bare læne os tilbage og regne med, at USA rager kastanjerne ud af ilden for os. Lige nu kommer der forskellige meldinger nærmest hver dag: Nu støtter USA Ukraine, nej, nu gør de ikke, jo, nu gør de det vist igen. Det er ganske forståeligt, at Zelenskyj frustreres over situationen og den manglende forståelse fra USA.

Derfor bakkede vi også i Danmarksdemokraterne op om den pakke, der skulle afgives mandat til i sidste uge i Europaudvalget, der grundlæggende støtter Kommissionens plan for oprustning af europæisk forsvar med henblik på et Europa, som tager større ansvar for egen sikkerhed. Vi har en stor bekymring for, at der dermed åbnes for fælles lån i EU, men vi anser den geopolitiske situation så alvorlig, at vi i den her situation accepterede mandatet. Det betyder dog ikke, at vi i andre sammenhænge vil acceptere fælles lån, for det gør vi ikke. Det er overordnet set en uheldig glidebane.

Men lige nu handler det i høj grad om kriseparathed, og ordene om, at vi skal tage større ansvar, er lige pludselig blevet mere aktuelle, end nogen havde forestillet sig. Derudover skal vi heller ikke glemme, at der kommer en tid efter Trump, og selv om USA lige nu agerer uforståeligt og i mine øjne uansvarligt i relation til det ansvar, man må have som supermagt, så falder tingene til ro igen. Og når vi nu påtager os det ansvar, som vi i Europa uvægerlig burde have taget for længe siden, så vil tingene helt sikkert over tid finde deres leje.

Så er der konkurrenceevnen i Europa, hvor vi jo har ligget i baghjul på USA, og hvor vi har diskuteret, hvordan vi kunne bedre konkurrenceevnen og vilkårene for virksomhederne i EU. Ingen havde sikkert tænkt, at det kom til at handle om handelskrig med toldmure; en tilgang, som kan risikere at skabe recession i USA, hvilket også slår klart igennem på aktiemarkederne. Det er en tilgang, som bare kommer til at koste alle dyrt. Men vi er nødt til at forsvare os, så godt vi kan, og derfor er Kommissionens tilgang om forenkling af regler og mindskelse af administrative byrder for virksomhederne, selv om det i det overordnede billede kan virke småt, naturligvis den rigtige vej at gå. Jeg håber, at Kommissionen kan og vil leve op til de planer, der er lavet, og de løfter, der er givet. For uanset hvordan den geopolitiske situation er, vil en lettelse for danske virksomheder kunne bedre deres konkurrence, toldmure eller ej.

Energipolitikken er uundgåeligt også påvirket af situationen. Målsætningen må i den her situation naturligvis være at mindske afhængigheden af Rusland. Som redegørelsen nævner, er Norge og USA nu de største leverandører af gas til EU. Samtidig har vi jo heldigvis også fået gang i vores egen gasproduktion igen. Men vi må arbejde systematisk for at stoppe afhængigheden af den russiske gas.

I forhold til en udvidelse af EU arbejder man i Ukraine målrettet på at gøre sig klar til optagelse, og det er ganske imponerende at høre dem fortælle om, hvad de gør, samtidig med at krigen kører. Vi skal fortsat understøtte deres arbejde og hjælpe med, at de kan blive klar til at opfylde kriterierne for et medlemskab.

Endelig vil jeg lige glæde mig over, at EU har styrket partnerskabet med Grønland og Færøerne. I forhold til Grønland er det i lyset af de sidste måneders begivenheder naturligvis vigtigt at arbejde for at styrke samarbejdet med Grønland, både fra dansk side og fra EU's side. Tak for redegørelsen, og tak for ordet.

Hr. Christian Friis Bach, Venstre.

Tak for det. Og tak for en, synes jeg, god tale med rigtig mange vigtige elementer. Men jeg vil bare så igen stille hr. Jens Henrik Thulesen Dahl et spørgsmål om den megen snak om, at vi skal styrke konkurrenceevnen og fjerne bureaukrati og regler. Da erhvervsministeren kom til Europaudvalget og knoklede i 2 dage for at få det hurtigt frem, fordi det er en vigtig dagsorden og vi skal levere på den – og omnibusforslaget, det første forslag, var virkelig en markant byrdelettelse for europæisk erhvervsliv – stemte Danmarksdemokraterne lige pludselig imod med hensyn til procedurer. Er ordføreren enig i, at hvis det her går op i procedurer, når vi aldrig i mål?

Ordføreren.

Ja, hvis det hele går op i procedurer, for det skal det heller ikke. Omvendt er procedurer altså også vigtigt. Det er vigtigt, at man får den tid til at behandle forslag, som der er brug for. Og da vi skulle behandle det der forslag, var der jo faktisk forslag om, at man lige kunne vente og tage det i ugen efter. Vi var sådan set indstillet på, at vi godt kunne have taget det ret hurtigt. Men vi er stadig væk nødt til at gøre det på en måde, så vi kan nå at forholde os til det, og så vi også får det på dansk, så man rent faktisk kan se, hvad det er, vi skal stemme om. Det synes jeg er helt fair, og det er ikke en firkantet forholden sig til procedurer. Det er sådan set god, sund fornuft.

Hr. Christian Friis Bach.

Jo, men problemet er jo så bare, at hvis man i de 27 lande og de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet og Kommissionen alle sammen har den holdning, at vi lige skal vente lidt, fordi der er nogle procedurer, så når vi jo aldrig i mål. Derfor vil jeg bare gerne høre ordføreren, om ordføreren bakker op om omnibuspakken, og så vil jeg samtidig høre ordføreren, om Danmarksdemokraterne har lanceret deres initiativer til, hvad vi skal gøre i Europa for at sikre konkurrenceevnen.

Ordføreren.

Vi synes sådan set, det er vigtigt, og vi synes sådan set også, at de forslag, der var til behandling i sidste ende, var fornuftige. Men problemet er, at vi er nødt til at insistere på, at der er tid til at behandle dem, at de forslag, der kommer, er på dansk, er til at forstå, så vi kan nå at forholde os til dem. Det synes jeg er ganske rimeligt. Og når man så fra regeringens side ikke ønsker at gå ind i en dialog om, hvordan man så kunne gøre det, men tværtimod bare siger, at man har sit flertal, så man gør, som man vil, ja, så bliver det, som det blev.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

I forhold til omnibusdirektivet ville jeg bare høre, om hr. Jens Henrik Thulesen Dahl ikke kan bekræfte, at det blev fremsat i slutningen af februar, og at hastelovgivning i EU normalt tager et halvt år, og at det derfor næppe har været ganske udslagsgivende for Danmarks muligheder for at begå sig i forhandlingerne, om man har fået mandatet i starten af marts eller i midten af marts.

Ordføreren.

Det kan jeg ganske glimrende bekræfte, og jeg kan jo samtidig sige, at det, vi egentlig lagde op til, var, at vi havde brug for nogle få dage. Det var ikke noget med uger eller måneder. Det skulle ikke være noget, der på nogen måde skulle hindre den overordnede behandling og det overordnede forløb omkring det her lovforslag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Hvad synes hr. Jens Henrik Thulesen Dahl det siger om et parti som Venstre, der er i et og alt siden Danmarks medlemskab af EF og siden EU har advokeret for mere regulering og jo har støttet AI-forordningen, som jeg nævnte, og som regeringen har stemt for, GDPR, og alt det, som Bruxelles pålægger danske virksomheder, over 30 mia. kr. i årlige omkostninger, at det så er sådan noget fnidder fnadder fra Europaudvalgets side, der pludselig bliver undskyldningen for, at det skulle være dem, der kunne redde Europa fra det morads, de selv har skabt?

Ordføreren.

Man kan undre sig over, at Venstre kalder sig et liberalt parti, når man samtidig i vid udstrækning understøtter, at der kommer mere kontrol, mere bureaukrati og flere opgaver og byrder for virksomhederne.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Vi går videre i ordførerrækkefølgen til hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Tak for ordet. Det er, som om verden lige nu forandrer sig i et tempo, hvor alt det, der var nyt i går, er helt anderledes og forældet i dag. Den internationale politiske scene lader sig bedst sammenligne med sejlads i høj bølgegang med stiv kuling og vinden lige i ansigtet. Kompasset snurrer rundt, og vandet står ind over rælingen. Midt i det kaos står en erkendelse lysende klart: Europa står over for en historisk sikkerhedsudfordring. Først Ruslands invasion af Ukraine og nu en helt utilregnelig amerikansk ledelse i Washington. Begivenhederne har afsløret dybe sårbarheder i vores europæiske fællesskab.

Derfor skal Europa rykke tættere sammen og sikre sig langt bedre. Vi skal ufortrødent hjælpe ukrainerne, og vi skal omstille EU til en frihedsøkonomi, der kan modstå Ruslands krigsøkonomi. Vi skal stå i egen ret og være uafhængige af et i tiltagende grad uforudsigeligt USA. Vi har gjort os selv alt for sårbare ved at udlicitere vores sikkerhed til USA, forsømt vores eget europæiske forsvar og ladet billig russisk gas flyde frit og dermed finansieret Ruslands ulovlige overfald på Ukraine og den trussel, det medfører mod vores frihed og vores værdier.

Vores manglende investeringer i egen forsvarsindustri har gennem årtier gjort os dybt afhængige af andres våbenproduktion. Vi køber i dag en alt for lille del af vores forsvarsmateriel i Europa, og det medfører en forsyningssikkerhed, der er hullet som en si, og det er midt i en omskiftelig international orden med et tårnhøjt konfliktniveau. Vi skal handle nu. Det kræver, at alle kræfter bidrager aktivt, og at vi forlader vante tænkemåder og idéer om vores europæiske fællesskab. De europæiske værdier om menneskerettigheder, demokrati, ligestilling, frihed og ikke mindst grøn omstilling står på spil, og dem skal vi forsvare.

Blandt EU's stats- og regeringschefer har der heldigvis været stærk opbakning til, at EU kunne tage et større ansvar for egen sikkerhed under de markant forandrede geopolitiske vilkår og den nye amerikanske administration. Dette kom senest frem under det ekstraordinære EU-topmøde i sidste uge, hvor Europaudvalget faktisk reagerede rigtig hurtigt, vil jeg sige, og hvor egeringscheferne tilsluttede sig »ReArm Europe«-planen, der skal sikre finansiering bag en massiv genoprustning af det europæiske kontinent og en genopretnig af europæisk forsvarsindustri.

Det er vigtigt, og det er udtryk for en stærk europæisk vilje og handleevne, at Ursula von der Leyens forsvarsplan har kunnet samle bred støtte på ingen tid. Det er næsten smukt at se EU handle så hurtigt, og jeg håber, at det har en spillover-effekt på andre områder. For SF er det nemlig centralt, at vi ikke opruster på bekostning af dem, der har mindst, eller at vi lader en grønne omstilling sejle. EU skal fortsat beskytte de allermest udsatte og forblive verdens progressive, grønne stemme. Det er netop de to ting, social retfærdighed og den grønne omstilling, der for alvor vil være er truede, hvis Europas stemme i verdenssamfundet svækkes.

Trumps nedlæggelse af op til 83 pct. af USAID, som vi talte om lige før, rammer rigtig hårdt ude i verden. Flere af vores kollegaer var i Afrika her i sidste uge, og der kunne de se, at hjælpen fra USAID er essentiel, og at nedlæggelsen af den er livstruende på kontinentet. Her er det også i vores og EU's interesse at få genetableret hjælpen i tomrummet efter USAID. En vigtig opgave er landet på EU’s bord, og vi ser frem til at høre om regeringens tanker om netop dette, hvad flere andre også har været inde på.

I går var jeg så heldig at være til en keynote speak – undskyld, formand – med Al Gore, en af frontkæmperne i kampen for at imødegå klimaforandringerne; I ved, ham, der aldrig blev præsident ovre i USA, desværre. Hans håb er stadig tændt. Den grønne omstilling er i gang, siger han. Det store tandhjul drejer fortsat, men han erkendte også at der er flere små tandhjul, der drejer den anden vej, og at der for tiden er kommet flere tandhjul, der drejer i den forkerte retning, særlig efter Donald Trumps indtrædelse.

Det er i øvrigt påfaldende så lidt den grønne omstilling fylder i regeringens europapolitiske redegørelse. Europaministeren har ved flere lejligheder fortalt, at den grønne omstilling stadig er essentiel, og at der arbejdes benhårdt på at nå målene. Og ja, energipolitikken er nævnt, og i SF er vi fuldstændig enige i, at det er vigtigt at få omstillet vores energiforsyning til at blive uafhængig af russisk og amerikansk gas, kul og olie. Vi skal udbygge vores vedvarende energi; det er den mindst miljøbelastende og ovenikøbet den billigste energiform.

Men EU har nu også selv rullet flere tandhjul ud, der risikerer at modarbejde den grønne omstilling, senest med trykket på pauseknappen for bæredygtighedsafrapportering csrd, og der er lagt op til simplificering eller deregulering, hvad flere har været inde på, af flere miljølovgivninger, herunder REACH, som er EU’s kemigrundlov, og det gælder også i forhold til restriktionerne af brugen af PFAS.

EU’s konkurrenceevne og mangel på samme har fået stor opmærksomhed, også her fra talerstolen i dag. Draghi-rapporten påpeger, at EU er udfordret af svag vækst sammenlignet med f.eks. USA og Kina. Derfor bør vi bl.a. simplificere EU-lovgivningen til gavn for virksomheder. Her er det vigtigt for os at nævne, at regeringen helst ikke skal komme alt for meget på vildspor og ende i den misforståelse, at hvis vi bare ruller en masse grøn lovgivning tilbage, bliver EU konkurrencedygtigt. Som der også var nogle, der sagde før: Der er vist ingen partier, der går ind for administrativt bøvl. Så hvis det findes, skal vi selvfølgelig fjerne det. Det kan være, at ministeren senere vil svare på, hvordan regeringen vil arbejde for, at simplificeringen, eller dereguleringen af miljøtiltag, som hr. Christian Friis Bach sagde – grønne ngo'er kalder det jo deregulering – ikke kommer til at sætte forhindringer op for den grønne omstilling. Og nu skal jeg til at skynde mig, kan jeg se her.

Det lykkedes efter mange års forhandlinger at nå sammen om en ny migrationspagt, og det er jo glædeligt. Den skal imødegå mange af de problemer, som mange lande oplever med migration. Det betyder nye rammer og procedurer for screening og asylbehandling ved EU’s ydre grænser, der sigter mod markant kortere behandlingstid og hurtigere udsendelse af personer, der ikke har ret til asyl.

Med det markante og bekymrende politiske højreskred, vi ser i mange af medlemslandene, er det dog ikke givet, at migrations- og asylpagten i alle hovedstæder vil blive opfattet som en tilstrækkelig løsning på de migrationsudfordringer, som EU står over for, men det er vigtigt, at pagten er landet. Jeg vil også gerne rose regeringen for at have interveneret i sagen om Ungarns brud på grundlæggende rettigheder. Det er vigtigt, at vi fra dansk side medvirker til at opretholde presset på Ungarn, så tak for det.

I efteråret 2024 blev der opnået en handelsaftale med Mercosur-landene. Aftalen har været forhandlet over 2 årtier, og kan, om end vi synes, den savner grønne ambitioner, ses som et aktuelt modsvar til Trump-administrationens destruktive tilgang til en regelbaseret global handelspolitik. Rent geopolitisk er aftalen også rigtig vigtig.

Heldigvis vil den nye Europa-Kommission også til at kigge på det her med e-handelsplatformene og de mange varer, som strømmer ind over vores grænser fra Kina via Temu, Wish og hvad de ellers hedder alle sammen. De mange eksempler med farlige produkter understreger, at der er behov for handling nu. Faktisk var der behov for handling for år tilbage, men heldigvis er det noget, som erhvervslivet og forbrugerorganisationer op om, så jeg håber virkelig, at regeringen vil presse på for det nede i Bruxelles.

Fiskeripolitik og landbrugsstøtten, den såkaldte CAP, bliver slet ikke nævnt i redegørelsen. De to emner er måske også mere aktuelle for 2025, men jeg vil dog lige nævne, at der har været kritik af den måde, de såkaldte EHFAF-støttemidler til fiskeriet uddeles på, f.eks. at de går til tiltag, der modarbejder den grønne omstilling. Det skal vi have et klart fokus på fremadrettet. Arbejdet med at få den næste CAP på plads starter for alvor på nu og kan komme til at fylde under et dansk EU-formandskab. Vi ser frem til et dansk fokus på at fremme grøn omstilling af Europas landbrugssektor.

Afslutningsvis vil jeg takke ministeren for redegørelsen. SF er på linje med regeringen, særlig når det kommer til støtte til Ukraine, europæisk våbenproduktion i »ReArm Europe« og sammenholdet om at at håndtere udfordringerne fra Trumps USA. Vi håber, at vores fælles grønne ambition holder hele vejen, for klimakrisen og biodiversitetskrisen forsvinder ikke ved, at vi ruller de grønne tiltag tilbage. Jeg ser frem til at høre ministerens svar på netop dette. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Alexander Ryhle, Liberal Alliance.

Tak for ordet, formand, og tak til ministeren for redegørelsen. EU er i en brydningstid, præget af krigen i Ukraine, geopolitiske spændinger, en svækket konkurrenceevne og en en ny digital virkelighed. Det kræver et handlekraftigt Europa, der har styrke til at stå imod ydre trusler. Men det kræver også, at vi ikke kvæler os selv i bureaukrati. Redegørelsen sætter fokus på forsvarsområdet og behovet for større europæisk ansvar for vores egen sikkerhed. Det er jeg helt enig i. Vi må ikke tøve med at være medspillere, når det handler om Ukraine, og når det handler om at sikre stabilitet i vores nærområder. Men vi skal gøre det uden at skabe en altomfattende EU-centralisme.

I stedet skal vi fjerne dobbeltbureaukrati og skabe reelle resultater for vores forsvars- og sikkerhedspolitik. Hvis Europa hele tiden spænder ben for sig selv, får vi aldrig løftet de fælles opgaver, vi rent faktisk er enige om at løse. Der er heldigvis bred enighed om at støtte Ukraine, så landet har en fremtid som en selvstændig nation. Men også her ser vi faren, hvis vi holder fast i alt for mange indviklede processer, der sinker vores beslutninger om våbenhjælp, genopbygningsmidler og sanktioner. Hver gang vi diskuerer, hvorvidt vi nu har det rette mandat fra endnu et EU-organ, mister EU dyrebar tid. Bureaukrati må aldrig stå i vejen, når vi forsvarer frihed og demokrati mod et aggressivt Rusland.

Redegørelsen peger også på behovet for at styrke EU’s konkurrenceevne, så vi kan matche USA og Kina, og lad os være ærlige: Vi er på mange områder bagud. Innovation inden for kunstig intelligens, life science og den brede techindustri rykker i stigende grad væk fra Europa. Hvorfor gør de det? Fordi lovjunglen vokser, og fordi det er nemmere at skalere nye idéer i markeder, hvor man ikke bliver begravet i rapporteringskrav. Europa risikerer at ende som et frilandsmuseum, hvor gode idéer visner, mens USA og Kina buldrer afsted.

Vi behøver ikke at frygte amerikansk protektionisme mere, end vi frygter vores egne interne barrierer. Ifølge økonomer som Mario Draghi svarer EU’s bureaukratiske byrder reelt til en enorm toldsats på vores egen handel, og det er en politisk skandale, som vi selv kan ændre. Jeg er helt enig i, at vi skal tage ansvar for klimaet og sikre, at fremtidens Europa er grønt og bæredygtigt, men det kræver netop at vi samarbejder på tværs af lande. Vi skal dog passe på med ikke at overregulere nye grønne teknologier, før de overhovedet kan få lov til at udvikle sig. På samme måde risikerer vi at kvæle digitale løsninger, f.eks. ai, i et hav af detailregulering, før vi har set, hvad potentialet overhovedet rækker til. Regeltyranni og opsplittede nationale fortolkninger af f.eks. GDPR har allerede skræmt flere startups ud af EU, og det gavner hverken vækst, borgere eller klima.

Der er nu vedtaget en asyl- og migrationspagt, som skal sætte skub i fælles løsninger ved de ydre grænser, hurtigere sagsbehandling og bedre udsendelser, og det er i sig selv fornuftigt, at vi samarbejder i Europa om en af de mest presserende udfordringer. Men også her skal vi være varsomme med at skabe regler, som ingen lande reelt kan administrere i praksis. Det hjælper ikke at have en masse nye procedurer, hvis de drukner i tung administration og reelt ikke virker ved græsen.

Det er vigtigt, at EU står fast på basale værdier som retsstatsprincipper, ytringsfrihed, lgbt-rettigheder og mediepluralisme, men vi skal også passe på, at vi ikke overbureaukratiserer de værdier ihjel og ender i en situation, hvor vi bekæmper illiberale tendenser med så komplicerede mekanismer, at det hele går i stå. EU bør gøre det simpelt: overhold frihedsrettighederne, eller du mister adgang til penge. Vi skal ikke opfinde endnu et administrationslag, men bruge sunde, forenklede betingelser for modtagelse af midler.

Redegørelsen peger på mange af de rette temaer. Det er godt, at vi ønsker at gøre EU robust over for ydre trusler og styrker vores økonomiske muskler. Men hvis vi reelt vil lykkes, bliver vi nødt til at tage et opgør med den bureaukratiske byrde. Vi kan ikke opbygge et stærkt og konkurrencedygtigt Europa ved at drukne erhvervslivet i regler, imens USA og Kina stormer forbi. Så lad os benytte de kommende år til at føre en seriøs drøftelse om reel deregulering, om at sikre frihed til innovation og om at gøre Europa mere handlekraftigt uden alt det overflødige papirarbejde.

Danmark kan og bør gå forrest på den dagsorden. Vi skal insistere på, at vækst, forsvar, migration og klimapolitik ikke bliver nye kilder til bureaukrati, men at de tværtimod frigør ressourcer og skaber fremdrift for et Europa, der igen kan vise verden, hvad der sker, når man blander frihed, ansvar og samarbejde i de rette mængder. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Liberal Alliance. Så er det hr. Henrik Frandsen, Moderaterne.

Ordet formand, og tak til ministeren for redegørelsen. Som Europaministeren siger i sin redegørelse for udviklingen i EU-samarbejdet, er der én ting, der står helt klart: Europa er ved et historisk vendepunkt. Vi står over for en ny sikkerhedspolitisk og økonomisk virkelighed, hvor vi ikke længere kan tage vores sikkerhed, velstand eller alliancepartnere for givet. Vi befinder os i en af de mest alvorlige sikkerhedspolitiske situationer siden den kolde krig. Ruslands krig mod Ukraine er ikke kun en aggression mod en suveræn stat; det er en direkte trussel mod hele den europæiske orden. Samtidig er Europas økonomiske konkurrenceevne presset fra flere fronter: af Kinas statsstøttede industri, af USA’s protektionistiske handelsstrategi og af vores egne strukturelle svagheder. Sikkerhedspolitik, økonomisk stabilitet og Europas globale rolle hænger tæt sammen, og i Moderaterne mener vi, at vi må gribe denne nye tid med åbne øjne og med handlekraft. Vi har ikke råd til passivitet.

Vi må bare sande, at EU skal gå fra at være et fredsprojekt til i virkeligheden at være en sikkerhedsaktør. EU blev født på ruinerne fra anden verdenskrig med ét mål: Aldrig igen skulle krig, konflikt eller totalitære kræfter dominere vores kontinent. Det har været en kæmpe succes, men det fundament af demokrati, retsstat og fred, der blev skabt dengang, står i dag over for sin alvorligste prøvelse i årtier. Samtidig ser vi, hvordan vores vigtigste allierede, USA, bliver mere uforudsigelig. Den amerikanske regering har stillet hidtil usete og vidtgående krav til gengæld for militærstøtte til Ukraine og har indført en tvingende handels- og industripolitik, som kommer til at påvirke europæiske virksomheder voldsomt, hvis den føres ud i livet.

Det betyder ikke, at vi skal vende os væk fra USA, vil jeg gerne sige, eller væk fra NATO for den sags skyld. Tværtimod. Men vi må aktivt erkende, at vi i den grad bliver nødt til at vælge Europa til. Vi kan ikke længere tage vores sikkerhed eller økonomiske styrke for givet. Derfor hilser vi den nyligt vedtagne »ReArm Europe«-plan velkommen – et engelsk udtryk, men det hedder den bare. Det er et vigtigt skridt i retning af en stærkere europæisk forsvarsindustri og en strategisk autonomi. Men vi mener også, at der skal mere til end det.

Vi har i Moderaterne længe talt for en fælleseuropæisk gældsmodel, der gør det muligt at investere i forsvar, sikkerhed, grøn omstilling og digital infrastruktur, uden at de nationale budgetter bliver sat under et uhåndterligt pres og bliver det, der kommer til at bremse det. Det er ikke en traditionel dansk position, vil jeg gerne sige, men tiderne har ændret sig i Europa. Vi må gentænke vores tilgang til finansiering af Europas fremtid.

Hertil må vi så heller ikke falde i den rille at undervurdere Europas styrke. Vi er 450 millioner borgere bare i EU, og EU er en økonomisk stormagt med et samlet BNP, der ikke bare er på størrelse med, men som kan måle sig med både Kinas og USA’s. Vores fælles marked er verdens største, og vores handelsrelationer strækker sig globalt. Samtidig har vi en geografisk fordel, for vi ligger faktisk ret godt med en central placering mellem Nordamerika, Asien og Afrika som et knudepunkt for handel, innovation og økonomisk vækst. Europa har alle forudsætninger for at stå stærkt i en ny geopolitisk og økonomisk virkelighed. Men det kræver, at vi handler med ambition, og det kræver, at vi handler med beslutsomhed.

Vi mener ikke, at Europa skal se sig selv som en svag, afhængig region, men som en central global aktør. Vi skal tage vores plads, og vi skal handle derefter. Derfor må vi heller ikke spænde ben for os selv med gamle forbehold i en ny virkelighed. Europa står ved en skillevej, og Danmark skal være med. Danmark skal ikke stå på sidelinjen. Vi har allerede afskaffet vores forsvarsforbehold, så Danmark nu kan deltage i det europæiske forsvarssamarbejde. Det må selv modstanderne i dag erkende nok ikke var så dum en beslutning set i lyset af den situation, vi står i i dag. Men vi må også tage debatten om retsforbeholdet, så vi fuldt ud kan engagere os i EU’s retlige og sikkerhedspolitiske samarbejde i fremtiden.

Samtidig kan man jo diskutere, om euroforbeholdet fortsat skal være et tabu, og om man skulle tage det op. Der er en en stor del af den danske befolkning, der aldrig har haft mulighed for at tage stilling til dem. Vi ser ind i nogle store fremtidige finansieringsbehov og en øget økonomisk integration i EU. Danmark kan ikke tage for sig af retterne i eurosamarbejdet og så bare forlade bordet, når regningen skal betales. Vi skal tage ansvar og sikre, at vores indflydelse matcher vores engagement.

Vi står ved et historisk vendepunkt. Det er ikke længere nok at tale om europæisk solidaritet; vi må også handle europæisk. Danmark skal være fuldt engageret i EU og tage del i de beslutninger, der former vores alle sammens fælles fremtid. Vi skal investere i sikkerhed, teknologi og frem for alt også grøn omstilling. Det skal ikke være som en isoleret nation, selv om vi også selv skal gøre det, men det skal også være i et tæt samarbejde med vores europæiske partnere. Samtidig må vi ikke lade os begrænse af forældede forbehold, der hæmmer vores handlekraft og indflydelse. Vi skal kort sagt tage vores plads ved bordet og aktivt bidrage til at styrke Europas fremtid.

Et stærkere Europa kræver også, at vi er åbne mod verden. Vi skal udbygge vores handelsrelationer skabe nye alliancer både med vores naboer i Europa, men også med vækstøkonomier i resten af verden. Europas styrke ligger ikke kun i det indre marked, men også i vores evne til at handle og samarbejde globalt. Europa står over for en ny tid, og Danmark skal være en del af løsningen på det. Vi skal ikke være et land, der tøver. Lad os stå sammen, lad os tage ansvar og sikre, at både Europa og Danmark går en stærkere fremtid i møde. Tak for ordet.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak. Moderaterne og Radikale Venstre deler jo et langt stykke af vejen europapolitiske visioner, måske med undtagelse af, hvor hurtigt vi skal udfase den russiske gas; der er vi nok lidt mere utålmodige end den danske klimaminister, der har travlt med at skynde sig langsomt på det område. Men på et punkt stemte vi forskelligt i går, hvor der jo var en meget, synes jeg, vigtig diskussion i Europa-Parlamentet, som handlede om, hvor grænsen går for den europæiske integration af forsvaret.

Jeg er jo meget enig i, at vi ikke skal opgive det transatlantiske. Det har jeg om noget kæmpet for. Men det er i vores optik også klart, når man kigger på, hvad der sker, og hvad vi kan risikere fra USA's side, at det samtidig vil være ret naivt ikke at forsøge at skabe ikke bare en stærk europæisk forsvarsindustri, men også et stærkere europæisk forsvarssamarbejde. Det er altså en slags fælles europæisk forsvarsalliance, også gerne med England og Norge, hvor vi også integrerer og øver os mere, selvfølgelig på mellemstatsligt niveau, men altså bliver bedre til, om jeg så må sige, at kæmpe sammen.

Det stemte Moderaterne imod i går til min store undren. Jeg ved ikke, om ordføreren er klar over, hvorfor man der valgte at gå den vej.

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i, at den situation, vi står i nu, ikke må føre os til den fejlslutning, at vores vigtige samarbejde, både i NATO og med USA, ligesom står ved en afslutning her. Jeg mener helt klart, at USA stadig væk er vores nære allierede. NATO-samarbejdet er vanvittig vigtigt, også for Danmark. Det er hovedhjørnestenen i vores forsvar. Men samtidig med det skal vi jo selvfølgelig også samarbejde yderligere med vores europæiske naboer, men det er jo supergodt at gøre det igennem NATO-samarbejdet, tænker jeg også.

Så er jeg jo helt med på, at vi i Europa stadig væk er dybt afhængig af russisk gas. Det er dybt ærgerligt. Derfor er det også vigtigt, at vi får sat fuld damp under kedlerne med den grønne omstilling, at vi hurtigst muligt får lavet nye havvindudbud i Nordsøen, at vi får gennemført en brintrørledning osv., så vi får lavet så mange aktive handlinger som muligt i forhold til at blive fri af russisk gas.

Ønskes der opfølgning fra spørgeren? Ja.

Jeg må sige, at jeg i dag faktisk ikke er sikker på, at USA er vores vigtigste og mest nære allierede. Det er vores største allierede, men når jeg kigger på den samlede sikkerhedspolitiske palet, som både inkluderer forsvar, energipolitik, handelspolitik, teknologipolitik og industripolitik, så tror jeg sådan set, at EU er vores vigtigste allierede. Og jeg tror, at verden mærkeligt nok godt kan hænge sådan sammen i dag, at hvis ikke EU integrerer sit forsvar mere og udgør en stærkere søjle i NATO, så kan det blive et problem i forhold til at holde sammen på det transatlantiske sammenhold.

Det er derfor, det undrede mig, at Moderaterne i går ikke var med på den linje, som flertallet i Renew Europe, vores fælles politiske familie, var, nemlig at vi selvfølgelig skal styrke integrationen af det europæiske forsvar.

Ordføreren.

Min vending omkring hovedhjørnestenen gik selvfølgelig på det forsvarspolitiske samarbejde. Der er USA en enormt vigtig samarbejdspartner og hovedhjørnesten. Men vi har jo også set, hvordan de udmeldinger, der er kommet fra den nye præsident og den nye administration i USA, har fået europæerne til at rykke sammen.

Vi har jo så sent som for et par uger siden fundet yderligere 50 mia. kr. i råderummet til at finansiere en i den grad oprustning i Danmark. Det ser vi også andre steder i Europa, så det har fået Europa til at rykke sammen på det forsvarspolitiske område.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Det er bare et spørgsmål: Hvad er det for en regning, vi efterlader til de andre EU-lande ved at bevare kronen og ikke indføre euroen?

Ordføreren.

Jeg tror, det er meget, meget væsentligt, at vi i Danmark tager det op, og at vi tager diskussionen. Det er ikke sikkert, at vi er klar til det endnu. Men vi i Moderaterne vil meget gerne tage diskussionen om, om det er hensigtsmæssigt, at vi stadig væk har forbeholdet i forhold til euroen. Vi skal huske på – nu kan jeg ikke huske det eksakte årstal – at det i hvert fald var inden årtusindskiftet, at vi havde afstemningen. Jeg mener, at man skal være over 50 år i dag for overhovedet at have haft mulighed for at tage stilling til euroen ved den sidste afstemning. Så jeg mener, det er helt naturligt, at vi på nuværende tidspunkt tager den diskussion om, om vi stadig væk vil have det forbehold.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg fik ikke helt fat på svaret. Altså, det var sådan set hr. Henrik Frandsen, der selv sagde, at vi ikke skulle overlade en regning til de andre EU-lande ved ikke at have euroen. Og så spørger jeg bare: Hvad er det præcis for en regning, vi overlader til de andre EU-lande ved at have kronen i stedet for euroen?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, det er ret oplagt, at vi står i en situation, hvor vi jo taler om nogle meget, meget voldsomme investeringer. Altså, i forhold til »ReArm Europe« – undskyld, det var et engelsk udtryk igen – og at vi skal lave massive investeringer dér, synes jeg, det er helt afgørende, at vi har så tætte økonomiske bånd og så ensartede vilkår som overhovedet muligt.

Dermed tak til ordføreren. Jeg tror, at vi generelt her i aften godkender »ReArm Europe«, fordi det ikke er blevet oversat, kan jeg forstå; så det tager vi med.

Så er den næste ordfører på talerstolen fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak, formand. Og tak til ministeren for redegørelsen om udviklingen i EU-samarbejdet, som jo kommer omkring flere forskellige områder. Noget af det, som jeg glæder mig over i redegørelsen, er, at der fortsat er momentum i EU's udvidelsesproces. Samarbejdet i Europa er blevet vigtigere end nogen sinde med den nye verdensorden, som vi står over for.

Det er vigtigere end nogen sinde, at vi rykker sammen i Europa. Det mærker man i medierne, og det mærker jeg især også i mit arbejde som formand for Europaudvalget. I forrige uge var udvalget i Moldova, hvor vi mødtes med præsident Maia Sandu og parlamentsformand Igor Grosu. Moldova ligger jo som bekendt mellem Ukraine og Rumænien, mellem russisk invasion og Den Europæiske Union. I den moldoviske udbryderrepublik Transnistrien anslås det at over 1.000 russiske soldater er udstationeret i øjeblikket.

Med Rusland på dørtærsklen kæmper Moldova hårdt for at blive en del af EU. De har valg til efteråret, og her bliver det afgørende, om den proeuropæiske regeringen kan fastholde magten. Rusland forsøger at skabe kaos gennem massiv spredning af misinformation. Vi må i Danmark og EU hjælpe Moldova med at bevare deres frihed. Det er også vigtigt for vores egen sikkerhed, især efter Ruslands angreb på Ukraine.

Jeg så, hvor meget Moldovas regering gør for at opfylde EU's krav til nye medlemslande – trods energimangel og pres fra Rusland. Moldova fortjener vores opbakning, så de kan bevare den frihed og tryghed, Det Europæiske Fællesskab bygger på. Fra dansk side er det afgørende at hjælpe lande som Moldova, der aktivt ønsker at vælge frihed og forpligtende fællesskaber. Vi må støtte dem, der sætter sig op imod Putins propagandamaskine og drømme om et genforenet Sovjet.

Europaudvalget besøgte i efteråret også Serbien sammen med ministeren. Serbien har i nogen grad gjort gode fremskridt i 2024 og forventes også at opnå yderligere fremskridt i forhandlingerne i 2025. Og efter sommerferien har Europaudvalget planlagt at besøge Bosnien-Hercegovina, som ansøgte om medlemskab i 2016.

Så vil jeg særlig om Ukraine sige, at de under vanskelige betingelser har bidraget til at gøre landet til et foregangsland for udvidelsesprocessen, også i forhold til de øvrige kandidatlande. Det momentum forventes at fortsætte i 2025 under det danske formandskab, og det ser jeg meget frem til, for det europæiske samarbejde har aldrig været vigtigere end nu. Tak for ordet.

Der er ingen korte kommentarer, så tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Tak for redegørelsen. Man kan jo næsten kalde den en omnibusredegørelse – den kommer jo hele vejen rundt. Det vil jeg ikke forsøge at efterligne, jeg vil slå ned på et par enkelte ting.

Med den revanchisme, som man ser fra Putin og fra Rusland, og med den øgede pression, som vi ser fra Kina, og med valget af Trump har det efter Enhedslistens opfattelse aldrig været vigtigere, at der skabes en værdibaseret alliance på internationalt plan, på verdensplan – en værdibaseret alliance, som står klart op for retsstaten, for folkeretten og for den internationale retsorden. Alle lande og sammenslutninger af lande i verden skal opfordres til og der skal arbejdes for, at de går med i sådan en alliance. Det er ikke en geografisk krig, det er en værdimæssig krig, vi står over for.

Det gælder selvfølgelig også EU, som er en kæmpe aktør og dermed også har et medfølgende stort ansvar, hvad enten vi snakker Ukraine, Gaza eller grøn omstilling. EU bør stå op politisk for værdier og være drevet af værdier. Der er store udfordringer, der venter forude. Med Trumps valg, med Kina og med Ruslands opførsel. Der har vi jo så allerede fået ligesom en forsmag på, hvad vi er i stand til, og hvor problemerne ligger, når vi snakker EU. Vi har fået en test med Ruslands angreb på Ukraine for 3 år siden, og der er bestemt en lang række positive træk, hvor man har reageret på den korrekte måde. Men vi bliver også nødt til at erkende, at der har været eksempler på, at EU mildest talt ikke har levet op til sit ansvar, ofte fordi markedskræfterne er blevet stillet over værdierne.

Vi har sagen med den ene million artillerigranater til Ukraine. Det var et løfte, som man gav fra EU's side, for at Ukraine kunne få bedre mulighed for at forsvare sig. Trods det at løfte levede man ikke op til det. Man afleverede alt for langsomt. Man svigtede i en skæbnestund, og det her er jo ikke noget, der kan tages let, for det er noget, der har kostet tusinder af ukrainere livet, og det er noget, der har kostet land for Ukraine – fordi EU i den situation svigtede. Der er så opstået en myte, som lidt bliver gentaget i nogle af de udspil, vi ser i dag, om, at der er en mangel på kapacitet i EU til at producere våben: Vi må øge kapaciteten, vi må investere osv. Men det er jo ikke korrekt. Problemet er, at EU har ladet markedskræfterne råde alt for meget. Problemet er ikke et underskud af produktionskapacitet, men mangel på og underskud af styring og koordinering.

Hvis vi lige et øjeblik forholder os til fakta, så er fakta jo, at nogle af verdens allerstørste våbeneksporterende lande er EU-lande. Vi har så valgt, at de blev solgt til højestbydende uden for EU, i stedet for at man gjorde det at beslutte, hvor det var bydende nødvendigt at anvende dem. Frankrig er ifølge SIPRI verdens næststørste våbeneksportør – altså, Rusland er gået ned, for de bruger dem selv, så de eksporterer dem ikke. Frankrig er verdens næststørste våbeneksportør, Tyskland er verdens femtestørste våbeneksportør, Italien af verdens sjettestørste våbeneksportør, UK, de er så ikke med i EU, men de er den syvendestørste, og Spanien er den niendestørste. Der er en gigantisk våbenkapacitet og våbenproduktion i EU-landende.

Det er sådan, at en fjerdedel af den globale våbeneksport kommer fra EU-lande – en tredjedel, hvis man regner Storbritannien med. Der har altså været tonsvis af våben at sende til Ukraine. Der er tonsvis af våben til det, man mener er nødvendigt i forhold til at indkøbe det ene og det andet og det tredje. Der kan være specielle våben, der mangler, men der er en kæmpe våbenproduktionskapacitet. Derfor bliver vi nødt til at sige, at det har været det politiske problem med at have den kapacitet. Hvis man ser på USA, ville de aldrig nogen sinde tillade en så liberalistisk holdning til våbenindustrien som den, vi har i Europa. Der er meget mere kontrol med våbenindustrien, end der er i Europa.

Et andet område, hvor vi må sige der har været problemer, er gassen. Nu nævnte hr. Martin Lidegaard spørgsmålet om gassen, og hvor meget import af gas, vi har lavet – det er større end det, vi har givet i bidrag. Det er et andet eksempel på et kæmpe problem.

Et tredje eksempel synes jeg er sanktionspakkerne. Altså, sanktionspakkerne er jo kommet på en underlig måde, for det er jo ikke sådan, at vi har truffet en beslutning, i forhold til hvad der var vigtigt at gøre over for Rusland, og så gjorde det. Noget som skyggeflåden er noget, der kommet som først den tiende sanktionspakke eller noget i den stil, hvilket efter vores mening var et kæmpeproblem. Vi foreslog det jo ret tidligt i Europa-Parlamentet og fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Der er så kommet lidt andre boller på suppen, men der har været en fodslæbende holdning.

Forsvarsindustrien er så ikke det eneste sted, hvor markedskræfterne har haft for frit spil. Tendensen til afregulering og manglende politisk styring er noget, der sker ofte. Vi synes også, det afspejler sig i Kommissionens omnibuspakke. Under dække af regelforenkling har industrien fået en lang ønskeliste om lempelser ind i Europa-Kommissionen. Hvis man ser, hvem det er, der har siddet som baggrund for Europa-Kommissionen, kan man jo forstå, hvorfor den er blevet, som den er blevet. Vi ser udvanding af virksomhedernes kædeansvar på menneskerettighedsområdet. Vi ser svækkelse af deres forpligtelser til klimaplaner, og vi ser, at der undtages tusindvis af virksomheder for blot at nævne nogle af de tilbageskridt, der er her.

Selvfølgelig er bureaukrati for bureaukratiets skyld noget skidt, og jeg har også ved selvsyn konstateret, at EU er en bureaukratisk maskine, og der er rigtig meget bureaukrati. Jeg synes virkelig, der skal gøres en indsats for at få noget af det bureaukrati væk. Den tonstunge procedure i forbindelse med kommunernes EU-udbud er jo et meget godt eksempel på det. Det samme er EU's indviklede statsstøtteregler, som lægger begrænsninger på industripolitikken. Men afbureaukratisering må aldrig blive et ræs mod reguleringsbunden, og det gør det ofte i EU, hvad enten det kommer med omnibuspakken, modviljen til at forbyde PFAS, smuthullerne for social dumping eller alt for lempelige regler for finanssektorens risikable spekulationer.

Der tales meget om, at fredstiden er forbi, og det er også alvorlige tider, vi står i. Men hvad gør man normalt, når man står i alvorlige tider? Man lader ikke markedet tage førersædet og så håber på det bedste. Nej, man regulerer, man koordinerer, og man planlægger efter de mål, som det er bydende nødvendigt at opnå. Desværre er tendensen i EU, at man husker retorikken om krisetidens alvor, men man glemmer politikken og handlekraften.

I Enhedslisten er vi ikke imod offentlige investeringer i sikkerhed og beredskab, men det skal gøres rigtigt. Vi skal ikke købe ind fra amerikanerne den ene dag og kunne modtage trusler om at få slukket for Starlingsystemer fra typer som Elon Musk den næste dag. Vi skal koordinere og opnå stordriftsfordele, men vi skal ikke lukke øjnene for at satse på, at markedet ikke altid løser alting og slet ikke uden en solid demokratisk styring. Det er derfor, vores udgangspunkt er, at det er nødvendigt med ændringer på de her punkter, for at EU kan blive en del af løsningen og blive en del af den alliance på internationalt plan – værdibaseret alliance – der skal opbygges mod forskellige former for totalitære regimer og diktaturer.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal grine eller græde, for hr. Søren Søndergaard har jo brugt hele sit voksenliv på at bekæmpe EU. Han har syntes, det var usolidarisk. Han har syntes, det var direkte skadeligt. Han har syntes, det har kostet på indflydelse og national suverænitet. Og nu hører jeg hr. Søren Søndergaard gøre det helt klart, at uden EU havde vi været fuldstændig lammet i den her situation. Vi havde hverken kunnet reagere i forhold til Ukraine eller i forhold til USA; vi havde stået fuldstændig alene i verden. Der vil jeg bare gerne sige tak for, at Enhedslisten er kommet derhen, hvor man er klar over, at uden EU havde Danmark været fuldstændig tabt handelspolitisk, militært, forsvarspolitisk og internationalt. Tak for det.

Men så bekymrer det mig alligevel, at det, der så er diagnosen, og som jeg jo er enig i, er, at EU bestemt ikke er ufejlbarlig og i de her situationer ikke har handlet resolut og stærkt nok. Så skyder man skylden på markedet, og det er jo rigtigt, at der er et marked, men der er også en nationalisme, der har stået i vejen for, at man kontrollerede og koordinerede sine våbenindkøb og leverancer til Ukraine, og hvis man skal over den nationalisme, kræver det et øget forsvarssamarbejde i EU. Er Enhedslisten klar til det?

Formand – nej, ikke formand, det er mig. Jeg kan også godt svare, men jeg tænker, det må være ordføreren. Ordføreren.

Tak for det. Lige først vil jeg svare på det der, hr. Martin Lidegaard siger om Enhedslisten. Altså, det, vi har gjort – og det er mange år siden, og det undrer mig, at der ikke er nogen, der opdagede det for mange år siden – er jo, at vi forholder os til, at EU er en eksisterende platform.

Derfor har vi jo siddet i bl.a. Europaudvalget. Altså, siden 1994 har vi siddet i Europaudvalget og stemt for og imod ting i EU. Det var ting, vi syntes skulle gøres bedre, og ting, vi ikke ville være med til, fordi vi syntes, de var dårlige. Jeg tror, relationen i øjeblikket er, at der er ca. 50 pct., som vi støtter, og som vi ikke støtter. Så den der forklaring eller det der argument om, at vi ikke har forholdt os til EU, og at vi bare har villet ud, er jo simpelt hen ikke rigtig. Altså, det, der er det rigtige, er, at vi har arbejdet for at gøre EU bedre.

Så er det rigtigt, at vi har haft en vision om et andet samarbejde. Den vision har vi sådan set stadig væk. Men så længe situationen er, som den er nu, vil vi selvfølgelig gøre det bedste, for at EU på den bedst mulige måde bidrager til de opgaver, som ligger, og i det, jeg siger om at opbygge en international alliance baseret på værdier, er der intet nyt.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg anerkender bestemt, at Enhedslisten har forholdt sig til EU. Man har kæmpet med næb og kløer imod en stærkere integration og et stærkere fælles forsvarssamarbejde. Man anbefalede et nej til at ophæve forsvarsforbeholdet. Men nu står vi så i en situation, hvor det jo helt åbenlyst er nødvendigt at koordinere tættere på forsvarsområdet. Det håber jeg vi er enige om. Det er, dels fordi vi ikke længere kan belave os lige så meget på USA, hvad ordføreren selv nævnte, dels fordi vi har brug for at hjælpe Ukraine mere. Det kalder jo på en tættere integration i EU. Det går jeg ud fra vi er enige om nu.

Fortryder Enhedslisten egentlig, at man anbefalede at sige nej til at ophæve forsvarsforbeholdet?

Ordføreren.

Jeg synes, det er tankevækkende, at den allerførste aktion, som bliver foreslået efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, er en aktion i Afrika. Det er den allerførste.

Altså, jeg havde tænkt, at man havde været klog nok til at foreslå Bosnien, for det ville vi formentlig have støttet, fordi der er mange gode grunde til den aktion i Bosnien. Men at EU går ind en række steder og følger i franskmændenes spor synes vi ikke er en god idé, og det var præcis, hvad vi advarede imod, da vi havde afstemningen om forbehold. Der er jo ikke noget, der gør, at man ikke kan samarbejde om forsvar, selv om man ikke har et fælles EU-forsvar, vel?

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Enhedslisten. Så er det hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Må du leve i spændende tider, siger kineserne, og spændende tider lever vi i – måske lidt for spændende. Sådan har jeg det i al fald, og sikkert mange med mig. Det er svære tider, vi befinder os i, og jeg er nok ikke den eneste, der har haft lyst til slukke for telefonen og i stedet nyde den spirende vår; lade solen varme ansigtet, mens haven genlyder af fuglestemmer. Mit sind har som regel altid været lyst med et strejf af melankoli. Det skal nok alt sammen gå, har jeg tænkt; vi finder ud af det til sidst; vi er kloge nok. Jeg er ikke så sikker mere. Det er, som om Pandoras æske er åbnet – et hvirvlende virvar af skrigende stemmer, der forsøger at overdøve hinanden i et kakofonisk lydunivers. Og mest af alt tænker jeg, at jeg måske bare burde tie og vente, til det hele går over, sidde stille og ikke bevæge mig. Men det går jo ikke. Jeg er valgt til at handle og til at tale, selv om jeg mest af alt har lyst til at tie. Så lad mig derfor kort gøre rede for Dansk Folkepartis overvejelser om udviklingen i EU-samarbejdet. For vi ønsker Danmark tilbage og at rulle EU tilbage.

Fælles gæld: Vi er bekymret over udsigten til fælles EU-gæld, bekymret for, at Danmark bliver trukket ned af den sydeuropæiske malstrøm, at vi kommer til at hæfte for uansvarlige landes statshusholdninger, at vi tilsidesætter årtiers finanspolitisk disciplin i opbygningen af den europæiske føderale stat. Jeg er svært bange for, at vi ikke helt kan overskue følgerne af en eventuel fælles gæld. Hvad vil konsekvensen være for Danmark, hvis et land går bankerot og kreditor ønsker at indkassere sit lån? Så vil han bede lande, der har penge på kistebunden, om at hoste op med de penge, som det konkursramte land skylder ham. Det er ikke til gavn for Danmark. Derfor bør vi stå uden for fælles europæisk gældsætning. Dansk Folkeparti har af den grund fremsat forslag til lovændring i budgetloven med følgende ændring:

»Offentlige driftsudgifter må ikke finansieres ved optagelse af gæld gennem Den Europæiske Union eller dens institutioner.«

Forslaget behandles snarest i salen.

Rovdyrnationer: Indtil for nylig var der to store rovdyrnationer i verden, Rusland og Socialistkina. I dag er der tre. USA er ikke længere europæernes kæledyr, men er vendt tilbage til 1800-tallets ekspansionistiske politik. USA er den tredje rovdyrnation. Ændringen har været undervejs længe. Årsagen er ret enkel. Der er grænser for, hvor gavmild og opofrende en nation kan være, og opofrende har amerikanerne været, mens de europæiske folkeslag har bedøvet sig selv med velfærd, tungetale om woke, kønsidentitet og klima. Man kan ikke fortænke den menige amerikaner, der ofte har to eller tre job uden socialt sikkerhed og sundhedsforsikring, i at have fået nok af at skulle tage livtag med onde socialismer, islamismer og andre menneskeforagtende ideologier, mens europæerne ved valg efter valg har stemt på slatne, slappe, visionsløse politikere, der pushede dem med endnu mere velfærd, masseindvandring og bureaukrati. EU's svar har været at opløse nationerne, selv om nationerne er svaret på alle de udfordringer, vi står over for i dag.

Det fører mig frem til det næste: nationerne og forsvaret. Det er de samarbejdende europæiske nationer, der skal forsvare og kæmpe for Europa. Derfor er jeg også glad for, at Danmark har indgået partnerskabsaftaler med en række nabolande om forsvarssamarbejde, og ros til regeringen for det. Jeg er også stolt af, at Danmark er gået forrest i støtten til Ukraine imod det russiske rovdyr. Til gengæld er jeg forarget over de mange europæiske lande og deres manglende opbakning med undtagelser som Polen, Tyskland, England og de baltiske lande.

Bureaukratiet: I det senromerske kejserrige blev bureaukratiet 40-doblet på 150 år, samtidig med at man lukkede op for indvandring af germanske stammer. Da ulykken ramte med klimaforandringer og sygdom, knækkede riget sammen og forsvandt ud af historien. Ser vi på vor egen tid, er bureaukratiet og papirnusseriet vokset enormt overalt i de europæiske lande, også i Danmark, især under ledelse af den nuværende statsminister. Jeg har siddet fredag efter fredag i Europaudvalget og iagttaget, hvordan mine kolleger fra de andre partier har givet mandat til regeringens forhandlingsoplæg, vel vidende at de indeholdt en giftig cocktail af øgede udgifter for erhvervslivet, mere bøvl og bureaukrati. Dansk Folkeparti har igen og igen stemt imod. Regeringen kunne med flertallet i ryggen rejse til Bruxelles og støtte den fortsatte udvidelse af papirnusserregimentet. Hvor længe endnu, kære kolleger, vil I understøtte bureaukraternes nedbrydning af nationerne?

Indvandring: Som i det gamle romerske imperium er der i nutidens Europa ydre og indre fjender. Ydre fjender er Kina og Rusland og de muhamedanske terrorbevægelser. De indre er de nedbrydende socialistiske bevægelser og de terrorister, der dagligt angriber sagesløse borgere overalt i Europa. EU og de europæiske nationer er som katten på vejen, der blændes af billygterne, er ude af stand til at bevæge sig og derfor bliver mast under hjulene. Europæerne har taget kvælertag på sig selv ved at have et nærmest religiøst og vanvittigt forhold til menneskeretskonventionerne, der beskytter udenlandske forbrydere til ugunst for de indfødte.

Til slut vil jeg sige tak for en god, grundig og neutral redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet. Det giver et fint afsæt for en politisk debat her i salen. Skulle nogen være i tvivl, ønsker vi Danmark tilbage, og vi vil rulle EU tilbage. Og så vil jeg undskylde, når der har været nogle spørgsmål og nogle svar, at jeg bliver nødt til at gå, for der er nogle forhandlinger ovre i Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor vi forhåbentlig kan få afsluttet reformen af erhvervsakademierne og professionsuddannelserne. Så jeg bliver nødt til at gå og kan desværre ikke høre resten, bl.a. fra ministeren. Ja, det var det.

Hr. Alexander Ryle, Liberal Alliance.

Hr. Alex Ahrendtsen siger, at Dansk Folkeparti er imod fælles gæld, og det forstår jeg egentlig godt. Vi er selv mindst lige så skeptiske i forhold til fælles gæld. Vi havde gerne set, at man i forbindelse med »ReArm Europe« – det må have været i sidste uge – i stedet for at optage fælles gæld havde fundet pengene inden for EU's budget. Vi valgte så alligevel at støtte op om forslaget, for det andet var der ikke opbakning til. For os at se er der to principper: Vi vil gerne hjælpe Ukraine, og vi vil gerne opruste Europa. Og i forhold til den balance valgte vi så at støtte fælles gæld alligevel.

Men hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti støttede fælles gæld? For det gjorde man jo. Hvis man er så meget imod det, hvorfor voterede man så ikke imod regeringens forhandlingsoplæg?

Ordføreren.

Oplægget handlede om oprustning i Europa, og det støttede vi. For vi står alene nu. Vi kan ikke regne med amerikanerne. Russerne står for døren. Europæerne kan ikke forsvare sig selv; Danmark kan ikke forsvare sig selv. Pengene var til oprustning, og derfor støttede vi det.

Spørgeren.

Jamen så tror jeg, at vores partier er på samme linje. Jeg syntes bare, det lød på ordføreren, som om man var imod fælles gæld, og en del af oprustningen med »ReArm Europe« var jo netop via fælles gæld. Jeg mener, det var 1.500 mia. euro. Så man har jo sagt ja til det, selv om man siger, at man er imod. Det skal vi bare lige have bekræftet. Tak.

Ordføreren.

Det er rigtigt. Cirka en fjerdedel eller en femtedel af finansieringen til den genoprustning sker gennem fælles gældsætning. Men sådan er politik. Nogle gange er det gråt; det er jo ikke sort-hvidt. Skulle vi har stemt nej på grund af den del? Så havde vi også sagt nej til oprustning af Europa. Vi ønsker en oprustning, og vi ønsker, at vi kan forsvare os selv.

Så kan ordføreren tage videre til forhandlingen. Tak til Dansk Folkeparti. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak, formand, og tak til regeringen for en udmærket europapolitisk redegørelse. Vi er jo i de store linjer meget enige med regeringen i den måde, vi skal håndtere de nuværende internationale kriser på, også i Europa. Men jeg vil her af samme grund, havde jeg nær sagt, fokusere på de forskelle, der trods alt er, og de uenighede, vi har måske har med regeringen, eller nuancer på nogle områder, fordi det måske er det, der er det mest interessante at diskutere om man med fordel kan justere ind. Jeg vil derfor fokusere på tre områder, hvor jeg synes, man kan sige det sådan, at vi, hvis vi ikke bare kigger på, hvad regeringen siger, men også hvad den gør, så godt kunne ønske os en mere aktiv europæisk politik, og det er de tre områder, som jeg nu nævner her.

Det ene er energiområdet, og det har vi jo allerede været inde på, og det er jo, fordi vi ikke opfatter det som en detalje i det store spil. Det, at EU hvert år importerer for 450 mia. euro fossile brændsler udefra, hvilket gør os til verdens største energiimportør, og at vi har de højeste energipriser, når vi sammenligner det med det asiatiske og det amerikanske marked, er ikke bare klimamæssigt et problem, og det er ikke bare et problem for vores erhvervsliv, men det har virkelig også udviklet sig til at være den måske største sikkerhedspolitiske udfordring for EU, fordi de penge jo går til alle de regimer, som vi bagefter skal forsøge at rydde op efter. For de går til Rusland, de går til Iran, de går til Saudi-Arabien, og nu kommer halvdelen af vores gasimport jo også fra Trump, og på en eller anden måde har vi sat os selv i en lås.

Tænk, hvis regeringen faktisk havde gjort det det, vi aftalte med det nationale kompromis i 2022, og havde udfaset brugen af naturgas i Danmark og EU havde gjort det samme, så havde vi ikke forsynet Putin med 205 mia. euro, som stort set har betalt hans invasion i Ukraine, og det er ikke en detalje, men det er en kæmpestor ting. For jeg tror ikke, at Ruslands økonomi ville have kunnet holde til det, hvis vi havde stoppet vores import af olie og gas. Det er inden for teknologisk rækkevidde at gøre det, og det er noget, vi under alle omstændigheder skal gøre på grund af klimaet, men det er ifølge Clean Industrial Act, som Kommissionen selv har fremlagt, og planen for billig energi, faktisk også det bedste, vi kan gøre for dansk erhvervsliv. Det er ikke bare noget, som Dansk Industri anbefaler, men det gør BusinessEurope også, som man, tror jeg, ikke kan beskylde for at være de mest progressive kræfter på det geopolitiske område historisk set. Men det er faktisk deres vurdering, at hvis man skal skabe et konkurrencekraftigt europæisk erhvervsliv, handler det om det, og nu har jeg diskuteret det her med statsministeren, med udenrigsministeren og med alle mulige andre ministre, og alle siger, at vi selvfølgelig skal gøre det. Vi må bare konstatere, at det ikke sker. Naturgasforbruget i Danmark stiger måned for måned. Det faldt i starten, men det seneste halvandet år er det steget, og det er det også i EU. Så hverken i Danmark eller i EU tager man det her alvorligt, og det er ikke nogen lille detalje, og derfor er jeg spændt på at høre noget. For jeg tror hverken, at statsministeren har bragt det op i Ministerrådet – det sagde hun i hvert fald selv her – eller at udenrigsministeren har gjort det, og derfor er jeg enormt spændt på at høre, om europaministeren har det med, når hun mødes med sine kollegaer. Energiministeren synes selvfølgelig, at der skal ske noget på europæisk niveau, men det ikke er Danmarks anliggende. Så jeg synes virkelig, det er en stor sag, som burde kalde på et større initiativ fra regeringens side.

Det andet, jeg gerne vil pege på, er så, kan man sige, vores samarbejde med USA, og vi er enige i, at at det ikke er EU, og at det ikke er Danmark, der skal slå op med USA, og at vi skal gøre, hvad vi kan, for at beholde det transatlantiske bånd. Men det er også klart, at der godt kan blive en lille smule Komiske Ali over at stå og sige, at USA er vores vigtigste allierede, når Trump her for 10 minutter siden igen har sagt, at han mener, at Grønland vil blive annekteret af ham, og vi, for nu at sige det pænt, oplever en noget svingende attitude over for Ukraine og vores fælles sag derovre. Derfor ved jeg også, at det er regeringens holdning, at vi skal satse på et stærkere europæisk samarbejde, både når det handler om forsvarsindustrien, og når det handler om handelspolitikken, og når det handler om et fælles forsvar.

Derfor er det, når jeg siger det her, virkelig ikke for at drille eller sådan noget, men der var jo så i går i Europa-Parlamentet en stor diskussion om, hvordan vi bedst håndterer den her situation, om det kan opfattes som antiamerikansk, hvis vi laver en stærkere integration af vores forskellige forsvar i de forskellige europæiske lande, og om vi skal satse på at få gjort det mere effektivt ved at integrere det mere, altså stadig på et mellemstatsligt niveau, så alle lande selv bestemmer, hvor meget de vil bidrage, men sådan, at vi faktisk begynder at opbygge noget, der minder om det samambejde, vi har i NATO, bare i et europæisk regi, for at være sikre på, at uanset hvad der sker i NATO, vil Europa kunne være en stærk søjle i NATO, men også i et NATO, hvor USA ikke er med, hvis man fra USA's side gør alvor af, at man ikke vil være med.

Det er der jo ingen af os der ønsker, men jeg er sådan set efterhånden ret klar på, at Danmark bør være blandt de kræfter, der arbejder for en stærkere integration af det fælles europæiske forsvar. Ja, jeg kan ikke se noget alternativ til det, både når det handler om industrien, og når det handler om forsvaret.

Det her er måske mere en nuance, end det er en meget stor forskel, men det er en vigtig nuance i øjeblikket. I de her dage, det ved vi alle sammen, sidder vores statsledere og diskuterer de her ting i Europa – jeg skal også selv derned i næste uge og diskutere med partilederne fra Renew, vores politiske familie – og hvor det er, vi sætter stængerne i det her. Og det er ikke ligegyldigt, hvor de bliver sat i de kommende uger, og jeg tror med fordel, den danske regering kunne rykke dem lidt tættere på et fælles europæisk forsvar eller en forsvarspolitisk europæisk alliance. For jeg vil også gerne mindst have England og Norge med i det samarbejde. Det var den anden ting.

Den tredje ting, jeg så vil nævne, er noget, jeg egentlig synes der har været forbløffende lidt opmærksomhed på, nemlig det faktum, at USA har besluttet sig for at skære 83 pct. af deres udviklingsbistand. Det er en katastrofe for Afrika, især fordi USA uden sammenligning er eller har været den største bistandsyder i verden, og ud over at det vil ramme nødhjælpen til en masse fattige kvinder, mænd og børn i hele verden, opfatter jeg det også som en sikkerhedspolitisk, geopolitisk og europæisk kæmpeudfordring, fordi det vil åbne Afrika for Kina og for Rusland, fordi de pludselig bliver nogle af de største donorer.

Det kan godt være, at det ikke er realistisk for Europa at fylde det hul ud, især fordi både England og Tyskland har valgt at drosle ned for deres udviklingsbistand, hvad jeg er meget ked af, men det er også klart, at jeg på de områder, hvor vi fra dansk side har allermest på spil, egentlig opfatter de investeringer, vi i dag laver i udviklingsbistanden, og den kompensation, vi sammen med europæiske kollegaer kan yde i forhold til de kæmpehuller, der nu kommer i forhold til det afrikanske kontinents udviklingsbestræbelser, som noget, der ikke bare er et moralsk imperativ, men også et sikkerhedspolitisk imperativ, fordi alternativet er ret frygtindgydende at tænke på. Derfor er jeg også meget spændt på at høre, for det fremgår jo ikke så tydeligt af redegørelsen, hvad regeringen gør sig af tanker om det. Vi har jo opfordret udenrigsministeren og udviklingsministeren – det er den samme person i regeringen – til at gå ind i en meget tæt vurdering sammen med de danske bistandsorganisationer og nødhjælpsorganisationer og spørge, om vi kan gå ind og kompensere på nogle områder. Fru Ulla Tørnæs, som jo er partifælle til vores nuværende europaminister, gjorde jo som udviklingsminister i 2017, tror jeg det var, det, at hun tog initiativ til i EU at spørge, om vi kan hjælpe kvinderne i verden, efter at USA på det tidspunkt havde trukket al støtten i forhold til kvinders civile rettigheder, seksuelle rettigheder, abort osv. Og det lykkedes faktisk, og det lykkedes at holde hånden under de afrikanske partnere og de mange kvinder, der ellers kunne være kommet i klemme, og det var en kæmpe fordel for os alle sammen. Kunne vi forestille os, at den danske regering tog et lignende initiativ i dag? For foreløbig har der kun været larmende tavshed fra den danske regering på det område.

Så det er de tre punkter, og jeg er i hvert fald meget nysgerrig efter at høre fra europaministeren, hvad regeringen gør sig af tanker, og jeg synes ikke, det er små områder. Det er klart, at det, der fylder vores hoveder lige nu, er handelspolitikken, Ukraine, og det er selvfølgelig også Grønland, men de her ting er meget store brikker i det samlede puslespil, som Europa lige nu står med, og på alle tre områder – og det er det, de har tilfælles – kan Danmark, selv om vi er et lille land, gøre en væsentlig forskel.

Hr. Christian Friis Bach, Venstre.

Tak til hr. Martin Lidegaard for nogle gode pointer langt hen ad vejen. Nu kritiserede hr. Martin Lidegaard jo Enhedslisten for en lidt slingrende EU-linje, men han roste til gengæld Venstre for en meget fast og stærk linje, og det er fuldstændig rigtigt. Igennem 70 år har Venstre stået stærkt bag det europæiske samarbejde og den europæiske sikkerhed, mens man jo godt kunne ytre, at Radikale Venstre har haft en lidt mere slingrende kurs her. Nu tænker jeg på modstanden mod EF-pakken, og jeg tænker på fodnotepolitikken. Der kan man godt sige, at Radikale måske har haft en lidt slingrende kurs igennem årtierne. Men lad det nu ligge.

Nu har hr. Martin Lidegaard jo sagt, at der var en afstemning i går, og der vil jeg også anmærke, at Radikale måske også havde en lidt slingrende kurs. Kan hr. Martin Lidegaard bekræfte, at Radikale Venstre stemte imod en hurtig og fælles indsats for indkøb af militært materiel, imod et særligt fokus på den russiske skyggeflåde, imod et fokus på droneproduktion og en lære af det i Ukraine, imod, at vi skal hjælpe autoritære regimer gennem vores handelspolitik, og imod, at man skal indtænke energi og gøre produktionen så klimavenlig som muligt? Kan hr. Martin Lidegaard bekræfte det?

Ordføreren.

Først og fremmest er jeg glad for, at ordføreren skal 40 år tilbage i tiden for at finde noget, der minder om en slingrekurs i europapolitikken. Jeg tror, at man vel godt kan tillade sig at sige, at Radikale Venstre i årtier har været det mest proeuropæiske parti i Folketinget. Det er for mange et skældsord, det er det ikke for mig.

Jeg tror, at det i forhold til de mange paragraffer, som ordføreren ridser op her, hænger sådan sammen, at der jo var tre pakker til afstemning, og at vi valgte den mest vidtgående pakke. Så det, at vi stemte imod noget, er ikke det samme, som at vi ikke har stemt for et stærkere indhold på stort set alle de områder, som ordføreren nævner, nemlig via ordlyden i det andet, som vi så stemte for. Man kan jo ikke stemme for begge dele på en gang, så vi har selvfølgelig valgt én retning, og der er så, vil jeg tro, mange af de formuleringer også nævnt. Men det er en formodning, det vil jeg erkende, for jeg har ikke læst alle afstemningsresultaterne fra i går igennem.

Spørgeren.

Man behøver ikke nødvendigvis at gå 40 år tilbage for at finde tilfælde, hvor Radikale måske har været lidt skeptiske over for at styrke den europæiske og danske sikkerhed. Jeg noterede mig jo også, at i forbindelse med den seneste pakke udtalte hr. Martin Lidegaard, at man hellere ville have brugt pengene på børn. Og derfor må man sige, at Radikale Venstre måske stadig væk er lidt tøvende, når det gælder den europæiske sikkerhed.

Men jeg vil bare sige, at det, jeg nævner fra i går, jo er ændringsforslag, hvor Radikale Venstre i flere tilfælde stemte sammen med de yderste fløje i Europa-Parlamentet. Det var der, Radikale Venstre var, i en række af de her ændringsforslag, og det var det, jeg udfordrede hr. Martin Lidegaard på. Men jeg ser frem til et stærkere samarbejde i Renew Europe-gruppen for at styrke det europæiske samarbejde og den europæiske sikkerhed.

Ordføreren.

Jamen det er helt korrekt, at vi i går stemte sammen med den grønne gruppe i Europa-Parlamentet, hvis man da kan kalde den for ekstrem, Vi stemte sammen med dem, og det gjorde vi, fordi vi ønsker en stærkere integration af det forsvarspolitiske samarbejde i Europa, end Venstre og Moderaterne gjorde i går. Man stillede Renew Europe-gruppen fri, og der var et flertal i gruppen, der stemte med os, og et mindretal, der stemte med Venstre og Moderaterne.

Det er rigtigt, at det da ikke er med kæmpestor glæde, at vi nu bifalder og tiltræder, at vi nu bruger 6.000 mia. kr. på yderligere forsvar. Jeg ville da klart have ønsket en situation i Europa, i Ukraine, i Rusland og i USA, der ikke havde tvunget os til det. Og det undrer mig meget, hvis man kan have en anden opfattelse, end at man hellere ville have haft en geopolitisk situation, der ikke havde gjort det nødvendigt.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Nu vil jeg jo nødig blande mig i dialogen mellem de to varianter af Venstre, men den er måske afsluttet, så vi lige kan få et spørgsmål her.

Vi vil gerne være ærlige og indrømme, at vi ikke kender den præcise struktur, der skal laves på det, der under udvikling. Vi har ikke en præcis opfattelse af, hvordan et forsvarssystem i den situation, vi står i, kommer til at se ud. Altså, der er forskellige muligheder: europæisk søjle, NATO, EU, nordisk osv. Men jeg vil godt spørge hr. Martin Lidegaard, om han ikke er enig i, at vi skal gøre alt for at undgå, at det bliver en geografisk konflikt, en geopolitisk konflikt, og at vi skal gøre alt for sikre, at det bliver en værdipolitisk konflikt.

Når jeg snakker i IPU og andre steder med vores canadiske venner, har de jo nogle ganske fornuftige synspunkter. Når man snakker med chilenerne, har de nogle ganske fornuftige synspunkter. Når man snakker med sydafrikanerne, har de nogle ganske fornuftige synspunkter og så fremdeles. Vi skal ikke have en geopolitisk konflikt. Vi skal have en værdibaseret konflikt. Er hr. Martin Lidegaard ikke enig i det?

Ordføreren.

Jo, jeg er faktisk enig i, at det er svært at forudse den præcise arkitektur af europæisk sikkerhed lige nu; det afhænger jo enormt meget af, hvad Trump vælger at gøre. Jeg er også helt med på, at dem, vi skal have det tætteste samarbejde med, skal være dem, vi har det stærkeste værdifællesskab med.

Jeg ser ikke nødvendigvis en modsætning mellem det og så et geografisk perspektiv, for det er jo sådan med forsvar, at det hænger lidt sammen med geografi. F.eks. tror jeg og håber jeg, at den inderste kerne i det danske forsvarssamarbejde i Europa bliver med de nordiske lande, som vi i hvert fald i vidt omfang både deler geografi og værdipolitik med.

Det næste lag forestiller jeg mig så er Europa, for det opfatter jeg både værdipolitisk og geografisk som det mest relevante, og så er jeg enig i, at der er en række lande uden for EU i dag, Canada og flere andre, som jeg bestemt også synes vi skal overveje at lave et samarbejde med.

Så er det hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for tre gode punkter. Jeg kender jo ordføreren som en grøn ambassadør – en, der kæmper for det grønne – så jeg vil høre, om det her med simplificering og deregulering ikke er noget, der bekymrer Radikale Venstre, og om den grønne dagsorden måske kunne have været punkt nr. 4 i talerens tale.

Ordføreren.

Det kunne det sagtens, men jeg opfatter også det at omstille det europæiske energisystem som en rimelig grøn dagsorden, som vil få kæmpestor betydning for klimaet og teknologiudviklingen på det område. Jo, man skal i hvert fald holde sig for øje, at regulering ikke bare er regulering og bureaukrati ikke bare er bureaukrati. Og noget af den regulering, vi har lavet, tjener os rigtig, rigtig godt, så man skal ikke være bange for f.eks. at lave miljøstandarder, man skal ikke være bange for at regulere f.eks. gennem CO2-kvoter, så der kommer en grøn teknologiudvikling i gang. Jeg er enig i, at vi ikke skal smide barnet ud med badevandet.

Men jeg tror så omvendt, at det er rigtigt, at f.eks. nogle af de grønne støtteordninger, vi har lavet i EU, har været for bureaukratiske. Der har jo ikke været afløb på de penge. Det har været for svært for virksomhederne at søge dem, mens amerikanernes støtteordning, som bare har været en skattelettelse, har været meget enkel og er blevet fuldstændig tømt eller i hvert fald udnyttet både af amerikanske og af udenlandske virksomheder. Så jeg er ikke i tvivl om, vi kan forenkle, men jeg er enig i, at vi ikke skal smide det grønne vand ud sammen med barnet.

Spørgeren.

I forhold til CSRD-pauseknappen, som der er blevet trykket på nu fra EU's side, hvad er så holdningen hos Radikale Venstre om den? Nu bliver det sat på pause, men der er også en risiko for, at når der så skal forhandles om, hvordan det skal simplificeres, ryger mange grønne fordele ud med badevandet. Så jeg vil gerne høre holdningen fra Radikale Venstres side.

Jeg vil stadig være ærlig og sige, at det kigger vi stadig på. Et sted, vi godt kunne forestille os det ender – tror jeg nok, for det er komplekst, det her – er, at man kigger lidt på, hvor store virksomhederne skal være for at besvare det fuldt ud, mens mindre virksomheder måske kan få en mindre pakke. Det er noget svært noget, for det vigtige er jo, at virksomhederne omstiller sig. Man kan godt diskutere, hvor meget kontrol man så skal lave på det, hvor meget kontrol det er rimeligt at lave på det, så længe man sikrer, at omstillingen sker. Så man kan både vælge at kigge på kontrol af regimet, og man kan vælge at kigge på, hvilket incitamenter man i øvrigt giver virksomhederne reguleringsmæssigt for at lave omstilling, så man ikke behøver at kontrollere så meget.

Dermed tak til hr. Martin Lidegaard. Så er vi nået til europaministeren.

Tak for en god debat. Jeg synes, at vi har været vidt omkring i dag, og det er dejligt at opleve så mange engagerede ordførere. Jeg tror også, det vidner om, at EU-politik i dag er mere vigtigt, end det måske nogen sinde har været. Debatten i dag har i hvert fald båret tydeligt præg af, at vi lever i omskiftelige og uforudsigelige tider.

Den verden, der omgiver vores union, er i forandring. Vi har krig på det europæiske kontinent, vi har desværre stadig væk et aggressivt Rusland lige på vores dørtærskel, og vi har en ny amerikansk administration, der er kommet med udmeldinger om forhold, som vi ikke ser ens på. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at USA stadig er det land, der ultimativt garanterer Danmarks og NATO's sikkerhed. Men i en omskiftelig verden med geopolitiske brydninger skal vi europæiske lande stå tættere sammen, hvis vi ikke skal blive blæst omkuld. De største kriser, vi står over for i dag, kan vi ikke løse alene. Vi kan kun løse dem i fællesskab i Europa – om det handler om Ukraine, sikkerhed, konkurrenceevne eller den grønne omstilling. Vi har brug for det europæiske fællesskab.

Vi hører meget om, at det er udfordrende tider i Europa, og jeg gør i særdeleshed som europaminister. Europas betydning i verden skrumper, vores sikkerhed er under pres, og vores konkurrenceevne og økonomi er udfordret. Men jeg kunne også godt tænke mig at gøre lidt op med den pessimisme, der er ved at sprede sig omkring Europa, for vi har alle tiders fundament. Vi er en stormagt, og nu skal vi også til at agere som en stormagt. For selv om vores udfordringer er store, er Europa et stærkt fællesskab baseret på et solidt fundament, fælles værdier, demokrati og velstand. EU er den største handelsblok i verden. Vi er verdens største eksportør af varer og tjenesteydelser. Og vi er det største importmarked for over 100 lande. Vi er førende inden for den grønne omstilling, og vi har solide demokratiske institutioner og domstole, man kan stole på som borger og som virksomhed. EU har masser af styrkepositioner at bygge videre på, når vi skal løse vores udfordringer. Vi skal udnytte vores størrelse og handle som den økonomiske stormagt, vi også er.

Som historien har vist, kan EU også stå sammen, når det virkelig gælder. Det så vi under coronakrisen, vi så det ved udbruddet af krigen i Ukraine, og vi så det, da den russiske gas stoppede med at flyde i gasledningerne. Det er i krisetider, vi rykker sammen og viser sammenhold. Det er her, vi bliver stærkere og vokser med opgaven. Det har vi gjort før, og det tror jeg også på at vi vil gøre den her gang. Vi allerede set det ved topmødet den 6. marts, hvor der var bred opbakning til en historisk europæisk oprustningsplan og mobilisering af 800 mia. euro. Jeg er også glad for at notere mig den brede opbakning, der har været her i Folketinget i dag, både til støtten til Ukraine og til den fælles oprustning.

For at kunne leve op til vores potentiale har vi i Europa en række udfordringer, som vi skal have løst. Først og fremmest har de seneste måneder gjort det helt klart, at Europa er nødt til at kunne tage et større ansvar for vores egen sikkerhed. Der er brug for massive forsvarsinvesteringer. Europæisk forsvarsindustri skal styrkes, og europæiske forsvarsteknologier skal udvikles. Heldigvis har vi på europæisk niveau virkelig rykket den seneste tid. Sidste år præsenterede Kommissionen sin første fælles forsvarsindustrielle strategi, der sigter på at fremme fælleseuropæisk indkøb og styrke europæisk forsvarsindustri. I år fremlægger Kommissionen en strategi for kriseparathed og modstandskraft. Vi skal nemlig blive bedre til at beskytte kritisk infrastruktur, hvilket sabotagen på kablerne i Østersøen viste. Kommissionsformanden har netop skitseret sin plan for oprustning af europæisk forsvar, og en hvidbog om fremtidens europæiske forsvar er på trapperne.

Det er alt sammen positive skridt, som vi hilser velkommen fra Danmarks side. Danmark er gået fra i 2019 at bruge 1,3 pct. af bnp på forsvar til at bruge over 3 pct. i 2025, og vi er langtfra det eneste land, der opruster. Lande som Polen og Estland bruger allerede en stor andel af deres bnp på forsvar. Vi er på rette vej, men vi har stadig væk meget arbejde foran os. Det har vi også med vores fortsatte støtte til Ukraine mod Ruslands ulovlige angrebskrig. EU har støttet Ukraine civilt, militært og humanitært gennem de seneste 3 år, og det vil vi fortsat gøre.

Forudsætningen for, at vi så kan skabe et stærkt forsvar, er dog, at vi har en stærk økonomi, hvilket også flere ordførere har nævnt i dag. Europas konkurrenceevne er desværre under pres. Vores produktivitet og innovation halter efter USA's og Kinas. Den disponible indkomst i USA er vokset dobbelt så hurtigt som vores siden år 2000. Hvis Europa skal sikre sin velstand og vækst på længere sigt, er der brug for hurtige og omfattende reformer. Vi skal sikre flere investeringer i forskning, innovation og infrastruktur. Vi skal sikre billigere energi ved at investere i vedvarende energi og mere integrerede elmarkeder. Og så skal vi fjerne byrder og administration for virksomheder, så de kan fokusere på at vækste og på at udvikle sig. Vi har før vist, at vi kan lykkes med det. Bare i 2023 fjernede Kommissionen 140 handelsbarrierer med 40 lande, hvilket øgede eksporten fra 46 mia. kr. det år. Med det seneste omnibusudspil viser Kommissionen den rette vej ved at lette byrderne for vores virksomheder. For vi har brug for færre regler, som virksomhederne skal forholde sig til.

Europa har også en stærk position på det grønne, som vi gerne vil bruge til både at skabe ny vækst og gøre vores energiforsyning mere uafhængig. Vi er en grøn foregangsregion, der har vist, at man kan kombinere faldende udledninger med vores voksende økonomier. Siden 1990 har vi reduceret vores drivhusgasudledninger med 32 pct., samtidig med at vores økonomi er vokset med 67 pct. Fra 2000 til 2021 har vi skabt 3,2 millioner grønne jobs. Den succes skal vi bygge videre på. Vækst og grøn omstilling kan godt gå hånd i hånd. I en tid, hvor den grønne omstilling er under pres rigtig mange steder i verden, skal EU træde i karakter som værende den grønne leder. Vi skal være et eksempel til efterlevelse på, hvordan moderne grønne økonomier kan se ud.

Når vi taler om en styrkelse af EU, er det ikke kun vores økonomier og forsvar, vi skal tale om. Vi skal også tale om at gøre unionen større med flere medlemslande, og det er jeg også glad for at flere ordførere har noteret sig i dag. I en omskiftelig verden har vi nemlig brug for at gøre EU stærkere, og vi er allerede i gang med forhandlinger med Ukraine, Moldova og flere lande på Vestbalkan. En udvidelse vil både styrke EU og gavne nye medlemslande. Men det er selvfølgelig vigtigt, at vi holder fast i retsstatsprincipper, så vi ikke importerer nye problemer og yderligere splittelse imellem os. Samtidig er forudsætningen for en stærk union, at vi har stærke grænser. Danmark skal vise resten af EU, at man godt kan overholde grundlæggende rettigheder og samtidig føre en stram udlændingepolitik. I den her uge fremsatte Kommissionen sit forslag på migrationsområdet, som fokuserer på tilbagesendelse af personer uden lovligt ophold. Det bakker Danmark fuldt ud op om.

I en omskiftelig tid som den, vi lever i, kan et lille land som Danmark virkelig prise sig lykkelig for, at vi er med i et stærkt fællesskab som EU. Tiderne kræver af EU, at vi bliver endnu stærkere, og det kan vi også sagtens. Det bliver også en central ledetråd for Danmark, når vi overtager EU-formandskabet den 1. juli. Formandskabet er en mulighed for at gøre en reel forskel i en skæbnestund for Europa, og her er vi hjulpet godt på vej af Kommissionens arbejdsprogram, der har sat stort fokus på bl.a. forsvar og konkurrenceevne. Kommissionens prioriteter stemmer godt overens med de danske prioriteter. Når det er sagt, er det vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på alle Europas dårligdomme. Vi skal også fokusere på alt det, vi er gode til, og som vi kan bygge videre på. For Europa skal ikke løbe fra sin egen styrke. Vi har musklerne til at træde i karakter og spille en mere selvstændig rolle på den globale scene. Vi skal stå ved os selv og vores værdier, og vi skal blive ved med at kæmpe for det, vi tror på.

Når vi om 10 år betragter Europa, tror jeg at vi vil se en stormagt, som kan forsvare sig selv, som er endnu rigere end i dag, som er mindre afhængig af udefrakommende teknologi og energi, og som tør sætte sig igennem på den globale scene og kæmpe for sine værdier. Det er det Europa, jeg kæmper for, og det er det Europa, jeg også tror på. Tak for ordet.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak. Jeg er egentlig glad for den sådan grundlæggende optimistiske tone, som ministeren har. For jeg er enig – EU kan utrolig meget og især, hvis vi brugte alle de styrker, vi har handelspolitisk og økonomisk, og også brugte dem sikkerhedspolitisk og strategisk; så ville vi kunne drive det ganske langt, fordi sikkerhedspolitik jo er så meget andet end forsvarspolitik. Det er også forsvarspolitik, men det er også alt det andet, vi har talt om i dag.

Jeg er lidt nysgerrig på at vide, når europaministeren mødes med sine kollegaer i EU, om hele det her spørgsmål om russisk gas og hvordan vi kommer ud af det hurtigt, overhovedet er noget, man diskuterer, noget, Danmark bringer op, noget, ministeren selv har bragt op, hvor han har sagt, at det faktisk er noget, som Danmark lægger vægt på, noget, Danmark selv vil gå forrest med, noget, vi stærkt vil tilskynde de andre til også at gøre. Og på tilsvarende måde vil jeg spørge, om man har diskuteret, hvilken rolle EU skal tage i forhold til partnerskab med Afrika oven på den nye situation, vi er kommet i efter Trump.

Ministeren.

Jeg kan bekræfte, at uafhængighed af russisk gas og olie er en prioritet også for den danske regering, og jeg noterer mig, at det heldigvis også går den rette vej. Det er korrekt, som det også har været sagt i debatten i dag, at der jo desværre er sendt mange penge til Rusland som betaling for gas og olie, som jo altså skyldes, at rigtig mange lande fortsat er afhængige af russisk gas og olie. Det er særlig Ungarn og Slovakiet, som er afhængige af gas fra Rusland. Men det går den rette vej. Da krigen brød ud, udgjorde olieandelen fra Rusland 25 pct., og i dag er det 3 pct. Gasandelen udgjorde 45 pct., og i dag er det 19 pct.

Vi skal selvfølgelig gøre os helt fri; det er afgørende at arbejde for. Danmark har i øvrigt også støttet op om samtlige sanktionspakker mod Rusland, og nu fortsætter vi med at forsøge at gøre Europa uafhængigt.

Spørgeren.

Jeg er desværre nødt til at præcisere det, ministeren siger. Det første år faldt den europæiske import af russisk gas. Siden er den steget, især importen af russisk energigas. Så vores afhængighed i dag, den samlede europæiske afhængighed – med den danske, for vi tapper ind i den samme pulje – er steget de seneste år. Så det går faktisk den forkerte vej i øjeblikket. Så jeg stiller lige spørgsmålet igen: Har ministeren selv rejst det her spørgsmål over for sine kollegaer om, hvordan vi får skruet ned for andelen af den russiske gas, som er stigende i øjeblikket?

Ministeren.

Nu forholder det sig jo sådan, at det heldigvis er på en nedadgående kurve, både hvad angår gas og olie fra Rusland, og det glæder jeg mig over. Vi skal også gøre os helt uafhængige af russisk gas og olie; det er noget, Danmark arbejder på – det gør jeg også som europaminister. I øvrigt er det i dag Norge og USA, som er blevet EU's største , og ikke Rusland.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil også rose ministeren for den der grundlæggende optimistiske tone, hvor jeg ellers synes, man taler alle europæiske lande ned i et stort hul f.eks. i forhold til konkurrenceevne. Det synes jeg ikke der er belæg for. Jeg vil også godt rose den insisteren fra ministerens side på retsstaten. Det synes jeg er helt afgørende.

Men jeg har et spørgsmål omkring det der med militær produktion. Hvordan kan det være, at vi ikke er i stand til at producere det, der er nødvendigt, til os selv, når vi er i en situation, hvor vi står for en fjerdedel af al våbeneksport i verden? En fjerdedel af al våbeneksport produceres på europæiske fabrikker. Er det så ikke også et koordineringsproblem og lovgivningsproblem, der er til stede, mere end det på kort sigt er et spørgsmål om, at vi ikke har produktionskapaciteten til det?

Ministeren.

Jeg tror, hr. Søren Søndergaard har ret i dele af sit spørgsmål. Det er jo rigtigt, at vores forsvarsindustri og vores forsvarsindkøb i Europa er meget fragmenteret, og at vi ikke har været gode nok til at samarbejde. Jeg tror også, det er en del af svaret på, hvorfor vi ikke er i stand til at forsvare os selv, og hvorfor vi også er afhængige af USA og NATO. Det skal vi selvfølgelig gøre bedre i fremtiden, for Europa må og skal kunne forsvare sig selv, og derfor bliver vi også nødt til at samarbejde mere i Europa, både omkring om indkøb, men også omkring vores forsvarsindustri.

Spørgeren.

Ja, og det vil være oplagt med koordinering. Der er jo bestemt ikke nogen grund til, at man ikke, når man skal indkøbe, bruger stordriftsfordele – det kan man jo sagtens gøre – og også lægger nogle retningslinjer, der gør, at den militærindustri, man har, så ikke eksporterer til Saudi-Arabien eller Kina, eller hvor den nu eksporterer til, men at man, når der er et behov, der er akut, sikrer, at det behov bliver imødekommet først. Det ved jeg jo at man gør i USA, så det kan man vel også finde ud af at gøre i Europa.

Ministeren.

De europæiske lande, Danmark inklusive, har jo desværre ikke haft nok fokus på at kunne forsvare sig selv, og det bliver vi nødt til i fremtiden. Det er jo også derfor, vi ser den massive oprustning, ikke bare i Danmark, men også i Europa.

Og jeg må bare sige igen, at det er en vigtig del af den oprustning, at vi så også samarbejder, for Danmark er så lille et land, at vi bliver nødt til at samarbejde omkring det her. Vi kan ikke 27 forskellige lande producere alt det, man skal bruge, for at kunne forsvare os selv. Vi bliver nødt til at samarbejde, koordinere fælles indkøb, og det er også det, vi arbejder henimod.

Hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Vi har jo lige sendt den 16. sanktionspakke af sted mod Rusland, og det er rigtig godt, også når man hører, at der stadig er en masse gas, som vi importerer. Der er i hvert fald mere, vi kan gøre der. Men noget af det, vi også gør, er, at vi siger, at russerne ikke må komme ind i EU, og alligevel er der omkring 450.000 russere, der på turistvisa og andre visa kommer til Europa. The Guardian lavede en artikel om det i efteråret. Så jeg vil høre, om det er noget af det, man diskuterer som en sanktionsmulighed, at vi også rammer dem, som er turister, og hvor grænserne bliver åbnet for, at de kan komme til Italien og Frankrig og Grækenland osv.

Ministeren.

Det kan jeg ikke svare konkret på. Jeg er ikke bekendt med, om turister er en del af det, man diskuterer fremadrettet. Men jeg kan sige, at Danmark har støttet samtlige sanktionspakker og altid argumenteret for hårdest mulige sanktionspakker mod Rusland, og det vil vi også fortsætte med at gøre.

Spørgeren.

Så vil jeg blot opfordre til, at man kigger på det her med turisme, for hvis den russiske middelklasse eller øvre middelklasse stadig væk kan tage på ferie i EU og ikke oplever, at det er et problem for dem, at de fører en krig mod Ukraine, kunne det jo være værd at tage fat i dem, for så kunne det være, at de begyndte at brokke sig derhjemme.

Ministeren.

Opfordringen er modtaget. Men jeg kan i hvert fald konstatere ud fra min europæiske rundrejse – for jeg besluttede mig for at besøge samtlige EU-lande – at i de fleste kandidatlande er der flere steder markant færre, hvis ingen, russiske turister i dag, i forhold til før krigen brød ud. Så nogen virkning har det da haft.

Således siger vi tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)