Tak for ordet, og tak til ministeren for redegørelsen og til de øvrige partier for en rigtig god debat. Klimapolitik er jo hele tiden en balance i forhold til at få sat nogle mål, og det er en debat, der tit bliver meget detaljeret og meget teknisk og til tider kan virke lidt apolitisk med meget fokus på meget tekniske aftaler, som ofte hægter mange mennesker af. Men klimapolitik handler jo også om store ideologiske værdimæssige spørgsmål om, hvad for et samfund vi ønsker, og hvad for et samfund vi vil bruge den grønne omstilling til at skabe.
Det sidste savner vi lidt i Enhedslisten, altså det her fokus på ideologi eller i hvert fald politiske visioner i klimapolitikken. Men jeg synes faktisk, at vi har set en del af det i dag, og det synes jeg er rigtig dejligt. For man får tit fornemmelsen af, at der er sådan en grøn konsensuspolitik og vi langt hen ad vejen alle sammen er enige om, hvilken vej vi skal gå, og det er jo ikke rigtigt.
Sidste år, da vi stod her – eller da mange af jer andre stod her; jeg var her ikke selv personligt – var vi nervøse for, om vi ville nå 2025-målet, men det blev, som SF's ordfører også var inde på, reddet på målstregen af talgymnastik: Fordi lavbundsjorderne allerede havde afgasset, var vi så heldige, at vi kunne sætte flueben ved, at vi ville nå 2025-målet. Og når vi nu ser mere fokuseret frem mod 2030-målet, har vi taget vigtige skridt, men der står også vigtige problematikker tilbage.
I sin kommentering af regeringens klimaprogram påpeger Klimarådet klogt, at vi stadig opererer med meget store usikkerheder, og vi mener helt grundlæggende, at det er uholdbart, at vi opererer med så store usikkerheder, når det handler om noget så afgørende som at nå 2030-målet. For det er ikke godt, hvis det er decimaler, der afgør, om vi kommer i mål. Som flere har været inde på i dag, står vi over for nogle store fælles udfordringer, når det kommer til havvindenergi, men også andre spørgsmål kan rykke ved vores indsats for at nå vores reduktionsmål på en betydelig måde.
Det kan godt være, at det er en lille ting, der ikke har fået meget opmærksomhed, men så sent som i går kom det frem, at CO2-udledningen fra de store infrastrukturprojekter, f.eks. etablering af ny motorvej, udleder 121 pct. mere CO2, end det tidligere er blevet opgjort. Det kan godt være, at det er usynligt i klimafremskrivningen, men det er altså ikke usynligt for klimaet og for virkeligheden.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten er bekymret for, at den grønne trepart, til trods for at aftalen også har gode elementer, vil låse os fast til en alt for lav klimaafgift på landbruget, som lægger nogle alt for uambitiøse spor ud, og det betyder, at andre sektorer skal bidrage mere, hvis vi samtidig skal have et ambitiøst klimamål for 2035, og det skal vi jo selvfølgelig.
Vi er også bekymret for, at den aftale, som nu bredt set fejres som historisk, fastholder det animalske landbrug på et klimaskadeligt højt niveau. Det kan godt være, at landbruget får mindre plads, men de økonomiske incitamenter til at opretholde den animalske produktion lever videre, og måske vil den animalske produktion endda vækste på baggrund af de incitamentstrukturer, der er bygget ind i aftalen.
Når vi ser videre mod at skulle sætte et 2035-mål, er det vigtigt, at vi også lægger sporene ud til at nå vores 2050-mål – eller et 2040-mål, hvis det stod til Enhedslisten, for vi ønsker jo klimaneutralitet allerede i 2040. Omstillingen skal gøres klogt og langsigtet. Det skal ikke være med kortsigtede snuptagsløsninger, hvor vi satser for meget på usikker teknologi eller sætter vores lid til, at den grønne trepart har gjort sit. Det er også derfor, at vi allerede har budt ind på baggrund af Klimarådets anbefaling om, at vi ønsker et budgetmål for en opjusteret klimalov, ligesom vi ønsker at tage udgangspunkt i den mest ambitiøse af de tre scenarier, som Klimarådet har anbefalet, nemlig et 90-procentsreduktionsmål for 2035.
Ifølge Klimarådets dugfriske analyse kræver et reduktionsmål for 2035 på 85 pct. og på 90 pct. meget mere fra landbruget. Klimarådet tydeliggør, at vi har brug for strukturelle løsninger på vej mod 2050, ikke mere stop and go-snuptagsklimapolitik. Derfor er det vigtigt, at den grønne trepart ikke får os til at læne os tilbage og sige: Nu har vi sørget for, at landbruget leverer sin del. For vi er langtfra i mål, når det kommer til at sikre, at landbruget leverer sin del i forhold til at sikre de helt afgørende reduktioner.
Så kunne jeg også godt tænke mig, når vi skal se fremad, i forhold til hvad det er for nogle elementer, der skal tegne konturerne af vores klimapolitik det næste år frem, at vi også får lidt mere fokus på bredere spørgsmål og måske, om man vil, mere ideologiske spørgsmål. I stedet for at vi til tider står i stampe i diskussioner om, om den grønne omstilling bliver billigere eller dyrere, så bør vi også i højere grad tale om, hvem den bliver billigere for, hvem der skal betale for den grønne omstilling, og hvem der i højere grad skal have en hjælpende hånd.
For der er forskel på danskernes forbrug. Der er forskel på, hvor meget CO2 den rigeste del af befolkningen udleder, og hvor meget den rigeste del af befolkningen forbruger i modsætning til et bredt udsnit af danskere, som har en mindre klimaskadelig adfærd, og det bliver vi nødt til at tænke ind i vores klimapolitik. Vi bliver nødt til at tænke mere socialt progressivti forhold til afgifter, når vi forhåbentlig også snart skal tale om forbrug. Der er vi i hvert fald i Enhedslisten klar til at se meget mere målrettet på, hvordan vi kan skære afgifter til, så de rammer på en socialt retfærdig måde. Vi skal også turde tage livtag med den del af befolkningen, der har ansvaret for forureningen og udleder allermest CO2. Det kunne vi godt tænke os at have mere fokus på i klimapolitikken.
Så synes vi også, at vi skal brede et perspektiv ud, og det er der også været flere der har været inde på i dag, i forhold til hvordan vi gør meget mere for at få en tryg grøn omstilling for danske lønmodtagere. I stedet for at diskutere, om omstillingen skaber muligheder eller taber folk på gulvet i en abstrakt forstand, bør vi tale om, hvordan vi konkret får lønmodtagere trygt med i den grønne omstilling, hvad end de arbejder på boreplatforme eller på slagterier.
Hvorfor er vi f.eks. ikke meget længere med vores idéer om en grøn jobgaranti? Hvorfor er vi ikke meget længere med grøn efteruddannelse, når det kommer til at klæde folk på til at få nye jobs? Vi kan booste vores grønne arbejdspladser eller føre en stærkere grøn beskæftigelsespolitik.
Så er der et andet spørgsmål, jeg lige vil komme ind på, og det er jo det her med klimaretfærdighed i et globalt perspektiv. Flere har også været inde på det i dag, og vi har jo også selv fra Enhedslistens side spillet ud med, at vi godt kunne tænke os, at vi i langt højere grad tænker vores globale pres på klimaet, altså danskernes globale og Danmarks globale pres på klimaet, ind i vores klimapolitik. Det er ikke nok, at vi giver klimabistand. Selv om vi er nogle af dem i verden, der giver mest, kan det ikke kompensere for det faktum, at vi har et af verdens højeste CO2-aftryk.
Som det er i dag, brødføder vi minus 7 millioner mennesker med fødevareprotein,og vi er blandt de lande, der brænder allermest importeret træ af på bekostning af andre landes klima og miljø. I klimaloven står der jo, at vi har et moralsk og historisk ansvar, når vi forurener, men det mangler ligesom at materialisere sig i mere konkret politik, hvor vi for alvor kan sige: Vi går foran, når det kommer til global klimaretfærdighed.
Derfor ønsker vi også, at en fremtidig klimalov bliver udvidet, ikke kun i forhold til at få mere ambitiøse mål, men også i bredden, og at vi tør gå mere innovativt til værk, hvilket jeg også ved at ministeren har efterspurgt, måske ikke på helt samme præmisser. Vi ønsker, at vi tør tænke nyt, i forhold til hvordan vi får reduceret Danmarks reelle udledninger, så vi ikke kun ser på de territoriale udledninger, men vi også ser på vores globale udledninger. Det er netop spørgsmål, som vi også har været inde på i dag, om at sætte et pejlemærke eller gerne et reduktionsmål, selv om det ikke er nemt for vores forbrug, og at få set på, hvordan vi får reduceret de udledninger, der er forbundet med vores internationale transport.
Derudover så vi også godt, at vi kiggede finanssektoren lidt nærmere efter i sømmene. Ifølge en opgørelse fra Nationalbanken, udleder finanssektoren gennem deres investeringer i fossil energi samlet mere, end hvad Danmarks territoriale udledninger står for. Der er altså mulighed for at sætte ind her og regulere finanssektorens investeringer i fossil energi og på den måde sikre, at vi får taget ansvar for de globale reduktioner på en hensigtsmæssig måde, der samtidig er socialt retfærdig.
Jeg kom lidt langt omkring, men det ligger os i Enhedslisten meget på sinde, at vi breder klimapolitikken ud, så vi får flere visioner ind i klimapolitikken, og at vi tænker en mere radikal socialt progressiv omfordeling ind i klimapolitikken, så vi ikke har for meget fokus alene på teknikaliteter og tænk på et tal-øvelser, som ministeren selv har sagt. Tak for ordet.