L 82 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 91: MFU spm. om at bekræfte, at tolkningsrummet for begrebet særkende ikke per definition kan isoleres til at dække over det forhold, at en undtagelse i sin ordlyd er personlig, men også kan tænkes at dække over andre forhold

Skatteudvalget 2024-25
L 82
Offentligt

Skatteudvalget 2024-25

L 82 - endeligt svar på spørgsmål 80

Offentligt

4. december 2024

J.nr. 2024 - 7038

Til Folketinget

–

Skatteudvalget

Vedrørende L 82 - Forslag til lov om ændring af momsloven (Ændring af reglerne om

forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet).

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 80 af 4. december 2024.

Rasmus Stoklund

/ Jeanette Rose Hansen

L 82 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 91: MFU spm. om at bekræfte, at tolkningsrummet for begrebet særkende ikke per definition kan isoleres til at dække over det forhold, at en undtagelse i sin ordlyd er personlig, men også kan tænkes at dække over andre forhold

Spørgsmål

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. december 2024 fra Dansk Erhverv og

Gorrissen Federspiel, jf. L 82

–

bilag 18.

Svar

I henvendelsen anfører Dansk Erhverv (herefter DE) og Gorrissen Federspiel (herefter

GF), at indførelsen af moms på formidling af kunstneriske ydelser ikke er påkrævet efter

EU-retten.

Ifølge DE/GF synes nyere praksis fra EU-Domstolen ikke at understøtte Skatteministeri-

ets fortolkning. DE/GF henviser herved til EU-Domstolens domme i sag C-224/11,

BGZ Leasing, og i sag C-695/20, Fenix International.

DE/GF henviser i øvrigt til en dom af 25. april 2018 fra den tyske Bundesfinanzhof (sag

XI R 16/16), og til et citat fra Kommissionens svar til skatteministeren af 30. marts 2023,

som ifølge henvendelsen understøtter deres synspunkter.

Endelig anfører DE/GF, at en vedtagelse af lovforslaget vil betyde, at det ikke vil være

muligt at genindføre momsfrihed for formidling af kunstneriske ydelser, da momsfrihe-

den i Danmark hviler på en stand still-bestemmelse i momsdirektivet.

Hertil bemærkes

Lovforslag L 82 om ændring af reglerne for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet

medfører, at forvaltningsorganisationer fremover skal lægge moms på, når de sælger li-

censer til forfattere og kunstneres ophavsretsbelagte værker.

Formålet med lovforslaget er at bringe den danske retstilstand på området i overensstem-

melse med EU-retten. Det er både Skatteministeriets og Justitsministeriets juridiske vur-

dering, at den gældende retstilstand ikke er i overensstemmelse med EU-retten og derfor

skal ændres.

Regeringen har derfor besluttet at fremsætte lovforslaget, der er en genfremsættelse af L

106 (2021-22) og L 13 (2022-23, 1. samling).

Henvendelsen fra DE/GF, der består af en PowerPoint-præsentation anvendt under et

foretræde for Skatteudvalget, giver ikke anledning til en ændret juridisk vurdering.

Indledningsvist skal det bemærkes, at henvendelsen er baseret på samme grundsynspunkt,

som det, der fremgår af

GF’s redegørelse til Skatteudvalget

af 22. april 2022, jf. L 106

–

bilag 17 (2021-22). I denne redegørelse anfører advokatfirmaet, at fx forvaltningsorganisa-

tioner, fordi de er formidlere af licenserne på vegne af forfatterne og kunstnerne, kan an-

vende den såkaldte formidlingsregel og derved også kan omfattes af momsfritagelsen for

ydelser leveret af forfattere og kunstnere

Side 2 af 6

Jeg skal derfor overordnet henvise til min besvarelse af L 106 B - spørgsmål 87 (2021-

2022), hvor GFs redegørelse kommenteres.

Som der er redegjort for i det nævnte svar, indebærer formidlingsreglen, at der i moms-

mæssig henseende skal anses for at bestå to identiske leveringer, hvor samme ydelse først

leveres fra tjenesteyderen til formidleren og herefter fra formidleren til den endelige

kunde.

I EU-Domstolens dom af 14. juli 2011 i sag C-464/10, Henfling, præmis 36-37, er det om

sådanne formidlingssalg fastslået, at hvis leveringen af en tjenesteydelse fra den oprinde-

lige leverandør er momsfritaget, finder denne fritagelse ligeledes anvendelse på retsforhol-

det mellem formidleren og dennes kunde, medmindre den relevante momsfritagelse har

”særkende,

som kan begrunde en indskrænkning af anvendelsesområdet for” momsfri-

tagelsen, så den ikke kan anvendes af formidleren.

Det er Skatteministeriets og Justitsministeriets vurdering, at den omstændighed, at moms-

fritagelsen for kunstnere er personlig og således ikke omfatter ydelser leveret af andre end

den fastsatte personkreds (kunstnere m.fl.) er et sådant

”særkende”,

at momsfriheden

ikke kan udstrækkes til at gælde i forholdet mellem formidleren (forvaltningsorganisatio-

nen) og kunden (fx en tv-pakkeudbyder).

EU-Domstolen har således også i dom af 14. december 2005 i sag C-401/05, VDP Den-

tal Laboratory, fastslået, at en momsfritagelse, der var personafhængig (”levering

af tjene-

steydelser præsteret af tandteknikere som et led i udøvelsen af deres erhverv samt tandlæ-

gers og tandteknikeres levering af tandproteser”)

ikke kunne finde anvendelse på leverin-

ger af tandproteser foretaget af en mellemhandler, der ikke var omfattet af den relevante

personkreds. Dette gjaldt også, selv om de i sagen omhandlede tandproteser af mellem-

handleren var erhvervet fra en tandtekniker, der i sig selv var omfattet af momsfritagel-

sen.

DE/GF anfører i henvendelsen, at EU-Domstolen ikke nærmere har defineret, hvad der

skal forstås ved et ”særkende”.

Det er korrekt, at Henfling-dommen ikke definerer udtrykket nærmere, men det er i over-

ensstemmelse med EU-Domstolens udtrykkelige udsagn i dommen nødvendigt at under-

søge, om en given momsfritagelse har et særkende, der indebærer, at den efter sit indhold

ikke kan finde anvendelse på både den første levering og på formidlerens levering. Det er

efter Skatteministeriets og Justitsministeriets opfattelse netop tilfældet med hensyn til

momsfritagelsen for ydelser leveret fra kunstnere og forfattere, der efter sin udtrykkelige

ordlyd kun finder anvendelse på leveringer fra netop kunstnere og forfattere.

Det anføres desuden i henvendelsen, at nyere praksis fra EU-Domstolen ikke synes at

støtte Skatteministeriets fortolkning.

Side 3 af 6

Der henvises i den forbindelse for det første til dommen i sag C-224/11,

BGŻ Leasing,

hvorom det anføres, at

Domstolen ”[s]ynes at antage, at formidlingen (i andet led efter

reglen i momsdirektivets artikel 28) også er momsfri, selv hvis momsfritagelsen i første

led er ”personlig””.

Om dommen bemærkes, at Domstolen i dommens præmis 60-62 fastslog, at den rele-

vante

momsfritagelse (”forsikringstransaktioner”) ikke er personlig. Den kunne derfor på-

beråbes af en leasinggiver til at viderefakturere en forsikringspræmie momsfrit, når lea-

singgiveren i eget navn og for egen regning tegnede en forsikring og ”videreovervæltede”

forsikringsdækningen/-præmien til sine leasingtagere. I dommens præmis 63-67 fastslog

EU-Domstolen, at resultatet ville være det samme, hvis leasinggiveren i sagen handlede

som formidler, altså for forsikringsselskabets regning.

Der er ingen uoverensstemmelse mellem EU-Domstolens udsagn i dommen og Skattemi-

nisteriets og Justitsministeriets fortolkning af formidlingsreglen. Også efter Skatteministe-

riets og Justitsministeriets fortolkning af formidlingsreglen kan en formidler ved levering

til den endelige kunde således påberåbe sig en momsfritagelse, der gælder for leverancen

til formidleren, når denne momsfritagelse ikke er personlig.

Som også anført i min besvarelse af L 82

–

spørgsmål 58 giver dommen derfor ikke an-

ledning til en ændret juridisk vurdering.

Der henvises

i DE’s/GF’s henvendelse for det andet

til, at EU-Domstolen i dommen i

sag C-695/20, Fenix International, udtalte, at formidlingsreglen er affattet i generelle ven-

dinger uden begrænsninger og omfatter alle kategorier af ydelser, og at Domstolen i den

forbindelse ikke gentog sit udsagn i Henfling-dommens præmis 37 om momsfritagelser,

der har et ”særkende”.

Det udsagn i dommen, der henvises til, er helt i overensstemmelse med Skatteministeriets

og Justitsministeriets fortolkning af formidlingsreglen. Skatteministeriet og Justitsministe-

riet er således enige i, at formidlingsreglen er generel og gælder for alle kategorier af ydel-

ser. Formidlingsreglen gælder derfor for forvaltningsorganisationer, når de som formid-

lere leverer licenser vedrørende udnyttelse af ophavsretsbelagte værker.

Uenigheden vedrører imidlertid ikke anvendelsesområdet for formidlingsreglen, men der-

imod spørgsmålet om, hvad der er konsekvensen af, at formidlingsreglen finder anven-

delse, nærmere bestemt om en formidler i medfør af formidlingsreglen kan anvende en

momsfritagelse anvendt af den oprindelige leverandør, når denne fritagelse er personlig,

og formidleren ikke tilhører den personkreds, der kan påberåbe sig fritagelsen.

Dommen vedrørte i øvrigt en situation, hvor den oprindelige leverandør slet ikke var om-

fattet af en momsfritagelse. Problemstillingen om en formidlers adgang til at påberåbe sig

en momsfritagelse anvendt af den oprindelige leverandør var således ikke relevant i sagen.

Om dommen henvises i øvrigt til min besvarelse af L 82

–

spørgsmål 60.

Side 4 af 6

Hvad angår den af DE/GF omtalte dom fra den tyske Bundesfinanzhof af 25. april 2018,

sag XI R 16/16, bemærkes, at Skatteministeriet og Justitsministeriet er opmærksomme på

dommen, der er kommenteret i Skatteministeriets og Justitsministeriets henvendelse til

Kommissionen, jf. den orientering af Folketinget, som blev oversendt den 12. maj 2023,

jf. EUU alm. del - bilag 472 (2022-23), hvor hele korrespondancen med EU-Kommissio-

nen er vedlagt.

Om dommen bemærkes, at domme fra andre medlemsstaters domstole, der fortolker

EU-retten, ikke er bindende for danske myndigheder, da det kun er EU-Domstolen, der

kan udtale sig endeligt herom. Selv hvis DE/GF’s

forståelse af dommen var korrekt, ville

den derfor ikke påvirke den juridiske vurdering, der som nævnt ovenfor bl.a. bygger på

EU-Domstolens praksis.

Derudover bemærkes, at dommen synes at vedrøre tyske regler, der implementerer

momssystemdirektivet artikel 132, stk. 1, litra n, der fritager ” ”levering af ydelser eller va-

rer med nær tilknytning hertil, der præsteres af offentligretlige organer eller andre kultu-

relle organer, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat”.

Efter ordlyden er denne fritagelse ikke personlig, idet salg (”levering”) af billetter til fx en

teaterforestilling,

der ”præsteres” af et statsanerkendt teater, vil være omfattet. Ordlyden

stiller således ikke krav om, at det kun må være bestemte personer, der leverer ydelserne.

Under alle omstændigheder er de tyske skattemyndigheders fortolkning af formidlingsreg-

len helt på linje med Skatteministeriets og Justitsministeriets fortolkning. I den generelle

tyske vejledning om momsreglerne

–

hvor dommen fra den tyske Bundesfinanzhof omta-

les, og hvor det ankendes, at den specifikke tyske momsfritagelsesbestemmelse kan påbe-

råbes af en formidler

–

anføres det således udtrykkeligt, at en formidler skal opfylde even-

tuelle ”personlige betingelser” for at kunne påberåbe sig en momsfritagelse.

I henvendelsen

anføres det yderligere, at DE’s/GF’s synspunkter understøttes

af Kom-

missionens svar til Skatteministeriet af 30. marts 2023. Der henvises i den forbindelse til,

at det i svaret er anført:

”[b]eing

such a standstill provision, it is for the Danish government to decide whether to

maintain this derogation or to eliminate it in its entirety or in parts. The Commission does

not

play a role in that regard.”

Det citerede udsagn fra Kommissionens svar vedrører den danske momsfritagelsesbe-

stemmelse for kunstnere og forfattere, der som nævnt er baseret på en stand still-bestem-

melse i momssystemdirektivet. Det er

–

som anført af Kommissionen

–

op til Danmark

selv at bestemme, om denne fritagelsesbestemmelse skal opretholdes eller ej. Udsagnet

vedrører således ikke det relevante spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt forvalt-

ningsorganisationer i medfør af den særlige formidlingsregel også kan være omfattet af

momsfritagelsen for forfattere og kunstnere.

Side 5 af 6

Om dette spørgsmål tilkendegav EU-Kommissionen, at den ikke kan afgive en udtalelse

herom, da spørgsmålet ikke har været afgjort ved EU-Domstolen, og at den ikke kan tage

stilling til, hvordan EU-Domstolen vil stille sig, hvis spørgsmålet forelægges Domstolen

til afgørelse.

EU-Kommissionen er således ikke fremkommet med en udtalelse om spørgsmålet.

Det bemærkes, at det er det enkelte medlemslands forpligtelse at sikre, at landets lovgiv-

ning overholder EU-retten. Den omstændighed, at EU-Kommissionen ikke kan forven-

tes at ville anlægge en traktatkrænkelsessag, selv om den gældende retstilstand oprethol-

des, ændrer således ikke på Skatteministeriets og Justitsministeriets juridiske vurdering,

hvorefter det er nødvendigt at ændre retstilstanden for at bringe den i overensstemmelse

med EU-retten.

Hvad endelig angår betydningen af, at den danske momsfritagelsesbestemmelse er baseret

på en stand still-bestemmelse, synes DE/GF i henvendelsen at antage, at der med lov-

forslaget sker en ændring i anvendelsesområdet for den danske momsfritagelsesbestem-

melse. Dette synspunkt beror imidlertid på en misforståelse.

Jeg skal i den forbindelse henvise til min besvarelse af SAU L 82

–

spørgsmål 3, hvor jeg

redegør for, at der ikke med lovforslaget foreslås en indholdsmæssig ændring af momsfri-

tagelsesbestemmelsen for forfattere og kunstnere, og at formidlingsreglen i momslovens §

4, stk. 4

–

som forvaltningsorganisationer er omfattet af

–

heller ikke ændres ved lov-

forslaget.

Såfremt EU-Domstolen i en senere praksis skulle fastslå, at formidlere kan anvende en

momsfritagelse (i kraft af formidlingsreglen), selv om den pågældende fritagelse er per-

sonlig, og formidleren ikke er omfattet af den personkreds, som fritagelsen gælder for, vil

en sådan ny praksis også skulle lægges til grund ved anvendelsen af formidlingsreglen i

momslovens § 4, stk. 4. I givet fald vil praksis vedrørende formidlingsreglen således både

skulle og kunne ændres, således at forvaltningsorganisationernes levering af licenser bliver

momsfritaget.

Side 6 af 6