Fremsat 23-10-2024
Sat på dagsorden til 1. behandling 05-11-2024
Ministerområde:
Justitsministeriet
Med lovforslaget indføres straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.
Krigsforbrydelsesudvalget afgav i juni 2024 betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser. Betænkningen indeholder et udkast til lovforslag, der gennemfører udvalgets forslag til lovændringer. På baggrund af beslutningsgrundlaget i betænkningen agter regeringen at ratificere ændringen til Den Internationale Straffedomstols statut om aggressionsforbrydelsen. Regeringen agter derudover at ratificere bestemmelserne om de ti krigsforbrydelser, der er tilføjet i Den Internationale Straffedomstols statut efter statuttens ikrafttrædelse i 2002, og som endnu ikke er ratificeret af Danmark, herunder forbud mod brug af visse våben som kampmiddel og udsultning af civile som kampmetode under ikke-internationale væbnede konflikter. Ratifikationen af ændringerne om aggressionsforbrydelsen og de ti krigsforbrydelser vil ske i forbindelse med vedtagelsen af dette lovforslag.
Med lovforslaget foreslås det på denne baggrund, at der i straffeloven indsættes et nyt kapitel om visse internationale forbrydelser. Det nye kapitel indeholder straffebestemmelser om aggressionsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur. Herudover foreslås det, at indholdet af folkedrabsloven flyttes til det nye kapitel i straffeloven, så alle de internationale forbrydelser, der er omfattet af Den Internationale Straffedomstols statut, samles i kapitlet. Endvidere foreslås det, at indholdet af lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt flyttes til det nye kapitel i straffeloven. Lovforslaget indeholder derudover en række ændringer af retsplejeloven med henblik på, at bl.a. reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat, brug af videoafhøring og hemmelig ransagning i relevant omfang også kan anvendes i sager omfattet af det nye kapitel i straffeloven.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.