L 132 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring i Grønland.

(Harmonisering af regler om anmeldelse, en lempeligere vurdering af anerkendelsesspørgsmålet ved arbejdsulykker m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Grønlandsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 05-02-2025
Sat på dagsorden til 1. behandling 27-02-2025
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Lovforslaget indeholder ændringer, som svarer til lovændringer af den danske arbejdsskadesikringslov i 2019, 2020 og 2021, og medfører, at lov om arbejdsskadesikring i Grønland og det grønlandske arbejdsskadesystem i højere grad er opdateret, samtidig med at de grønlandske forhold i højere grad afspejles.

Hovedelementerne i lovforslaget er:

- Lempelse af ulykkesbegrebet, så arbejdsulykker, der medfører en forbigående skade, kan anerkendes som en arbejdsskade i et større omfang.

- Hjemmel til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe selvstændig afgørelse om anerkendelse.

- Ændring af reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker.

- Ny kapitaliseringsfaktor (dvs. faktorerne for omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb).

- Såfremt en arbejdsskade skyldes et produkt, får arbejdsskadeforsikringsselskabet adgang til at rejse et regreskrav mod producenten eller mellemhandleren af det produkt, der har påført tilskadekomne en personskade.

- Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber overtager forsikringsselskabets forpligtelser i tilfælde, hvor et forsikringsselskab får inddraget tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

- Afskaffelse af lovbestemte frister for behandling af arbejdsskadesager.