Transportminister Thomas Danielsen
Frederiksholms kanal 27 F
1220 København K
Den 28. august 2024
Fælles henvendelse til transportminister Thomas Danielsen om inddragelse af vejtransportbranchen
Kære transportminister Thomas Danielsen
Som repræsentanter for vejtransportbranchen henvender vi os i forbindelse med dit nyligt fremlagte udspil
”Forenkling
af vejtransporten - Færre regler og styrket konkurrence”, som skal styrke vejtransportbranchen
og dit forslag til lov om ændring af lov om buskørsel, lov om godskørsel og taxiloven.
Vi anerkender og værdsætter dit engagement i at sikre positive udviklinger inden for transportområdet.
Dog ønsker vi at udtrykke vores bekymring over, at i særdeleshed lovforslaget, er blevet fremsat uden
forudgående inddragelse af branchen f.eks. gennem Vejtransportrådet.
Det er vores overbevisning, at tæt dialog og samarbejde med branchen, også i forbindelse med
Vejtransportrådets møder, kan bidrage væsentligt til at kvalificere de beslutninger, der træffes for at styrke
netop transportbranchen. Derfor vil vi gerne opfordre dig til i højere grad at gøre brug af Vejtransportrådet,
som det rådgivende organ, det er, og dermed sikre, at branchen og rådet involveres i drøftelserne om
relevante nye lovforslag og initiativer før de fremsættes.
Vi er overbeviste om, at et tæt samarbejde mellem dig, Transportministeriet og branchen meget gerne via
Vejtransportrådet vil styrke hele transportsektoren og sikre bredere opbakning til de beslutninger, der
træffes.
Vi håber på, at du derfor vil sikre, at det fremsendte lovforslag vil blive diskuteret med alle relevante
aktører i branchen i regi af Vejtransportrådet og håber på et fortsat godt og konstruktivt samarbejde
fremover.
Med venlig hilsen,
Jesper Kronborg
Branchedirektør, Dansk Erhverv Transport
Jan Villadsen
Gruppeformand, 3F
Michael Nielsen
Adm. Direktør, DPT
Erik Østergaard
Adm. Direktør, DTL