Ældreudvalget 2024-25
L 89
Offentligt
2949453_0001.png
Folketingets Ældreudvalg
Holbergsgade 6
1057 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.aeldremin.dk
Sagsnr.
2024 - 8668
Doknr.
941249
Dato
04-12-2024
Folketingets Ældreudvalg har d. 22. november 2024 stillet følgende
spørgsmål nr. 11 (L 89) til ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peder Hvelplund (EL).
Spørgsmål nr. 11:
Vil lovforslagets opsplitning af hjælp til borgere med handicap på to
forskellige lovgivninger kunne føre til en forringelse af den refusion
til dyre enkeltsager som kommunerne modtager, jf. høringssvar fra
advokat Esben Schmidt.”
Svar:
Advokat Esben Schmidt henviser i sit høringssvar til bestemmelsen
om en refusionsordning i særlig dyre enkeltsager, som fremgik af §
39 i det udkast til forslag om en ny ældrelov, der blev sendt i
offentlig høring d. 22. august 2024. Efter bestemmelsen vedrørte
refusionsordningen udgifter til hjælp og støtte efter ældreloven.
I den forbindelse bemærkes det, at servicelovens § 176 indeholder
regler om statsrefusion i særligt dyre enkeltsager. Det fremgår af
bestemmelsens stk. 1, at staten refunderer en vis procentdel,
såfremt udgifterne til hjælp og støtte efter serviceloven til en person
under 67 år overstiger nærmere fastsatte beløbsgrænser, der
reguleres årligt. I opgørelsen af udgifterne indgår kommunens
udgifter efter en række bestemmelser i barnets lov.
Refusionsordningen finder tilsvarende anvendelse for en kommunes
udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven til personer efter det
fyldte 67. år, hvis de var omfattet af refusionsordningen umiddelbart
forud for det fyldte 67. år, jf. servicelovens § 176, stk. 3.
Advokat Esben Schmidt anfører bl.a., at to separate
refusionsordninger for udgifter efter hhv. serviceloven og ældreloven
og med separate tærskelværdier vil stille kommunerne værre i
forhold til hjemtagelse af refusion i forhold til de nugældende regler.
Hvis en borger i dag årligt modtager f.eks. for 200.000 kr.
hjælpemidler og for 900.000 kr. personlig pleje og madudbringning,
summerer dette til 1.100.000 kr. efter samme lov nemlig
serviceloven. Dermed er beløbet over de 910.000 kr. (2024-niveau),
der udgør tærskelværdien for statsrefusionsreglen i servicelovens
§176, og kommunen vil derfor være berettiget til refusion. Fremover
1
L 89 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 11: Spm. om opsplitning af hjælp til borgere med handicap på to forskellige lovgivninger
2949453_0002.png
vil borgerens støtte udmåles efter to forskellige love, hvis borgeren
vurderes til at falde under ældreloven. Herefter vil støtten til
personlig pleje og madudbringning være støtte efter ældreloven,
mens hjælpemidlerne fortsat vil være støtte efter serviceloven.
Kommunerne vil blive stillet værre end i forhold til den nugældende
retstilstand, hvilket kan remedieres ved at bibeholde én samlet
bestemmelse i enten serviceloven eller ældreloven for hjælp efter
begge love. Eller det kan indskrives i begge love, at udgifter kan
puljes på tværs af de to love.
Jeg er enig med advokat Esben Schmidt i, at § 39 i udkast til
ældrelov, der blev sendt i offentlig høring, ville medføre en
forringelse af den refusion til dyre enkeltsager, som kommunerne
modtager.
Det er ikke hensigten med ældreloven at ændre den gældende
refusionsordning om særlig dyre enkeltsager efter servicelovens §
176, stk. 1 og 3, og bestemmelsen herom er derfor ikke indeholdt i L
89 forslag til ældrelov, som blev fremsat 7. november 2024.
Med henblik på at videreføre den gældende refusionsordning i særligt
dyre enkeltsager er der i stedet foreslået en ændring af servicelovens
§ 176, stk. 1, så kommunens udgifter til tilbud efter ældreloven vil
skulle indgå i opgørelsen over kommunens udgifter. Dette foreslås i
§ 1, nr. 21, i det samtidig fremsatte L 92 forslag til lov om ændring
af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område, lov om socialtilsyn og forskellige andre love
(Ændringer som følge af ældreloven, lov om ældretilsyn og lov om
lokalplejehjem), hvor det foreslås at der i servicelovens § 176, stk.
1, 4. pkt. efter »kommunens udgifter« indsættes »til tilbud efter
ældreloven og kommunens udgifter«.
Det betyder således, at refusionen ikke forringes.
Med venlig hilsen
Mette Kierkgaard
Ældreminister
2