Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 89:

Forslag til ældrelov.

Af ældreministeren (Mette Kierkgaard).

(Fremsættelse 07.11.2024).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og tak for ordet. Tid som et begreb er jo noget, der går; noget, der forsvinder. Det bærer på historier om et liv og om mennesker. I dag bærer det også på en historie om tid gjort til en vare, en værdi, og om en tilgang og et syn på noget og på nogen.

I søndags besøgte jeg Signe. Hun er 95 år. Hun bor i en ældrebolig, og når man går ind i Signes stue, er den helt sirligt indrettet. Der er pænt rent, og Signe tøffer rundt, fordi hun har gigt i alle kroppens led, efter hun har arbejdet på akkord i mange år og stået i koldt vand til knæene og i koldt tøj på en pølsefabrik, hvor hun puttede pølser i konservesdåser, imens der for enden af pakkebordet stod en kontrollør med et stopur.

I dag får Signe hjælp. Hun synes, de har så travlt, og når hun har brug for mere hjælp, ringer hun til kommunen. De synes ikke, hun har brug for mere hjælp. Men det værste er, at Signe ikke ved, hvem hun har talt med. Hun ved heller ikke, hvorfor de siger nej. Hun ved heller ikke, hvem der træffer afgørelsen, men hun er glad for de 20 minutters rengøring, hun kan få, og en gang imellem tørrer hun lige selv gulvet over med en karklud, sådan at hjemmehjælpen kan få en sodavand og tale lidt med hende. Hun klager ikke, men hun ville gerne, at hun kunne få hjælp til andre småting, når behovet var der. Stopuret er fulgt med Signe. Tiden er sat til det, den er. Men jeg er glad for, på Signes vegne, på medarbejdernes vegne og på alle andre ældres vegne, at vi dag tager det første skridt til, at vi slukker stopuret.

Ældre er ikke en opgave. De er mennesker, og pleje og omsorg kan ikke sættes i system, som var det en japansk bilfabrik med lean, effektivisering og driftsoptimering. Vores ældre er mennesker med levede liv, med fortællinger og livshændelser, der har formet dem, og de skal aldrig blive en del af et system, fordi de brækker hoften, bliver demente eller andet.

Medarbejderne har ikke taget deres uddannelse for at udføre dosmersedler baseret på systemer, man kan måle på, og som man kan tidsoptimere. De har taget en uddannelse for med faglighed at yde omsorg, støtte, skabe udvikling, lindre og behandle, ikke for at stå på samlebåndet med stopuret fremme.

I dag sætter vi fagligheden fri. Med tværfaglige teams lukker vi for, hvad min ordførerkollega Kirsten Normann Andersen altid har benævnt som banegården. Vi sikrer, der er kollegaer, vi sikrer, der er faglighed, vi sikrer, at der er praksisnær faglig ledelse, og at det ikke længere er en kvalitet i sig selv, at man kan drifte og få budgetterne til at gå i plus.

Der har været mange fortællinger om den her ældrelov i pressen; fortællinger om, at pårørende nu skal deltage i plejen, skifte sår, bleer og dosere piller, og det skal de ikke. De pårørende er en meget meget vigtig del af et ældre menneskes liv. De bærer en livsfortælling. Skal civilsamfundet pleje gratis nu? Nej, det skal de ikke, men alle mennesker, også ældre, har brug for at være sammen med nogen, for hvem de ikke er et arbejde, for nogen de vælger til, og som vælger dem til, og jeg er glad for, at vi med ældreloven baner vejen for, at de også har en berettigelse i seniorlivet.

Jeg er glad for, at vi i dag slukker stopuret, fordi ældre og seniorer ikke skal være opgaver, der skal løses, fordi livet skal leves uanset en alder, og fordi vi skylder de ansatte, at den kæmpe faglighed, de har, er det vigtigste hos de ældre, frem for i en uendelighed at skulle dokumentere for at finde nulfejlskultur frem og for at kunne dokumentere bare for at dokumentere. Og fordi vi i dag spoler tiden 20 år tilbage til det første infomøde om BUM-modellen, som vi nu afskaffer.

Tak for de mange gode samtaler med interessenter, med ældre og med aktører. Tak og tillykke til ministeren. Tak til aftalepartiernes ordførere for et et godt samarbejde og tillykke til Danmarks ældre og til de pårørende, men ikke mindst også til vores ansatte, der hver dag møder på arbejde for at gøre en forskel. Det er ikke dem, der har startet bilfabrikken; det er os. Nu skal ældrelivet i gang, og ældreloven skal ud og leve. For det handler om, at livet skal leves hele livet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Vi starter med hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg har fuld forståelse for, at intentionen netop er det der med at skabe helhedspleje, og at vi får visitationen tættere på borgeren. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren ikke deler den bekymring, som også rejses af en del parter i høringssvarene, og som netop handler om, om vi så også sikrer, at borgeren får den hjælp og pleje, som er hensigten? For med den nye helhedspleje med de sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb bliver det i lovforslaget også klart, at muligheden for at klage over en tildelt ydelse, hvilket vi jo ved kan ske i kommuner med en presset økonomi, også forsvinder. For man kan godt nok stadig væk klage til kommunalbestyrelsen. Man kan også, hvis man ikke er tilfreds med den afgørelse, klage til Ankestyrelsen. Men Ankestyrelsen vil have meget svært ved at gøre andet end at give kommunen ret, fordi der netop er tale om et skøn inden for helhedsplejen.

Er ordføreren ikke bekymret for, at det her reelt kan betyde, at den retssikkerhed, som borgeren har i forhold til at få den visiterede hjælp, rent faktisk forsvinder?

Ordføreren.

Jeg er ikke så bekymret for, at de ældres ret til at klage bliver svækket. Dels kan man jo stadig væk, som ordføreren siger, klage til Ankestyrelsen, dels er der også en ældrelinje, man kan kontakte, dels er der også et momentum i det, at vi rykker visitationen ud i borgerens hjem. Derfor er jeg overbevist om, at der også vil komme et langt større menneskesyn og en langt større enighed om, hvad man har behov for, og hvad man ikke har behov for.

Det, jeg er bekymret for nu, er, hvis vi fortsætter med at have visitatorer siddende på et kontor langt væk fra den ældre, hvor det hele baserer sig på, hvad der kan bevilges inden for givne rammer og ikkerammer. Så jeg er egentlig ikke bekymret for, at den ældres retssikkerhed forsvinder eller bliver dårligere. Jeg er mere bekymret for, hvis vi ikke får fagligheden helt ud til borgeren og på den måde får den ældres selvbestemmelse og ret til eget liv i spil.

Spørgeren.

Nu tror jeg sådan set også, at menneskeligheden findes derude i dag. Jeg tror, at det, der kan være problemet, er, at rammerne ofte er for stramme, og jeg har fuld forståelse for, at man her med det her forslag ønsker at slække på rammerne.

Men nogle gange handler det altså også om ressourcer. Og der har vi jo netop den retssikkerhed, der i dag gør sig gældende: at en borger kan klage over det, hvis ressourcerne ikke er tilstrækkelige. Der er så nogle lovkrav, og der står i bemærkningerne til lovforslaget, at kommunernes vurdering af, hvilket af kommunens forløb en borger skal tilbydes, bygger på et skøn. »Ankestyrelsen vil derfor som altovervejende udgangspunkt ikke kunne tilsidesætte kommunens vurdering« af dette skøn.

Det vil jo betyde, at en borger kan klage til kommunen. Hvis man ikke får medhold der, har man faktisk ikke længere Ankestyrelsen at gå til for at sikre, at man får den tilstrækkelige hjælp.

Tak. Ordføreren.

Jeg vil sige, at i dag er rammen ude i ældreplejen 60 mia. kr. Derudover har vi sendt penge med ud til etablering af de faste teams. Derudover har vi sat 1,25 mia. kr. af til den demografiudvikling, der er. Og derudover følger vi det her område rigtig, rigtig nøje.

Jeg er ikke overbevist om, at Ankestyrelsen på den måde er det eneste afgørende for, at vi får en god ældrepleje. Jeg mener også, at der klart ligger et fagligt ansvar ude hos kommunerne, og jeg mener ikke, at nogle kommuner modtager klager uden at forholde sig til dem.

Tak. Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg bemærker, at ordføreren siger tillykke til Danmarks ældre, og jeg er bare nysgerrig på, om ordføreren fra Socialdemokratiet virkelig tror, at de ældre den næste tid efter vedtagelsen af den her ældrelov vil opleve det som en gave i forhold til deres ældrepleje, at man eksempelvis nu afskaffer de forebyggende hjemmebesøg hos ældre, der netop skal sikre, at ældre ikke ender med at sidde i deres eget skidt og møg, men at der selvfølgelig er et opsyn med, at de får den værdige og ordentlige behandling, som vores ældre selvfølgelig har fortjent.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi fjerner jo ikke de forebyggende ældrebesøg. Vi fjerner det, at man skal dokumentere, at man har gjort det lige nøjagtig i forbindelse med den alder, på den dag. Vi fjerner ikke midlerne ude i kommunerne.

Det betyder altså, at en kommune kan beslutte sig for, at man vil lave de forebyggende ældrebesøg, når man er 55 år, når ægtefællen er død, når der opstår diabetes, eller når nogen får kol.

Jeg må bare anfægte det, og jeg bliver virkelig ærgerlig over ordførerens meget, meget nedladende holdning til de dygtige, dygtige medarbejdere, vi har derude. Der er ikke medarbejdere, der går på arbejde hver dag for at skrotte en forebyggelsessamtale eller for at lade ældre sidde i deres eget skidt og møg.

Nogle af alle de her ting, der er sket derude, er sket på Dansk Folkepartis vagt. I var ved roret dengang, hvor det her med BUM-modellen og alt det her blev indført. Hele kontrol- og styringsregimet skete på jeres vagt.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg ved ikke, hvad det er for en historieopfattelse, Socialdemokratiets ordfører abonnerer på, men Dansk Folkeparti har mig bekendt aldrig nogen sinde siddet ved magten i Danmark, aldrig siddet i regering – i modsætning til Socialdemokratiet, der har siddet i regering mange gange.

Så jeg har svært ved at se, at det på nogen som helst måde skulle være vores ansvar, at regeringen nu vedtager en lov uden om Dansk Folkeparti, der frisætter kommunerne fra servicelovens krav om at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til ældre over en bestemt alder.

Altså, er det ikke det, der betyder, at ældre bl.a. har en sikkerhed for, at de ikke kommer til at sidde i skidt og møg, men at de får den værdige behandling, som de selvfølgelig fortjener?

Ordføreren.

Jeg mener klart, det er bedre, at ældre får et besøg, når der er behov for det, end når de fylder en vis alder. Jeg mener, det er klart bedre, at ældre får et hjemmebesøg for at sikre, at de får hjælp, i stedet for at vi, som det er nu, udfører en minimumsstandard, fordi det hele skal detailstyres.

Til ordførerens spørgsmål om min historieforståelse vil jeg sige, at jeg i hvert fald har læst, at det var Dansk Folkeparti, der var støtteparti for den regering, der indførte BUM-modellen.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det Hans Christian Schmidt fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. I dag skriver vi historie. I dag begynder vi behandlingen af den nye ældrelov, og jeg synes faktisk, man må sige, det er en milepæl, der markerer begyndelsen af en helt ny måde at tænke ældreplejen i Danmark på. Vi gør jo op med 20 års kontrol, dokumentation og overregulering, som har hæmmet ældreplejen.

Jeg tror, at os, der har været med alle årene, må sige til hinanden, at vi gjorde det ud fra noget godt; vi troede, at vi hjalp det, men bagefter har vi så set, at det kunne gøres på en bedre måde. Det er det, vi er i gang med nu. Vi skaber en mere fri, værdibaseret ældrepleje, hvor medarbejderne sættes fri, og hvor den enkelte ældre sættes i centrum.

Regeringen og aftalepartierne har store ambitioner, og det er godt, for ambitioner tvinger os til at tænke nyt, til at handle og til at løse de udfordringer, vi står over for. Men vi ved jo også, at ambitioner alene ikke er nok. At lykkes med en så gennemgribende reform kræver meget mere: kulturændringer, opkvalificering, implementering, evaluering og ikke mindst tillid og tålmodighed.

Vi skal turde gøre op med det, som vi kalder det plejer vi-kulturen. Vi ved, at hvis vi fortsætter som hidtil, får vi ikke bedre resultater. Derfor gør vi noget nyt, vi gør det sammen på tværs af næsten hele Folketinget, og vi gør det med udgangspunkt i erfaringer fra virkeligheden.

Tankerne bag ældreloven er ikke grebet ud af den blå luft. I mange kommuner og hos private leverandører har man allerede afprøvet faste teams, pakkeforløb, tværfaglighed, bedre samarbejde med pårørende og civilsamfund samt læring gennem tilsyn. Forsøgene med velfærdsaftalekommuner, hvor tre kommuner på ældreområdet er blevet frisat fra snæver lovgivning, har givet værdifulde erfaringer. Når vi laver ny lovgivning, har vi en forpligtelse til at fastholde, hvad der virker, og til at fjerne benspænd og snubletråde. Det er præcis, hvad vi gør med ældreloven.

Denne lovgivning er ambitiøs, men den står solidt på skuldrene af de erfaringer, som kommuner og medarbejderorganisationer allerede har gjort sig. Og det må vi ikke glemme. Ældreloven er blevet til gennem dialog. Vi har lyttet til borgerne, medarbejderne og de pårørende. Vi har inddraget organisationer, kommuner og private leverandører, som har delt deres indsigt i, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Politik og lovgivning rykker kun ved noget, hvis det skabes sammen med dem, der bliver berørt af beslutningerne. Det er præcis, hvad vi har gjort her. Vi har nedsat partnerskabet Sammen om ældreplejen, hvor vi med centrale aktører skal følge implementeringen af reformen og sikre løbende dialog, for vi er bevidste om, at dialog og sparring er helt centralt for den forandring, vi ønsker at skabe.

Med lovforslaget ændrer vi fundamentalt den måde, ældreplejen styres og udføres på. Vi går væk fra standardiserede enkeltydelser besluttet af en fjern visitation til en tilgang, hvor hjælpen ydes i sammenhængende forløb. Nu bliver det muligt for medarbejderne at spørge den ældre: Hvad har du brug for i dag? Vi sætter den enkelte ældre i centrum og giver tilliden tilbage til medarbejderne. Det er de ældre og deres hjælpere, som kender hverdagen bedst, og det er dem, vi giver magten til.

Denne lovgivning repræsenterer en ny måde at tænke ældrepleje på, og den kræver, at vi alle tør tænke nyt og handle i fællesskab. Ældreloven er ikke kun en teknisk lov; den er en vision for fremtidens ældrepleje. Venstre støtter lovforslaget.

Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at sige til ældreministeren, at det kan godt være, at ældreministeren ikke så tit får det at vide – sådan er vi jo herinde i Folketinget – men jeg vil bare sige, at ældreministeren har gjort en forskel. Og det er virkelig godt at kunne sige på ældreområdet, at man har gjort en forskel, og det kan ældreministeren. Så hvis ældreministeren rejser sig lidt op i stolen og synes, at det her ikke er helt dårligt, så er det fuldstændig korrekt. Selv på jysk er det godt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Nu nævnte ordføreren selv, at en af hensigterne med loven her er at fjerne snubletråde, så jeg vil godt spørge lidt ind til det med alderskriteriet. For for mig at se bliver det lidt en snubletråd for borgerne, for der bliver lagt op til, at personer under folkepensionsalderen godt kan blive omfattet af ældreloven, men det er lidt uklart, hvor grænsen går henne. F.eks. fremgår det, at personer omkring 50 godt kan betegnes som ældre, hvis de f.eks. har demens, hvorimod personer omkring 30 ikke kan. Der er det lidt uklart for mig, om det så er, hvis en person er 47 eller 43. Hvornår er det, den betegnelse træder i kraft? Det er bl.a. noget af det , som Hjernesagen og Alzheimerforeningen har problematiseret, for hvornår er en borger omfattet af f.eks. serviceloven, og hvornår er en borger omfattet af ældreloven? Så er det ikke lige præcis et eksempel på en ny snubletråd, vi spænder ud for borgeren, i forbindelse med den her lovgivning?

Ordføreren.

Altså, jeg synes, at det, som ordføreren gør opmærksom på her, er meget, meget vigtigt. Og jeg synes også, at vi er nødt til at erkende med hinanden, at vel laver vi nu en ældrelov, men vi har jo ikke den erfaring med at implementere den, som netop skal danne grundlag for, at vi måske laver nogle ændringer, når vi kommer ud for det her. Jeg vil sige, at jeg sætter Alzheimerforeningen og også de andre foreninger, men Alzheimerforeningen har jeg talt med, og dem sætter jeg meget højt. Jeg medgiver helt klart, at der er nogle ting her, som kan komme til at spænde ben, og det skal vi selvfølgelig sørge for at få rettet op på; det gør vi i udvalgsbehandlingen.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen det er jeg jo så spændt på i forhold til udvalgsbehandlingen. Men det her er jo lige præcis et af de eksempler, hvor det netop kunne have været rart at have haft en klar og tydelig klageadgang i forhold til Ankestyrelsen, fordi man så også der kunne få afklaret, hvor det er grænserne er henne. Men det er jo det, der er risikoen ved det her, altså at den klageadgang, som netop kunne være med til at definere, hvad retsgrundlaget er for borgeren, jo også forsvinder. Dermed kommer borgerne til at stå i en ret usikker situation, både i forhold til den tildelte hjælp, men jo også i forhold til netop det her spørgsmål om alderskriteriet og spørgsmålet om, om det er serviceloven eller ældreloven.

Ordføreren.

Altså, jeg vil sige, at det tror jeg ikke. Jeg tror ikke på, at man kommer til at opleve det som den ældre, men det må vi jo se på; men altså det tror jeg ikke. Jeg tror stadig væk på, at hvis vi har tillid og vi har tålmodighed med vores samarbejdspartnere, det være sig kommunen og de ansatte, vil det her også blive løst. Og jeg vil da selv gøre alt, hvad jeg kan, for at vi får det løst. Vi tager den i udvalget, og der synes jeg, vi skal diskutere det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Hans Christian Schmidt fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Tak. I dag er en god dag. Nu står vi her endelig langt om længe. I dag behandler vi den ældrelov, som mange i årevis har efterspurgt – ældrelov, som både skal sikre bedre forhold for de ældre og for de sundhedsprofessionelle i ældreplejen, og det er noget, vi i Danmarksdemokraterne er optaget af. Det er en lov, der sætter de ældres selvbestemmelse i fokus, en lov, der skal sikre kontinuitet, og at det er de samme medarbejdere, der kommer hos de ældre, så man ikke skal føle, at ens hjem er som at bo på Københavns Hovedbanegård.

Tænk bare, hvilken betydning det har, at det er et menneske, man kender, der kommer i ens hjem; at det ikke er en fremmed; at det er et menneske, som ved, hvordan man kan lide kaffen; et menneske, som kender lige præcis de tørre pletter på ryggen, som der skal creme på; et menneske, som ved, hvordan man bedst får taget sin medicin; et menneske, som ved, hvilket liv man har levet, og hvad der er vigtigt for den enkelte ældre; at det er et menneske, man har en relation til.

Se, det skaber tryghed og værdighed for os alle, også for de ældre, og det er også vigtigt for os i Danmarksdemokraterne. Når det er et menneske, som kender den ældre, så sikrer det også, at man som medarbejder bedre kan reagere, hvis der er noget, som ikke er, som det plejer, sådan at f.eks. en urinvejsinfektion kan opdages i tide, så den ældre ikke skal indlægges på hospitalet.

Samtidig understøtter den nye lov en ældrepleje med omsorg og tillid. For medarbejderne er det deres faglighed, der kommer i centrum så de kan arbejde mere fleksibelt ud fra den viden, de lige præcis har om den ældre og dennes behov. For den ældre betyder det, at man oplever en ældrepleje, hvor det er den enkelte ældre og dennes behov, som er i centrum for omsorgen og plejen.

Det har været vigtigt for Danmarksdemokraterne, at sundheds- og ældreområdet blev tænkt sammen. Desværre lykkedes det os ikke, i hvert fald ikke i forbindelse med ældreforhandlingerne, at få sygeplejen med i ældreaftalen, selv om vi var en del partier uden for regeringen, der gjorde, hvad vi kunne. Men heldigvis er det nu alligevel besluttet med den nye reform for sundhedsområdet, at sygeplejen selvfølgelig også skal være en del af ældreplejen. Det er positivt.

Med aftalen tager vi også første skridt mod et opgør med det store bureaukrati på ældreområdet. Der er store dokumentationskrav til de ansatte i ældreplejen. Ofte giver det mening, men andre gange giver det altså ikke mening. Der er rigtig mange, som ville blive glade, hvis bureaukratiet kunne nedbringes. Det kan det, og det skal det, og det vil betyde, at man som medarbejder får mere og bedre tid til det, der er vigtigt, nemlig omsorgen for de ældre.

Der er mange, der har givet sig tid til at skrive høringssvar til lovforslaget. Dem har vi i Danmarksdemokraterne læst ned til mindste detalje. Stor tak til alle dem, der har givet sig tid til at skrive høringssvar. En af de ting, der er gået igen i høringssvarene, er bl.a., hvordan man sikrer sig, at det er den rigtige målgruppe, der får glæde af ældreloven, og at man som borger ikke oplever, at man henvises til ældreloven, når man reelt har et behov, som i dag opfyldes med serviceloven. Derfor har det været vigtigt for os i Danmarksdemokraterne, at det står helt tydeligt i loven, hvem der kan få hjælp, og derfor er det også blevet tydeliggjort i lovforslagets bemærkninger.

Er denne ældrelov så løsningen på alle problemer i ældreplejen? Nej, det er den ikke, men ældreloven er absolut et vigtigt skridt på vejen til at sikre mere værdighed for de ældre og et skridt på vejen til at skabe en ældrepleje, hvor de sundhedsprofessionelle og de ansatte har lyst til at være.

Tak til de mange, der har været med i tilblivelsen af ældreloven. Vi ser meget frem til implementeringen. Vi ved, at det ikke bare kommer til at gå glat. Vi ved også, at der er brug for opbakning og støtte ude lokalt, men vi i Danmarksdemokraterne er klar til at bakke op og støtte alt, hvad vi kan. Tak for ordet. Vi kan støtte lovforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Danmarksdemokraternes ordfører holdt nu en rigtig fin og formfuldendt tale om vigtigheden af en værdig ældrepleje. Derfor kan det jo undre, at ordføreren fra Danmarksdemokraterne selv netop har indgået en aftale om markante nedskæringer i ældreplejen i den kommunalbestyrelse, hvor hun sidder. Og nu laver man så en aftale om en ældrelov, som er med til at afskaffe centrale dele i en værdig ældrepleje, herunder de forebyggende hjemmebesøg hos ældre, som sikrer, at de ikke ender med at have uværdige vilkår.

Er Danmarksdemokraterne ikke er optaget af at føre en ordentlig ældrepolitik, eller hvad er anledningen til, at man nu ad flere omgange er gået med i aftaler, der ikke forbedrer ældreplejen, men tværtimod forværrer den markant?

Ordføreren.

Ældreloven er et meget, meget positivt skridt i den rigtige retning. Det siger jeg også, med baggrund i at jeg er sygeplejerske, og med baggrund i at jeg også tidligere har arbejdet ude i hjemmeplejen. Så jeg ved, at det er den rigtige retning.

I forhold til de her mange besparelser, der er sket i min egen kommune, Helsingør, også på ældreområdet, kan jeg sige, at vi stod i den frygtelige situation, at vi skulle spare op mod 300 mio. kr. over 3 år, fordi der lige pludselig var et benspænd, der handlede om, at grundskylden ikke lige præcis var sådan, som man havde forventet at den var eller i hvert fald skulle være i forhold til de indtægter, vi skulle have.Så lige pludselig stod hele kommunalbestyrelsen med det ansvar at skulle løfte nogle røde tal ud af budgettet, og det er gået ud over de ældre. Ja, det er det. Det er også gået ud over børn og unge og alle mulige andre. Det er et frygteligt budget og vidner kun om, at der virkelig er brug for, at vi også fra Christiansborgs side har meget stort fokus på de forhold, der er ude lokalt.

Hr. Mikkel Bjørn.

Som jeg forstår det, har man valgt ikke at skære ned på integrationsprojekter for unge udlændinge, men i stedet for har man så valgt at skære ned i forhold til de ældre. Det ved jeg ikke om er det, Danmarksdemokraterne kalder ansvarlig ældrepolitik. Det er det i hvert fald ikke for os i Dansk Folkeparti. Jeg er ikke overbevist om, at der er meget at ønske de ældre tillykke med i den her aftale. Nu får vi jo at se de næste par år – eller de næste mange år – om ældre virkelig oplever et markant løft i ældrevelfærden ude i Danmark. Det tror vi ikke i Dansk Folkeparti er tilfældet. Der er man i Danmarksdemokraterne måske en kende mere naive.

Ordføreren.

Nu ved jeg lige præcis, hvad det er, hr. Mikkel Bjørn henviser til i forhold til det her integrationsprojekt. Det er rigtigt, at der er et såkaldt integrationsprojekt i en ungdomsklub for unge med anden etnisk baggrund i Helsingør Kommune, som vi i Danmarksdemokraterne gerne så afskaffet. Der var ikke politisk flertal for det, men jeg vil love hr. Mikkel Bjørn én ting: Jeg vil gå til valg på, at det bliver afskaffet, og jeg vil gå til valg på, at vi får en borgerlig borgmester og et borgerligt flertal i Helsingør Kommune næste gang. Det var ikke meningen, at vi skulle diskutere lokalpolitik, men det vil jeg gerne gå til valg på i Helsingør, sådan at vi kan få afskaffet det her integrationsprojekt. For det er noget pjat. Vi skal have de ældre i fokus og i stedet investere på ældreområdet.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg kender jo ordføreren som en grundig parlamentariker. Derfor har jeg også fuld tiltro til, at ordføreren også har læst sig ned i høringssvarene, når ordføreren selv nævner det. Et af de elementer, som ordføreren selv er inde at berøre, er jo netop det, som både Hjernesagen og Alzheimerforeningen peger på, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at hjælpen bliver givet rigtigt, altså i forhold til serviceloven kontra ældreloven. Er ordføreren slet ikke bekymret for, at der kan ske et skred i forhold til det, og at der også kan blive stor forskel geografisk, altså kommunerne imellem, på, hvordan man vurderer i de enkelte kommuner? For når jeg læser høringssvarene og lovforslaget, ser jeg det jo som en reel risiko, at det her faktisk kan komme til at betyde en forringelse også for borgere med et handicap.

Ordføreren.

I Danmarksdemokraterne er vi helt generelt meget optaget af, at det ikke skal være sådan et kommunelotteri eller postnummerlotteri, hvor man har sådan nogle vidt forskellige standarder rundtomkring i kommunerne trods det, at der selvfølgelig også er en kommunal frihed til at fastlægge nogle servicestandarder. Men der er nogle problemer derude i dag, og det er sådan set også noget af det, som vi er meget optaget af. Vi har jo også som ordføreren fra Enhedslisten læst de forskellige høringssvar. Vi har i Danmarksdemokraterne, i forbindelse med at vi drøftede de her høringssvar i aftalekredsen, gentagne gange stillet spørgsmål om, hvordan vi kunne sikre, at bemærkningerne i lovforslaget var af en karakter, så man ikke kunne være i tvivl, og så man i hvert fald altid havde det at stå på, hvis der var en afgørelse, som stak i en helt anden retning. Men jeg er med på, at det fortsat er en bekymring hos ordføreren – det kan jeg se – men også hos nogle andre parter. Og det er jo også noget, vi i Danmarksdemokraterne vil følge meget, meget nøje. For der skal ikke ske et skred.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er vel reelt det, der er risikoen ved det her, fordi der kan være store forskelle fra kommune til kommune på, hvordan man vurderer, hvilken lovgivning man skal høre under. Og ordføreren vil vel også godt erkende, at muligheden for at klage over den vurdering også bliver forringet i forbindelse med det her lovforslag. Så risikoen vil i hvert fald være til stede, medmindre kommunerne generelt får en bedre økonomi, for der er jo i sagens natur ikke nogen kommuner, der er interesserede i at behandle deres borgere dårligt. Men under et stærkt økonomisk pres er der jo netop en risiko for, at hvis ikke der er en retssikkerhed, kan vi risikere, at det kommer til at gå ud over de sårbare borgere.

Ordføreren.

Vi er jo helt enige i, at der ikke skal ske et skred og det ikke skal gå ud over sårbare borgere. Derfor kommer vi også i Danmarksdemokraterne til at følge det tæt. Alt andet lige vil der jo også, i og med at man går fra at visitere til enkelte ydelser til at visitere til det her, man kalder plejepakkeforløb, ske en ændring af den karakter også i forhold til, hvad det så er, man kan klage over. Men det er helt sikkert noget, vi skal følge nøje, 100 pct.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for det. Ældres hjem skal lige præcis ikke være Fredericia Banegård eller for den sags skyld Københavns Hovedbanegård eller nogen som helst banegård i Danmark, blot fordi man er blevet ældre og har fået brug for personlig hjælp og pleje. Derfor har SF længe kæmpet for, at vi skulle have fast og kendt personale i ældreplejen og også flere penge til faste teams. Det har vi aftalt, og det sætter jeg virkelig stor pris på.

Nu har vi også lavet en ældrelov, og den har været efterspurgt længe, fordi ældre længe har syntes, at der var et behov for at få rystet posen og få gjort noget andet end det, vi plejer at gøre. Derfor har vi fået lavet den her ældrelov i fællesskab. Vi har i mere end 20 år arbejdet med enkeltydelser, med ydelseskataloger og med visitationer ned i mindste detalje. Med ældreloven tager vi et opgør med det – et tiltrængt opgør med det. Vi giver personalet mulighed for at bruge deres uddannelse, de ældre får mere selvbestemmelse, og så er vi rykket tættere på målet med faste tværfaglige teams.

Det har vi gjort, fordi ældres behov bare ikke er et øjebliksbillede; det, jeg har brug for i dag, er ikke nødvendigvis det, som jeg har brug for i morgen. Om det så er et blødkogt æg eller hjælp til at få masseret nogle ømme ben, skal det bare være slut med at afvise rimelige behov med besked om, at det desværre ikke står på planen. Det er godt for den ældre, og det er godt for den ansatte, som med udgangspunkt i god faglighed og kendskab til den ældre kan tage et rimeligt hensyn og også ved, hvor kopperne står, hvordan kaffen skal laves, og hvor man kan finde de forskellige ting i hjemmet, og på den måde kan imødekomme den ældres behov, uden at der skal opstå misforståelser undervejs.

Betyder det så, at vi er i mål? Nej, det betyder ikke, at vi er i mål, men vi er kommet et stykke af vejen. Vi ville f.eks. gerne have set mere bindende krav i forhold til at sikre kendte ansigter. Men derudover har vi også fortsat store rekrutteringsudfordringer i ældreplejen, og i SF synes vi også stadig væk, at der er for meget brugerbetaling i vores ældrevelfærd.

Vi skal også have mere fokus på borgere med demens. Det vidner en rigtig trist historie fra for nylig jo alt for tydeligt om, hvor en ældre mand er endt med at være varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling. Vi har stadig væk nogle udfordringer, som vi skal arbejde med, og man har som borger med demens heller ikke de samme muligheder for selvbestemmelse, som man har andre steder, så derfor er der stadig væk noget, som vi skal arbejde videre med, og det er vi sådan set også rigtig klar til i SF.

Men vi er på vej og i en rigtig retning. Eller måske skulle jeg sige, at vi er på vej tilbage til nogle vilkår, som vi kendte for 20 år siden, hvor arbejdet netop blev tilrettelagt i et samarbejde mellem borgeren og den ansatte. Alt var ikke rosenrødt dengang, men dog var det et princip, at vi samarbejdede om at gøre tingene i fællesskab. Det var før fritvalgsloven og dermed også aftaler om centrale standarder og central visitation i enkeltydelser, som jo skabte et regulært minuttyranni.

Jeg har prøvet at arbejde på de vilkår for over 20 år siden, og jeg lover, at det giver mening, når det er sådan, at man på dagen kan lave aftalerne om, hvad det er, der er behov for, og aftale det individuelt med den enkelte ældre. Jeg vil gerne sige tillykke til ministeren med aftalen og også med det nye lovforslag. Jeg synes, at vi har taget et rigtig godt skridt på vejen. Det betyder ikke, at alt nødvendigvis er fejlfrit, men det betyder, at vi har rystet posen og har besluttet os for, at vi vil i en anden retning, og det tror jeg ældreplejen har brug for, og jeg tror, det kommer de ældre til gavn, og jeg tror, det kommer de ansatte til gavn. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Den her aftale bliver nu ved flere lejligheder fremhævet som en forbedring af ældrevelfærden. Nu citerer jeg bare fra aftalen selv: en række krav, der nu med aftalen her, bliver fjernet, navnlig krav til kvalitetsstandarder, krav om værdighedspolitikker, krav om tilsynspolitikker og krav om forebyggende hjemmebesøg.

Det lyder jo alt sammen som meget fornuftige krav til en værdig ældrepleje, og nu bliver de fjernet med den her aftale. Mener SF, at fjernelsen af de her krav til en værdig og ordentlig ældrepleje ude i Danmark er en forbedring af den danske ældrepleje?

Ordføreren.

Ja, det mener jeg af den simple grund, at standarder og krav jo også kan resultere i, at vi bliver tvunget til at gøre nogle ting, som ikke giver mening, og omvendt ikke har mulighed for at gøre det, som der er behov for.

Det er jo det, der er helt afgørende anderledes i den her lov i forhold til det, som vi har kendt fra tidligere, nemlig at vi fremadrettet har tillid til, at borgeren faktisk bedst selv ved, hvad de har behov for. Og vi har også tillid til, at de dygtige medarbejdere, som vi selv er med til at uddanne på nogle rigtig gode uddannelsesinstitutioner, har de faglige kompetencer til selv at vurdere, hvad der er behov for i situationen, og i øvrigt til at reagere på uhensigtsmæssigheder eller på problemer, som måtte være opstået undervejs.

Hvis det så ovenikøbet er den samme medarbejder, der kommer igen i morgen, så har man også mulighed for at opdage, hvis det er sådan, at noget ikke er, som det plejer at være, og reagere i tide. Så ja, jeg mener, det her er en forbedring.

Hr. Mikkel Bjørn.

Der er SF jo så uenig med i hvert fald én ekspert, nemlig en forebyggelseskonsulent i Slagelse Kommune, der siger, at de forebyggende hjemmebesøg er helt afgørende for både de ældres trivsel, funktionsevne og mulighed for at klare sig selv.

Tror SF, at ældre på danske plejehjem om 10 år som følge af den her aftale vil opleve en markant forbedret ældrevelfærd i forhold til den, ældre oplever på danske plejehjem i dag?

Ordføreren.

Det kan være lidt svært at svare på ordførerens spørgsmål, når det er sådan, at man både snakker om standarder, om forebyggende hjemmebesøg, om plejehjem og om borgere, som ikke har fået hjælp endnu, men som bor i eget hjem og måske har brug for, at der er nogen, der lige holder øje med, om de har det godt.

Jeg har noteret mig, at rigtig mange kommuner har en god tradition med f.eks. at tage kontakt til ældre, som lige er blevet alene, har mistet en ægtefælle eller på anden måde har brug for hjælp. De har også et kontaktpunkt, som borgere kan ringe til og sige: Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om der er nogen, der kan hjælpe mig i den situation, jeg er i. Og de har gode erfaringer med det. Det vigtige for mig er, at vi gør det individuelt, og at vi ikke nødvendigvis gør det samme for alle, men gør det, som den enkelte har behov for.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Louise Brown fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Som forholdsvis nyslået ældreordfører for Liberal Alliance, er det jo en fryd at kunne stå her i dag og skulle redegøre for vores holdning til det her lovforslag. L 89 kommer jo på baggrund af en ældreaftale, som vi naturligvis er en del af. Arbejdet, der ligger forud for aftalen, altså selve forhandlingerne, har mine to gode kolleger fru Katrine Daugaard og fru Pernille Vermund varetaget, da de var ældreordførere, men nu kan jeg jo så meget passende stå her og tage æren for det arbejde. Så tak for det til dem.

Ældreaftalen og herunder det her lovforslag tager nemlig fat på en af de mest fundamentale opgaver for vores samfund, nemlig omsorgen for vores ældre. Med forslaget forsøger vi at skabe en ramme for en ældrepleje, hvor den enkelte borger sættes i centrum. Det er en lov, der vil styrke både selvbestemmelse og kvaliteten af de ydelser, som vores ældre og vi i øvrigt også selv kommer til at modtage i fremtiden. Jeg er stolt over, at vi har medvirket til den her ældrereform, men samtidig vil jeg også understrege, at det nu er vores opgave som politikere at sikre, at alle de her gode intentioner også bliver til virkelighed. Det vil jeg i hvert fald gøre mit til.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at vi i Liberal Alliance længe har argumenteret for nødvendigheden af mindre bureaukrati og mere tillid til fagligheden. Det gælder naturligvis også i ældreplejen. Derfor er det jo skønt, at det her forslag har fokus på frisættelse fra standardisering og kontrol, og at der nu i stedet gives plads til borgerens behov og medarbejdernes dømmekraft. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Ældreloven har også som mål at sikre de ældres ret til selvbestemmelse. Selvbestemmelse er også at kunne vælge frit. Borgerne skal kunne vælge, hvem der leverer deres pleje, og hvordan den tilrettelægges. Vi må aldrig acceptere, at ældre borgere mister retten til at bestemme over deres eget liv, blot fordi de er blevet ældre, eller fordi de har brug for hjælp. Det er kun positivt, at borgerne kan vælge imellem private og kommunale leverandør – mere af det – men det kræver også, at der er gennemsigtige regler og fair vilkår, hvis det frie valg skal blive mere end blot en formalitet, og det håber jeg at vi kommer til at se meget mere af nu. I den sammenhæng vil jeg også nævne Plejehjemsoversigten, der med det her forslag nu bliver udbygget med flere oplysninger, så den giver et bedre grundlag at træffe sine valg ud fra.

En anden central ambition for lovforslaget er at styrke samarbejdet med civilsamfundet. Frivillige organisationer og pårørende skal spille en større rolle i ældreplejen. Det er en udvikling, vi bakker op om, så længe det også sker på frivillig basis. Vi skal nemlig passe på med, at den styrkelse ikke kommer til at blive en erstatning for nogle af de ting, man jo skal kunne kræve som skatteborger. Civilsamfundet skal supplere og ikke overtage. Civilsamfundet er flødeskummet på brunsvigeren, hvis man ellers er til den slags.

Vi står også med store rekrutteringsudfordringer på det her område. Det skal være attraktivt at arbejde i ældreplejen. Loven fremhæver færre dokumentationskrav og bedre arbejdsvilkår som løsninger, og vi vil holde regeringen op på de her løfter. Men jeg tror faktisk også på, at hvis vi bliver ved med at fokusere på kerneopgaven, som er at give borgerne den bedste mulighed for at leve det liv, de ønsker, så bliver det også mere givende at arbejde i vores ældrepleje. Det er jo her, fokus skal ligge. Det er ikke på kontrol og dokumentation.

Med det her lovforslag tager vi det nødvendige skridt for at bringe vores ældrepleje ind i fremtiden. Det er et ambitiøst forslag, og det er vores pligt nu at sikre, at de gode intentioner også bliver til konkrete forbedringer. Liberal Alliance støtter naturligvis forslaget, og vi vil også arbejde for, at frisættelsen bliver mere end bare ord, og at borgernes selvbestemmelse forbliver kernen i vores ældrepleje. Vi skal holde fast i, at kvalitet, værdighed og frihed skal være pejlemærkerne for ældreplejen i Danmark.

Sluttelig vil jeg også sige tak til ministeren for et godt forhandlingsforløb. Jeg ved, at mine to førnævnte kolleger har meget tilfredse, og jeg kan også kun selv bakke op om den følelse. Det er altid en fornøjelse at komme på besøg i ministeriet, når man tydeligt fornemmer viljen til at lytte og at tage imod de spørgsmål og undringer, der dukker op undervejs. Så tak for det, både til ministeren og til embedsværket, og selvfølgelig tak til min ordførerkolleger i de andre partier. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig én kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Ikke overraskende taler Liberal Alliance selvfølgelig om frisættelse og frit valg. Og nu er jeg helt med på, at der er forskel i opfattelsen af frit valg hos Liberal Alliance og hos Enhedslisten. Hos Liberal Alliance handler det mest af alt om, hvad for et logo der skal være på den bil, der holder ude foran døren; at der skal være frit valg til, hvilket logo der skal være. For Enhedslisten er det nok mere optagethed af, at borgeren kan få lov til at have et valg, i forhold til hvilken form for pleje det er, man har brug for.

Men når nu fritvalgsordningen med den her ældrelov bliver udvidet til også at omhandle rehabilitering og genoptræning, er det velkendt, at en af problemstillingerne ved fritvalgsordningen har været, at når der har været konkurser, kommer det til at gå ud over den ældre, for kommunen har jo stadig væk forsyningsforpligtelsen i forhold til det. Men går et privat firma konkurs, er det svært at kunne opretholde netop de faste teams og kontinuiteten i plejen. Har ordføreren slet ikke en bekymring for, at når der bliver åbnet op for endnu mere privatisering, kan vi også opleve, at der er flere ældre, der står i en situation, hvor plejen pludselig forsvinder, fordi firmaet er gået konkurs?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Først vil jeg sige, at to ting godt kan være rigtige samtidig. Man kan jo godt have et logo på en bil stående udenfor, samtidig med at den ældre borger har valgt, at det er det logo, der skal være på bilen, om man så må sige. Så på den måde tænker jeg sådan set ikke, at vi er uenige om det frie valg.

I forhold til spørgsmålet, som ordføreren stiller, er det ikke en bekymring, jeg har. Det er klart, at det er det eksempel, Enhedslisten vil hive frem, for det er det, der altid bliver talt om: at når nu private virksomheder går konkurs, hænger det offentlige på den. Men det er ikke min oplevelse, at det er et stort problem. Altså, det, som er det store problem her, er jo netop, at det offentlige ikke kan gå konkurs. Der er aldrig nogen sinde nogen konsekvenser, når det offentlige ikke leverer. Og når der er en konkurrenceform i form af det private, tror jeg også på, at kvaliteten bliver bedre begge steder, og at de kan supplere hinanden rigtig godt. Jeg er ikke nødvendigvis fortaler for, at vi ikke skal have det offentlige. Jeg siger bare, at der skal være mulighed for, at man kan vælge noget andet.

Hr. Peder Hvelplund.

Nej, det er jo fuldstændig rigtigt. Det offentlige har ikke den mulighed, at man kan gå konkurs. Der har man forpligtigelsen til at levere under alle omstændigheder, uanset hvad andre har lovet og forpligtet sig til.

Men jeg kunne egentlig også godt tænke mig så at tage fat i noget andet. En del af det her med helhedsplejen er jo også, at man flytter visitationen ud tættere på borgeren, og det kan i princippet være godt nok. Men har ordføreren ikke en bekymring, når nu vi kan se, at en meget stor andel af dem, der arbejder ude i hjemmeplejen, i dag faktisk er ufaglærte? Altså, når vi netop giver et større ansvar til fagligheden, anser ordføreren det så ikke som et problem, at vi har mange ufaglærte? Og hvad er Liberal Alliances svar på, at vi skal kunne sikre og kunne tiltrække mere personale til de kvindedominerede omsorgsfag?

Ordføreren.

Tak. Jeg talte med en ledelseskonsulent eller -ekspert i går, som sagde, at han havde været på besøg i en børneinstitution, hvor han oplevede, at blandt de mennesker, der arbejdede på institutionen, var dem, der havde allermest kontakt med børnene, dem, der havde de korteste uddannelser. For dem, der havde de lange uddannelser og de gode uddannelser, sad inde på kontoret og skrev på papirer og dokumenterede.

Jeg er ikke nervøs for, at vores ufaglærte ikke kan finde ud af at give en ordentlig service, for det handler om ganske almindelig medmenneskelighed at være der for den ældre, og det handler om at kunne se det menneske, man står over for. Det er det allerallervigtigste. Jeg er enig i, at der skal være noget faglighed, og vi skal også nok få rekrutteret de mennesker, vi mangler i ældreplejen. Men lige præcis at de ufaglærte ikke skulle kunne levere, er jeg ikke enig med Enhedslisten i.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Som politiker møder jeg og vi alle sammen mange mennesker i vores hverdag: folk af forskelligt køn, seksualitet, alder med varierende ar på sjælen og håb for fremtiden. Som ufaglært hjemmehjælper og senere sygeplejerske er det her et område, der har betydet og stadig betyder alverden for mig. Jeg husker tydeligt, første gang jeg fik en såkaldt kørelisten i hånden: 5 minutter til at smøre morgenmad, 7 minutter til toiletbesøg osv. osv. Jeg endte med at kigge mere ned i min køreliste end på den borger, jeg stod over for, og det har jeg altid tænkt var virkelig skørt.

For helt ærligt, hvem ved bedst, hvad borgeren har brug for på det pågældende tidspunkt – en visitator, der har mødt borgeren en enkelt gang, eller borgeren selv i samarbejde med den sosu, der står i hjemmet? Svaret er jo indlysende.

Hvis bare jeg kunne forbedre de ældres liv en lille smule og give dem mere selvbestemmelse, ville jeg lykkes i mit politiske arbejde, og med det her lovforslag kan jeg og vi lykkes lige præcis med det, for ældreloven forbedrer ikke bare en eller to eller tre danskeres liv. Nej, ældreloven er blevet til for, at vi skaber bedre rammer om ældreplejen for alle danskere. Derfor er i dag en festdag – en dag, der kan fejres af alle danskere, der fremover får brug for ældrepleje i Danmark.

Det gør mig stolt, helt ind til benet, når vi med forslaget kan skabe rammerne for en tryg alderdom for alle de personer, der har betydet noget i mit liv: min gamle lærer, den venlige nabo, kassemedarbejderen, der med venlighed sagde god dag på en ellers tung regnvejrsdag. De får i fremtiden en alderdom med mere selvbestemmelse. Når de bliver gamle, bliver de nu mødt af en rummelig helhedspleje, pleje og omsorgstilbud, hvor deres egne ønsker og individuelle behov og bliver styrende for den hjælp, de får.

Når plejen, genoptræningen, den praktiske hjælp, sygeplejen og al den hjælp kommer fra samme udbyder, skaber det også tryghed og kontinuitet for den ældre, for nu skal man ikke tænke på, om det ene tilbud nu også taler med det andet, eller hvor mange forskellige personer man skal huske at ringe til, hvis man en dag er ude af huset. Det er ikke bare plejen og hjælpen, der taler bedre sammen. Med ældreloven skal man på ældreområdet tænke i samspil med frivillige foreninger, og det kan skabe lokale fællesskaber med plads til livsglæde, omsorg og aktiviteter.

For prøv et kort sekund at forestille dig fællesstuen på dit lokale plejehjem en almindelig torsdag eftermiddag i november. Fremover kan rummet summe af liv. I det ene hjørne spiller en ældre herre spil med en frivillig fra den nærtliggende skole, mens en ældre dame i stuens anden ende deler hverdagshistorier med den lokale købmand, der kigger forbi bare lige en time om ugen, og alt imens gør en gruppe borgere sig klar ved indgangen til en gåtur i den friske luft med den lokale gåklub.

Vi står med en lov i hånden, som skaber et kvalitetsløft i rammerne omkring den enkelte ældres liv – et forslag, som emmer af moderate nøglepunkter: samspil med civilsamfundet, en selvbestemmende værdig alderdom for alle uanset baggrund og den borgernære visitation. I Moderaterne stemmer vi selvfølgelig for lovforslaget, og jeg glæder mig til den videre lovbehandling og implementeringen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Ja, man sidder jo næsten og bliver i helt godt humør, når ordføreren beskriver, hvordan hverdagen kommer til at udspille sig på plejehjemmene. Vi må jo nok erkende, at det sådan set også godt kan være sådan i dag, men det er det bare ikke altid, fordi der også nogle gange mangler de tilstrækkelige ressourcer, og det bliver jo ikke alene ændret med det her.

Det leder mig hen til mit spørgsmål. Der er jo netop det med, at vi ved, at der stadig væk er kommuner, der har en presset økonomi. Vi laver nu nogle nye forløb med en helhedspleje, hvor det bliver mere op til kommunen og medarbejderne at vurdere, hvordan plejen skal strikkes sammen. Og det kan jo være fint nok, hvis ressourcerne er der til det, men i de tilfælde, hvor ressourcerne ikke er der, og hvor borgerne ikke oplever at få den hjælp, omsorg og pleje, og det gælder især mere ressourcesvage borgere, så har de jo nu ikke længere muligheden for at klage. De kan klage til kommunen, og hvis de ikke får medhold der, så kan de klage til Ankestyrelsen, men Ankestyrelsen vil i langt de fleste tilfælde afvise det, fordi det er et skønsspørgsmål, som Ankestyrelsen ikke kan afgøre.

Er ordføreren slet ikke bekymret for, at de mest udsatte borgere faktisk bliver stillet dårligere med det her, fordi klageadgangen dermed forsvinder?

Ordføreren.

Det var mange spørgsmål i ét. Jeg vil gerne starte med at imødekomme spørgsmålet om kommunernes økonomi. Med ældrereformen har vi både sat penge af til at implementere den og varig finansiering i mange år frem. Så rent økonomisk understøtter vi kommunerne, og vi har også givet penge til bl.a. faste teams – for at understøtte kommunerne i den her forandring, som det selvfølgelig er.

I forhold til spørgsmålet om retssikkerhed er det, som kan være problemet, jo også, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Hvis du forestiller dig, at man er hjemme hos en ældre og der så står både en social- og sundhedsassistent, en social- og sundhedshjælper og en sygeplejerske i rummet på samme tid, så koster det jo også kommunen rigtig mange midler og ressourcer.

Ved at vi har faste teams og helhedspleje, har vi jo borgeren i centrum, men også medarbejderne, så de ikke skal stå samtidig hjemme hos borgeren, men hvor assistenten måske kan hjælpe med hjælperens opgaver eller assistenten kan hjælpe sygeplejersken, eller hvordan det nu passer.

I forhold til det med klageadgang kan man jo stadig væk klage, hvis man ikke føler sig ordentligt behandlet, og vi får også en ny ældrelinje. Så jeg køber ikke helt præmissen om, at man ikke længere kan klage. Og nu tier jeg stille.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er jo lidt af et eksperiment, man begiver sig ud i her med helhedsplejen. Der kan sagtens være gode elementer i det; det vil jeg gerne anerkende. Men risikoen ligger jo netop i det med, at vi kaster os ud i noget her, som vi ikke helt ved hvordan ender, fordi det netop afhænger meget af, hvor mange ressourcer der er tilgængelige – men hvor borgeren ikke længere har muligheden for at have en klageadgang, fordi der i langt højere grad vil være tale om et skøn og ikke en forvaltningsbeslutning.

Dermed bliver klageadgangen jo forringet. Det er jo bl.a. også det, som Institut for Menneskerettigheder peger på. Så deler ordføreren slet ikke den bekymring?

Ordføreren.

Jeg mener bestemt ikke, at det her er et eksperiment. Der er blevet eksperimenteret og lavet frikommuneforsøg, hvor man har prøvet både faste teams og helhedspleje, og der har man haft rigtig gode resultater. Så jeg vil ikke kalde det her et eksperiment.

I forhold til skønnet bliver man jo ikke social- og sundhedsassistent, sygeplejerske eller social- og sundhedshjælper ved at trække et kort nede i automaten. Det er dygtige fagfolk, som har lyst til at udføre deres arbejde, og som har lyst til at gøre det rigtig, rigtig godt.

Jeg er overhovedet ikke bekymret for at vise den tillid til de medarbejdere, i forhold til at de kan udføre deres job ordentligt. Jeg har faktisk mødt medarbejdere, der har snydt for at gøre lidt ekstra for borgerne – og ikke den anden vej rundt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne indlede med at rose ældreministeren for en meget grundig og involverende proces i hele arbejdet med at sikre de ældre bedre vilkår. Det var min partifælle fru Mette Abildgaard, der forhandlede aftalen på vegne af Det Konservative Folkeparti i det tidlige forår. Jeg overtog så efterfølgende området som ældreordfører, og samarbejdet med ministeren har været formidabelt. Vi har brugt masser af timer i ministeriet på at pensle forskellige ting ud og virkelig komme i dybden, og jeg ved også, at ministeren har gjort et kæmpe arbejde i forhold til hele høringsprocessen.

Se, lovforslaget blev jo til i et samarbejde mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Radikale og os Konservative, og der vil jeg også gerne sige tak for et godt samarbejde. Værdierne, som lovforslaget bygger på, er jo rigtig stærke: den ældres selvbestemmelse, tilliden til medarbejderne og den borgernære ledelse samt et tæt samspil med pårørende, lokalsamfundet og civilsamfundet. Med en ny hovedlov reguleres ældreområdet med en selvstændig lovgivning. Hermed udskilles ældreområdet fra det specialiserede socialområde.

Lovforslaget bygger bl.a., som flere ordførere også har været inde på, på helhedspleje, så både offentlige og private udbydere kan tilbyde pleje- og omsorgsforløb. Jeg føler mig overbevist om, at tilbuddene til de ældre bliver mere i overensstemmelse med de ældres ønsker og præmisser, og det er jo også det, der har været hensigten. De ældre fortjener nemlig en værdig og ordentlig pleje og omsorg. Så i Det Konservative Folkeparti støtter vi selvfølgelig forslaget og stemmer for.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Nu var hr. Per Larsen så venlig at sige tak for et godt samarbejde, så jeg vil gøre gengæld og sige i lige måde. Jeg fik desværre ikke sagt det til fru Kirsten Normann Andersen, da hun var på talerstolen, men jeg synes, at vi, som sad ved forhandlingsbordet, og som ikke var med i regeringen, dannede en rigtig god og stærk alliance i forhold til at sikre, at den her ældreaftale gik i den rigtige retning. Så tusind tak for det samarbejde. Det har været guld værd.

Ordføreren.

Jamen tak for det. Det er jo sådan, at når der er flere, der trækker i samme retning og kommunikerer, så kvalificeres tingene også ofte. Det synes jeg også har været tilfældet i den her proces, så tak for det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger så vi siger tak til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Nu er vi jo nogle partier, som slet ikke fik lov til at være med i det gode samarbejde mellem partier uden for regeringen, fordi vi ret hurtigt blev afvist i forhold til at kunne deltage i forhandlingen. Derfor har vi heller ikke rigtig haft mulighed for at øve indflydelse på forhandlingsforløbet. Jeg vil gerne starte med at sige, at med det, der ligger her, kommer vi ikke til at bakke op om lovforslaget, og jeg vil nu kort skitsere de hovedproblemer, vi synes der ligger i det eksisterende lovforslag.

Helt overordnet vil jeg da gerne anerkende netop behovet for at få skabt mere helhed i plejen og også få flyttet en større del af visitationen ud tættere på borgeren, og også, at det kan give bedre mulighed for at udnytte fagligheden. Det anerkender vi sådan set fuldt ud. Der, hvor vores bekymring ligger, er primært, i forhold til at man med den her lov ikke længere kommer til at visitere til enkeltydelser, men at det bliver til få sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, altså den såkaldte helhedspleje. Som det fremgår både af lovforslaget, men også af mange af de høringssvar, der ligger, så medfører det jo netop, at en borger, som bliver visiteret til et sammenhængende plejeforløb, altså en helhedspleje, godt kan klage til kommunalbestyrelsen eller borgmesteren over den hjælp, man får, hvis ikke man mener, den er tilstrækkelig, eller at det er den rigtige hjælp. Hvis borgeren ikke får medhold der, kan man godt klage til Ankestyrelsen, men Ankestyrelsen vil ikke eller i hvert fald kun i meget få tilfælde have mulighed for at gå ind i sådan en klagesag, fordi der netop vil være tale om et skøn inden for den visiterede helhedspleje.

Det mener vi er en alvorlig svækkelse af borgerens retssikkerhed, for det er jo velkendt, at når plejen ikke slår til, er det som regel ikke på grund af mangel på faglighed, eller fordi personalet ikke er tilstrækkelig dygtigt. Det er ofte, fordi der ikke er de tilstrækkelige ressourcer til at kunne levere plejen. Dermed står vi, når vi ikke har Ankestyrelsen til ligesom at sikre retssikkerheden for borgeren, netop i den situation, at det kan være økonomien, der er afgørende for, at borgeren ikke får den tilstrækkelige hjælp, og at der så ikke er et sikkerhedsnet i form af Ankestyrelsen. Noget af det, som Institut for Menneskerettigheder peger på, er, at det især kan komme til at gå ud over de mest sårbare og udsatte borgere, fordi det er dem, der har færrest ressourcer til at gøre opmærksom på en ikke tilstrækkelig pleje.

Vi er også bekymret for det med aldersbestemmelsen, altså det skred, der bliver i forhold til ældreloven og serviceloven, hvor det, der står i bemærkningerne til lovforslaget, er temmelig uklart. Det bliver f.eks. beskrevet, at personer, der er i 50'erne, og som lider af demens, vil kunne betragtes som ældre, men ikke personer i 30'erne. Jeg synes, det er en ret uklar situation at befinde sig i som borger, og det kan jo netop have den helt konkrete konsekvens, at der kan være forskel fra kommune til kommune i forhold til at vurdere, hvornår det handler om sociallovgivningen, og hvornår det handler om ældreloven. Det synes jeg er en bekymrende tendens, især fordi det også kan få den konsekvens, at kommunerne vurderer forskelligt, uden at borgerne har en mulighed for at klage over det.

Endelig er der også spørgsmålet omkring det forebyggende hjemmebesøg. Efter min opfattelse og også efter flere høringsparters opfattelse har det jo netop været en form for sikkerhedsnet, som gjorde, at vi kunne gå ud og finde borgere, som har brug for hjælp, hvilket vi ikke har samme mulighed for, når det overgår til en ikke lovfastsat regel, altså at man skal lave de forebyggende hjemmebesøg. Dermed kan man også ad den vej være med til at mindske sikkerheden for ældre borgere og mindske sikkerheden for, at vi som samfund sørger for, at de borgere, der reelt har brug for hjælp, også får den.

Så alt i alt vil jeg sige, at jeg anerkender, at der er nogle gode intentioner i aftalen, men efter vores opfattelse er der simpelt hen for mange huller, som gør, at især sårbare og udsatte borgere kan falde igennem, og en risiko for øget privatisering, så vi kan ikke støtte lovforslaget. Derfor kommer Enhedslisten til at stemme imod.

Tak for det. Der er foreløbig tre, der har korte bemærkninger. Først er det fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for talen. Jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren, hvor ordføreren ser fagligheden henne. For i de sidste 20 år har vi simpelt hen jernet igennem i hele ældreplejen med krav, standarder og dokumentationskrav – alt sammen, fordi man ønskede sig en nulfejlskultur, og fordi man ønskede sig et sted at pege fingrene hen, når der skete en fejl, og fordi man skulle være sikker på, at alt var dokumenteret ned til mindste detalje. Det, der tanken nu, er, at vi prøver at sætte fagligheden ud til borgeren, i stedet for at den skal være på et kontor. Vi har prøvet i 20 år nu med minutydelser helt ned til mindste detalje med 8 minutter til en støttestrømpe. Mener ordføreren, at det er den her vej, vi skal videre ad?

Ordføreren.

Nej, det mener Enhedslisten på ingen måde. Jeg tror også bare, at den socialdemokratiske ordfører skal huske på, hvor minuttyranniet kom fra, for det var jo, i forbindelse med at man begyndte at indføre frit valg og man netop skulle sikre, at der kunne ske en privatisering, hvilket betød, at alle ydelser skulle kunne dokumenteres og beskrives, sådan at de efterfølgende kunne udliciteres. Det er jo også derfor, jeg siger, at jeg synes, at selve intentionen om at sikre, at visitationen kommer til at foregå tættere på, og at det mere bliver op til en faglig vurdering, bakker vi sådan set fuldstændig op omkring. Problemet her er, at når borgeren ofte ikke får den tilstrækkelige hjælp, er det, fordi der mangler ressourcer, og det kommer vi ikke ud over her.

Det, der så indtil nu har været borgernes sikkerhed, har jo været det, at man kunne klage over det, og at man kunne gøre opmærksom på det og sige: Jamen her får jeg faktisk ikke det, jeg er berettiget til. Og det er jo den retssikkerhed, der ligger i, at det er en lovfastsat ydelse, man får, og den forsvinder jo her med helhedsplejen. Det fremgår tydeligt, og der står også her i bemærkninger til lovforslaget: »Ankestyrelsen vil derfor som altovervejende udgangspunkt ikke kunne tilsidesætte kommunens vurdering af dette spørgsmål.« Og det gør bare, at borgerens retssikkerhed i forhold til det forsvinder.

Spørgeren.

Jeg har stadig til gode at møde en ældre person, der har klaget over afgørelsen til Ankestyrelsen. Det kan der være pårørende der har gjort. Men jeg har stadig til gode at møde en ældre person, der ikke bare – på grund af autoritetstro – har tænkt, at det var sådan her, det var. Men jeg vil bare lige stille et spørgsmål om det her med forebyggende hjemmebesøg, som ordføreren kommer ind på. Vi har jo ikke fjernet midlerne, så hvad er det, der får ordføreren til at tro, at de forebyggelseskonsulenter, der er ude i kommunerne, ikke kan varetage deres job uden et krav fra regeringens side?

Ordføreren.

Jamen min bekymring går jo på, at kommunerne ikke har den tilstrækkelige økonomiske ramme til at løfte opgaven, især med det stigende antal ældre, der kommer i de kommende år. Og der er jo også hos den her regering en tendens til, at når man tager forebyggelsesinitiativer, så starter man med at høste gevinsten og siger, at det så betyder, at kommunerne skal levere mindre pleje, fordi vi kan forebygge mere. Det er det, vi har set med rehabilitering. Og det er klart, at det jo også er den bekymring, der ligger hos os i forhold til det her forslag, for når man samtidig fjerner retssikkerheden i forhold til at have en klageadgang, som flere af høringsparterne også peger på, så er det en farlig vej at begive sig ned ad.

Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror også, jeg selv en gang imellem har bidt en lille smule negle i forhold til den her ældrelov. For det er en anden måde at tænke på, og vi har igennem 20 år vænnet os til, at det var den kommunale standard, der ligesom skulle sætte kvaliteten i ældreplejen. Og den kan man jo klage over til kommunalbestyrelsen og sige, at den simpelt hen er for dårlig, at ét bad om ugen er for lidt, eller at 7 minutter til at hjælpe en med at få aftensmad simpelt hen ikke går. Men det er jo den mulighed, man har, og man har jo heller ikke i dag mulighed for at klage til Ankestyrelsen og sige, at den hjælp, som kommunen har aftalt i deres standard, nu er for ringe. Det får jo man ikke ret i, fordi det er kommunalbestyrelsen, der, som det ser ud i dag, har retten til at definere det.

Så på den måde synes jo jeg ikke, der er meget, der ændrer sig. Derfor er jeg bare nysgerrig på, om ordføreren ikke selv tænker, at det kunne være bedre for alle, at hjælpen gives i samråd mellem den ansatte og borgeren, med lige præcis det, som borgeren og den ansatte er enige om giver mening at gøre i den enkelte situation.

Ordføreren.

Jo, jeg synes bestemt, at det er bedre, at vi får rykket visitationen tættere på, og det er sådan set også noget, vi altid har været fortalere for. Men jeg synes jo også, man skal være opmærksom på, når f.eks. Institut for Menneskerettigheder gør opmærksom på, at det her er en svækkelse af borgerens retssikkerhed, og hvad der også er deres bekymring, og nu citerer jeg direkte fra deres høringssvar:

»Instituttet er bekymret over, at denne omlægning af ældreplejen og den snævrere adgang til at få efterprøvet kommunernes afgørelser vil føre til, at borgernes retssikkerhed svækkes, og at der er en risiko for, at nogle borgere vil opleve, at de ikke modtager den støtte, de har behov for, for at kunne nyde deres rettigheder på lige fod med andre. Dette gælder navnlig personer med begrænsede personlige ressourcer og ressourcer i deres netværk, som kan have vanskeligere ved at italesætte og stå fast på deres behov for pleje og omsorg«.

Det er jo præcis også den bekymring, vi har i forhold til det her, altså at man reelt kommer til at ramme de borgere, som egentlig har det største behov, fordi deres retssikkerhed forsvinder. Det er jo bl.a. også derfor, vi deler den bekymring, der ligger fra Institut for Menneskerettigheder i forhold til den her lovgivning.

Spørgeren.

Men den retssikkerhed, som ordføreren henviser til, er jo baseret på, at der er nogle standarder og en forhåndsvisitering, som måske er lavet for måneder siden eller måske i virkeligheden for år siden. Det, der jo bliver lagt op til her, er en anerkendelse af, at vores behov skifter fra dag til dag, og at det desværre ofte bare starter med problemer med støvsugningen, og så bliver det bare værre og værre, indtil vi er så gamle, at vi ikke kan være her mere. Men det her er netop et forsøg på at anerkende, at vi skal kunne imødekomme behovene, sådan som de ændrer sig fra dag til dag. Hvordan vil ordføreren løse det, hvis det er sådan, at vi stadig væk skal arbejde med standarder og visitation af den enkelte?

Ordføreren.

I den bedste af alle verdener, hvor der var tilstrækkelige ressourcer ude i kommunerne, ville jeg ikke have den store bekymring for det her. Virkeligheden er bare anderledes. Jeg så sådan set gerne, at vi kunne frisætte kommunerne fuldstændigt, så kommunerne selv kunne bestemme, for jeg tror ikke på, at der er nogen kommuner eller nogen ansatte, som er optaget af at gøre det dårligt for borgerne. Jeg tror, de er optaget af at gøre det bedst mulige. Den skinbarlige virkelighed ude i kommunerne er bare, at når økonomien er presset, og det er den ofte, så skærer man ned. Der, hvor man skærer ned, er jo de steder, hvor der ikke er lovfastsatte ydelser. Det kender vi fra alle områder, og derfor er min bekymring, at vi præcis kommer til at stå med det problem på ældreområdet, at det her kommer til at gå ud over de mest sårbare og svage borgere.

Hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Peder Hvelplund for en fin tale. Jeg er også helt bevidst om, at ordføreren vil de ældre det bedste og har en intention om at sikre, at de har gode vilkår og forhold. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg synes måske, at det ryger lidt ud af en tangent, i forhold til det her med, at der kan skæres ned, og at de ældre bliver retsløse. Det er jo rent faktisk sådan, hvis man går ind på borger.dk, at der står i vejledningen:

»Du kan klage over din hjemmehjælp, fx over hjælpens omfang, den måde opgaverne udføres på, den person, som udfører opgaverne, eller over at der er givet afslag på hjemmehjælp.«

Så kan man klage til kommunen. Når vi så ser de afgørelser, der kommer i forhold til kommunerne, når der er nogle, der har været i Ankestyrelsen, så er det typisk noget med, at kommunerne får en reprimande, fordi de ikke har lavet et individuelt skøn for den enkelte borger. Det ændres der jo ikke på, sådan som jeg ser det. Man har stadig væk mulighed for både at klage til kommunen, men også til Ankestyrelsen.

Ordføreren.

Det er jo ikke, fordi jeg tror, at alt ville blive godt, hvis det var sådan, at vi bare styrkede klagemuligheden. For det, vi ønsker, er, at der opstår en situation, hvor der kommer så få klager som overhovedet muligt. Men det, der er sagen, er, at den klagemulighed, der er, altså muligheden for at klage til Ankestyrelsen, er den retssikkerhed, borgeren har, og det er også det, der gør, at vi får et billede af, hvordan virkeligheden ser ud ude i kommunerne. For det, der ofte har været tilfældet, er, at vi så har kunnet se, hvad det er for nogle klager, der havner inde hos Ankestyrelsen.

Det, der sker med den her lovgivning, er jo, at kommunernes skøn bliver udvidet betragteligt. Altså, det går fra at være en enkeltydelse, en lovfastsat ydelse, til at blive et skøn inden for helhedsplejen. Det fremgår også af lovforslagets bemærkninger, at det vil gøre, at Ankestyrelsen i meget, meget få tilfælde vil have mulighed for at gå ind og omgøre en kommunes beslutning.

Spørgeren.

Jeg ser altså ikke den store forskel, i forhold til hvordan det er i dag. Så er jeg selvfølgelig ked af, at man fra Enhedslistens side ikke kan tilslutte sig og stemme for det her, for der er jo rent faktisk rigtig mange gode elementer i den lovgivning, som vi har lagt frem, i forhold til helhedsplejen, i forhold til de faste teams, i forhold til at der fjernes noget bureaukrati, og i forhold til at der rent faktisk også tilføres nogle flere midler til ældreplejen, sådan at man sikrer, at de ældre får en bedre omsorg og pleje, end der rent faktisk er mulighed for at de får i dag.

Ordføreren.

Men jeg kan jo heller ikke afvise, at vi, hvis det var sådan, at vi havde fået lov til at komme med ind til forhandlingsbordet, kunne have været med til at præge aftalen i en retning, som gjorde, at vi i sidste ende kunne have stemt for. Nu synes jeg, det ligger lige lovlig langt væk fra, hvad vi kunne forestille os, som jeg ser det her. Men nu var det jo ikke vores egen beslutning. Det var ministeren, som definerede, at Enhedslisten ikke delte det samme værdigrundlag som regeringen og tilsyneladende de øvrige partier, så det var ikke noget, der var vores beslutning.

Fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Værsgo.

Tak. Jeg bliver sådan lidt sørgmodig, når jeg hører ordføreren tale om vores kommunale medarbejdere og om kommunerne generelt. Der er ikke ret mange borgere, der reelt klager over deres hjemmehjælp. Tallet er faktisk enormt lavt. Det lyder på ordføreren, som om man forestiller sig en øde ø, hvor der står én medarbejder og har al magten til enten at yde en ordentlig pleje eller ej. Det er jo netop det, vi gør op med med det her. Helhedsplejen går ud på, at der er et team omkring borgeren, så man har noget faglig sparring. Jeg har i dag et armbånd på, hvor der står »tillid«, men jeg er da i tvivl om, om Enhedslisten er et tillidsfuldt parti, både hvad angår vores uddannelser og de dygtige sosu'er, der er derude. For det lyder på mig, som om der ingen tillid er til de dygtige mennesker, der er derude.

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan forstå, hvor ordføreren skulle have det fra. Jeg synes, at jeg har stået heroppe og gentagne gange sagt, at der jo ikke er nogen, hverken kommunalbestyrelser eller ansatte, som ønsker at levere et dårligt stykke arbejde. Tværtimod. Jeg har selv fremragende erfaringer fra vores lokale hjemmepleje i Hjørring Kommune. Det er jo ikke det, der er spørgsmålet. Det er ikke, fordi jeg ikke har tiltro til fagligheden – tværtimod.

Jeg må indrømme, at jeg også bliver ked af det, når jeg hører, at faglighed ikke betyder noget, og at dem med de korteste uddannelser ofte er dem, der yder den bedste pleje. For der er tale om en specialiseret opgave, som kræver en stor del faglighed, og derfor bekymrer det mig også, at så stor en del af de ansatte i hjemmeplejen er ufaglærte. Det er bl.a. derfor, Enhedslisten var med til at afsætte midler til, at de ufaglærte, der var ansat, kunne løftes op og få en uddannelse. For det har stor betydning. Så jeg har kæmpestor respekt for det arbejde, der bliver leveret derude. Det ændrer bare ikke på, at når vi oplever, at plejen nogle gange er utilstrækkelig, er det ikke på grund af personalet eller politikerne, men så er det på grund af de manglende ressourcer, og det er det, jeg peger på.

Ønsker spørgeren det andet spørgsmål? Ja, værsgo.

Det bliver jeg så til gengæld rigtig glad for at høre. Jeg er glad for, at ordføreren har haft en god personlig oplevelse. Men jeg bliver mere og mere i tvivl om, hvorfor Enhedslisten er så meget imod det her forslag, for vi siger jo det samme, og jeg deler bekymringen over, at der er for mange ufaglærte ude i vores hjemmepleje. Det gør jeg, og derfor har den her regering også gjort noget ved det og har afsat penge til sosu-skolerne – jeg kan ikke huske aftalen i hovedet.

Så jeg står stadig med følelsen af: Hvad er det, Enhedslisten mangler? Er det, at man kan klage over, at ens skraldespand ikke blev taget ud på det rigtige tidspunkt? Hvad er det, der mangler? For man kan stadig væk klage til Ankestyrelsen og man kan stadig væk få en afgørelse, så jeg forstår det ikke.

Ordføreren.

Det er jo ikke spørgsmålet om, om man kan klage over, hvornår skraldespanden bliver taget ud, der gør, at vi ikke stemmer for. Jeg synes egentlig, jeg redegjorde for det i min ordførertale. Det er et spørgsmål omkring klageadgang; det er et spørgsmål omkring alderskriterier, hvor jeg synes, det er temmelig uklart; det er de forebyggende hjemmebesøg; og så er det risikoen for, at der kan være forskel fra kommune til kommune, og at det især bliver de mest udsatte og sårbare borgere, der bliver ramt af den her reform. Det var det, der var vores bekymring.

I forhold til Ankestyrelsen vil jeg bare citere fra, hvad der står i bemærkningerne til lovforslaget: Ankestyrelsen vil derfor som altovervejende udgangspunkt ikke kunne tilsidesætte kommunens vurdering af dette spørgsmål, altså helhedsplejen. Så der bliver altså en forringet retsstatus for borgerne.

Fru Louise Brown, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg blev lige en lille smule provokeret, det er vist det rigtige ord, af Enhedslistens ordførers udlægning af mine kommentarer tidligere. Det er klart, at for Enhedslisten er der aldrig penge nok; der mangler hele tiden penge i vores offentlige system. Vores overbevisning er, at der er penge nok. Vi skal bare bruge dem anderledes.

Men for lige at komme tilbage til det, jeg talte om tidligere, da jeg selv var på talerstolen, nemlig det her med fagligheden, så er det, som jeg siger, at jeg har tillid til, at de ufaglærte mennesker ude i vores plejesektor gør deres allerbedste, og at de også leverer en rigtig, god og ordentlig service. Problemet er, at alle dem med uddannelserne bliver sat til at lave dokumentationen, fordi de hele tiden skal dokumentere alt det, som vi har bedt dem om at dokumentere, og derfor mener jeg, at det her lovforslag er et rigtig godt skridt på vejen, fordi vi nu netop bringer tilliden tilbage, så der ikke skal bruges al den tid på dokumentation. Der er ikke nogen tvivl om, at fagligheden har vi brug for, men jeg har stor tillid til, at de ufaglærte også kan levere en medmenneskelighed og en service ude i plejesektoren.

Ordføreren.

Jeg synes bare, det er et besynderligt uddannelsessyn, og jeg ved ikke, om det er sådan noget, der særlig gør sig gældende for omsorgsfag, at man sådan siger, at det bare handler om noget medmenneskelighed. Altså, når vi taler om at kunne holde mennesker i hånden i deres sidste timer, når det handler om at kunne hjælpe med at bringe børn til verden, og når det handler om at kunne holde en angst ældre dement i hånden, så handler det altså om faglighed.

Der er masser af mennesker, som er uuddannede, og som også sagtens kan det, men når vi ansætter folk til at varetage omsorgsopgaver, som jeg synes er afsindig vigtige i vores samfund, så sætter jeg stor pris på, at folk har en uddannelse. Fuldstændig ligesom hvis de skal arbejde som læger eller buschauffører og skal have et kørekort og alt muligt andet, så synes jeg faktisk, at man skal værdsætte den faglighed, der rent faktisk er behov for, og det synes jeg ikke man kan sige tydeligt nok.

Spørgeren.

Jeg er meget enig i, at vi har brug for fagligheden og fagligheden er vigtig, og det er dygtige mennesker, vi får uddannet på vores skoler rundtomkring. Det er der slet ikke nogen tvivl om, og i øvrigt bør vi også uddanne mange flere af dem.

Men jeg synes, jeg hører ordføreren sige, at fordi man er ufaglært, kan man ikke tilbyde en ordentlig service, når det f.eks. handler om at holde i hånd. Jeg har selv arbejdet på et plejecenter før i tiden, fuldstændig ufaglært, og jeg vil mene, at det at skulle være der for et andet menneske behøver man ikke nødvendigvis at have en lang uddannelse for at kunne. Jeg kunne også godt udføre plejeopgaver, selv om jeg ikke var uddannet til det. At sige, at de ufaglærte ikke er dygtige nok til det, synes jeg bare er et forkert menneskesyn.

Ordføreren.

Jeg tror bare, det er vigtigt at anerkende, at der ligger en stor faglighed i omsorgsarbejde også, og at det ikke alene handler om at kunne holde i hånd, og at det ikke alene handler om, at man skal udvise menneskelighed. Der er faktisk en stor faglighed i forhold til det.

Jeg kender også folk, der godt kan køre bil, uden at de har et kørekort. Derfor sætter jeg alligevel pris på, at vi har regler for, at folk skal have et kørekort for at måtte køre og føre et automobil. Præcis det samme gør sig gældende for omsorgsarbejdet. Jeg synes, vi i langt højere grad, også lønmæssigt, skulle anerkende den enorme indsats og den enorme faglighed, der ligger i det arbejde.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten, og jeg byder nu velkommen til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Frisættelse er et ord, der går igen i alle de lovforslag, som vi skal behandle i forbindelse med regeringens ældrelov, og frisættelse er der jo ikke umiddelbart nogen der kan have noget imod. Det er et positivt begreb. Alligevel er det lidt, som om hr. Lars Løkke Rasmussens navn står bøjet i neon hen over hele det her forslag. Problemet er nemlig, at skønt frisættelse lyder godt, er det ikke en løsningen på mange af de problemer, vi har i ældreplejen i dag. Det lyder måske fint, at de ældre kan vælge rengøring den ene dag og personlig pleje den anden, men hvad nytter det, når servicen i kommunerne er så ringe, at nogle ældre får rengøring hver fjerde uge og andre et bad om ugen. Denne frisættelse minder mere om menukortene på restauranterne i de tidligere kommunistiske lande, hvor der på papiret var masser af retter at vælge imellem, men reelt blev der kun serveret en enkelt dagens ret.

I ældreloven kniber det endog med dagens ret. Hvad sker der for de ressourcesvage ældre? Hvordan kan de vurdere, hvad de har brug for, og har de ikke snarere behov for ordentlige vilkår, omsorg, empati og de rette tilbud og den rette service end flere frie valg? Når der er mangel på selv det mest basale, er frisættelsen nærmest den rene hån. Faktisk virker det mere, som om kommunerne får mere frisættelse i forhold til den service, som de skal yde til borgerne. Og hvad nytter frisættelse, når der mangler sosu'er, omdrejningspunktet i en ordentlig ældrepleje?

Kommunerne er derimod blevet frisat. Kommunerne bliver frisat fra servicelovens krav om at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til de ældre over 70 år, som bor alene, og alle ældre, fra de bliver 75 og 80 år, og årlige hjemmebesøg til alle ældre, fra de er fyldt 82 år. Det er næppe et problem i kommuner som Gentofte eller andre kommuner, der har en god økonomi. De skal nok bibeholde sådan et tilbud, men i ressourcesvage kommuner fjerner man lynhurtigt tilbud, som der ikke længere er statslige krav om at man skal give, for at spare penge. Ikke engang de pårørende vil nu have en chance for at vurdere den reelle tilstand hos deres ældre. Og tænk også på de ældre, som er uden pårørende. De risikerer nu at være fuldstændig overladt til sig selv. Der er måske ingen, der opdager, at de er syge eller har brug for hjælp og omsorg, for der er ikke længere et forebyggende hjemmebesøg, hvor det rent faktisk kan blive opdaget. Det er ganske enkelt uværdigt.

Hertil kommer også regningen for den manglende forebyggelse, og den kan blive astronomisk i form af indlæggelser og også lange sygdomsforløb. Hvor er den bedre ældrepleje? Dansk Folkeparti kan ikke rigtig få øje på den. Hvor er pengene til at bygge flere plejehjem og også imødegå demografiske udfordringer? Det kan vi i Dansk Folkeparti heller ikke se. Hvor er det særlige fokus på de demente ældre, der er de mest omsorgskrævende overhovedet? Det kigger vi i Dansk Folkeparti også forgæves efter.

Med ældreloven er vi langt fra målet om at skabe den ældrepleje, vi som samfund er forpligtet til at give vores ældre. Med andre ord er der tale om en ældrepleje under den standard, som burde være en selvfølge i Danmark. Af samme grund er Dansk Folkeparti heller ikke at finde i den her aftale. Det er ikke, fordi vi ikke ønskede at være med til at forhandle bedre vilkår for de ældre, men fordi vi blev bedt om at holde os væk af ministeren. Det undrer os ikke, men det vidner måske om en erkendelse hos regeringen af, at vi i Dansk Folkeparti ønsker så god en pleje for vores ældre, at den aftale, som man ønskede at lave, ikke kan stå mål med det. Vi kan så til gengæld forstå, at regeringen er vældig stolt af sit arbejde. Det siger måske mere om regeringen end om Dansk Folkeparti. Den eneste frisættelse i den her ældrelov er frisættelsen fra ansvar, og derfor kan vi i Dansk Folkeparti ikke bakke op om ældreloven. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to med korte bemærkninger. Fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg skal bare forstå ordføreren ret. Nu taler ordføreren meget om forebyggelsen, og at den forsvinder derude. Jeg vil igen tillade mig at korrigere, i forhold til at vi jo ikke har fjernet midlerne til forebyggelsesbesøg. Vi har fjernet dokumentationskravet og kravet om, at det skal foregå på et bestemt tidspunkt. Men mener ordføreren, at det er bedre, at det kommer på et bestemt tidspunkt, sådan at ordføreren kan sidde herinde og trække en statistik og sige, at nu har den her kommune gennemført sit forebyggelsesbesøg, eller mener ordføreren, at det måske kunne være en idé, at man ude i kommunerne kom til et forebyggende hjemmebesøg, når behovet var der, i stedet for når alderen var der?

Ordføreren.

Det vigtige for os er, at der er et forebyggende hjemmebesøg, sådan at de ældre ikke ender med at sidde i deres eget skidt og møg, uden at der er nogen, der opdager, at de går glip af en ordentlig og værdig behandling. Det troede jeg egentlig også var Socialdemokratiets holdning. Det er hvert fald vores holdning i Dansk Folkeparti, for det er helt afgørende for os, at de ældre, der har været med til at opbygge vores samfund, også i deres alderdom får en værdig pleje.

Spørgeren.

I Socialdemokratiet har vi også respekt for de medarbejdere, der er ude i kommunen, og vi har også en tillid til, at de går på arbejde hver dag og knokler en vis legemsdel ud af bukserne for at gøre det allerallerbedste og gør sig virkelig, virkelig umage. Så ja tak, i Socialdemokratiet vil vi også en værdig ældrepleje, vi har også bare tillid til, at vores medarbejdere ikke gør noget bevidst for at skade mennesker derude, og vi har også en viden om, at vi ikke altid skal sidde herinde og sætte kravene, i forhold til hvordan det ser ud. Mener ordføreren, at menneskesynet skal være sådan, at man ikke kan imødekomme svage ældres behov, uden at medarbejderne så skal lægges i sådan en dokumentationsspændetrøje?

Ordføreren.

Det er jo dejligt med Socialdemokratiets tillid til de folk, der varetager ældreplejen, den deler vi i Dansk Folkeparti fuldstændig. Men forudsætningen for at kunne have den tillid til, at der bliver foretaget en ordentlig ældrepleje derude, er jo ikke mindst også, at der er økonomi til at varetage en ordentlig ældrepleje. Dansk Folkeparti har lavet et fuldt finansieret oplæg til en bedre ældrepleje, hvor der afsat 6,5 mia. kr. – i den her aftale er der afsat 3,3 mia. kr. i aftaleperioden. Der er ganske enkelt ikke de økonomiske midler, der skal være til rådighed, for at medarbejderne derude, hvad end de vil eller ej, kan sikre en ordentlig ældrepleje.

Fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Værsgo.

Altså, den der tale, ordføreren lige har holdt – jeg har aldrig hørt noget så langt fra virkeligheden. Det påpeger jeg altså lige. Som en anden ordfører har påpeget, har vi ikke fjernet midlerne til forebyggende besøg; vi har lige lavet en aftale om en sundhedsreform med hjemmebehandlingsteams og et styrket sundhedsvæsen. Hvis der er nogen, der går op i forebyggelse, så er det den her regering.

Jeg har egentlig svært ved at se andet, end at hr. Mikkel Bjørn vil tilføre ældreplejen flere midler og have mere kontrol, samtidig med at I prøver at finde sammen med blå blok om at afbureaukratisere. Kan du måske folde ud for mig, hvordan det hænger sammen? (Formanden (Søren Gade): Vi bruger ikke direkte tiltale.) Undskyld!

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan godt fortælle, at der er nogen, der går mere op i ældrepleje end den her regering. Det er Dansk Folkeparti, og det er Dansk Folkepartis ældreordfører, fru Pia Kjærsgaard, som for alvor har de ældre i mente i hendes daglige virke herinde i Folketinget.

Så ser jeg jo ikke den store modsætning mellem det at afbureaukratisere og fjerne fuldstændig unødvendige dokumentationskrav, der er i det offentlige, ikke kun på ældreområdet, men helt generelt, og så det at sige, at selvfølgelig skal der være nogle minimumsforudsætninger til en ordentlig ældrepleje, samt det, at ældre ikke får lov at sidde i deres eget skidt og møg, uden at der er nogen, der kommer forbi og kontrollere, om de får en værdig pleje.

Altså, der har jeg svært ved at se det modsætningsforhold, som fru Rosa Eriksen fra Moderaterne bygger op, men det er måske også, fordi hun er medlem af det parti, som ældreministeren også er medlem af, og som er med til at vedtage den her aftale, som i vores øjne ikke forbedrer ældreplejen i Danmark.

Spørgeren.

Eller er det, fordi jeg har arbejdet i den ældrepleje, vi taler om, i mange, mange år, både som sygeplejerske og som ufaglært? Jeg skal lige høre, om jeg hørte ordføreren korrekt. Jeg synes, jeg hørte ordføreren sige, at vi skulle til at have nogen til at kontrollere de ældres hjemmepleje.

Der bliver jeg nysgerrig på, om vi skal til at have sådan et hjemmeplejepoliti, der skal ud at kontrollere, om man nu bruger de 4 minutter på at smøre den ostemad, eller om man giver det der bad om tirsdagen eller om onsdagen. Er det en del af Dansk Folkepartis udspil?

Ordføreren.

Det er en del af Dansk Folkepartis politik, at vi fastholder de forebyggende hjemmebesøg, så der ved de svageste ældre indimellem lige kommer et menneske forbi og sikrer, at alting er, som det skal være, at alting er i orden. Det handler ikke om kontrol. Det handler om værdighed. Det kan jeg så forstå at fru Rosa Eriksen og Moderaterne ikke er enige i. Det ærgrer mig.

Fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at fru Pia Kjærsgaard har gjort en kæmpe indsats for ældreplejen igennem ganske mange år. I al beskedenhed synes jeg også, at SF har gjort det, men det var nu ikke derfor, jeg tog ordet.

Jeg tog ordet, fordi ordføreren bliver ved med at tale om forebyggende hjemmebesøg som sådan noget, der jævnligt foregår. Altså, hvad er ordførerens forestilling om, hvor ofte kommunerne skal tilbyde et forebyggende hjemmebesøg? Kan vi ikke få et bud på det?

Ordføreren.

Så ofte, at de ældre ikke kommer til at sidde i deres eget skidt og møg, uden at der har været et konkret menneske forbi og sikret, at alting er i orden. Selvfølgelig skal man da ikke kunne sidde i 14 dage eller mere, uden at der kommer et menneske forbi, hvis man er i gruppen af de absolut svageste ældre i samfundet. Det synes jeg er absolut minimum og kun helt rimeligt at sige.

Spørgeren.

Jeg har bare lyst til at understrege, at forebyggende hjemmebesøg er et tilbud til ældre over 75 år 1 gang om året, som lovgivningen er i dag. Altså, 1 gang om året får man det her tilbud, hvor der er nogen, der kan komme ud og tale med dig om, hvorvidt du har brug for noget hjælp. Det er jo ikke det, der gør forskellen i ældreplejen.

Så er det jo ikke blevet forbudt for kommunerne selv at være opsøgende i forhold til borgere, som er blevet alene. Der er rigtig mange kommuner allerede i dag, som altså selv, og også på andre tidspunkter, tager initiativ til at besøge ældre, som f.eks. lige er blevet alene eller har mistet en ægtefælle, fordi det giver mening, og fordi det kan betale sig. Det er jo ikke afskaffet.

Ordføreren.

Nej, men som fru Kirsten Normann Andersen selv nævner, er de forebyggende hjemmebesøg jo ét af mange initiativer, der sikrer, at de svageste ældre i vores samfund får besøg af konkrete mennesker, så der tages hånd i hanke med, at vi ikke har svage og omsorgskrævende ældre, som sidder i deres eget skidt og møg, men som får en værdig behandling, som de selvfølgelig også selv har været med til at finansiere hele deres liv igennem skatten.

Der synes vi ikke, at det er hensigtsmæssigt, at man nu fjerner et krav i serviceloven om, at der er de her forebyggende hjemmebesøg og der kommer nogle mennesker forbi indimellem og kontrollerer, at de ældre har en ordentlig og værdig behandling.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg er med på, at ordføreren jo ikke er ældreordfører til daglig og også er her som vikar i dag. Men jeg beklager meget, men Hr. Mikkel Bjørn roder altså rundt i nogle ting omkring det her med de forebyggende hjemmebesøg, og det er virkelig i en god mening, så jeg sætter mig gerne ned bagefter og prøver at oplyse lidt nærmere omkring, hvad det er, de forebyggende hjemmebesøg går ud på. Det er i hvert fald ikke nogen, hvor man kommer hver 14. dag. Men hvis der er en ældre borger, der har meget, meget svært ved at tage sig af sig selv og har det, der hedder en manglende egenomsorg, så vil jeg gerne love, at man i ældreplejen, i hjemmeplejen tilbyder hyppige besøg for netop at undgå, at nogen skal sidde i deres eget skidt og møg. For sådan skal det ikke være.

Noget af det, der bliver styrket med den her lov, er jo det her med kontinuitet. Det er, at der også skal være nogle faste medarbejdere, der reelt har en relation til den enkelte ældre, og som kommer i de ældres hjem, som netop holder øje med, at det går dem godt. Og jeg tænker da, at det her med faste teams må Dansk Folkeparti da i hvert fald bakke op om.

Ordføreren.

For at gentage min udveksling med fru Kirsten Normann Andersen vil jeg sige, at de forebyggende hjemmebesøg jo er ét af mange initiativer, der sikrer, at de ældre får en værdig behandling, og at der også løbende kommer mennesker forbi og sikrer, at de ældre netop ikke ender med at sidde i deres eget skidt og møg. Og der synes vi bare ikke, det er hensigtsmæssigt, at man fjerner hjemmebesøg, der ifølge flere eksperter, herunder en forebyggelseskonsulent i Slagelse Kommune, er helt afgørende for de ældres trivsel, funktionsevne og mulighed for at klare sig selv. Det synes vi i Dansk Folkeparti er vigtigt, og det havde jeg da håbet at Danmarksdemokraterne også havde syntes.

Spørgeren.

Selvfølgelig er de forebyggende hjemmebesøg da vigtige. Men nu får kommunerne jo mulighed for at tilrettelægge det på en måde, så det rent faktisk også giver mening ude lokalt. For der er nogle ældre borgere, som det ikke giver mening for, altså nogle, der virkelig er friske, og som man tænker om: De har ikke brug for det her tilbud. Så er der andre, som faktisk kan være svære at nå, også med forebyggende hjemmebesøg, fordi de faktisk ikke ønsker at tage imod tilbuddet om hjemmebesøg. For folk kommer altså ikke bare fra kommunen og banker på døren og siger: Luk mig ind; jeg vil se, hvordan du bor. Man skal faktisk også tage imod tilbuddet.

Så igen vil jeg sige: Forebyggelse er rigtig, rigtig godt, og man vil stadig væk have mulighed for faktisk at have de her forebyggende hjemmebesøg fremover, hvis man vælger at prioritere det lokalt.

Ordføreren.

Ja, og det her handler jo netop om krav om tilbud om de forebyggende hjemmebesøg. Der er det bare helt afgørende for os, at man ikke beskærer noget, som i grunden er med til at sikre en værdig ældrepleje. Og de forebyggende hjemmebesøg er for os helt afgørende. Det er en central del af en værdig ældrepleje, at der kommer mennesker forbi og sikrer, at vores ældre får en værdig pleje og ikke ender med at sidde i lang tid i deres eget skidt og møg. Derfor ærgrer det mig, at regeringen og aftalepartierne i aftalen er med til at beskære den del.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Jeg giver ordet til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Noget af det fineste, jeg har været med til, har været leg på plejehjem: Når man sådan sammen med børn og forældre og ældre og medarbejdere synger sammen, leger med farvede tørklæder, vælger det allerflotteste rasleæg i kufferten, så bliver man glad helt nede i maven og man bliver en lille smule i tvivl om, hvem det egentlig er, der giver til hvem. Det er jo der, velfærd er allersmukkest. Det er, når det ikke bliver en ret eller en ydelse, men når velfærd er at være noget for nogen.

Uanset om man som ældre bor på plejehjem eller om man bor derhjemme, har vi jo som mennesker tre fuldstændig grundlæggende psykologiske behov: behovet for at føle selvstændighed, behovet for at føle kompetence, at vi selv kan, og behovet for at føle samhørighed med andre mennesker. Når vi bliver gamle, er der nogle ting, som vi ikke længere kan. Der er noget selvstændighed, vi mister, og derfor er det jo desto vigtigere, når der opstår de øjeblikke af, at man kan, og at man er sammen med nogen. Derfor er det allervigtigste for mig her, at et menneske altid er et formål i sig selv; et menneske må aldrig bare blive en opgave, der skal overstås.

Derfor er vi i Radikale Venstre også med. Vi synes, det er nogle smukke værdier, der ligger bag hele den ældrereform, som vi laver. Vi støtter både det her lovforslag og de fire andre. Jeg synes, vi skal måle os selv på, når vi om nogle år møder ældre, pårørende, medarbejdere, om der så er mere glæde i deres øjne. Er der mere menneske og mindre system, mindre opgave, mindre afkrydsning?

Der har været mange ordførere oppe før mig. Fordelen ved at være et lille parti er, at alle de andre har sagt alle de kloge ting om, hvad der er i lovforslaget. Så jeg tænkte, at jeg kunne lægge lidt til, for hvis det stod til os i Radikale Venstre, var der to ting, som vi gerne ville gøre meget mere end det, vi lykkes med her. Det første er: Vi skal selvfølgelig have sygeplejen ind i helhedsplejen. Det er faktisk en lille smule svært at snakke om helhedspleje, hvis der ikke er sygepleje. Der har vi, alle os partier uden om regeringen, haft et meget tæt samarbejde. Jeg tror, vi har sagt på hvert eneste møde, at vi ville have sygeplejen skrevet ind, og det kommer vi fortsat til at kæmpe for.

Det andet er, at jeg og vi i Radikale Venstre gerne vil give mennesker friheden til at være sig selv. Vi er forskellige igennem hele livet. Vi bliver jo ikke ens af at blive gamle, og derfor har jeg stadig væk en lille smule svært ved at forstå, hvorfor regeringen har gjort så meget ud af at opfinde en ny type plejehjem i stedet for bare at give frihed til alle plejehjem. Jeg ville jo ønske, at vi gav friheden til alle, og at vi gav alle ældre muligheden for selv at kunne vælge tilkøb. Det er faktisk et af de stærkeste ønsker fra mine radikale byrådsmedlemmer. Lad os da alle sammen få den frihed, og jeg forstår ikke, hvorfor regeringen er imod det.

Jeg vil gerne sige tak til ministeren for forhandlingerne. Tillykke med, at vi er kommet så langt. Jeg vil gerne sige en særlig tak til alle de oppositionspartier, som I andre også har været inde på, for et virkelig tæt forløb. Vi har holdt virkelig mange møder med hinanden, skrevet rigtig mange sms'er, koordineret virkelig tæt. Særlig tak til Danmarksdemokraterne, til SF, til Liberal Alliance og til Konservative. Nogle gange skal vi godt nok høre på meget som politikere, så jeg har bare lyst til at sige her fra talerstolen, så alle, der sidder derude og følger med, har hørt det, at især i fru Marlene Harpsøe og i fru Kirsten Normann Andersen har vi nogle sindssyg dygtige og dedikerede ældreordførere. Det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med jer.

Jeg synes, vi har fået lidt stof til eftertanke, i og med at vi er endt med at lave fem gigantiske lovforslag med sindssyg mange paragraffer. Vi har en regering, som bliver ved med at snakke om afbureaukratisering, og nu laver vi et monstrum af lovgivning, som både har taget meget tid at lave, men jo også kommer til at tage sindssyg meget tid for folk derude at sætte sig ind i.

Nu, hvor sundhedsstrukturen er faldet på plads, skal vi jo have tænkt sygeplejen ind i helhedsplejen, og derfor kunne jeg godt tænke mig her til allersidst i dag at spørge – måske vil ministeren sige det i sin tale – hvornår vi bliver indkaldt til forhandlingerne. Og kunne vi, please, nå at gøre det, så man kun stille det som ændringsforslag og have det med i loven, for ellers ender vi jo i den situation, at vi først stemmer én lov igennem, og så kommer vi lige om lidt til, at regeringen så kommer med en ny lov, som ændrer den her lov, og så skal folk bruge tid på at sætte sig ind i det. Det kommer til at give forvirring; det kommer til at gøre, at man skal bruge endnu mere tid på administration og bureaukrati derude.

Så opfordringen fra Radikale Venstre er: Regering, indkald os til forhandlinger om at tænke sygeplejen ind med det samme, så vi kan lave ændringsforslaget, og så folk kan bruge deres tid på at være sammen med de ældre i stedet for at skulle sætte sig ind i en ny lov.

Men som sagt støtter vi alle fem lovforslag.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Radikale Venstre. Så er det blevet ældreministeren.

Tusind tak for ordet, formand, og tusind tak også for debatten og indlæggene i dag. Også tusind tak til aftalekredsen for et godt og konstruktivt forhandlingsforløb. Der er ingen tvivl om, at det for hver og en i partierne er ældres trivsel, der er en hjertesag. Det har man kunnet mærke igennem det hele. Tusind tak for det. Det mener jeg også hele aftalen bærer præg af.

Jeg har glædet mig utrolig meget til at stå her i dag. Nu er jeg jo helt ude vestfra, faktisk næsten så langt, man kan komme, og derfor er jeg også vant til at dosere min begejstring og mine armbevægelser. Men jeg må indrømme, at i dag er en særlig dag, og jeg har også svært ved at skjule, at jeg er glad. Jeg er glad over, at vi her i salen i dag starter behandlingen af forslaget til ældrelov, og vi starter også behandlingen af hele det lovkompleks, som udmønter den samlede aftale om en reform af ældreplejen. Det er en reform, det er en ældrelov, hvor vi sætter den ældres behov og ønsker i centrum, og hvor den ældres behov ikke længere skal defineres bag et skrivebord på et kommunekontor, men hvor social- og sundhedshjælperen, social- og sundhedsassistenten selvfølgelig sammen med borgeren finder ud af, hvilken omsorg og pleje der er behov for i dag. Og de finder ud af, hvordan hjælpen og plejen skal tilrettelægges.

Det er en ældrelov, hvor vi viser tillid – hvor vi starter i tilliden – og hvor personalets faglighed kan udfolde sig, samtidig med de også slipper for at lave unødig dokumentation. For mig at se har vi helt uden intention, men det er der, vi er endt, fået et system, hvor vi har fået opbygget nogle kolonner i et excelark, som bare er vokset og vokset gennem tiden, hvor vi definerer standarder, som skal gælde for alle, hvor der er centrale visitatorer – der er faktisk 1.500 af dem ud over hele landet, langt væk fra borgerne – der har planlagt hjælpen for den ældre langt ud i fremtiden, og hvor minutterne på medarbejdernes stopure i al for høj grad har sat rammerne for, hvilken hjælp man som ældre kan få.

At det er blevet sådan, kan vi takke os selv for, for forvaltningen af ældreplejen er nemlig rammesat af lovgivning, som vi laver her i Folketinget. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi i dag behandler forslaget til ældrelov, hvor vi netop fastholder den nuværende retstilstand, og vi fastholder ældres rettigheder til at få dækket deres behov for hjælp og pleje og genoptræning, men vi tager et grundlæggende opgør med den måde, vi forvalter, styrer, kontrollerer og leverer plejen på.

At vi skifter styresystem, er altså ikke det samme som at se stort på borgerens retssikkerhed, tværtimod. Der skal stadig væk foretages en individuel, konkret vurdering, når der skal træffes forvaltningsretlige afgørelser; der skal stadig træffes afgørelser, nemlig ved indgangen til hjælpen. Og det er med akkurat de samme krav til afgørelser som i dag, og afgørelserne vil også stadig væk kunne påklages præcis som i dag. Kommunen får også pligt til at oplyse, hvilken hjælp man kan forvente at få lige netop i deres kommune, og det skal alt sammen styrke transparensen. Når vi nu med helhedsplejen giver plads til en løbende tilpasning af hjælpen, skal det selvfølgelig ske i dialog mellem medarbejderne og den enkelte ældre, så man ved, hvad man får. Det tror jeg særlig er noget af det, der vil styrke transparensen.

Vi skifter også styresystem, og det er altså overhovedet ikke det samme som at se stort på borgerens retssikkerhed, for der skal stadig væk foretages den individuelle vurdering, som jeg var inde på. Men det er med de samme krav som i dag, og vi skal også kunne påklage det som i dag, som jeg nævnte.

Med ældreloven forlader vi for mig at se en fattig forståelse af kvalitet defineret ved politikker, defineret ved standarder, og vi ser i stedet kvalitet i plejen og omsorgen, der starter i relationen. Og vi starter med det meget, meget simple spørgsmål: Hvad har du brug for i dag? Heldigvis er regeringen ikke de første, der har tænkt den her tanke. Man har igennem flere år hos både kommuner og private leverandører set erfaringer med faste teams, med tværfaglighed og med, hvordan vi kan være kreative og dygtige og samarbejde med civilsamfundet. Der har været velfærdsaftaler med kommunerne, som har arbejdet med frisættelse, og jeg mener også, at vi altid som lovgivere har en forpligtelse til at stå på viden om, hvad der virker. Vi har også en forpligtelse til at lytte til, hvad det er for nogle snubletråde, og hvad det er for nogle barrierer, der er derude. Og det er det vi gør med ældreloven.

Vi får nu, hvad jeg vil kalde en ambitiøs ældrelov, der bygger på tre grundlæggende værdier: selvbestemmelse for den enkelte ældre, tillid til medarbejdere og ledere, et samspil med pårørende, lokale fællesskaber og et sprudlende civilsamfund lokalt. Med forslaget til ældrelov skaber vi en ny rammelov, der regulerer ældreområdet selvstændigt. Dermed udskiller vi også ældreområdet fra socialområdet, og det er der faktisk en utrolig vigtig pointe i, for det at ældes, det at få nogle behov for pleje og omsorg på grund af alder, er jo helt normalt. Det at blive gammel og få behov for hjælp til forebyggelse og praktisk hjælp og pleje og genoptræning er ikke en særlig tilstand, der skal reguleres som et specialområde; det er ganske normalt, i takt med at man bliver gammel.

Med lovforslaget indfører vi helhedspleje, som er, vil jeg sige, krumtappen i den måde, hjælpen og plejen tilrettelægges på. Helhedspleje betyder, at Henny og Aksel dagligt netop bliver mødt med spørgsmålene: Hvad har du brug for i dag? Hvordan skal vi tilrettelægge det? Hvordan skal vi få det til at hænge sammen? De bliver spurgt af en medarbejder og medarbejdere fra det faste team, som kender dem. Og Hennys og Aksels svar og behov kan imødekommes med det samme, fordi den hjælp, der er tildelt fra kommunen, er rummelig og kan tilrettelægges fleksibelt og netop giver medarbejdere reelle muligheder for at bruge deres faglighed.

Med ældrelovens krav om helhedspleje, som jo både kommunale og private leverandører af hjemmehjælp skal leve op til, får vi et nyt – helt nyt – lovgivningsmæssigt skelet, som er en forudsætning for organiseringen i faste teams. Faste tværfaglige teams sikrer kontinuitet i en helhedsorienteret hjælp baseret på selvbestemmelse, tillid og samspil med pårørende, civilsamfundet og lokale fællesskaber.

Når vi taler om selvbestemmelse, er noget af det allervigtigste, som flere af ordførerne også har været inde på her i dag, blikket på det hele menneske: at ældre er mennesker, ikke opgaver, som flere har nævnt. Og det hele menneske fylder faktisk slet ikke i lovgivningen, som den er i dag. I dag er hjælpen til den ældre splittet op i opgaver, der udføres på bestemte tidspunkter, og den er i øvrigt slet ikke koordineret mellem de fagpersoner, der er i hjemmet.

Hvis man som plejepersonale skal vide, hvad den ældre har af ønsker til pleje og omsorg, mener jeg, det kræver, at man kender den ældres livshistorie. Derfor bliver de pårørende med deres kendskab til den ældre selvfølgelig også en vigtig samarbejdspartner i helhedsplejen. Det betyder selvfølgelig ikke, at pårørende pålægges opgaver eller forpligtelser, nej, men det betyder, at de pårørende skal høres, anerkendes og systematisk inddrages i et ligeværdigt samarbejde. Og når hjælpen tager udgangspunkt i det hele menneske, bliver det sociale velvære også et meget større fokusområde, f.eks. med hensyn til ensomhed, som er et stigende problem i vores samfund i dag. Faktisk er der så mange som 100.000 ældre, der er ensomme. Vi ved, at ensomhed har kæmpe konsekvenser for livskvalitet og helbred. Derfor er et tæt samspil med civilsamfundet og lokale fællesskaber også helt essentielt i ældreloven. Sådan et samspil kan jo ske på et hav af forskellige måder: fra at gøre Henny opmærksom på den lokale bridgeklub, når man kommer fra sit team, til uddannede demensvenner, der supplerer indsatsen på et plejehjem, og til at være en petanqueklub, som man er med i, længe inden man får brug for plejen.

For mig at se taler vi godt nok ikke om flødeskum på toppen af ældreplejen, men jeg mener, at vi taler om et gensidigt ligeværdigt samarbejde baseret på respekt, hvor pårørende, civilsamfundet og frivillige anerkendes som vigtige samarbejdsparter, men uden at man, som det gør sig gældende for pårørende, skal være tvunget til at have nogen forpligtelser. Og samspillet med civilsamfundet skal selvfølgelig ske med respekt for de forskellige parters egenart og den enkelte borgers egne ønsker. Det er dét samspil, det er at se det hele menneske, det er selvbestemmelsen, det er tilliden til medarbejderne og det øgede handlerum, de har, der tilsammen for mig at se kommer til at løfte vores ældrepleje. Tusind tak for ordet.

Der er et spørgsmål fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak til ministeren for talen. Jeg bemærkede, at ministeren gjorde meget ud af at understrege, at i forhold til klageadgang var alt, som det er i dag. Der vil jeg bare bede ministeren om at bekræfte, at det, der står i bemærkningerne til lovforslaget, jo er, og jeg citerer:

»Kommunens vurdering af, hvilket af kommunens forløb borger skal tilbydes bygges på skøn. Ankestyrelsen vil derfor som altovervejende udgangspunkt ikke kunne tilsidesætte kommunens vurdering af dette spørgsmål.«

Det er også det, som bl.a. Institut for Menneskerettigheder og Hjernesagen peger på, altså at der her reelt sker en svækkelse af borgerens klageadgang og retssikkerhed. Det er jo ikke, fordi vi har et ønske om, at vi skal have endnu flere borgere til at klage, eller at vi skal ansætte flere i Ankestyrelsen. Det er jo, fordi det også er et sikkerhedsnet for en som borger i det tilfælde, hvor man ikke får den hjælp, som man egentlig synes at man er berettiget til, og kommunen fastholder det niveau, for hjælp, der er blevet tilbudt.

Så vil ministeren ikke bare anerkende, at der i forhold til det her konkrete spørgsmål reelt ligger en forringelse af borgerens retssikkerhed? Og så kan håbet være, at helhedsplejen kommer til at fungere så godt, at der slet ikke er behov for at klage. Vi fjerner i hvert fald muligheden for at monitorere det og at sikre, at borgeren har den retssikkerhed igennem klagemuligheden til Ankestyrelsen.

Ministeren.

Jeg er utrolig glad for spørgsmålet, for jeg har siddet og trippet lidt. Jeg kan ikke bekræfte, at retstilstanden bliver dårligere. Det vil stadig være sådan, at man har ret til at få dækket sine behov for hjælp og pleje, og det, som Ankestyrelsen gør i det, vi har fremsat, er akkurat det samme som i dag. De vurderer de juridiske forhold, altså om en sag f.eks. er oplyst, eller om der er blevet partshørt osv. Skønnet kan Ankestyrelsen ikke tage stilling til i dag, og det kan de heller ikke med det nye.

Det er jo rigtigt, at der alt andet lige bliver færre afgørelser. For der, hvor borgeren kommer til at modtage en afgørelse, vil være i forbindelse med at få tilkendt et forløb og ikke i forhold til enkeltydelserne. Men når det hele i bund og grund også handler om retssikkerhed, mener jeg faktisk, at vi på mange områder styrker retssikkerheden med den ældrelov, som vi her fremsætter. Vi styrker den faktiske forvaltningsvirksomhed, vi styrker borgerens selvoplevede retssikkerhed, og vi giver også nogle nye muligheder i tilsynet.

Hr. Peder Hvelplund.

Der er jo lidt en udfordring. Lad os sige, at det er sådan, at borgeren og medarbejderen eller kommunen ikke er enige om den faktiske forvaltningsvirksomhed, altså den hjælp, man får tildelt. Jeg tror ikke, det er, fordi medarbejderen er et ondsindet menneske, der ikke er villig til at give den hjælp, men der kan jo være et ressourcemæssigt pres, der gør, at medarbejderen ikke er i stand til det. I sådan et tilfælde, hvor stiller det så borgeren i forhold til at klage over det? For nu udvider man jo ligesom rummet for skøn i forhold til helhedsplejen.

Tak. Ministeren.

Ankestyrelsen har ikke nu og kan heller ikke med det nye gå ind i en vurdering af skønnet. Det er alene de juridiske forhold. Derudover er hele idéen om faktisk forvaltningsvirksomhed jo noget af det, vi kender fra sundhedsområdet. Det er det, sygeplejersker gør hver eneste dag. Det er det, læger gør hver eneste dag. For det, der rimer på kvalitet, er faglighed. Det, der er værdien og kvaliteten i at styrke den faktiske forvaltningsvirksomhed, som jo faktisk er fuldstændig fraværende i dag, er lige præcis, at vi frigiver medarbejderes handlerum, fordi vi tror på, at det er i samarbejdet mellem den ældre og medarbejderne, at værdien i pleje og omsorg sker.

Der er ikke flere spørgsmål til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.