Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W ism.dk
Dato: 09-12-2024
Enhed: Patientsikkerhed og
Lovkvalitet
Sagsbeh.: Amila Nuhanovic
Koordineret med:
Sagsnr.: 2024 - 8642
Dok. nr.: 265891
Tilkendegivelse i forbindelse med Sundhedsudvalgets afgivelse
af betænkning til L 88
Til brug for udvalgets betænkning fremsendes hermed indenrigs- og
sundhedsministerens tilkendegivelser til L 88.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet blevet opmærksom på, at dele af følgende afsnit i
lovforslagets punkt 2.1.2 om Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning ikke er korrekt:
”Der kan således fortsat klages over offentligt ansatte tandlæger, tandteknikere og
tandplejere, eller tandlæger, tandteknikere og tandplejere, som udøver
sundhedsfaglig virksomhed, som finansieres af det offentlige. Der kan f.eks. være
behandling, hvor regionsrådet giver tilskud til tandpleje til patienter, der har
betydelige tandproblemer som følge af visse typer kræftbehandling, Sjøgrens
syndrom og medfødte sjældne sygdomme, jf. sundhedslovens § 166.«
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan oplyse, at »Der kan f.eks. være behandling,
hvor regionsrådet giver tilskud til tandpleje til patienter, der har betydelige
tandproblemer som følge af visse typer kræftbehandling, Sjøgrens syndrom og
medfødte sjældne sygdomme, jf. sundhedslovens § 166«, rettelig ikke bør fremgå af
bemærkningerne, idet der som følge af de foreslåede regler alene vil kunne klages
over tandbehandlinger, der er fuldt offentligt finansieret.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan oplyse, at der rettelig som eksempel kunne
være nævnt »Det kan f.eks. være specialiseret tandpleje, som regionsrådet tilbyder
børn og unge under 22 år med tandlidelser, der uden behandling medfører varig
funktionsnedsættelse.«
Det skal understreges, at forslaget ikke har betydning for patienters mulighed for
erstatning for skader efter de særlige og gunstige regler, der gælder på
sundhedsområdet. Patienter vil således fortsat kunne ansøge om erstatning for
skader hos en tandlæge, tandplejer eller tandtekniker hos Patienterstatningen,
ligesom Patienterstatningens afgørelser fortsat vil kunne ankes til Ankenævnet for
Patienterstatningen, der sekretariatsbetjenes af Styrelsen for Patientklager.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde