Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 2267
Den 2. december 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 6 til L 84, forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse (Ændring af regler om udvidet producentansvar for emballage og
engangsplastprodukter m.v. samt supplerende bestemmelser til batteriforordningen) stillet den 29.
november 2024 af ikkemedlem af udvalget Sascha Faxe (ALT).
Spørgsmål nr. 6 til L 84
”Vil
ministeren oplyse, hvordan lovforslaget ville se ud, hvis der kun var én kollektiv ordning?
Herunder, hvor meget mindre bøvl og bureaukrati det ville medføre?”
Svar
Det vil være en meget betydelig ændring af lovforslaget, hvis løsningen skal ændres således, at der kun
er én kollektiv ordning ad gangen. Det vil indebære, at der skal fastsættes regler for, hvordan den ene
kollektive ordning skulle udpeges. Det kunne f.eks. være gennem jævnlige udbud af opgaven for en
årrække ad gangen eller ved at tildele en eneret, som det er tilfældet med reguleringen af pant- og
retursystemet for drikkevareemballager. Muligvis vil der også som følge af den monopollignende
tilstand skulle indføres en mere detaljeret regulering af den ene kollektive ordning. Det indebærer også
stillingtagen til, om der kun skal være én kollektiv ordning for både husholdningsemballageaffald og
erhvervsemballageaffald, eller om der skal være én kollektiv ordning for hhv. husholdnings- og
erhvervsemballageaffald.
Hvis der kun er én kollektiv ordning vil den administrative opgave med tildeling af affald frafalde, da
den ene kollektive ordning ville have ansvaret for alt affald og derfor vil skulle samarbejde med alle
kommuner. På den anden side medfører løsningen med flere kollektive ordninger, at der skabes
konkurrence om at give den bedste og mest effektive service til producenterne.
Jeg vil foreslå, at vi vender spørgsmålet i aftalekredsen i forbindelse med den aftalte evaluering i 2027.
Magnus Heunicke
/
Nina Espegård Hassel
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk