Tak for det. Der er lidt mystik i denne sag – for at citere en tidligere socialdemokratisk ordfører. Det står nemlig ikke klart, hvem der egentlig bliver glad for den her udbygning. Når man stiller spørgsmålet »Hvorfor?«, får man konsekvent svaret »Fordi«. »Fordi« dækker over, at det har man nemlig bestemt.
Når man så ser på høringssvarene, er det åbenlyst, at der er en folkelig modstand mod en stor del af forslaget – ikke bare af typen, der handler om, at det ikke skal være i min baghave eller – endnu værre – gennem mit hus, men faktisk mere fra de daglige brugere af vejen, som siger, at der ikke er noget problem. De henviser gerne til, at der var et stort lokalt møde i januar, og på det lokale møde i januar blev der fremlagt tre forskellige forslag: et, som var det vidtgående med en to plus en-løsning, et, som var lidt mere en mellemvej, og et, som i virkeligheden kun handlede om at få lavet den cykelsti langs med vejen. Det har jeg jo hørt positive udtryk for her i ordførerkredsen, altså at det er godt, at der kommer en cykelsti.
Men det er jo mærkeligt, at man så har sådan en høringsrunde, hvor man tager ud og laver et møde med dem, der rent faktisk bruger vejen, og hvad sker der så? Så sker der det, at så laver man en høringsfase, som er på under en måned, og når man så har fået mere end 80 indsendte høringssvar, kan man se, at der er overraskende mange af de daglige brugere af vejen, som siger, at trafikken faktisk glider udmærket, og at det er meningsløs spild af penge.
Når man så har færdiggjort høringsfasen, har Vejdirektoratet bearbejdet noget af det, og så har Transportministeriet, inden man har fået den bearbejdning, allerede besluttet, at det skal være den vidtgående løsning, der bliver besluttet, nemlig den der to plus en-løsning. Se, det er jo egentlig alvorligt i forhold til tilliden til den politiske proces, og det er jo noget, vi arbejder lidt med for tiden herinde. Det duer jo ikke, at man laver et møde og en høringsfase, og at man så sådan set, inden resultatet heraf er nået frem, har besluttet, hvad det er for en løsning, der skal vælges.
Så er der alle de mange penge, som skal bruges til noget, som de lokale brugere åbenbart opfatter som meningsløs spild af penge. Det er en halv milliard. Kunne man ikke bruge det til i stedet så at udbygge den kollektive trafik eller noget andet? Det eneste svar, man får, når man stiller de her »hvorfor«-spørgsmål, er: Jamen det har vi bestemt.
Så jeg vil foreslå, at man tænker sig rigtig, rigtig godt om, inden vi når til andenbehandlingen.