Beskæftigelsesudvalget 2024-25
L 75 Bilag 9
Offentligt
2952548_0001.png
Islands Brygge 32D
2300 København S
Tlf. 3524 6000
Mail: [email protected]
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Sagsnr. 24-6808
Vores ref. ANKI
Deres ref
Den 9. december 2024
Vedr. L75 forslag til lov om ændring af lov om organisering og
understøttelse til beskæftigelsesindsatsen mv. lov om arbejdsmiljø og
forskellige andre love. Samt ændringsforslag til denne.
Beskæftigelsesministeren har fremsat ovennævnte lovforslag og har fremsat ændringsforslag
til forslaget. FH har afgivet høringssvar til lovforslaget, som er vedlagt.
FH har i høringssvaret tilkendegivet, at det er meget væsentligt for lønmodtagersiden, at
parterne bevarer deres indflydelse på regeldannelsen, og at vi bevarer indstillingsretten i
forhold til partsmidlerne på arbejdsmiljøområdet ca. 42 mio. årligt, selvom Arbejdsmiljørådet
nedlægges.
FH’s ønske om parternes fortsatte ret til medinddragelse i regeldannelsen på
arbejdsmiljøområdet er blevet imødekommet ved, at det i de specielle lovbemærkninger til
lovforslagets §2, nr. 3 fremgår, at der sker en medinddragelse i form at ret til at afgive
bemærkninger inden reglerne fastsættes
Derimod er FH’s ønske om at bevare indstillingsretten i forhold til partsmidlerne ikke blevet
imødekommet. Det har hidtil fremgået direkte af arbejdsmiljølovens §68a, stk. 1, at parterne
indstiller til ministeren, hvordan partsmidlerne, der er tilvejebragt efter den tidligere §68
fordeles til gennemførelse af arbejdsmiljøindsatsen. Denne ret er ikke længere forankret i
loven jf. lovforslaget, og det fremgår heller ikke af ændringsforslaget, at det lægges op til at
det skal ske. Det er meget væsentligt, at der sker en forankring i loven af denne
indstillingsret, så der for parterne er sikkerhed for, at man kan bevare indflydelsen i forhold til
anvendelsen af partsmidlerne.
Jeg skal derfor bede udvalget om at tage dette med i udvalgsarbejdet samt medtage det, når
der afgives betænkning til brug for 2. behandling af lovforslaget.
Venlig hilsen
Flemming Grønsund
Næstformand FH