Mange tak. Jeg skal gøre det kort. Regeringen vil jo med det her lovforslag forenkle en del af de lokale og regionale strukturer på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet og så i stedet oprette det her nye arbejdsmarkedsråd. Det er noget, vi bifalder i Liberal Alliance. Vi synes egentlig, det er et meget godt forslag.
Men det, som prægede førstebehandlingen og også har præget det videre arbejde i Folketinget og i udvalget, er, at beskæftigelsesministeren planlægger at holde en meget stor del af aktørerne uden for det her nye råd, altså de aktører, vi har brug for at lytte til, i forhold til hvad det er for en beskæftigelsespolitik og arbejdsmiljøpolitik, vi laver. Det er jo perspektiver, vi synes er fuldstændig relevante at have med, men man vælger kun at give en plads til FH, DA, KL, Danske Regioner og Akademikerne. Det vil sige, at alle de uafhængige og lederne jo ikke er med. Det synes vi i Liberal Alliance og også i Konservative med det her ændringsforslag er noget, vi selvfølgelig skal have rettet op på, så vi kan få alle perspektiverne med, når vi nedsætter et arbejdsmarkedsråd. Det skal basere sig på den virkelighed, vi har på det danske arbejdsmarked.
Da vi snakkede om det her til førstebehandlingen, var der hverken afvisning fra regeringspartierne eller ministeren. Derfor håbede vi, at der var en åbenhed for det her. Det har der ikke været. Derfor har vi sammen med Konservative stillet det her ændringsforslag, hvor det eneste, vi beder om, er, at sammensætningen afspejler, hvilke arbejdsmarkedsorganisationer arbejdsgiverne og de danske lønmodtagere selv har valgt at blive medlem af, så de også bliver repræsenteret, og at der selvfølgelig ikke skal lægges vægt på ideologi eller antal kollektive overenskomster, som man har tegnet.
Det synes vi ikke er urimeligt. Og der synes vi, at de partier, der ikke vil det, skylder et svar på, hvorfor det er, man ikke vil have, at det bliver bredt repræsenteret, så vi får nogle gode perspektiver og et godt grundlag at lave vores beskæftigelsespolitik på. Så jeg håber, at de vil tage ordet og fortælle, hvorfor man ikke mener, at de her hundredtusindvis af mennesker også skal repræsenteres i vores nye arbejdsmarkedsråd. Tak for ordet.