Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2024-25
L 69 Bilag 1
Offentligt
2926051_0001.png
Høringsnotat
Høringsnotat vedr. fornyet høring over forslag til lov om ændring af lov om elforsyning,
lov om gasforsyning og straffeloven (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet m.v.)
Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om gasforsyning og
straffeloven (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet m.v.) blev sendt i ekstern
høring den 2. juli 2024 med frist for afgivelse af høringssvar den 22. august 2024.
Herefter er der blevet foretaget en fornyet høring over pkt. 4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger. Den fornyede høring blev sendt i ekstern høring den
27. september og havde frist for afgivelse af høringssvar den 4. oktober 2024. Den
fornyede offentlige høring skyldes, at lovforslaget forventes at medføre økonomiske
konsekvenser for Forsyningstilsynet, der skal gebyrfinansieres af Energinet,
netvirksomheder og elhandelsvirksomheder.
Følgende 4 høringsparter har fremsendt bemærkninger til lovforslaget:
Energinet
Forbrugerrådet TÆNK
Forsyningstilsynet
Green Power Denmark
Kontor/afdeling
El
Dato
07-10-2024
J nr.
2023-12235
/jge,
I det følgende vil de væsentligste punkter i de indkomne høringssvar blive
gennemgået efterfulgt af ministeriets bemærkninger. Bemærkningerne er markeret
med kursiv. For detaljerede oplysninger om svarenes indhold henvises der til de
fremsendte høringssvar, som kan ses på Høringsportalen.
Økonomiske konsekvenser for Forsyningstilsynet
Ministeriet bemærker indledningsvist, at den fornyede offentlige høring over
lovforslaget skyldes, at lovforslaget forventes at medføre økonomiske
konsekvenser for Forsyningstilsynet i form af et ressourcebehov som følge af
varetagelsen af de opgaver, der pålægges Forsyningstilsynet i elmarkedsreformen.
Forsyningstilsynets ressourcebehov gebyrfinansieres af Energinet,
netvirksomheder og elhandelsvirksomheder.
Forsyningstilsynet bemærker, at ressourcebehovet i lovforslaget, der udgør 3,3
mio. kr. pr. år i 2025-2027 og 4,2 mio. kr. i 2028, er i overensstemmelse med det,
som Forsyningstilsynet har oplyst til bl.a. Energistyrelsen.
Energinet bemærker, at de forstår den økonomiske regulering af Energinet sådan,
at Energinets omkostningsstigning som følge af Forsyningstilsynets gebyrstigning
kan dækkes som meromkostning, der ikke er omfattet af effektiviseringskrav.
Energistyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
T: +45 3392 6700
E: [email protected]
www.ens.dk
Side 1/3
L 69 - 2024-25 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra klima-, energi- og forsyningsministeren
2926051_0002.png
Forbrugerådet TÆNK understøtter, at Forsyningstilsynet til enhver tid skal have de
tilstrækkelige ressourcer til at varetage sine tilsynsopgaver, herunder ifm.
gennemførelsen af elmarkedsreformen. Forbrugerrådet TÆNK udtrykker i
forlængelse heraf bekymring over, at det følger af regeringens forslag til finanslov
for 2025, at der er planlagt besparelser på Forsyningstilsynets tilsynsopgaver.
Green Power Denmark er uforstående over for gebyrstigningen, når det samtidig
følger af regeringens forslag til finanslov for 2025, at der er planlagt besparelser på
Forsyningstilsynets tilsynsopgaver. Green Power Denmark mener, at det er
modsatrettet, at Forsyningstilsynet kan opkræve gebyrer til varetagelse af nye
opgaver i elmarkedsreformen.
Ministeriets bemærkninger:
Fsva. høringssvaret fra Forsyningstilsynet noterer Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet (KEFM), at ressourceforbruget i lovforslaget stemmer
overens med det, som Forsyningstilsynet har oplyst til bl.a. Energistyrelsen.
Fsva. høringssvaret fra Energinet bemærker KEFM, at fortolkningsspørgsmål om
forholdet mellem Forsyningstilsynets gebyropkrævning og den økonomiske
regulering af Energinet bør besvares af Forsyningstilsynet, da det
Forsyningstilsynet, der udsteder bekendtgørelse om indtægtsramme og
reguleringsregnskab for den, der varetager systemansvarlig virksomhed.
Fsva. høringssvar fra Forbrugerrådet TÆNK, så tager KEFM høringssvaret til
efterretning. Forsyningstilsynet bidrager med et opgavebortfald svarende til 12
årsværk som led i regeringens ambition om at reducere antallet af ansatte i staten
med 1.000 årsværk. Generelt gælder det, at udvælgelsen af opgavebortfald har
været baseret på vurderinger af, hvor implikationerne ved et opgavebortfald
forventes at være begrænset. Ministeriet deler opfattelsen af, at Forsyningstilsynet
skal have tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed til varetagelse af tilsynets
tilsynsopgaver og bemærker desuden vigtigheden af, at opgavebortfaldet
implementeres hensigtsmæssigt, så konsekvenserne for Forsyningstilsynets
kerneopgaver reduceres mest muligt, herunder tilsynet med at sikre fair og lige
konkurrencevilkår på elmarkedet, forbrugerbeskyttelse mv.
Fsva. høringssvar fra Green Power Denmark, vurderer KEFM, at omfanget af
Forsyningstilsynets opgaver svarer til en minimumsimplementering af
elmarkedsreformen. Opgaverne følger direkte af reformen og er nødvendige for at
sikre retmæssig implementering. Dertil følger det af reformen, at opgaverne kun
kan udføres af den uafhængige myndighed, hvilket i Danmark er
Forsyningstilsynet.
Det er bl.a. bestemt i elmarkedsdirektivets artikel 57, stk. 5, at den uafhængige
myndighed (Forsyningstilsynet) skal sikres en budgetmæssig autonomi, og at det
Side 2/3
L 69 - 2024-25 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra klima-, energi- og forsyningsministeren
2926051_0003.png
skal sikres, at Forsyningstilsynet har alle de nødvendige personalemæssige og
finansielle ressourcer til at varetage sine opgaver og udøve sine beføjelser på en
effektiv og virkningsfuld måde. Tilsynets budgetmæssige uafhængighed er
endvidere fastsat ved lov i lov om Forsyningstilsynet. Gebyrfinansieringen af disse
opgaver, som tilsynet udfører i medfør af EU-lovgivningen sikrer, at tilsynets
indtægter modsvarer opgaverne og sikrer samtidig tilsynets budgetmæssige
autonomi, der også følger af EU-retten.
Forhøjelse af Forsyningstilsynets gebyrramme som følge af lovforslaget mhp.
gennemførsel af elmarkedsdirektivet skal ses særskilt fra reduktionen af
Forsyningstilsynets gebyrramme som følge af det politiske prioriterede
opgavebortfald. Det politiske prioriterede opgavebortfald omfatter identifikationen af
konkrete opgaver, der i dag varetages af Forsyningstilsynet, der kan reduceres
fremadrettet og derved medfører reducerede gebyropkrævninger relateret hertil.
Implementeringen af elmarkedsdirektivet indebærer derimod en tilførsel af nye
opgaver, som Forsyningstilsynet skal varetage fremadrettet og som derved
forudsætter finansiering gennem opkrævning af gebyrer.
Side 3/3