Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 66:

Forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven og lov om Familieretshuset. (Styrkelse af barnets ret til begge forældre, herunder barnets bedste ved samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse, samt forældreansvar for forældre, der er dømt for gentagen vold i nære relationer).

Af social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen).

(Fremsættelse 24.10.2024).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tusind tak for ordet. Det står klart for os alle sammen, at det her lovforslag omhandler et enormt sensitivt emne, fordi det har så store konsekvenser for de børn, der er endt i midten af familier med konflikter. Lovforslaget bygger på en aftale, som Folketingets partier indgik til at forbedre familieretssystemet tilbage i november sidste år. Her blev vi enige om en række tiltag, der skal styrke barnets ret til begge forældre, understrege forældrenes ansvar for at skærme barnet mod deres indbyrdes konflikter, og det er der brug for.

Med lovforslaget har vi fundet en balance, hvor man på den ene side set har hensynet til effektivt at sikre barnets ret til begge forældre og på den anden side sikre, at alle afgørelser efter forældreansvarsloven fortsat træffes ud fra en konkret vurdering af barnets bedste og med inddragelse af barnets perspektiv.

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at forældrefremmedgørelse får en konsekvens, og at man altid foretager en konkret vurdering for barnets bedste. Helt konkret betyder forslaget, at forældrefremmedgørelse og chikane får sin egen og tydelige plads i loven, for lovforslaget indskærper samtidig, at forældre, som har udøvet vold gentagne gange i nære relationer, ikke kan få forældremyndigheden over barnet. Det er nødvendigt, fordi vi selvfølgelig må anerkende, at der kan være grunde til, at en forælder skærmer sit barn mod den anden forælder, f.eks. som i sager med vold og misbrug. Helt centralt i forslaget står også hensynet til barnet.

Til slut vil jeg også sige, at de mange høringssvar har gjort indtryk, og at vi derfor også politisk ønsker at følge loven tæt. Socialdemokratiet bakker op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Som ordføreren også nævner, er man i hvert fald i stort set alle høringssvar enige om, at definitionen af forælderfremmedgørelse er forkert.

Så gør det, at ordføreren får kolde fingre, i forhold til om vi har ramt plet med den definition af forældrefremmedgørelse? Og får ordføreren også kolde fødder, i forhold til om definitionen forældrefremmedgørelse overhovedet skal indføres?

Ordføreren.

Uanset om det er kolde fingre eller kolde fødder, føler jeg faktisk, at jeg både har kolde fingre og kolde fødder, altså helt konkret, for jeg synes, der er meget koldt i salen. Men for at være sådan dybt seriøs og svare på ordførerens spørgsmål kan jeg sige, at jeg har læst de mange høringssvar med alvor, og at jeg også har deltaget i de tekniske fremstillinger fra ministeriets side og i drøftelser med andre gode ordførere omkring det her. Jeg synes, at det kræver, at vi nu tager førstebehandlingen her, og så er der jo gudskelov også en anden- og en tredjebehandling, og så må vi samlet diskutere, om der skal laves justeringer.

Det, at vi har en anden- og en tredjebehandling i Folketinget, selv om der er rigtig mange, der måske tænker, at det bare er formalia, rummer jo i virkeligheden også en periode, hvor man kan have nogle refleksioner og eventuelt også lave nogle justeringer. Jeg vil hverken sige til eller fra, men bare sige, at vi lige er nødt til at få diskuteret det i vores gruppe.

Spørgeren.

Jeg beklager den her forveksling, og jeg mente selvfølgelig »fødder«. Så det er bare lige for at være helt klar: Mener ordføreren, at vi har ramt plet med det her lovforslag? Eller håber ordføreren, at vi får videreudviklet lidt i behandlingen?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg sådan kan komme tættere ind på det. Altså, vi er nødt til lige at diskutere det igen. For det er nogle vigtige høringssvar, der er givet. Jeg synes jo også, at det har været en aftale, der har været vigtig for Socialdemokratiet, fordi det handler om, at et barn har retten til to forældre, altså i det hele taget arbejdet og kampen om, at børn har en selvstændig og egen ret.

Men vi er jo stadig væk også nødt til på den ene side at sikre, at man ikke optrapper konflikter, og at man også giver en reel mulighed for, at et barn ser begge forældre, men at man også får skærmede situationer, hvor der ikke er det. Det bliver måske et svar, der er en lille smule vagt, men jeg synes også, jeg sagde første gang, at vi også er nødt til at diskutere det i gruppen imellem behandlingerne.

Tak. Så er der en kommentar fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for talen. Det var hård kost at læse de der høringssvar. Jeg tror aldrig, at jeg har læst så mange kritiske høringssvar til et lovforslag, og jeg går ud fra, at det også var hård kost for ordføreren.

Når ordføreren siger, at der skal være et møde i gruppen, er det så i forhandlingsgruppen i Socialministeriet, hvor ordførerne bliver indkaldt, så vi kan prøve at rette op på det her sammen?

Ordføreren.

Vi har jo fået den tekniske gennemgang i ministeriet. Det, jeg mente, var jo, at jeg, ligesom hr. Torsten Gejl drøfter det med sine kollegaer i Alternativet, også er nødt til at drøfte det med mine kollegaer. Og jeg synes, at det er nogle høringssvar, vi er nødt til at kigge på og følge, og derfor går vi tilbage og diskuterer det igen. Jeg vil jo også sige, at det med hensyn til aftalen handler om at tage udgangspunktet i barnet og sikre, at børnene har muligheden for og retten til begge forældre.

Samtidig kan vi jo læse i høringssvarene, at der på begge sider er en stor kritik af, om vi har ramt rigtigt. Så er spørgsmålet, om man kan lægge noget i justeringerne, som kan gøre det endnu tættere. Det er vi jo for det første nødt til at diskutere internt hos os selv, men vi er også nødt til at drøfte det i en fælles ordførerkreds i forhold til aftalepartierne. Og jeg synes jo også, at det giver mening at drøfte det i udvalget.

Spørgeren.

Den sidste del af svaret er jeg rigtig glad for. Det er jo fint, at vi i Socialdemokratiet og Alternativet skal drøfte det i vores grupper. Men det, som er utrolig vigtigt, er, at vi får et møde mellem behandlingerne her, et reelt forhandlingsmøde, hvor vi får drøftet det, sådan at de organisationer, vi altid lytter mest til, når det handler om børnesager, synes vi bliver ramt lidt mere præcist.

Ordføreren.

Jeg skal jo nok give ønsket fra Alternativet videre til ministeren, men jeg er også helt sikker på, at ordføreren selv bringer det op, når ministeren kommer på talerstolen. Jeg vil også bruge min tid på at opfordre til, at de organisationer også søger foretræde, når vi behandler sagen. Jeg synes i virkeligheden, at det har vist sig, at den demokratiske proces virker.

Først var der høringsprocessen, så er der lavet nogle justeringer, så er der kommet nye høringssvar, og så har vi haft behandlinger, hvor vi har givet hinanden håndslag på, at vi er nødt til at kigge på det. Og det viser jo, at den demokratiske proces virker, og vi skal jo først have stemt om det til allersidst, så der er stadig væk en mulighed for justeringer.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at børn kommer i klemme, når forældrene er i konflikt. Barnet må ikke blive et våben i forældrenes kamp. Det er barnets trivsel, der er det vigtigste her. Men vi ser jo desværre en række tragiske eksempler på, at det sker – at børn og gensidige beskyldninger bliver våben i meget ophedede konflikter.

Med det her lovforslag tager vi en række skridt for at undgå, at det sker. Der er gode bestemmelser om det forebyggende arbejde og en tydeliggørelse af Familieretshusets mulighed for at arbejde forebyggende for at undgå, at konflikter udvikler sig. Vi sætter fokus på, at man hurtigere skal kunne identificere og dermed have en stærkere faglighed omkring forældrefremmedgørelse, og vi styrker Familieretshusets konfliktnedtrappende tilbud. Der er bestemmelser, som øger retssikkerheden, og længere frister ved afgørelser om samvær, så forældrene kan få adgang til rådgivning. Der er bestemmelser om kontaktbevarende samvær og beskyttelse af børn i tilfælde af vold. Det er alt sammen gode og vigtige tiltag.

Så indskriver vi forælderfremmedgørelse direkte i lovens bestemmelser. Det har skabt debat. Det er et følsomt emne, og her skal vi ramme den rigtige balance. Det har vi forsøgt i forberedelsen af lovforslaget ved at tydeliggøre konsekvenserne af forældrefremmedgørelse, samtidig med at vi fremhæver barnets perspektiv. Men jeg vil gerne erkende, at de mange kritiske høringssvar fra stærke og gode organisationer og foreninger og råd har gjort indtryk. For de advarer jo alle om, at vi måske ikke har ramt definitionen af forældrefremmedgørelse helt rigtigt. Der er herunder stærke advarsler om, at vi risikerer, at der bliver truffet afgørelser, der ikke er til barnets bedste, og at der er risiko for, at forslaget både kan ramme voldsramte forældre, og at vi ikke beskytter barnet tilstrækkeligt mod en voldelig forælder.

Derfor håber jeg, at vi sammen i udvalgsbehandlingen kan tale om, om vi i lovens bemærkninger har fundet den helt rigtige definition af det begreb, hvor der ikke findes klare, entydige definitioner. Vi har med forslaget valgt at definere det som en forælders bevidste brug og manipulation af barnet i forhold til den anden forælder med det sigte, at den anden forælder mister kontakt med barnet. Det er den definition, vi har valgt, men det er jo en definition, der tager udgangspunkt i forældrenes opførsel, og jeg har derfor noteret mig, at Børnerådet, støttet af en række andre foreninger og organisationer, anfører, at hvis vi gør forældrefremmedgørelse til et begreb i loven eller i vejledningen – og det er de jo imod – så er det afgørende, at det i stedet tager udgangspunkt i barnets adfærd og behov frem for i forældrenes konflikt.

Her kan der jo hentes inspiration fra Norge, hvor forælderfremmedgørelse i en vejledning defineres som, når et barn konsekvent og over længere tid udtrykker stærke negative følelser – had, raseri, frygt – over for en forælder, som ikke er i overensstemmelse med barnets faktiske erfaringer med denne forælder. Den definition tænker jeg på mange måder rammer det, vi gerne vil, nemlig at tage udgangspunkt i barnet, og det håber jeg vi kan drøfte i udvalgsbehandlingen.

Men Venstre bakker op om lovforslaget, og vi mener, at vi med forslaget har fundet balancerne – og en balance mellem på den ene side hensynet til effektivt at sikre barnets ret til begge forældre og på den anden side at sikre, at alle afgørelser efter forældreansvarsloven fortsat træffes ud fra en konkret vurdering af barnets bedste og med inddragelse af barnets perspektiv.

Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen og de fortsatte drøftelser med alle partier og håber, at vi kan findes fælles fodslag – med forskellige overvejelser, men fælles fodslag – i forbindelse med en styrkelse af det helt grundlæggende princip, der ligger til grund for loven, nemlig at vi skal undgå, at børn kommer i klemme, når forældrene er i konflikt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og den næste ordfører i rækken er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Det her handler jo om, at vi for godt et år siden indgik en bred aftale omkring det familieretlige system, og aftalens intention er at styrke barnets ret til begge forældre og understrege forældrenes ansvar for at skærme barnet mod deres konflikter. Det er forældres pligt at sikre, at barnet ikke gøres til et våben i relationen mellem dem. Derfor skal samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, i forældreansvarssager, i højere grad end i dag stoppes og også medføre en konsekvens for den forælder, der med vedvarende grundløs chikane forhindrer barnets kontakt med den anden forælder, og den her aftale handler jo om at styrke netop barnets ret til begge forældre og også at understrege forældrenes ansvar og skærme barnet mod deres konflikter.

De fleste husker også nok den debat, der har været gennem årene, og herunder også TV 2's dokumentar »Med børnene som våben«, hvor tusindvis af børn kommer i klemme, når deres mor eller far beskylder den anden for de værste ting og inddrager børnene i deres indbyrdes skilsmissekrig. Løser vi så skilsmissekonflikterne godt nok i Danmark? Nej. For tusindvis af børn har jo igennem årene kontaktet BørneTelefonen, fordi deres forældre enten er skilt eller skal skilles. Mange af disse børn fortæller, at deres forældre samarbejder dårligt. De fortæller om forældre, der skændes, taler grimt om hinanden og nægter at tale sammen eller samarbejde. Samarbejder forældrene ikke efter en skilsmisse, går det ud over børnene, og har forældrene åbenlyst en konflikt kan konsekvenserne være alvorlige.

Det er forældrenes pligt at sikre, at barnet ikke gøres til våben i relationen mellem dem. Derfor skal samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, i forældreansvarssager i højere grad end i dag stoppes. Så er min bekymring, om det her lovforslag så også lever op til de intentioner. Det er jo så det store spørgsmål. Jeg har nogle bekymringer, i forhold til om vi rammer helt plet, for jeg tænker også, at det er vigtigt, at vi får forældrefremmedgørelse indskrevet som psykisk vold under § 243.

Når man læser avisen, er der jo også eksperter, der er ude at sige, at i forhold til den lovgivning, der foreligger her, kan forældre stadig chikanere sig til en forældremyndighed, og det er i hvert fald ikke Danmarksdemokraternes ønske. For Danmarksdemokraterne er det vigtigt, at udgangspunktet er barnets ret til begge forældre. Men det er også vigtigt at sige, at der er nogle børn, der ikke skal have kontakt til den ene eller den anden forælder, og det kan der være årsager til. Det kan være vold, seksuelle overgreb eller andet. Det er selvfølgelig også vigtigt, at vi i de sager skærmer barnet.

Det her forslag søger så at ændre forældreansvarsloven og lov om Familieretshuset, netop med en styrkelse omkring barnets ret. Der er flere punkter i lovforslaget, bl.a. en indsættelse af den nye bestemmelse i forældreansvarsloven, hvor man kræver, at Familieretshuset og familieretten inddrager hensynet til barnets ret til kontakt med begge forældre samt konsekvenserne af samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse ved vurderingen af barnets bedste.

Det, der også er bekymrende, synes jeg, i forhold til det, Nina Palesa Bonde er ude at sige i Ekstra Bladet, er jo netop, at det er vigtigt, at man hurtigst muligt sikrer, at barnet enten får overværet samvær eller kontaktbevarende samvær, selvfølgelig afhængigt af hvad det handler om. For det, vi ved, er jo, at tiden er en kæmpestor faktor i det her. Vi har set en ny højesteretsdom, hvor den ene faktisk vinder højesteretssagen, og hvor man, selv om man, kan man sige, i 4 år har afholdt den anden forælder fra at se barnet og har været med til at fremmedgøre barnet over for den anden forælder, vinder alligevel, og det er jo gerne det, vi skulle have stoppet i forhold til det her. Det må aldrig nogen sinde kunne betale sig at fremmedgøre et barn over for den anden forælder eller holde et barn væk fra den anden forælder, medmindre der er helt gyldige årsager til det.

Derfor synes jeg, at det selvfølgelig er et vigtigt skridt med det her lovforslag og også at ville tydeliggøre forældrefremmedgørelse i lovgivningen, for det er jo desværre også det, vi har været vidne til foregår, men jeg synes jo også, at forældrefremmedgørelse er psykisk vold. Det er jo psykisk vold over for den anden part.

Vi bliver nødt til også at have fokus på barnet i det her og barnets ret til begge forældre. Men kan vi så gøre mere? Ja, vi kan gøre meget mere. Vi gør overhovedet ikke nok i dag, og det er jo også derfor, vi desværre ikke har nogen viden om, hvorfor den ene eller den anden part får afslag på kontaktbevarende samvær. Vi ved ikke hvorfor. Vi ved heller ikke, hvorfor man får afslag på overvåget samvær. Så derfor er jeg også glad for, at der nu kommer til at være en undersøgelse omkring det, så vi kan få noget mere viden på det her område.

Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen. Vi har også nogle afklarende spørgsmål undervejs. Jeg kan se, at tiden er gået. Tak for ordet.

Den første, der får ordet, er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak til ordføreren, fru Karina Adsbøl, for en god tale. Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Karina Adsbøl, ordføreren, hvad hun tænker om det her forslag om i virkeligheden at definere forældrefremmedgørelsen med udgangspunkt i den forskel, der kan være på det, barnet udtrykker, og det, barnet oplever, og at man dermed sætter barnet i centrum for at kunne forstå, hvornår forældrefremmedgørelse finder sted. Hvad tænker ordføreren om det forslag, som jo er kommet fra Børnerådet og en række organisationer med baggrund i den norske praksis og den norske definition?

Ordføreren.

Netop i forhold til den dokumentar, der kørte, »Med børnene som våben«, kom jeg til at tænke på mange af de interviews, der var bagefter med nogle børn, hvor nogle af børnene fortæller, at den ene forælder simpelt hen fik dem til at skrive grimme ting ned om den anden forælder. Derfor skal man også være opmærksom på, at mange af de her børn godt kan være manipulerede, og at de er klemt mellem deres forældre.

Grunden til, at aftalen er landet der, er jo også, at nogle vil noget mere, og nogle andre vil noget mindre. Vi fandt et kompromis om definitionen af det her. Jeg synes jo, at det om psykisk vold skal indskrives netop i § 243, for jeg mener, at hvis man fremmedgør og er med til at manipulere med et barn mod den anden forælder uden nogen som helst grund, er vi jo ude i, at man fremmedgør barnet fra den anden forælder. Så i forhold til det synes jeg, at vi skal kigge på psykisk vold i § 243, og så synes jeg egentlig, at vi kan underbygge det med den definition, vi allerede har lavet i fællesskab.

Spørgeren.

Tak for det. Det eksempel, som ordføreren bruger, er jo netop et konkret eksempel på, at man her oplever en forskel på barnets oplevelser og barnets udtalelser og den prægning af barnet, der har fundet sted. Derfor vil det jo netop med den definition, som bliver foreslået af en række organisationer, være det, der i virkeligheden sikrer, at man får sat det barn i centrum af forståelsen af, hvad der sker.

Så vil jeg bare spørge ordføreren, om ordføreren er opmærksom på, at der allerede før den her lov og den her praksis, der er indført, og den højesteretsdom, der er afsagt, også har været en højesteretsdom, som faktisk gjorde det modsatte, netop fratog en forælder forældreskabet på baggrund af samværschikane. Sådan en dom findes der jo også. Så der er allerede en praksis, hvor det er blevet anerkendt, at den chikane ikke er acceptabel.

Ordføreren.

Jeg er bekendt med, at der findes flere forskellige afgørelser i forhold til det her. Men jeg er da bekymret, når eksperter og advokater derude siger, at trods den lovgivning, vi er ved at lave med de bedste intentioner, kan forældre stadig væk chikanere sig til forældremyndigheden. Det her er meget komplekst, for det handler om så mange faktorer. Det handler om, at vi skal beskytte børnene, men det handler jo også om, at vi skal beskytte de forældre, der eventuelt bliver udsat for vold. Men der er flere ting, jeg er bekymret for, også i forhold til krisecentererklæringer. Jeg mener ikke, at krisecentererklæringer skal kunne stå alene, men det kan vi tage en lang debat om senere.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for ordførerens tale. Jeg skal bare lige høre, for jeg fangede det ikke helt, om ordføreren bakker op om lovforslaget. Det er alene sådan et spørgsmål om lige at være opmærksom.

Tak for spørgsmålet. Vi har jo indgået den her aftale netop med de bedste intentioner om at forbedre det her system og sikre, at børnene i udgangspunktet har ret til begge forældre. Så kan der være årsager, som man selvfølgelig skal tage højde for i den sammenhæng. Men det er vigtigt for Danmarksdemokraterne, at ingen børn ender som, kan man sige, gidsler i de her sager, men det ser vi bare desværre alt for mange gange.

Kan vi så lovgive os ud af det? Det er jo det, der også er svært. Men det, der er i det, er, at jeg jo bliver bekymret, hvis det så viser sig, at vi laver en lovgivning her, hvor man bare stadig væk kan chikanere sig til forældremyndigheden. For det er jo ikke hensigten. Hensigten er jo, at vi stopper det hul. Det er klart, at det stiller vi selvfølgelig nogle opklarende spørgsmål om undervejs. Men det er jo klart, at jeg som ordfører i mange år har kæmpet for det her område og også kæmpet for, at man skrev forældrefremmedgørelse ind i lovgivningen.

Spørgeren? Der er ikke flere spørgsmål. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører, der får ordet, er fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Lovforslaget, vi behandler her i dag, udmønter aftalen om et forbedret familieretligt system fra november 2023. SF er en del af aftalen ligesom alle Folketingets parter, og det er således en meget bred aftale. Derfor spænder aftalen også over kompromiser. For selv om jeg tror, at vi egentlig alle er fuldstændig enige om, hvad formålet og endemålet er, kan det godt være svært at blive enige om, hvordan vi kommer derhen. Det er også noget, som høringssvarene til det her lovforslag og den løbende debat illustrerer. Det er et meget sårbart område, hvor mange har meget på spil, og debatten bliver hurtigt polariseret.

Når en familie går fra hinanden, er det ofte smertefuldt for alle parter, og der er, uanset om det er intentionen eller ej, en risiko for, at barnet bliver fanget i forældrenes konflikt og lider skade. For SF har to ting været særlig vigtige i aftalen. Dels har det været afgørende for SF, at det skal fremgå tydeligt, at barnets tarv og trivsel kommer i første række. I sager om forældremyndighed skal fokus være på barnets tarv over forældrenes konflikt. Dels har det været afgørende for os, at vi skaber nogle rammer i Familieretshuset med fokus på konfliktnedtrapning mellem forældre og sikrer, at Familieretshuset kan arbejde og styrke retssikkerheden i processen.

Vi skal i højere grad undgå, at vi kommer derhen, hvor konflikten eskalerer, og hvor barnet fanges og relationen til den ene eller eventuelt begge forældre skades unødigt. Og hvis skaden sker, skal vi sikre de rigtige tilbud til at genopbygge relationen, så barnets ret til begge forældre sikres. Derfor er vi positive over, at det fremgår af lovforslaget, at fokus fortsat skal være på barnets bedste, og at vi samtidig styrker forældrenes retssikkerhed ved at udvide partshøringsfrister i de midlertidige afgørelser om kontaktbevarende samvær fra 3 til 4 uger.

Med lovforslaget får begrebet samværschikane samtidig en fremtrædende plads sammen med forældrefremmedgørelse. I SF har vi nogle bekymringer ved at introducere et omstridt og ikke defineret begreb, som forældrefremmedgørelse er, og som mange organisationer, herunder Red Barnet og Børns Vilkår gør opmærksom på i høringssvarene. Det er derfor vigtigt, at det fremgår af lovforslagets bemærkninger. Der skal laves en faglig guideline, og det skal afdækkes, hvorfor et barn har modstand mod samvær. Vi kommer nok også til at stille nogle yderligere opklarende spørgsmål i udvalgsarbejdet, og vi mener, at vi skal ud og følge udviklingen tæt.

Samtidig er det netop vigtigt, at barnets relation til den ene forælder ikke lider skade som følge af forældrenes konflikt. Derfor er jeg også glad for, at vi med aftalen fra sidste år sikrer hurtigere hjælp og bedre vejledning til familierne, som også kan have en konfliktnedtrappende effekt og styrke retssikkerheden, ligesom efteruddannelse af medarbejdere i psykisk vold er vigtigt forarbejde godt sigte i.

Samtidig styrker vi muligheden for overvåget samvær i barnets nærmiljø og børnegrupper og børnesamtaler i barnets nærmiljø. Ikke mindst har det været vigtigt for os i aftalen, at vi har fokus på inddragelse af barnet i øjenhøjde med flere børnesagkyndige undersøgelser, ligesom det skal afsøges, om man i nogle sager kan lave et mindre omfattende supplement, så man altid sikrer barnets perspektiv.

Som nævnt er lovforslaget udtryk for en række kompromiser i en meget bred aftale. For SF er det vigtigste at skærme barnet mod forældrenes konflikt og skabe nogle rammer for det, som er mest muligt konfliktnedtrappende, og ikke mindst selvfølgelig også barnets ret til begge forældre. Vi kommer som sagt til at stille nogle opklarende spørgsmål i udvalgsarbejdet, men SF støtter lovforslaget. Og så skal jeg huske at sige, at jeg skal hilse fra Enhedslisten, som stiller sig ligeledes.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg bliver bare en lille smule forvirret, for vi aftalte jo med aftalen, at chikane og forældrefremmedgørelse skulle sikres en fremtrædende plads i lovgivningen, og nu hører jeg, at SF ikke er vilde med eller bryder sig om, at vi introducerer det her begreb forældrefremmedgørelse. Så hvorfor har SF så været med i aftalen, der netop sikrer det?

Ordføreren.

Jeg gentager gerne her i Folketingssalen, hvad jeg også har gentaget over for ordføreren mange gange, når vi har haft møder ovre ved ministeren, at vi er bekymrede for begrebet forældrefremmedgørelse, fordi det ikke har en juridisk afklaring. Man kunne jo eventuelt kigge til Norge, hvor man har en anden form for afklaring af det, så vi ved, hvad det er for et begreb, vi har med at gøre. Vi har jo også lyttet til de høringssvar, der har været, og det synes jeg vi bør gøre, når vi står med sager, der er så svære – det bør vi i øvrigt altid gøre herinde på Christiansborg, altså lytte til, hvad det er, høringssvarene fortæller os.

Så vi ønsker ikke, at vi træder væk fra hverken samværschikane eller hele formålet med det; altså, når der foregår den her form for samværschikane, typisk vold og forældrefremmedgørelse, er det fuldstændig uacceptabelt. Det er vi fuldstændig enige om. Vi vil bare gerne have, at der kommer en klar og god definition af det her, så det er noget, man kan arbejde med på en juridisk forsvarlig måde.

Spørgeren.

Nu kan jeg ikke lige huske, hvordan SF's holdning er til psykisk vold i forhold til den paragraf, som fru Karina Adsbøl nævnte, altså § 243 – om I var for den eller ej i sin tid. Men kunne ordføreren uddybe, om SF mener, at det skal have konsekvenser, når man udøver psykisk vold, eller om der skal være en større elastik i det, når det er børn, der bliver udsat for psykisk vold. For som jeg i hvert fald lige hørte det, mener ordføreren, at forældrefremmedgørelse i den form, vi har talt om det på på ordførermøderne og defineret det på, er en form for psykisk vold.

Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad ordføreren prøver at sige. Altså, enhver form for psykisk vold, manipulation, samværschikane osv. har allerede alvorlige konsekvenser og i særdeleshed for barnet, og det har det også for forældrene. Det er klart, at det ikke må ske, men vi tror ikke på, at kun lovgivning kan løse det hele. Det derfor, jeg i min tale har forsøgt at lægge så meget vægt på, at vi skal klæde Familieretshuset på til bedre at kunne leve op til at sikre retssikkerheden og kunne træffe de rigtige afgørelser og beslutninger i en sagsbehandling. Og så er vi jo med i den her aftale, fordi vi rigtig gerne vil sikre nogle bedre vilkår fremadrettet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Da vi indgik den her aftale, som ligger til grund for det her lovforslag, var jeg egentlig rigtig glad og tilfreds. Det var jeg til gengæld ikke, da jeg så, at ministeren sendte det her lovforslag i høring, og det var jeg slet ikke, da jeg langt om længe fik adgang til høringssvarene. For her var det tydeligt, at vi ikke har ramt plet med lovforslaget i forhold til den aftale, som vi har indgået.

For mig handler det her ikke om de bekymringer, jeg har kunnet læse om, i forhold til at vi inddrager begrebet forældrefremmedgørelse, for det har vi jo aftalt at vi skal. De bekymringer om lovforslagene, der er kommet ind i forhold til det her, var der også, dengang vi havde hele forarbejdet til at indgå den her aftale. Så det er jo ikke nye bekymringer, der er kommet frem, kan man sige.

Nej, for mig handler det om, at jeg i den del af høringssvarene, der er positivt stemt over for inddragelse af forældrefremmedgørelse som et begreb, også kan læse, at vi definerer det forkert. Det handlerogså om, at jeg ikke mener, at lovforslaget lever op til aftaleteksten, i forhold til at det skal have konsekvenser at gøre brug af chikane og forældrefremmedgørelse. Jeg mener, at det her er vold imod børn, og derfor er det vigtigt at sikre, at en sådan opførsel ikke belønnes, sådan som vi har set det i en højesteretsdom her i Danmark. Derfor var det også LA's ønske, at dette lovforslag ikke blev fremsat, men at vi i stedet for tog os tid til at ramme rigtigt og debattere det her, og at dem med kolde fødder fik mulighed for at gå ud af aftalen, så det, vi i hvert fald har lavet en aftale på skal blive til virkelighed, kan til virkelighed, sådan som vi andre er blevet enige om.

Men som så ofte her i Folketinget skal tingene gå rigtig stærkt. Tiden til fordybelse og grundighed sørger regeringen for ikke bliver taget. Hastværk er som bekendt lastværk, og derfor afhænger udvalgsarbejdet og eventuelle ændringsforslag af, om LA kan stemme for det her lovforslag. Jeg synes, det er utrolig svært at vurdere lige nu, om det her forbedrer noget, eller om det bare er en masse grød af velmenende ting, vi kan mødes på midten om, som alligevel ikke rigtig gør nogen forskel. Jeg kan simpelt hen ikke sige, om LA på nuværende tidspunkt kommer til at stemme for eller imod.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det var det sidste, jeg gerne ville høre lidt mere om, men nu udtrykte ordføreren lidt sin tvivl. Det er jo i hvert fald meget svært at se, at der er et flertal for nogle af de skridt, som ordføreren fremfører er nødvendige. Der er, som jeg umiddelbart kan se det, hvis jeg måler det her i salen, langt fra at være flertal for fru Katrine Daugaards forslag til yderligere stramninger af begrebet i den retning, fru Katrine Daugaard ønsker det.

Derfor vil jeg igen høre: Hvis lovforslaget ligger, som det er, vil fru Katrine Daugaard og Liberal Alliance så træde ud af aftalen og dermed stemme nej?

Ordføreren.

Det kan jeg simpelt hen ikke vurdere, før jeg har talt med nogle mennesker med større jurakendskab, end jeg har. Det er simpelt hen ud fra en lyst til ikke bare at implementere lovgivning, som ikke rykker noget. Jeg synes, der er en række ting, vi kunne gøre bedre, både i forhold til det her med definitionen af forældrefremmedgørelse, og også i forhold til at vi skriver, at det er et lille antal sager. Det ved vi jo reelt ikke. Så der skriver vi allerede noget, som vi reelt ikke ved. Det er også, når vi ikke fastsætter overvåget samvær. Vi siger f.eks., at det skal behandles hurtigst muligt, og det kan tage op til 4 måneder, før man ligesom fastsætter et samvær med den anden forælder. Så går der jo så lang tid, at jeg synes, det begynder at lugte af, at det kan fremmedgøre. Jeg synes, vi har en lang række problemer, vi kan blive skarpere på.

Spørgeren.

Nu fremhæver fru Katrine Daugaard sin bekymring over for en lille, men vigtig del af høringssvarene.Der er jo 16 organisationer, som i meget kraftige vendinger, altså usædvanlig kraftige vendinger, anmoder om, at det her trækkes tilbage og forældrefremmedgørelse ikke indskrives i loven, fordi det er et psykologisk og på alle måder udefineret begreb. Gør den kritik indtryk på ordføreren?

Ordføreren.

Jeg kendte godt den kritik inden, som jeg også sagde i min tale. Så den gør ikke større indtryk, end den jo gjorde, da jeg forholdt mig til den, inden vi lavede aftalen. Men jeg vil hellere sige det sådan, at det gør mig da usikker, i forhold til om vi skal gå i den retning, som fru Karina Adsbøl introducerede her på talerstolen, altså at vi måske netop i stedet for skal kalde det, hvad det er, nemlig psykisk vold, og så køre det over i § 243 i stedet for.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi byder velkommen til den næste ordfører i rækken, fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Regeringen vil med dette forslag udmønte en rigtig vigtig aftale, der er indgået med en bred vifte af Folketingets partier – måske lidt færre, end vi troede. Vi står med et lovforslag i hånden, som skal styrke børns ret til begge forældre, og som skal undersøge forældrenes ansvar for at beskytte børnene fra forældrenes indbyrdes konflikter. Samtidig skal alle afgørelser tage højde for barnets bedste.

Det er enormt vigtig politik. For hvis der er noget, der kan give dårlig mavefornemmelse og en bidende følelse af uretfærdighed, er det, når børn lider unødig overlast. Børn skal have ret til at være børn. Men når en forælder aktivt manipulerer med barnet til at tro, at den anden forælder vil barnet det dårligt, risikerer barnet at få frataget en af de primære tryghedssøjler i sit liv: sine forældre.

Forslaget er også udtryk for en enormt svær balance. For på den ene side skal alle afgørelser selvfølgelig træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, men på den anden side skal vi også sikre barnets ret til begge forældre. I Moderaterne ønsker vi at skabe rammer for gode, trygge og sunde børneliv i Danmark, og jeg er derfor glad for, at barnets bedste og barnets perspektiver er centrale fokuspunkter i det her lovforslag.

Med lovforslaget indsættes en deadline på 4 måneder for, at Familieretshuset skal tage beslutning om midlertidig samvær i tilfælde, hvor der er tvivl om fastsættelse af kontaktbevarende samvær. Ligesom der står i forslaget, og det håber jeg også sker, skal sådanne beslutninger tages hurtigst muligt. Samtidig sikrer lovforslaget bedre beskyttelse af børnene i tilfælde, hvor en forælder er dømt gentagne gange for at have udøvet vold i nære relationer.

Det er afgørende, at vi beskytter danske børn. Flere af aftalens elementer indholder vigtige tiltag for at øge netop denne beskyttelse. For det første igangsætter vi flere initiativer, som understøtter sagsbehandlingen i Familieretshuset, i form af både efteruddannelse og faglige guides. Det skal muliggøre, at sagsbehandlerne i højere grad kan vurdere, om der er tilfælde af forældrefremmedgørelse. For det andet igangsættes flere forebyggelsestiltag, herunder adgang til parrådgivning. For det tredje holder vi barnets trivsel som det centrale fokuspunkt. Vi etablerer mulighed for at afholde børnesamtaler og overvåget samvær i barnets nærmiljø.

I Moderaterne stemmer vi for lovforslaget, men jeg vil også sige, at vi på baggrund af drøftelsen i salen i dag selvfølgelig også er åbne for en dialog i udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Jeg skal gøre det kort. Det var i forhold til det, ordføreren sagde. Jeg er fuldstændig enig: Kontaktbevarende samvær og overvåget samvær skal etableres så hurtigt som muligt, fordi tiden spiller en faktor. Kan vi på nogen som helst måde, tænker ordføreren, forbedre det i det her lovforslag?

Ordføreren.

Jeg erindrer, at det faktisk også var noget, der fyldte meget under forhandlingerne og aftalen, og det har i særdeleshed fyldt meget for mig som ordfører. Jeg ved, at der jo er lange ventetider, både Familieretshuset og i særdeleshed også ved domstolene. Så jeg synes da, at vi skal tage en drøftelse i udvalget og med ministeren om, om der er midler til det, og om det overhovedet muligt, at vi kan komme længere ned end de 4 måneder. Det vil jeg slet ikke være afvisende over for, men det skal selvfølgelig også være ansvarligt og realistisk.

Spørgeren.

Det er jeg helt med på. Et barn skal selvfølgelig ikke udsættes for fare. Vi ved bare, at tiden spiller en faktor i netop de sager. 4 måneder er ret lang tid. Så mit håb er da, at man kan forbedre den del, i forhold til at man hurtigst muligt iværksætter kontaktbevarende samvær eller overvåget samvær, selvfølgelig afhængigt af hvad der er forud for situationen. Det skal man selvfølgelig også have med. Så tak for tilkendegivelsen.

Ordføreren.

Selv tak.

Så siger vi tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi byder velkommen til den næste ordfører, fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Hvert tredje barn oplever, at deres forældre går fra hinanden. Det er meget. Mange skilsmisser er så skånsomme som muligt, men vi har simpelt hen også for mange grimme skilsmisser i Danmark. Der er 25.000 sager om året med højkonfliktniveau. Det tal bekymrer mig meget. Alt for mange børn bliver taget som gidsler og står magtesløse i midten splittet mellem deres forældre. Hvert syvende skilsmissebarn mellem 13 og 15 år ender med at miste kontakten til enten sin mor eller far, og ja, også ofte bedsteforældre, fætre og kusiner osv. Det er hjerteskærende. Det er ofte, fordi en forælder lykkes med at fremmedgøre den anden forælder, tale grimt om vedkommende og betvivle den andens evner og interesse i barnet ved at tilbageholde barnet og nægte samvær med den anden forælder. Det er så modbydeligt gjort og er i hvert fald ikke til barnets bedste. Et barn har brug for begge sine forældre, medmindre helt særlige forhold gør, at den ene forælder ikke bør se barnet. Det kan være vold, incest osv. Vi beskytter børn mod voldelige forældre.

Formålet med denne lov er at få taget en række initiativer, der tydeliggør, at forældrefremmedgørelse ikke accepteres og i sidste ende kan gå ud over ens egne muligheder for samvær med barnet. Vi får styrket barnets ret til begge forældre ud fra barnets bedste. Vi får uddannet personale i Familieretshuset til bedre at spotte og forebygge dette. Vi får sat midler af til bedre mulighed for samvær i de sager, hvor et barn er ved at miste kontakten til den ene forælder. For det handler om barnets bedste: at vi passer bedre på de børn, som ender i højkonfliktsituationer, og det handler om at styrke barnets ret til begge forældre og understrege forældrenes ansvar for at skærme barnet mod deres indbyrdes konflikter.

Men 16 organisationer hejser et stort bekymringsflag og kommer med kritiske svar: Vi har ikke ramt den rigtige balance. Det lytter jeg til. Det er vigtigt, at vi rammer den rigtige balance, og jeg ser derfor frem til udvalgsbehandlingen, hvor mange af de her spørgsmål også kan besvares. Det Konservative Folkeparti kan dog godt støtte dette lovforslag. Men jeg vil se meget frem til, at vi får klargjort nogle ting i udvalgsbehandlingen først. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Kunne ordføreren komme ind på, hvad Konservative mener er den rigtige balance?

Ordføreren.

Jeg har ikke været med i den her forhandling i 2023. Det var fru Mette Abildgaard, der var med i den her aftale om det her. Og jeg har brug for at komme nærmere ind på at få drøftet med ordførerkredsen, hvordan vi rammer den her balance rigtigt. Men som udgangspunkt støtter vi jo lovforslaget, som det ligger nu.

Der er ikke flere spørgsmål, så vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Jeg har beskæftiget mig med det familieretslige system, faktisk siden jeg blev valgt til Folketinget. Jeg kan tydeligt huske, da jeg første gang lavede et facebookopslag, hvor jeg skrev, hvor mange der egentlig havde oplevet både forældrefremmedgørelse, men også det med, at løgn og falske påstande gjorde, at de endte med at miste deres barn på et uretmæssigt grundlag. Jeg fik så mange mails, at jeg havde svært ved at nå at svare på dem alle sammen. Jeg tror, jeg fik 250 mails bare inden for det første døgn.

Det her er et massivt problem. Vi har et problem i forhold til den måde, systemet er bygget op på i dag, hvor man i Familieretshuset kan sidde og faktisk lyve og komme med falske påstande om den anden forælder, uden at det har nogen som helst konsekvens. Derfor har det også været vigtigt for mig fra starten af, at vi fik begrebet forældrefremmedgørelse skrevet ind i lovgivningen. For samværschikane og derunder forældrefremmedgørelse er altså noget, vi skal straffe. Man må simpelt hen ikke øve psykisk vold på et barn, så det barn bliver så manipuleret og hjernevasket, at det fravælger en normal og velfungerende forælder. Det er jo desværre det, vi ser i nogle af de her højkonfliktsager.

Derfor var jeg også rigtig glad sidste år, da det lykkes mig at få overbevist den daværende socialminister, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, om, at vi skulle lave en aftale om at sikre, at forældrefremmedgørelse som begreb blev skrevet ind i lovgivningen. Det var den aftale, vi lavede sidste år, og der var jeg i den grad en glad ordfører. Jeg var glad på vegne af alle de mennesker, som jeg har talt med igennem de sidste mange år, som er ulykkelige og som har mistet deres børn, fordi den anden part simpelt hen har hjernevasket børnene til at tage afstand fra en fuldstændig normalt fungerende forælder, har holdt børnene væk fra den anden forælder, og hvor myndighederne ikke har ladet det få konsekvens nok til, at børnene kom hjem til den forælder, som de retmæssigt skulle have samvær med. Der ser man igen, og det blev så stadfæstet af den seneste højesteretsdom, at vi desværre har et system i dag, hvor samværschikane og forældrefremmedgørelse kan betale sig. For den seneste højesteretsdom sagde klart og tydeligt, at den mor, som havde holdt barnet væk – og hold nu fast – i 4 år fra sin far simpelt hen ved at nægte at udlevere barnet til samvær og blive ved med at obstruere, faktisk vandt retten til barnet. Hvor meget tiltro tror man at den far har til det danske retssystem efter den sag? Jeg vil gætte på lige godt og vel nul. Jeg ville nok stå det nogenlunde samme sted, hvis det var mig. Hvordan kan man ved simpelt hen at lyve og holde børnene væk vinde retten til barnet? Det er mig simpelt hen ubegribeligt, at det kan lade sig gøre i en retsstat.

Derfor var det så vigtigt, at vi fik lavet den aftale, og at vi fik skrevet ind i aftalen, at det skal have konsekvenser, når man laver samværschikane og forældrefremmedgørelse. Det skal have konsekvenser. Det må ikke gå ubemærket hen, for det er ikke til barnets bedste at miste en god og velfungerende forælder. Det, der står i aftalen, er, at der skal være konsekvens. Det står desværre ikke i lovgivningen, og det er nok i virkeligheden den største problematik. For ud over at man øjeblikkeligt, i det sekund der er de mindste påstande om eksempelvis vold eller andet, skal igangsætte kontaktbevarende overvåget samvær, så man sikrer, at barnet fastholder relationen til den her forælder – selvfølgelig overvåget – mens man kan efterprøve, om de her påstande er korrekte, er vi også nødt til at sikre et system, hvor man som forælder ved, at hvis man begynder at lave samværschikane, holder barnet væk fra den anden forælder, manipulerer og hjernevasker barnet til at tage afstand fra den anden forælder, er det psykisk vold og har altså konsekvenser. Det har det allerede i dag i straffelovens § 243, men det er vi altså også nødt til at få skrevet ind her.

Det kunne eksempelvis være, at man, hvis en forælder bliver ved med at holde barnet væk fra den anden forælder, siger: Så er det bare ærgerligt, så har du ikke bopæl med det barn mere; så rykker bopælen over til den anden forælder, som så skal stå for at holde samværet osv. Det kunne være en løsning. Men vi er nødt til at sikre, at det har en konsekvens, for ellers vil det her fortsætte. Det er ikke bare noget, jeg siger, det er sådan set noget, som rigtig mange fagpersoner på området siger, bl.a. Danske Familieadvokater og familieadvokat Tanja Graabæk. Vi er nødt til at få sikret, at det her lovforslag løser den opgave, det skal løse, nemlig at sætte en prop i det hul, der gør, at man kan chikanere sig til at få sine børn.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg studser lidt over en linje, som jeg kan høre nogle partier lige pludselig klynger sig meget til, som sniger sig ind hist og her, og som faktisk også står i aftalen. Der står, at samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse i højere grad end i dag skal – nu læser jeg lige op her – »stoppes og i de mest udtalte tilfælde, hvor dette er til barnets bedste, have en konsekvens«.

Kan ordføreren komme på, hvornår det ikke er til barnets bedste, at man slår ned over for en forælder, der udøver forældrefremmedgørelse og chikane imod sit eget barn?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg faktisk ikke, for at være helt ærlig. Vi havde faktisk en lang drøftelse af det, da vi sad og forhandlede det her, for det virkede også på nogle af de andre partier, som om der lidt var en misforståelse af, hvad det her egentlig er.

Hvis vi eksempelvis tager – beklager, formand, nu bruger jeg lidt nogle engelske udtryk, men det er også det, der er defineret i den danske lovgivning – gaslighting, som ligger inde under psykisk vold-begrebet, altså hvor du manipulerer med en andens virkelighed, så er det ulovligt i straffeloven i dag. Men det må man åbenbart godt, når det er ens egne børn, det handler om. Altså, man må simpelt hen godt vende virkeligheden på vrangen og fortælle løgne til sit eget barn, så det her barn til sidst bliver så påvirket og så manipuleret, at det tager afstand fra et menneske, som det elsker, og det giver jo ar på sjælen.

Så nej, det har jeg meget svært ved at se, og det er også derfor, at det er så vigtigt, og at vi er nødt til at holde fast i den del af aftalen, og at det skal have en konsekvens. Så er vi enige om, at det skal være en individuel vurdering, i forhold til hvad for en konsekvens det skal være, men vi er nødt til at sige, at det skal have en konsekvens. Og jeg er bare nødt til at sige i forhold til den højesteretsdom, der faldt, at hvis man havde sat ind med effektive retsmidler allerede i starten af det forløb, var det aldrig sket. Så havde den far aldrig mistet sit barn. Så det er simpelt hen et svigt fra samfundet, der har gjort, at den far mistede sit barn.

Spørgeren.

Jeg er meget enig. Og hvordan får vi så det her lovforslag til at afspejle det?

Ordføreren.

Ja, det er jo det. Jeg vil i øvrigt også sige tusind tak til ordføreren for samarbejdet, for vi har virkelig kæmpet for det her sammen. Jeg synes jo, at man kan starte med at lave det til en »skal«-bestemmelse, sådan som vi egentlig havde aftalt, og så synes jeg, at man skal lytte til de dygtige fagpersoner, som har været ude at sige noget. Det er jo ikke store ting, der skal ændres i det her lovforslag, for at vi sikrer, at vi med det her i hvert fald i videst muligt omfang får lukket det her hul. Men det er altså ikke en retsstat værdigt, at du simpelt hen kan lyve dig til, chikanere dig til, manipulere dig til at få dine børn på bekostning af en ellers fuldstændig velfungerende forælder. Det er det ikke.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Er det i sammenhæng med det her med, at det skal have konsekvenser, hvis der har været forældrefremmedgørelse, relevant at høre børnenes perspektiv?

Ordføreren.

Det er absurd at tale om at snakke med et barn, som er blevet hjernevasket gennem flere år, og høre barnets perspektiv, for det barn vil tage parti for den forælder, som har manipuleret barnet. Hvis vi f.eks. tager den her højesteretsdom eller et lignende tilfælde, hvor et barn har været holdt hjemme hos en forælder i flere år og fået at vide, at den anden forælder er et frygteligt menneske, og hvad man nu ellers kan bilde sådan et barn ind, så nej, så mener jeg faktisk ikke, at det giver mening at høre barnet. For så er barnet så hjernevasket og så ødelagt, at man er nødt til at gå ind at kigge på de ydre omstændigheder og tage en voksenbeslutning for at sikre, at det her barn får en ordentlig barndom og også har ret til at få begge sine forældre.

Så vil jeg dertil sige, at jeg synes, det er nogle rigtig gode pointer i forhold til det her med psykisk vold. For nogle af de her mennesker, som laver forældrefremmedgørelse – uden at jeg er psykolog eller noget som helst andet – og som vælger at gøre det og manipulerer deres eget barn, er så syge, at jeg vil sige, at barnet ikke kan have bopæl der; så må der være nogle andre, der varetager det.

Spørgeren.

Nu har der været andre sager om samværschikane, hvor udfaldet har været det modsatte af den højesteretsdom, som ordføreren henviser til. Bare lige for at forstå synspunktet helt rigtigt: Ordføreren mener altså, at hvis man med nogen sandsynlighed, stor eller lille, kan godtgøre, at der har været forældrefremmedgørelse, skal man simpelt hen fratage den pågældende forælder forældreretten, sende politiet ud og hente barnet og flytte det over til den anden forælder uden at spørge barnet?

Ordføreren.

Jeg tror lige, jeg gentager et øjeblik: »uden at spørge barnet«. Det er et barn, vi taler om. Hvis der er et barn, der har boet hos en psykisk manipulerende og måske også psykisk voldelig forælder i flere år – forhåbentlig kan man tage det i opløbet, det er derfor, jeg taler om effektive retsmidler, så man gør det i starten – så skal man jo redde det barn fra et psykisk voldeligt miljø, og ja, så synes jeg, det er helt naturligt at tale om en konsekvens, der hedder, at så er det den anden forælder, der får bopælsretten og står for at opretholde samværet.

Selvfølgelig kan det sagtens give mening, at den anden forælder stadig skal have samvær med det barn, men man har tydeligt vist, at man ikke kunne forvalte det store ansvar, det er at tage vare på et barn, så ja, det synes jeg giver rigtig god mening.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Det her lovforslag har vi jo lavet for børnenes skyld i et forsøg på at beskytte dem mod vold og chikane og alle de ting, man kan komme ud for, når forældrene ikke kan enes og prøver at bruge barnet i den konflikt. Der er meget godt i det her forslag, som jeg i hvert fald er glad for, og som Alternativet er glad for. Men der er også nogle ting, som halter gevaldigt. At læse de høringssvar er jo nærmest ligesom at se en gyserfilm. Jeg har næsten været 500 gange oppe på den her talerstol, og jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at vi har fået så meget kritik i høringssvar. 16 organisationer har været ude at kritisere især den her måde, vi bruger begrebet forældrefremmedgørelse på. Altså, det er jo en kæmpestor lussing til os. Der skal vi jo lytte efter, når alle de organisationer, som vi altid spørger til råds, når det handler om børn, siger, at det her er en ommer, og at der er noget her, der ikke er godt nok. Det er vi nødt til at løse.

Det var faktisk så heftigt, at jeg tænkte, at godt nok har vi været med i den her aftale i Alternativet, og godt nok plejer vi ikke at gå ud af aftaler, vi er med i, men jeg havde det faktisk sådan, at det her skal jeg ikke være med i; det duer ikke – vi er ude. Så sov jeg på det, og så tænkte jeg, at det nok er bedre at melde sig mere ind og prøve at få det løst og finde ud af, hvordan vi kan gøre det, som vi egentlig er ude på, nemlig at beskytte børn mod de konflikter, som de kan blive spillet ind i, når forældrene ikke kan finde ud af det. Så derfor er vi jo nødt til at gå i maskinrummet. Vi har nogle ting, vi er nødt til at diskutere. Og det er ikke blevet enklere af, kan man jo høre i den her debat, at der er mange forskellige synspunkter hos de forskellige ordførere.

Noget af det, som jeg synes har været nogle interessante input til, hvordan vi måske kan løse det, er f.eks. det, der kommer fra Venstre, fra Christian Friis Bach. Og det handler ikke om at fjerne begrebet. Jeg havde egentlig gerne set begrebet ude, og det kan også godt være, at vi kan få det ud, hvis vi kan erstatte det med noget, der fungerer bedre. Men det er den her norske model, hvor man i hvert fald meget tydeligt siger, hvordan man bruger det her ord – og nu bliver jeg nødt til at læse op fra mobiltelefonen, formand, for jeg har fået det sendt. Det er også det, som Christian Friis Bach sagde, og det er: hvis vi kan tydeliggøre, at vi mener, at det er, når et barn konsekvent og over længere tid udtrykker stærke negative følelser (had, raseri, frygt) over for én forælder, som ikke er i overensstemmelse med barnets faktiske erfaringer med den forælder. Det er retsprøvet, så det vil sige, at det kan man altså godt gå i retssalen med. Det kan være en løsning, og det er faktisk en af de løsninger, som jeg synes virker realistisk at drøfte videre.

Der er også en løsning fra Danmarksdemokraterne om at skrive psykisk vold ind i § 243. Der er heldigvis gang i kreativiteten, og det er utrolig vigtigt, for jeg synes, det er sjældent, at der er så stor uenighed så sent i lovprocessen. Vi er i hvert fald nødt til at holde forhandlingsmøder, vi er nødt til at få det løst, og vi er slet ikke enige.

Så det er en spændende situation. Vi skal nok løse det. Vi har i hvert fald tænkt os at melde os endnu mere ind i det fra Alternativets side i et forsøg på at få det her på plads. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for talen. Jeg er egentlig ikke uenig på den måde. Det her skal løses, for vores intentioner med den her aftale er rigtig gode. Forældrefremmedgørelse; det er noget, der skal stå i loven er rigtig, rigtig vigtigt at være opmærksom på, herunder samarbejdschikane. Det er faktisk det, hele aftalen hviler på.

Min bekymring går netop på, at vi har familieadvokater og andre, der er ude og sige, at med det her lovforslag sætter vi stadig væk ikke en stopper for, at det stadig væk kan betale sig at chikanere og lave samarbejdschikane. Det er det, min bekymring går på, for det var altså hele intentionen.

Man skal også lige huske på, at dengang dokumentaren Med Børnene som Våben kørte, havde vi en socialminister, der ikke engang ville anerkende, at der kunne forekomme forældrefremmedgørelse. Så vi er trods alt et skridt nærmere i dag, i forhold til at det altså er vigtigt, og det foregår altså desværre derude. Vi skal beskytte børnene.

Ordføreren.

Jeg ser det egentlig mere som en kommentar, og en god kommentar, istedet for et spørgsmål.

Spørgeren.

Så kan jeg også godt stille et spørgsmål, og det er netop i forhold til det. Var og er ordføreren vitterlig overrasket over de høringssvar, der er kommet? For som det tidligere har været nævnt, så var det også tidligere sådan i debatten, at man var bekymret. Og hvis man kigger på høringssvarene – og dem skal vi jo selvfølgelig altid kigge på, men jeg er også valgt for at have en politisk holdning og en mening om nogle ting i forhold til at stoppe nogle ting – så er der jo en konflikt derude, også mellem parterne, i forhold til hvad det er for nogle organisationer, vi snakker om.

Ordføreren.

Om jeg er overrasket? Ja, det er jeg. Jeg må tilstå det. Der er er sikkert nogen i salen, der ikke er overraskede, og som er klogere end mig. Jeg bliver overrasket, når vi rammer så forkert. Det må jeg tilstå, og jeg havde ikke set det komme så voldsomt. Jeg var klar over problematikken, og vi har også holdt møder om det og diskuteret dte før. Men en så rungende kritik og fra så mange organisationer kan jeg næsten ikke erindre at have oplevet før. Så ja, det kom lidt bag på mig.

Den næste, der har bedt om ordet, er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg vil bare enormt gerne, hvis ordføreren kunne pakke det her lidt mere ud for mig, i forhold til det der blev læst op. For er det ikke netop sådan, at når man bliver manipuleret, stemmer ens virkelighedsopfattelse jo ikke overens med virkeligheden. Og det gælder vel også for børn, når de bliver manipuleret. Det er vel her, at det er vigtigt, at vi går ind og passer på dem.

Ordføreren.

Ja, og det er også derfor, at jeg synes, at jeg kan genkende noget. Det, vi gerne vil med ordet forældrefremmedgørelse, kan jeg genkende i den her norske tekst, altså i forhold til at der er negative følelser hos en forælder, som ikke burde være der i den grad i forhold til barnets erfaring med forældrene. Det er den skævhed, vi jo drøfter, og i og med det er retsprøvet, altså i og med at det fungerer i retten, synes jeg, det er et godt indspil. Jeg ved ikke, om det lige skal være det her, men jeg synes bare, jeg prøver at forpligte mig til at prøve at lytte til de konstruktive forslag, der har været, og tage et par stykker af dem med.

Spørgeren.

Det var egentlig også det, jeg prøvede at rejse over for SF's ordfører, men som ikke helt blev forstået, for det trækker vel tråde ind i det, vi kender fra voksenområdet, og som fru Karina Asbøl også lige spurgte ind til, altså psykisk vold. Og det er vel ikke okay, bare fordi det er ens egne børn, man udsætter for det.

Ordføreren.

Nej, altså – jeg ved ikke, om jeg forstår spørgsmålet rigtigt; ellers må vi tage det bagefter. Selvfølgelig er det ikke det. Jeg er i hvert fald sikker på, at vi får det løst, så lad os samarbejde om det.

Tak for det, og da der ikke er flere ... Hov! Jeg er alt for ivrig. Ministeren får selvfølgelig ordet.

Det er også nogle lange debatter i dag, men det er også godt, at vi er grundige, for det her er jo nogle svære spørgsmål, vi tager stilling til lige nu. Og jeg vil meget gerne kvittere, også for den debat, der har været i dag.

Med forslaget her kommer vi jo, som vi aftalte, et stykke længere i retning af at imødegå forældrefremmedgørelse. Forslaget har jo til hensigt at styrke barnets ret til begge forældre i de få, men meget ulykkelige situationer, hvor den ene forælder ubegrundet prøver på at afskære retten til, at barnet kan se sin mor eller far.

Den form for forældrefremmedgørelse skal vi have stoppet. Det hører jeg alle i dag sige at de er enige i, og det er også min overbevisning, at forslaget her vil hjælpe med det. Men jeg tror egentlig også, at der er en lang række andre initiativer, som er sat i søen på baggrund af den aftale, der er indgået med alle Folketingets partier, og som har mindst lige så stor betydning.

Der tænker jeg jo f.eks. på, at der skal være en hurtig identifikation af det, når forældrefremmedgørelse eller samværschikane sker, ude i Familieretshuset. Der skal være styrkelse af Familieretshusets konfliknedtrappende indsatser og tilbud. Det er allerede nogle initiativer, der er sat i gang. Bestemmelsen om forældrefremmedgørelse skal jo først for alvor i spil, når man ikke er lykkedes med at gribe ind tidligt i processen.

For det ideelle er jo selvfølgelig, at man tidligt i processen identificerer, hvis den ene part begynder at lave samværschikane eller begynder italesætte nogle ting, og at man så sætter ind over for det og får konfliktnedtrappet til gavn for barnets bedste.

Noget af det, vi skal i de situationer, er, at vi skal være tydelige omkring konsekvenserne af forældrefremmedgørelse. Men vi skal jo kun gøre det, hvis det er til barnets bedste, og den balance er meget meget vigtig i det her forslag, altså hele tiden at sige, at ja, allerede i dag, og også det, at vi skriver forældrefremmedgørelse frem, betyder, at der vil være konsekvenser af ikke at være samarbejdende i forhold til samvær med barnet.

Men det klart, at der bliver man også nødt til at vurdere den konkrete situation hver gang. Når man går ind og læser de her sager, allerede i dag, kan man jo se, at selv om nogle af sagerne kan virke, som om at vi allesammen tænker, at det bare er en bestemt slags sag, så er der hver eneste gang nogle individuelle forældreskaber, der er gået op i en konflikt, og den konflikt er jo individuel. Derfor er det også vigtigt, at man tager udgangspunkt i de enkelte sager og det enkelte barns tarv.

Jeg står naturligvis til rådighed for at besvare de spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få nærmere belyst under udvalgsbehandlingen, men jeg har også allerede tilkendegivet over for partierne – og det er jo en aftale, der er en meget bred aftale, der rummer alle Folketingets partier – at jeg synes, at vi skal tage et møde i ministeriet, også imellem første og anden behandling, for at få drøftet nogle af de spørgsmål, der også er kommet frem her i dag.

Tak til ministeren. Der er en række medlemmer, der har indtegnet sig til korte bemærkninger, og den første, der får ordet, er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ministerens tale, og også tak for imødekommelsen af, at vi kan mødes igen. Men det kan også være meget farligt at mødes igen i forhold til den her aftale, som jo, kan man sige, har været længe undervejs. Altså, det har været en lang proces i forhold til at komme dertil og få lavet den aftale, og det har sikkert også handlet om en masse kompromiser.

Men jeg vil gerne spørge ministeren i forhold til den bekymring, som jeg også har haft, og som handler om krisecentererklæringer. Kan en krisecentererklæring, hvis man møder op på et krisecenter, så stå alene i forhold til f.eks. at fratage forældre retten til at vide, hvor deres barn skal gå i folkeskole? Er ministeren ikke enig i, at en krisecentererklæring altid skal kunne underbygges af bl.a. Børnehusene, sygehusvæsenet, politiet eller andet, så det ikke kun er én part, man her hører?

Ministeren.

Det lovforslag, vi har her i dag, forholder sig jo til sager omkring forældremyndighed og sager, der skal afgøres af Familieretshuset, men det forholder sig ikke til diskussioner om, hvem der har adgang til Aula eller noget helt tredje.

Men derfor vil jeg bare sige, at jeg har besvaret flere forskellige skriftlige spørgsmål i forbindelse med det her spørgsmål om, hvad der kan ligge til grund for det, og at jeg flere gange har svaret, at en udtalelse fra et krisecenter ikke kan og ikke bør stå alene i forhold til afgørelser omkring forældremyndighed eller samvær med et barn.

Spørgeren.

Så skal jeg bare forstå ministerens svar: Er ministeren enig i, at en krisecentererklæring ikke kan eller skal stå alene? For det er jo det, der står i gummiparagraffen. For det er jo sådan en gummiparagraf, hvor man nu kan få et svar fra en anden minister, der siger, at såfremt man har barnets udtalelse og den forælder, der har været udsat for volds, udtalelse, kan den i princippet stå alene. Det er jo et svar, jeg har fået fra en anden minister, og det er bare en bekymring, jeg rejser her, og så håber jeg, at ministeren vil tage den til efterretning.

Ministeren.

Jeg skal gerne gå tilbage og undersøge det nærmere. Men jeg synes også, der er lidt forskel på de her to sager. Lige nu forholder vi os konkret til sager, der er rejst i Familieretshuset omkring samvær, samarbejdschikane, retten til begge forældre osv.

Når det handler om den sag, som ordføreren henviser til, er det jo en drøftelse af, hvordan det barn, i det øjeblik man akut er taget på krisecenter med frygt for vold, så er stillet i forhold til at møde den anden forælder, som måske har været voldelig, henne i skolen eller i forhold til dialogen med skolen. Det er en lidt anden diskussion, men jeg skal nok prøve at redegøre for det over for ordføreren, om ikke andet så på skrift.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. Der er jo flere ting i det, og den ene ting er, at ministeren bliver ved med at sige, at det her drejer sig om få ulykkelige tilfælde. Det har jeg hørt ministeren sige før, og nu siger ministeren det igen. Jeg er bare nødt til at sige, at jeg simpelt hen tror, der er så ekstremt store mørketal på det her område, og at jeg faktisk godt kunne tænke mig, at vi fik det undersøgt. For der er en ekstremt dårlig dokumentation i forbindelse med Familieretshuset osv. Ja, jeg tror nærmest ikke, jeg har en eneste bekendt, som ikke har nogen i deres omgangskreds, hvis de ikke selv har været udsat for det, som ikke har oplevet det her på nærmeste hold. Så det er den ene ting.

Den anden ting er også, at vi godt kan blive enige om, at det er op til en individuel vurdering, hvilken konsekvens det skal have, hvis man eksempelvis manipulerer og hjernevasker sit barn. Men mener ministeren ikke, at det skal have en konsekvens? Eller mener ministeren reelt set bare, at man skal lukke øjnene og så sige, at det nok er til barnets bedste, at moren f.eks. lyver og hjernevasker barnet, så det tager afstand fra faren?

Ministeren.

Jeg synes, at ordføreren skal passe på med at lægge mig ord i munden. For der er jo en grund til, at vi står her i dag som regering og har indgået en aftale, og at vi her står med et lovforslag til førstebehandling, som handler om at indføre det, at man netop skal tage forældrefremmedgørelse med ind i lovgivningen. Og det ville vi jo aldrig gøre, hvis ikke det var, fordi vi troede på, at der selvfølgelig løbende er problemsager i Familieretshuset, som bl.a. handler om samværschikane, eller hvor det går op i en spids fra begge forældres side.

Lige nu taler vi meget om, at det kun er fra den ene forælders side. Der er også sager, hvor man, når man dykker ned i det, kan se, at begge forældre modarbejder hinanden, at de foretager underretninger af hinanden, og at de – kan man sige – bedriver krig mod hinanden, og hvor børnene faktisk står i midten og siger: Nej tak, kunne I ikke bare tale sammen?

Så jeg anerkender fuldt ud, at der er problemstillinger, og grunden til, at jeg siger det, er også, at der altså, mener jeg, for nylig er kommet en undersøgelse, der også viser, at det, der oftest diskuteres i Familieretshuset, faktisk ikke nødvendigvis er chikane, samværschikane, men at det er meget mere omkring penge og helt konkrete problemstillinger om, hvem der skal betale for hvad, i forbindelse med en problematisk skilsmisse.

Tak. Der var et andet spørgsmål. Værsgo.

Tak, formand. Den del omkring økonomien kommer vi til at diskutere, når vi stiller et forslag om netop det der med fordelingen af dage. For det er jo tit der, den ligger; i forhold til om det er en 9-5-løsning, følger der også noget økonomi med i det, og det er også problematisk. Så det glæder jeg mig til at vi skal diskutere hernede i salen, når vi stiller et forslag om, at udgangspunktet altid skal være 7-7.

Men det, jeg egentlig spurgte ministeren om, var 1) de her mørketal, og 2) om ministeren reelt ikke mener, at det – og det er jo, uanset om det er begge forældre, der gør det – altid skal have en konsekvens, og så må vi jo lave en individuel vurdering af, hvilken konsekvens det skal være. Men hvis man udøver samværschikane og forældrefremmedgørelse, står der jo konkret i aftalen, at det skal have konsekvenser, og det er det, der desværre ikke er kommet med i lovforslaget. Men mener ministeren reelt set ikke, at det skal have en konsekvens, og at man så individuelt må vurdere, hvad den så skal være?

Ministeren.

Der står i lovforslaget, og der står også i aftalen, at det er vigtigt, at man tager stilling til forældreansvaret og fremmedgørelsen, og at man gør det tidligere, og at man sætter ind med forebyggende initiativer. Men jeg vil også gerne minde om, at det fremgår af aftalen, at forslaget om forældrefremmedgørelse f.eks. ikke må betyde, at en voldsramt forælder afholder sig fra at afbryde barnets kontakt med den anden forælder af frygt for at blive beskyldt for forældrefremmedgørelse. Det vil jo sige, at vi i det her forslag hele tiden har prøvet på at finde den balance, hvor vi på den ene side kigger på forældrefremmedgørelsen, og vi på den anden side skal kigge på, hvad der er barnets tarv.

Der vil jeg bare sige, at hvis man putter en automatik ind i det og siger, at du har sagt forældrefremmedgørelse og barnet flytter bopæl, og den ene forælder så er lige så lidt indstillet på at samarbejde, som den anden forælder er, så har barnet, efter at det blev overført til en anden bopæl, også mistet kontakten med den anden forælder, og det duer jo heller ikke. Så derfor bliver vi hele tiden nødt til at kigge ind på, hvad der er barnets bedste, og hvad der er barnets tarv.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Men der er jo bare ikke i de situationer tale om chikane eller forældrefremmedgørelse. Men jeg er helt med på, at vi selvfølgelig skal sikre, at man ikke kan misbruge lovgivning, der er tænkt anderledes.

Jeg er også enig i, at tidlige indsatser, altså forebyggende indsatser, er utrolig vigtige. Det tror jeg faktisk ikke der er nogen der er uenige i. Så det, vi er uenige om, er jo de særlig slemme tilfælde, hvor det bliver ved, og det bliver ved. Der siger ministeren: Det skal kun have konsekvenser, når det er til barnets bedste. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvornår det er til barnets bedste. Nu har jeg forsøgt hos andre ordførere ligesom at trække det hen til voksenområdet, hvor gaslightning og psykisk vold jo straffes, og det gør de jo, fordi det at udsætte et menneske for det er dybt, dybt skadende. Og det er det jo altså også, selv om man er et barn. Så jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor ordførerne herinde i dag og nu også ministeren synes, at det ikke gør så meget, fordi det er et barn, der bliver udsat for det, så derfor skal det ikke have konsekvenser.

Ministeren.

Jeg mener, det er dybt, dybt alvorligt, hvis man udfører samværschikane og forældrefremmedgørelse. Men man skal også bare huske på, at det her jo handler om børnenes ret til deres forældre. Det handler ikke om, at børn, der går i børnehave eller i skole, har meget, meget ondt i maven osv., fordi forældrene ikke kan samarbejde. Man bliver også nødt til at have barnets perspektiv. Det er også det, vores lovgivning handler om i det hele taget, altså at vi også har et børneperspektiv på nogle af de her ting.

Noget af det, man kan gøre, er jo, at man kan genoprette samværet stille og roligt med den part, der har været ude af billedet igennem længere tid, ved at få nogle f.eks. overvågede samvær op, og ved at der, som vi har aftalt, er flere børnesagkyndige erklæringer, hvor man altså undersøger forældrenes evne til at være for eller osv. osv. Det er jo ikke en løsning bare at sige: Den ene har lavet forælderfremmedgørelse – bum, barnet skal flytte bopæl fra den ene dag til den anden. Det kan jo risikere decideret at gå ud over barnet og ikke nødvendigvis bare være noget, der er en straf for forældrene. Det er jo det, der er med forældre: Rammer man forældre, rammer man jo også nogle gange barnet, også selv, hvor man havde de bedste hensigter. Det skal selvfølgelig tages med i det her spørgsmål.

Spørgeren.

Grunder det i bunden ikke i, at vi endnu ikke har ligestilling på det her område? Det er jo primært mændene, altså fædrene, der bliver udsat for den her forældrefremmedgørelse. Jeg er med på, at der også er sager, hvor begge hamrer løs på hinanden, som ministeren sagde, men det burde jo være – åh, jeg kan kun tænke på engelske ord for det lige nu – fuldstændig ligeså naturligt, at man selvfølgelig kunne rykke det hele hen til faren, som at det absolut altid er moren, hvilket det er i langt de fleste tilfælde, altså moren, der får forældremyndigheden og bopælen.

Ministeren.

Selvfølgelig er jeg helt enig i, at jo mere barselsorlov, vi får, jo mere mænd også er med i børnenes tidlige fase, jo mere vil det også være sådan, at vi vil se mange flere sager, hvor moren og faren er mere ligestillede i retlig forstand, og det skal også være den retning, vi går i.

Men jeg vil også sige, at nu er der blevet fremhævet forskellige sager i dag. I forbindelse med den sag, der er blevet nævnt flere gange i dag, hvor en far mistede myndigheden efter 4 år, og hvor der har været samværschikane og andre ting, må man også bare sige, at der altså også er noget om, hvad det er, der har været lagt til grund i forhold til påstande om ønsket samvær, hvis det var sådan, at børnene fortsat boede hos moren, fordi faren måske også indser, at det er rigtig svært, hvis ikke man kan få et samarbejde op at stå.

Der findes andre sager, hvor det går den anden vej, altså hvor man i Højesteret eller andre steder er gået den anden vej og faktisk har tillagt moderens samværschikane så meget vægt, at man har flyttet både forældremyndigheden og bopælen over til faren af samme årsag. Vi skal selvfølgelig ved at skrive forældrefremmedgørelse ind her og nu dels opdage det tidligere, dels have mere fokus på forebyggelse og mere konfliktnedtrapning, så der bliver færre af de her ulykkelige, ulykkelige sager, og når det sker, skal vi selvfølgelig sikre, at det er også har konsekvenser. Vi kan bare ikke skrive ind i loven, at det automatisk har konsekvenser, for barnets tarv bliver nødt til at være i fokus også her.

Tusind tak til ministeren. Vi siger tak for nu.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)