Indfødsretsudvalget 2024-25
L 63 Bilag 6
Offentligt
24. november 2024
Henvendelse og spørgsmål vedr. de planlagte samtaler i indfødsretsudvalget, hvor de
indkaldte ansøgere bliver bedt om at møde op alene
Det fremgår af cirkulæreskrivelse om naturalisation, at – selv om der ikke er nogen
forpligtelse til at følge forvaltningsloven i indfødsretssager, som jo afgøres ved lov – så er
der i indfødsretssager grund til at iagttage forvaltningsloven og forvaltningsretlige principper.
Der henvises i en fodnote til Vedtagelsen V 36 af 15. januar 1998, som blev vedtaget af et
stort flertal i Folketinget, hvor 96 medlemmer stemte for og 7 imod.
Efter forvaltningslovens § 8 stk. 1 er der som udgangspunkt ret til at medbringe en bisidder:
“§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig
repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker
personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig
repræsentere eller bistå findes at burde vige for 1) væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser, eller 2) hvor andet er fastsat ved lov.”
Som anført i § 8, stk. 2, under 2), kan det ved lov bestemmes, at hovedreglen i stk. 1 skal
fraviges.
I vejledning om forvaltningsloven, pkt. 42, nævnes eksempler på, at der er krav om partens
personlige medvirken, men det tilføjes, at der dog heller ikke i disse tilfælde i almindelighed
er noget til hinder for, at den pågældende kan lade sig bistå af andre, f.eks. have en bisidder.
Efter §8 , stk. 2 pkt.1) kan der også uden lovhjemmel gøres undtagelser til hovedreglen om
ret til bisidder, men så skal myndigheden foretage en konkret afvejning af på den ene side
partens interesse i at få den pågældende bistand og på den anden side de hensyn, der taler
for at afskære partens adgang til at lade sig repræsentere eller bistå.
Vil ministeren eller medlemmerne af indfødsretsudvalget forklare, hvilke hensyn der taler for
at afskære ansøgerne fra at medbringe en bisidder, der bare med sin tilstedeværelse kunne
støtte ansøgeren i de planlagte samtaler angående ansøgernes holdninger til danske
værdier, hvor det må forventes at der er mange repræsentanter for en myndighed, her IFU,
tilstede?
Med venlig hilsen
Foreningen Fair Statsborgerskab!