Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 29-11-2024
Enhed: Forebyggelse,
Borgerhenvendelser og
Strålebeskyttelse
Sagsbeh: mnen
Sagsnr.:2024 - 12545
Dok. nr.: 251838
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 18 (L 53), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 31. oktober
2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Kofod (DF) og Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 18:
”Kan
ministeren fremlægge dokumentation for sit udsagn under 1. behandling af L
53 om, at der ikke er nikotinposer, der er godkendt som rygestopmiddel?”
Svar:
Jeg har til besvarelse af spørgsmålet indhentet bidrag fra Lægemiddelstyrelsen, som
oplyser følgende:
”Lægemiddelstyrelsen
har godkendt 2 lægemidler i form af poser, der indeholder
nikotin til behandling af tobaksafhængighed ved at lindre nikotintrang og abstinenser.
Det drejer sig om lægemidlerne Zonnic Freshmint (4 mg, mundhulepose) og Nicolex
(2 eller 4 mg, mundhulepulver i portionspose). De nævnte lægemidler er ikke
markedsført i Danmark, og styrelsen er ikke bekendt med planer herom.
Derudover har Lægemiddelstyrelsen ikke modtaget andre ansøgninger om
markedsføringstilladelser af lægemidler i form af poser, der indeholder nikotin til
behandling af tobaksafhængighed.”
Sundhedsstyrelsen har tidligere til besvarelse af SUU alm. del spm. 809 (samling
2021-22) oplyst, at Sundhedsstyrelsen udelukkende anbefaler brug af nikotin til
borgere, der er i behandling for nikotinafhængighed, og kun i en afgrænset periode,
og at borgere, der ønsker et varigt rygestop benytter en kombination af professionel
hjælp og godkendt rygestopmedicin, idet der herved er den største sandsynlighed for
varig røgfrihed.
I min udtalelse om rygestopmedicin i forbindelse med 1. behandling af L 53
refererede jeg til de nikotinprodukter, fx nikotinposer, som vi ser på markedet i dag,
og som i høj grad forbruges af børn og unge, og hvor nikotinkoncentrationen adskiller
sig markant fra de lægemidler i form af poser, som Lægemiddelstyrelsen har
godkendt til behandling af tobaksafhængighed.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde