Tak for ordet, formand. Så kom vi til den tredje og sidste delaftale af den forebyggelsesaftale, som vi jo som bekendt ikke er en del af. Jeg kan forstå, at der både er undren og ærgrelse over, hvorfor vi ikke er med. Jeg håber, det bliver lidt klarere efter min ordførertale her i dag.
Den korte udgave, hvis man ikke kan vente, er, at vi er helt på linje med alle de sundhedsfaglige eksperter, organisationer og selv vores egen Sundhedsstyrelse, der siger, at det her ikke er den rigtige vej at gå. Det er, som citeret før af fru Monika Rubin, uambitiøst, det er tyndt, og det er skuffende, for det er nogle alvorlige problemer, vi står over for, som vi også har hørt tidligere, i forhold til antallet af dødsfald som en direkte konsekvens af rygning og alkohol og af den alkoholkultur, vi desværre har i Danmark blandt børn og unge. Der ligger Danmark jo i top på en meget uheldig måde. For forebyggelse er vigtigt, og det er vigtigt, at vi gør noget, men det er også vigtigt, at vi gør det rigtige.
Det er som sagt den tredje delaftale, og jeg har jo lært, at man skal sige noget positivt, så noget negativt og så noget positivt igen. Så jeg vil starte med at sige, at der er gode ting i den her forebyggelsesaftale. Der var jo en grund til, at vi bakkede op om de to første delaftaler, og der er også dele i det lovforslag, vi står med her i dag, som vi i Radikale Venstre er fuldstændig enige i. Det handler om det, som flere andre har nævnt, nemlig at vi styrker Sikkerhedsstyrelsens beføjelser, gør det muligt at håndhæve loven bedre og straffer dem, der sælger ulovlige produkter. Alt det er fornuftigt og godt og noget, vi i Radikale Venstre gerne vil støtte.
Men så er der selvfølgelig en grund til, at vi ikke er gået med. Jeg kan forstå, at det ikke er alle ordførere, der helt er med på hvorfor, så jeg kan gentage det, jeg også sagde i forhandlingslokalet, for jeg kan i det mindste referere mig selv. Der er tre dele i det her lovforslag, som vi mener enten er ligegyldige eller i værste fald direkte skadelige for den indsats, vi prøver at lave her. Noget af det har jeg været inde på tidligere. Det handler f.eks. om de smagsstoffer i nikotinposer, vi forbyder. Vi er enige i problemet. Børn og unge bruger nikotin, og de bliver afhængige af det, og risikoen for, at de begynder at ryge, er stor – det kan vi se – og rygning er jo den store dræber, som man ikke kan sige noget godt om. Det er en ekstremt kynisk og kreativ branche, vi står over for her. De gør, hvad de kan for at skabe og fastholde deres kunder i afhængighed.
Desværre har man så valgt at forbyde de smagsstoffer, som børn og unge primært ikke bruger. Vi kan jo se i de data, vi alle sammen har fået under forhandlingerne, at det primært er mentolsmagene, som børn og unge bruger. Alligevel er de stadig tilladte. Så hvad er formålet, når man lader de ting, som de unge bruger, være tilladte? Det har jeg meget svært ved at se.
Det samme gælder alkohol. Vi er enige i problemet, men vi mener, det er den forkerte løsning, man har valgt her. Faktisk mener vi, at det er en direkte skadelig løsning, fordi vi risikerer at blåstemple den kultur, som vi alle sammen finder problematisk. Man siger jo, at det er helt okay at drikke sig fuld til j-dag, så længe det bare gælder øl, der er under 6 pct.; så er det helt okay. Men det er ikke rigtigt. Om du bliver fuld af det ene eller det andet er irrelevant. Det er irrelevant, om det er vodka, om det er vin, eller om det er øl. Alkohol er alkohol. Vi kan se, at de produkter, som denne aldersgruppe primært bruger, fortsat vil være tilladte. Det er øl, det er cider, det er alkoholsodavand, det er alt det, som de stadig væk kan købe. Derfor synes jeg, det her er den forkerte vej at gå, og problemet er, at vi så gør noget nu og ikke kommer til at gøre det rigtige senere, for nu har vi jo besluttet noget, som ikke virker.
Så er der nattelivszonerne, som jeg i bedste fald finder en lille smule mystiske. Vi forbyder salg der, altså de må ikke købe noget i nattelivszonen, men de kan jo bare gå et par gader længere væk og købe det i Netto rundt om hjørnet, og så er det fuldt ud lovligt. Jeg har svært ved at se idéen i det. Jeg har svært ved at se, hvad det er for et problem, man prøver at løse. Jeg har også svært ved at se, at det her er en løsning på det problem. Så der er altså nogle elementer her, som vi finder stærkt problematiske, og som vi ikke kan bakke op om.
Så er der andre dele, som jo desværre ikke kom med. Det er rigtig godt, at der står en passus om, at man skal følge op på aftalen. Det, vi jo bad om fra Radikale Venstres side, var at gøre det lidt mere konkret og lidt mere håndfast og sige, hvad det er, vi gerne vil nå, så vi har noget at stå på mål for, og så vi om 1, 2 eller 3 år kan se, om vi har reduceret antallet af unge, der bingedrinker, og om vi har reduceret antallet af unge, der er afhængige af nikotin. På den måde kan man se det, et målbart tal, og hvis vi ikke har nået det mål, gør vi noget mere, men det er jo ikke det, der står. Der står bare, at man vil følge op på det, og det er simpelt hen for vagt til, at vi kan se, at det kommer til at have nogen reel effekt.
Så er der det, vi ikke gør, det, vi burde have gjort. Det er selvfølgelig at indføre en generel aldersgrænse på 18 år for salg af alkohol. Det er det, alle peger på virker. Vi kan se, det virker i andre lande. Vi kunne se, det virkede, da vi indførte en aldersgrænse i Danmark. Som fru Monika Rubin også siger, drak de unge mere tidligere, ja, og det var, fordi vi indførte en aldersgrænse. Vi ved, det virker. Vi ved, det er det, alle eksperter peger på man burde have gjort.
Det samme gælder prisen på tobak. Vi har i vores 2030-plan lagt op til at hæve prisen til i omegnen af 95 kr. for en pakke cigaretter, fordi det er det, vi ved virker. Det er det, der gør, at unge ikke begynder at ryge, altså hvis det er for dyrt. De er meget prisfølsomme. Det er de to vigtigste greb overhovedet. Dem valgte man ikke at gøre brug af. Til gengæld gør man nogle ting, som vi ikke kan se effekten af.
Så vi kommer til at bede om noget. Vi regner ikke med stor opbakning. Hvis vi kan få delt lovforslaget op, så vi kan få taget de tre elementer ud, som vi er uenige i, så vil vi gerne stemme for de ting, vi mener er gode, og imod det, vi mener ikke vil virke.
Her til sidst lovede jeg at hilse fra hr. Peder Hvelplund, der desværre ikke kunne være her, og sige, at han er enig i både opdelingen og min kritik af lovforslaget. Tak for ordet.