Poul Dedenroth-Schou - Gyden 5 - DK-6000 Kolding
Folketingets Kulturudvalg
Kolding, 19. november 2024
Nedenstående henvendelse, der er tidligere sendt enkeltvis til alle Folketingets politiske partiers
kulturordførere, sendes hermed til Folketinget, så mine museumsfaglige bemærkninger til udvalget kan
indgå som et offentligt bilag på sagen om Folketingets lovgivning vedrørende Nyborg Slot.
Anlægsloven vedr. Nyborg slot er nu fremsat og har været gennem 1. behandling i Folketinget. Hvis man
kan se bort fra det faktum, at man med en anlægslov stort set tilsidesætter alle de hensyn, som ellers
karakteriserer vores fredningslovgivning, så forekommer det, at begrebet
”reversibilitet”
er et nøglebegreb i
forsvaret af denne særlov. Derfor kunne det være på sin plads at spørge, hvad Ministeren mener med
”reversibilitet”.
Som museumsdirektør på Koldinghus i perioden 1976-1993, hvor restaureringen foregik, var jeg tæt
forbundet med restaureringen, med arkitekterne bag restaureringen og med den hidtidige bevaringspraksis
vedrørende fredede bygninger og fortidsminder, herunder kravet om reversibilitet.
I modstrid med principperne bag restaureringen af Koldinghus har man for Nyborg slot valgt en meget
voldsom løsning. Det var en ledetråd i restaureringen af Koldinghus, at alle bygningsperioder er ligeværdige
dele af bygningens historie; de er udtryk for skiftende tiders muligheder, økonomisk, æstetisk og
brugsmæssigt. Derfor blev alle spor af tidligere tiders bygninger og ombygninger bevaret i videst muligt
omfang. De ændringer, der var nødvendige, blev udført således, at situationen før restaureringens
påbegyndelse (”status quo ante”) om nødvendigt ville kunne genskabes. På Nyborg slot vil projektet medføre
irreversible
ødelæggelser og skabe præcedens for en bølge af ”særlige tilfælde” på andre fortidsminder.
Nyborg slot var indtil nedrivningen af de gule garnisonsbygninger et helstøbt historisk anlæg med fire intakte
og tætte bygninger under tag. Bygningerne, der alle var omfattet af fortidsmindefredningen, repræsenterede
hele fæstningens historie fra Valdemarernes borg i 1200-tallet over storhedstiden i renæssancen,
svenskekrigenes ødelæggelser og tiden som garnisonsfæstning fra enevældens frem til 1913. Nu har man
revet så kraftigt ned, at kun slottets vestfløj og østtårnet står tilbage. Dermed har man med et pennestrøg
fjernet 500 års historie! Til gengæld vil man nu bygge et moderne cafeteria med industrikøkken, betonstøbt
kælder og toiletter oven i fortidsmindet. Man bygger nye mure direkte ovenpå eksisterende ruinrester.
Betonfundamenter og pæle i undergrunden betyder sammen med de gennemførte nedrivninger, at slottet
aldrig igen kunne føres tilbage til ”status quo ante”.
Det ville være interessant at se argumenterne for, at projektet kan anses for at være reversibelt.
Det
er min absolutte overbevisning, at brugen af ordet ”reversibel” i forbindelse med det projekt, der skal
fremmes af den nye lov, er misbrug af det danske sprog og tilsigter vildledning af politikere og offentlighed.
Det foreliggende projekt kan på ingen måde betegnes som reversibelt. Jeg kan kun se, at denne særlov
resulterer i ”statsautoriseret hærværk” mod Nyborg slot.
Med venlig hilsen
Poul Dedenroth-Schou
Fhv. museumsdirektør, Koldinghus 1976-2013