Tak for det, formand. Jeg havde engang en voksenunderviser, en meget mild og venlig mand. Han var fra Argentina, så når han skulle sige noget til sine elever, sagde han altid muy bien, dvs. meget godt. Men det var tonaliteten, der var afgørende. Hvis det ikke var så godt, sagde han bare sådan muy bien, men hvis det var rigtig godt, sagde han: Muuy bieen! Så vi vidste altid, hvornår det var godt, selv om alt var meget godt.
Hvorfor fortæller jeg det? Jo, det er, fordi vi ikke kan lade være med at give karakterer, selv om vi ikke har karaktererne til rådighed. Lærerne siger også: Hmm, godt. Eller også siger de: Åh, det var godt! Lille Olfert ved da godt, hvad der er godt, selv om alt er godt, så hvorfor ikke bare være ærlige og så indføre karakterer, fordi det er et godt redskab?
I Dansk Folkeparti er vi tilhængere af karakterer. Karakterer er en god ting. Karakterer er ikke noget, der er dårligt. Det er et let redskab for lærerne, som de kan bruge over for eleverne. Eleverne kan også forholde sig til det; det er let for dem at forholde sig til. Og forældrene kan forholde sig til det.
Det kan selvfølgelig ikke stå alene. Der skal være feedback, der skal være forklaringer, og der skal være alt muligt andet, men karakterer er enkle for især elever, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem. De forstår ikke uddannelseslingoen, det gør man i de kreative klassers hjem. De kan godt forstå en lang forklaring om, at en tekst er særdeles godt formuleret inden for nogle bestemte rammer. Det er ikke alle elever, det er ikke alle hjem, der har den forståelse, den forforståelse, af tekst og tekstlighed.
Det er derfor, at karakterer er en god ting. Desværre giver vi kun karakterer i 8. og 9. klasse i folkeskolen i Danmark – i modsætning til i mange andre lande, hvor man bruger karaktererne som en helt naturlig del af undervisningen. Der sker jo også ofte det, at lærerne laver glade og sure smileys, når de skal give en tilbagemelding. Det kan også være, at de laver andre tegn. Det kan også være, de skriver, at det var fint, eller at det måske var knap så fint. Alle lærere giver karakterer, så hvorfor ikke bare være ærlige og indføre karakterer, som vi fra Folketingets side har sagt er den rigtige måde at gøre det på?
Så har vi jo haft den her frihedsdagsorden i forbindelse med folkeskoleaftalen. Og der er jeg selvfølgelig glad for, at vi er blevet enige om, at man, hvis man som skole er interesseret i karakterer, kan indføre karakterer fra 6. klasse. Det er en god ting, at de nu får den her mulighed, den her frihed. På forhånd ved vi, at der er ca. 2 pct. af skolerne, som er interesseret i at bruge det. Det synes jeg er ret mange, når man tænker på den udbredte modvilje, der er, i undervisningssektoren mod karakterer.
Jeg håber selvfølgelig på, at karakterer fremover vil blive brugt noget mere fra 6. klasse. Jeg tror, det er til gavn for mange elever og for lærerne. Det handler jo om, at lærerne igen – hvordan skal jeg udtrykke det – finder glæde ved at give eleven en karakter, samtidig med at man giver den nødvendige tilbagemelding og den nødvendige feedback, når man vurderer elevernes arbejde. Karakterer burde være noget ukontroversielt. Desværre er det stadig væk meget kontroversielt i Danmark.
Jeg håber, at det her lovforslag kan være med til at bane vejen for, at karakterer bliver mere og mere normalt i uddannelseslandskabet i Danmark. Tak for ordet.