MINISTERIET FOR GRØN TREPART
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024
–
56
Den 7. november 2024
Ministeren for grøn treparts besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 40, forslag til lov om ændring af lov om
naturbeskyttelse og om ophævelse af lov om administration af Den Europæiske Unions forordninger
om handel med træ og træprodukter med henblik på bekæmpelse af handel med ulovligt fældet træ.
(Supplerende bestemmelser til skovrydningsforordningen om tilsyn, gebyr og konfiskation m.v.) stillet
den 25. oktober 2024 efter ønske fra Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 1 til L 40
”Gebyret
vil blive opkrævet virksomheder, der inden den 1. juli har indsendt en due diligence-
erklæring til informationssystemet. Men hvad med virksomheder, som er omfattet, men som ikke har
indleverer due- diligence? Hvordan vil regeringen sikre, at såkaldte free-riders forebygges og bliver
omfattet af forordningen og tilsyn?”
Svar
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er udpeget som tilsynsmyndighed for
skovrydningsforordningen, og styrelsen vil derfor føre tilsyn med overholdelsen af forordningen.
Styrelsens tilsyn vil blive tilrettelagt, som forordningen påkræver. Bl.a. vil styrelsens årlige
tilsynsplaner blive udarbejdet på baggrund af udvalgte risikokriterier, og udpegningen af
virksomheder til tilsyn vil bl.a. ske på baggrund af oplysningerne i informationssystemet.
Som en ekstra kontrolmekanisme, der skal mindske risikoen for brud på reglerne, giver
skovrydningsforordningen enhver ret til at forelægge en anmeldelse om en virksomheds manglende
overholdelse af forordningen til tilsynsmyndighederne i medlemslandene. Tilsynsmyndighederne har
pligt til at vurdere anmeldelserne og træffe passende foranstaltninger, f.eks. foretage tilsyn.
Endelig forpligter skovrydningsforordningen til samarbejde mellem alle medlemslandenes
tilsynsmyndigheder, toldmyndighederne og EU-Kommissionen, herunder udveksling af oplysninger,
med henblik på at sikre overholdelse af forordningen. Dermed har myndighederne f.eks. mulighed for
at udveksle oplysninger om virksomheder, der ikke overholder reglerne.
Jeppe Bruus
/
Lars Bødker Madsen