Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 9870
Den 19. november 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 14 til L 38, forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse (styrket affaldstilsyn, herunder modtagekontrol og håndhævelse af forbud mod
destruktion af usolgte forbrugerprodukter og ophævelse af bestemmelser om genbrugsområder på
genbrugspladser) stillet den 15. november 2024 af Katrine Robsøe (RV) og Leila Stockmarr (EL).
Spørgsmål nr. 14 til L 38
”Vil ministeren yde teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag med
bemærkninger, der sikrer, at kommunerne forsat har mulighed for at gebyrfinansiere
genbrugs- og genanvendelsesaktiviteter i sammenhæng med affaldshåndtering?”
Svar
Indledningsvis bemærkes det, at der i reguleringen skelnes mellem genbrugsaktiviteter og
genanvendelsesaktiviteter. Kommunerne kan i medfør af gældende regler gebyrfinansiere
genanvendelsesaktiviteter i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 48, i det omfang kommunerne ellers
har lov til at udføre genanvendelsesaktiviteter.
Genbrug defineres i affaldsbekendtgørelsens § 3, nr. 23, hvoraf det fremgår, at genbrug er enhver
operation, hvor produkter eller komponenter, der ikke er affald, bruges igen til samme formål, som de
var udformet til. Affald defineres i affaldsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, som ethvert stof eller enhver
genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.
Genstande til genbrug er derfor ikke en del af affaldsstrømmen.
Håndtering af affald defineres i affaldsbekendtgørelsen jf. §3 som
indsamling, transport,
nyttiggørelse (herunder sortering) og bortskaffelse af affald, herunder tilsyn i forbindelse hermed og
efterbehandling af deponeringsanlæg samt forhandleres og mægleres virksomhed.
Derfor må det
anses, at det stillede spørgsmål favner bredere end de bestemmelser om genbrugsområder på
genbrugspladser, som L38 ophæver.
Spørgsmålet forstås således, at der ønskes mulighed for at gebyrfinansiere genbrugsaktiviteter i
sammenhæng med affaldshåndtering. Disse aktiviteter er ikke nærmere afgrænset, og
gebyrfinansieringen er ikke afgrænset til aktiviteter på en genbrugsstation. Endvidere bemærkes, at
kommunerne fortsat skal iagttage øvrige regler, herunder kommunalfuldmagtsregler samt
konkurrence- og statsstøtteretlige regler.
Det er vigtigt, at genbrug styrkes, og at der dermed sker affaldsforebyggelse. Ændringsforslaget øger
væsentligt mængden af aktiviteter, der kan gebyrfinansieres i forhold til det forslag som L 38 ophæver.
Det har ikke inden for tidsrammen været muligt at afdække konsekvenser og alternative modeller. Der
er derfor behov for, at jeg får afdækket en række forhold, førend jeg kan meddele om forslaget kan
støttes.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk