Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
L 38 Bilag 9
Offentligt
2947436_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 9870
Lovforslag L 38
forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (styrket affaldstilsyn,
håndhævelse af forbud mod destruktion af usolgte forbrugerprodukter og ophævelser af bestemmelser
vedrørende etablering af genbrugsområder på genbrugspladser) blev 1. behandlet 10. oktober 2024.
Som svar på ønske fra SF, RV og EL, jf. udvalgsspørgsmål 15, blev med bidrag fra Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet ydet teknisk bistand til ændringsforslag med bemærkninger, der skal give
mulighed for gebyrfinansiering af genbrugsområder på genbrugspladser.
Som det fremgår af mit svar på udvalgsspørgsmål 16 anerkender Energistyrelsen, at der har været en
langvarig kommunal praksis med at gebyrfinansiere genbrugsområder på genbrugspladser, og at
forståelsen af, at kommunerne kan bruge affaldsgebyret til at finansiere disse, er sket på baggrund dels
af miljøministerens svar til Miljø- og Planlægningsudvalget på spørgsmål 4 (L 13) i 2010, som
Ankestyrelsen henviste til i en udtalelse fra 2017, dels af svar på spørgsmål 287 afgivet af energi-
forsynings- og klimaministerens til EKF-udvalget d. 19. juni 2018.
Vi har derfor i regeringen arbejdet på en løsning, der indebærer et ændringsforslag til L 38, med en
særskilt bestemmelse, der sikrer kommunalbestyrelsens mulighed for at fastsætte gebyrer til dækning
af udgifter til planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladser
i tilknytning til affaldshåndtering.
Jeg har indhentet bidrag fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og ændringsforslag med det
ønskede indhold kan formuleres som nedenfor.
Ændringsforslaget adskiller sig fra miljøministerens svar fra 2010, som Ankestyrelsen i sin udtalelse
fra 2017 henviser til, idet der med ændringsforslaget ikke vil være mulighed for kommunerne til at
gebyrfinansiere etablering af byttehjørner, dvs. genbrugsområder, i kommunale boligselskaber.
Magnus Heunicke
/
Nina Espegård Hassel
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
L 38 - 2024-25 - Bilag 9: Ændringsforslag fra miljøministeren
Ӯndringsforslag
til L 38
Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Styrket
affaldstilsyn, herunder modtagekontrol og håndhævelse af forbud mod destruktion af
usolgte forbrugerprodukter og ophævelse af bestemmelser om genbrugsområder på
genbrugspladser)
Ændringsforslag
Af
(…)
tiltrådt af
(…)
:
Til § 1
1)
Nr. 2
affattes således:
»2.
§ 48, stk. 1, nr. 2,
affattes således:
»2)
planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladser
i
tilknytning til affaldshåndtering,«.«
[Hjemmel til gebyrfinansiering af genbrugsområder på genbrugspladser]
2)
Nr. 3
udgår.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der findes hverken i miljøbeskyttelsesloven eller i administrative regler en eksplicit hjemmel
til, at initiativer vedrørende genbrugsgenstande kan finansieres over affaldsgebyrerne. Det
fremgår af miljøministerens svar af 16. november 2010 på spørgsmål nr. 4 (L 13) til
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, at kommunerne efter de gældende regler har
adgang til at gebyrfinansiere udgifterne til opgaver, som har en naturlig tilknytning til de
kommunale affaldsordninger, og at dette eksempelvis kan være etablering af et byttehjørne på
genbrugspladsen. Energi-, forsynings- og klimaministeren gentog denne forståelse i svar af
19. juni 2018 på spørgsmål 287 (alm.del) fra Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget.
Det foreslås med ændringsforslaget, at kommunalbestyrelsen fastsætter gebyrer til dækning af
udgifter til planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på
genbrugspladser i tilknytning til affaldshåndtering.
Med ændringsforslaget skabes en særskilt hjemmel til at gebyrfinansiere udgifter til
planlægning, etablering, drift og administration af genbrugsområder på genbrugspladsen i
tilknytning til affaldshåndtering.
2
L 38 - 2024-25 - Bilag 9: Ændringsforslag fra miljøministeren
Kommunerne skal ved fastsættelse af gebyrer i medfør af den foreslåede bestemmelse
anlægge en almindelig proportionalitetsvurdering, således at udgifterne står i et rimeligt
forhold til formålet. Med dette menes kommunens opgaver på affaldsområdet, herunder
affaldsforebyggelse. Kommunalbestyrelsen har desuden i medfør af almindelige
kommunalretlige grundsætninger en forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt, og
kommuner må ikke uden lovhjemmel yde tilskud til enkelte personer eller enkelte
virksomheder, som kan resultere i en uretmæssige markedsfordel. Kommunalbestyrelsens
lokale udmøntning af bestemmelsen skal i den forbindelse iagttage
kommunalfuldmagtsreglerne og almindelige konkurrence- og statsstøtteretlige regler.
Det er frivilligt for kommunalbestyrelsen at etablere et genbrugsområde på genbrugspladsen.
Med et genbrugsområde menes et område på en kommunal genbrugsplads, hvor brugere af
genbrugspladsen henstiller genbrugsgenstande med henblik på, at andre overtager dem. Med
genbrugsgenstand menes genstand, der ikke er affald, og som indleveres på genbrugsområdet
som genbrug.
Udgifter til planlægning, etablering, drift og administration af kommunale genbrugsbutikker
samt udgifter til, at kommuner eller kommunale institutioner og virksomheder genbruger eller
istandsætter genstande afleveret i genbrugsområder vil dog ikke kunne dækkes af gebyret.
Gebyret vil endvidere ikke kunne dække udgifterne til kommunernes øvrige initiativer for så
vidt angår genbrugsgenstande, og som ikke finder sted på genbrugspladsen, herunder i
genbrugsområder i boligselskaber. Derudover vil gebyret endvidere ikke kunne dække
udgifterne til genstande, som er indleveret på genbrugspladsen som affald, men som
kommunen efterfølgende vurderer kan genbruges uden videre forberedelse og flytter til
genbrugsområdet. Planlægning, etablering, drift og administration i den forbindelse kan i
stedet gebyrfinansieres af kommunalbestyrelsen efter den gældende bestemmelse i
miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1, nr. 1, da genstandene er indleveret som affald.
Det forventes, at der med hjemmel i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 48, stk. 4, vil blive
fastsat regler om, at udgifterne til genbrugsområderne vil kunne omfattes af gebyret til
genbrugsområder, jf. § 48, stk. 1, nr. 2, for henholdsvis husholdninger og virksomheder.
Det bemærkes, at ændringsforslaget ikke vil ændre på de grundlæggende principper for
gebyrfastsættelsen. Kommunalbestyrelsens fastsættelse af gebyret til genbrugsområder, jf. §
48, stk. 1, nr. 2, vil således fortsat være underlagt hvile-i-sig-selv-princippet, og der vil skulle
opnås fuld dækning af de omkostninger, som gebyret omfatter, men kommunen må ikke
optjene et overskud. Derudover skal krydssubsidiering så vidt muligt undgås. Det betyder
eksempelvis, at kommunen ikke må lade husholdninger betale for omkostningerne for
virksomheder.
Ændringsforslaget vil endvidere ikke ændre på gældende ret i forhold til, at alle
husholdninger i kommunen betaler gebyr for, at ordningen stilles til rådighed for
husholdningerne, mens virksomheder alene betaler gebyr, når de gør brug af genbrugspladsen.
3
L 38 - 2024-25 - Bilag 9: Ændringsforslag fra miljøministeren
Til nr. 2
Det foreslås med ændringsforslaget, at lovforslagets § 1, nr. 3, udgår.
Ændringsforslaget vil medføre, at den konsekvensrettelse af henvisningen i § 48, stk. 8, til §
48, stk. 1, nr. 5, der er foreslået i lovforslagets § 1, nr. 3, udgår.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den affattelse af lovforslagets § 1, nr. 2, der
foreslås med ændringsforslag nr. 1.
4