Jeg ville lige benytte lejligheden til også at sige noget om det her lovforslag, for det er et af dem, jeg også har været med til at behandle.
Jeg ved godt, at det er en kendt sag, at jeg er en, der kritiserer det politiske teater herinde i Folketinget, men jeg bliver nødt til at sige noget om det her lovforslag, som beviser, at virkeligheden nogle gange faktisk overgår kritikken.
Det her lovforslag, der indeholder nogle nye bestemmelser, lå allerede på Miljøstyrelsens hjemmeside, lang tid før vi skulle førstebehandle lovforslaget. Det vil sige, at vi altså har et system, som slet ikke regner med, at det, der foregår her, kan ændre på paragrafferne. Det er jo ret skræmmende.
Men den gode nyhed er faktisk, at det ikke var hele sandheden. For der skete faktisk noget i den parlamentariske proces. Der blev faktisk ændret noget, fordi jeg, men også andre, særlig Radikale Venstre og SF, tror jeg det var, gerne ville have ændret nogle paragraffer. Det er et rigtig godt eksempel på, når lovarbejdet fungerer rigtig godt. Vi har nogle folketingsmedlemmer, som rejser nogle kritikpunkter, og så bliver det faktisk inkorporeret i lovforslaget. Så det er en rigtig, rigtig god nyhed.
Desværre er det langtfra tilstrækkeligt, for vi har at gøre med et lovforslag, som har masser af uklarheder. Der står f.eks. i høringssvarene fra vognmænd og andre, at der er masser af ulogiske paragraffer, modsatrettede virkemidler osv. Så det her lovforslag burde have haft en langt grundigere vridetur i den her parlamentariske proces. Men altså, der var et lille hjørne, der blev korrigeret.
Men det, som jeg synes er vigtigt at få sagt, er, at det her lovforslag er et eksempel på forligsparlamentarismens problem. Vi havde masser af ordførere til førstebehandlingen, som fortalte om intentionerne i lovforslaget – det var miljø og klima osv. – men de forholdt sig ikke lige så meget til selve indholdet. Det er, fordi der bliver lavet politiske aftaler med fine intentioner, og så får vi et lovforslag, som ikke altid indeholder det, som er aftalen.
Her har jeg et meget konkret eksempel, og det var noget af det, jeg stillede ændringsforslag om. Den politiske aftale ønskede, at der skulle genanvendes mere affald. Det vil sige, at affaldet ikke skulle sendes til forbrænding. Det var aftalen. Så har vi så i lovforslaget det, der hedder administrative afvisninger. Og det betyder så bare i praksis, at der bliver lavet en skriftlig indberetning, og at affaldet bliver brændt af alligevel. Det vil sige, at det lige umiddelbart kunne ligne, at lovforslaget er en implementering af den politiske aftale, men i praksis får dem, der har indgået aftalen, altså ikke det indhold.
Det er også derfor, lovforslaget i sin egen konklusion siger, at det her ikke kommer til at have nogen miljømæssig effekt direkte. Det havde jeg så stillet et ændringsforslag om for ligesom at få det ord ud og så skrive »skriftlig indberetning« i stedet for »administrativ afvisning«, men det har I så ikke fået lov til at stemme om.
Derudover havde jeg lavet et andet ændringsforslag, der handlede om at sikre klageretten. Vi snakkede hele formiddagen om retssikkerhed, og her er der også et hjørne i forhold til retssikkerheden, som vi kunne have sikret bedre. Det får I heller ikke lov til at stemme om.
I det hele taget har vi jo, og det vil jeg bare lige nævne, et affaldsområde, hvor Folketinget har vedtaget en affaldslov sidste år, som handler om, at affald bliver en god forretning, og derfor er genanvendelighed af affald ikke det, der bliver hovedlinjen i vores lovgivning. Derfor kan det her lille lovforslag, som handler om at øge bl.a. genanvendeligheden, ikke ændre på det grundincitament, der er i vores lovgivning.
Derfor vil jeg grundlæggende anbefale et nej til det her lovforslag. Man skal ikke lave små plastre med greenwashingord i sig, som ikke kommer til at ændre på det hovedincitament, der er, altså at vi i Danmark skal brænde mere af, fordi det er en god forretning.