Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
L 37
Offentligt
2935078_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 883
Den 12. november 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 37, forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse (Kommunal mulighed for etablering af nulemissionszoner i afgrænsede byområder,
indførelse af absolut kumulation for overtrædelser af miljøzonereguleringen m.v) stillet den 11.
oktober 2024 af Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 1 til L 37
”Vil
ministeren redegøre nærmere for, hvorledes det generelt kan antages, at en ordning med
ikrafttræden fra den 1. januar 2026 (eller senere) i almindelighed ikke vil rejse spørgsmål om
ekspropriation efter Grundlovens § 73, da det forekommer at være en kort frist i
ekspropriationsmæssig sammenhæng, navnlig henset til, at ramte borgere reelt kan have et køretøj,
der er ubrugeligt eller ikke egnet til den brug, det er indkøbt til?”
Svar
Nulemissionszoner er efter lovforslaget mindre, afgrænsede byområder, hvor det i mange tilfælde vil
være muligt at parkere udenfor zonen og tilbagelægge det sidste stykke vej ind til en destination ved
hjælp af en anden transportform eller forventeligt for de fleste ved at gå.
Adgangen til at etablere nulemissionszoner foreslås endvidere begrænset til én zone pr. kommune.
Endelig vil beboere i en given nulemissionszone være undtaget fra kravene, således at de fortsat kan
benytte deres benzin- eller dieselkøretøj.
Som det bl.a. fremgår af lovforslagets pkt. 2.3.2, vil den foreslåede ordning, hvorefter
kommunalbestyrelserne i alle landets kommuner gives mulighed for hver at etablere én
nulemissionszone med virkning fra den 1. januar 2026 eller senere, i almindelighed ikke rejse
spørgsmål om ekspropriation efter grundlovens § 73.
Det kan om denne vurdering uddybende oplyses, at der er lagt vægt på, at der er tale om en generel
ordning, at der ikke sker en overførsel af ejendomsret til det offentlige og at ordningen ikke i
almindelighed vil ramme enkelte personer med en sådan intensitet, at det har karakter af
ekspropriation efter grundlovens § 73. Der kan i øvrigt henvises til, at kravene i en nulemissionszone
som anført ovenfor tidligst vil have virkning fra den 1. januar 2026, at der foreslås visse generelle
undtagelser fra kravene, og at det foreslås at bemyndige miljøministeren til at fastsætte regler om
yderligere generelle undtagelser samt om adgang til dispensation fra kravene. Det påtænkes, at
bemyndigelsen bl.a. udnyttes til at fastsætte regler om undtagelse fra kravene af visse typer eller
kategorier af køretøjer, undtagelse fra kravene for personer med bopæl i en nulemissionszone og
adgang til dispensation til anvendelse af bestemte køretøjer til nærmere angivne formål mv.
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at kravene i en nulemissionszone vil kunne ramme enkelte
personer eller virksomheder atypisk hårdt, og at nulemissionskravene i enkelte tilfælde således vil
kunne få karakter af et ekspropriativt indgreb mod den pågældende person eller virksomhed.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
L 37 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om, hvordan det kan antages, at en ordning med ikrafttræden fra den 1. januar 2026 ikke vil rejse spørgsmål om ekspropriation efter grundlovens § 73
Det må bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation, og i
vurderingen vil navnlig indgå den økonomiske betydning af kravene i en nulemissionszone. Da
lovforslaget ikke indeholder hjemmel til ekspropriation, forudsættes det, at dispensationsadgangen vil
blive anvendt i tilfælde, hvor en person eller virksomhed ellers ville blive ramt atypisk hårdt af kravene
på en sådan måde, at kravene i givet fald ville have fået karakter af et ekspropriativt indgreb.
Magnus Heunicke
/
Morten Pedersen
2