22. august 2024
BFID/PSO
Spillemyndigheden
Englandsgade 25, 6. sal
5000 Odense C
Att.: Jeanette Harder von Eyben
Vedr.: Høring af lovforslag om ændring af lov om spil
Idet vi henviser til Spillemyndigheden og Skatteministeriets udkast til forslag til lov om ændring af lov om
spil og lov om afgift af spil (”Nye regler for almennyttige lotterier og liberalisering af landbaseret bingo”),
sender vi hermed BFID’s bemærkninger til lovforslaget.
1. Indledende bemærkninger
1.1.
Tilkendegivelser i den politiske aftale
Af den politiske aftale, der blev indgået den 20. marts 2024, fremgår det bl.a., at aftalepartierne er enige
om, at bankospil er en vigtig social aktivitet for mange danskere, og det er derfor vigtigt at bevare
muligheden for at udbyde bankospil i Danmark. Derfor skal der foretages en analyse af muligheden for at
harmonisere afgiftssatserne på spilområdet for at sikre mere ensartede vilkår for at drive spilvirksomhed
i Danmark. Analysen skal også undersøge, om det er muligt at forbedre vilkårene for visse onlinespil,
såfremt disse donerer til velgørende formål. Analysen gennemføres i 2026.
Endvidere fremgår det, at aftalepartierne er enige om løbende at evaluere og følge implementeringen af
de nye regler og udviklingen for bankospil på det liberaliserede spilmarked til og med 2027.
Ovenstående væsentlige tilkendegivelser bør indgå som del af bemærkningerne til lovforslaget.
Derudover bør den analyse, der lægges op til, ikke kun omfatte onlinespil, der donerer til velgørende
formål. Analysen bør også omfatte de landbaserede bankoforeninger på det liberaliserede marked, der
donerer overskuddet til almennyttige formål, se nærmere nedenfor under punkt. 3.
1.2.
Forenkling af reglerne for almennyttige lotterier
Som det fremgår af den politiske aftale, ophæves den nuværende opdeling mellem lotterier og
foreningslotterier, så der fremover kun er ét regelsæt for almennyttige lotterier. Dermed ophæves bl.a.
krav til foreningens formål og krav om medlemskab for at kunne deltage i et lotteri.
Det er i den sammenhæng vigtigt for os igen at bemærke, at der for de almennyttige foreningslotterier er
en række væsentlige ulemper forbundet med denne ”sammenlægning”. Der bliver derved ikke taget
hensyn til de strukturelle rammer, der gælder for de almennyttige bankoforeninger og spillets natur, hvor
spillet afvikles landbaseret, hvor spillerne skal være fysisk til stede under spillet, og hvor puljen generes
af de fremmødte deltagere.
Som følge heraf er der ingen af BFID’s medlemmer, der kan benytte kategori 3 for almennyttige lotterier,
hvor der er et donationskrav på minimum 35 % af salgssummen. Det er ganske enkelt ikke muligt,
hvilket vi flere gange tidligere har gjort opmærksom på.
1