Grønlandsudvalget 2024-25
L 20 Bilag 2
Offentligt
28-09-2023
Rettelsesblad
Erstatter forelæggelsesnotat af 9. august 2023
(Der er foretaget rettelser i titel på Naalakkersuisoq)
EM2023/37
Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Grønlands Selvstyre tilslutter sig Forslag til Lov
om ændring af retsplejelov for Grønland (Politiets anvendelse af agenter som led i
efterforskningen af lovovertrædelser m.v.)
(Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling)
Forelæggelsesnotat
(Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling)
1. behandling
Nærværende lovforslag fremsættes med henblik på at styrke Grønlands Politis muligheder for
at efterforske lovovertrædelser, herunder narkotikakriminalitet, organiseret kriminalitet og
kriminalitet på internettet, ved at anvende agenter.
Lovforslaget er dermed endnu et led i det igangværende arbejde om at opdatere justitsområdet,
så det er effektivt og tidssvarende.
Agentvirksomhed kan forekomme på flere måder, men brugen af agenter vil altid kræve, at en
række betingelser skal være opfyldt, og at disse er godkendt af retten forinden.
Agentvirksomhed indebærer, at politiet på den ene eller anden måde aktivt bidrager til, at en
anden person foretager en kriminel handling.
Under de gældende regler kan politiet allerede i dag foretage efterforskningsskridt, som ikke
vil være omfattet af reglerne om agentvirksomhed. Et eksempel kan være den situation, hvor
en civilbetjent bliver tilbudt narkotika på gaden og takker ja. Her er der ikke nogen opfordring
fra politiets side. Narkohandleren ville have solgt eller forsøgt at sælge stoffet under alle
omstændigheder. En sådan situation kræver ikke rettens indblanding.
Politiet må ikke foretage noget, der medfører, at lovovertrædelsen bliver større eller grovere,
end den ville være blevet uden politiets indblanding. Det betyder, at politiet for eksempel ikke
må give en narkotikahandler et tilbud om at købe et større parti narkotika, end sælgeren allerede
har skaffet, fordi det betyder, at sælgeren er nødt til at skaffe yderligere varer, som han ellers
ikke havde tænkt sig at skaffe og sælge. Politiets formål er alene at bekæmpe kriminalitet, og
ikke at opfordre til grovere forbrydelser. Politiet skal hverken friste svage sjæle til at begå
forbrydelse, eller få dem til at begå grovere kriminalitet.
Et eksempel på agentvirksomhed, kan være, at politiet af egen drift henvender sig til en sælger
og beder om at købe et parti narkotika. Forskellen fra de nugældende regler til de nye regler er,
at agenten tager del i lovovertrædelsen på en måde, som normalt ville opfattes som medvirken
til forbrydelsen, og dermed under normale omstændigheder ville være kriminaliseret.
______________________
EM 2023/37
AIAN – Sags nr.: 2023 - 10300
1
L 20 - 2024-25 - Bilag 2: Dokumenter fra Inatsisartuts behandling af lovforslaget
Ved at indføre bestemmelserne gives der således flere redskaber til Grønlands Politi til at
efterforske og opklare forbrydelser, navnlig i den digitale verden, vi nu befinder os i.
Med disse ord vil Naalakkersuisut overlade punktet til behandling i Inatsisartut.
2