Grønlandsudvalget 2024-25
L 20 Bilag 2
Offentligt
15-02-2024
FM2024/28
Naalakkersuisut fremsætter hermed følgende beslutningsforslag i henhold til § 33 i
forretningsorden for Inatsisartut:
Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Grønlands Selvstyre tilslutter sig Forslag til Lov
om ændring af retsplejelov for Grønland og forvaltningsloven (Aktindsigt,
kriminalprocessuelle tvangsindgreb, anonyme vidner og digital og forenklet digital
forkyndelse)
(Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling)
Begrundelse
Lovudkastet er udarbejdet som led i regeringens og selvstyrets arbejde med at udvikle danske
ansvarsområder i Grønland og har til formål at optimere kriminalsagsbehandlingen og at sikre,
at retsplejelov for Grønland er tidssvarende i forhold til det kriminalitets- og trusselsbillede, der
i dag og fremover kan forventes i Grønland. Forslaget indeholder således en række ønsker, der
er kommet fra politi og domstole, og som Rådet for Grønlands Retsvæsen har anbefalet at
implementere.
Med lovforslaget foreslås det på den ene side at udvide offentlighedens adgang til aktindsigt i
domme med henblik på at sikre den størst mulige åbenhed og indsigt i domstolenes arbejde i
Grønland
Med lovforslaget foreslås det på den anden side at forbedre politiets efter-forskningsmuligheder
for at sikre en effektiv bekæmpelse af alvorlig og mere organiseret kriminalitet samt at forbedre
beskyttelsen af vidner. Lovforslaget flugter på de nedennævnte områder med reglerne i den
danske retsplejelov.
Med henblik herpå foreslås der visse begrænsninger i forsvarerens og sigtedes aktindsigt.
Forslaget er udformet, så det ikke berører tiltaltes adgang til at føre beviser af betydning for
sagens afgørelse. Endvidere foreslås det, at en begrænsning i forsvarerens og sigtedes aktindsigt
skal ske efter rettens beslutning, og at der skal beskikkes en særlig forsvarer, som har adgang
til det materiale, der er spørgsmål om at begrænse aktindsigten i, og til over for retten at
fremføre argumenter, som taler imod at begrænse forsvarerens og sigtedes aktindsigt i
materialet.
Endvidere foreslås det at indføre udtrykkelige lovregler om teleobservation i retsplejelov for
Grønland. Med forslaget får politiet en klar hjemmel til at anvende teleobservation som led i
efterforskningen, men samtidig fastsættes der betingelser for politiets anvendelse heraf og om
indhentelse af rettens beslutning og om beskikkelse af en forsvarer for den, indgrebet vedrører.
_______________
FM2024/28
INAIANN – Sags nr.: 2023 - 21308
1
L 20 - 2024-25 - Bilag 2: Dokumenter fra Inatsisartuts behandling af lovforslaget
Endvidere foreslås det at indføre regler om, at retten i én beslutning om edition kan bemyndige
politiet til at pålægge banker mv. edition for at følge en betaling i flere led, og om at politiet i
visse tilfælde kan pålægge banker mv. edition uden at indhente rettens beslutning. Formålet
med dette forslag er at effektivisere politiets efterforskning af navnlig økonomisk kriminalitet,
herunder hvidvask af udbytte fra anden (grov) kriminalitet.
Desuden foreslås, at der ved efterforskning af forsætlige overtrædelser af kriminallovens kapitel
7 og 8 (om forbrydelser mod rigets sikkerhed eller statsforfatningen, terrorisme mv.) skal være
mulighed for tvangsindgreb i form af indgreb i meddelelseshemmeligheden eller særligt
kvalificeret observation, uanset om der i den konkrete sag forventes idømt ubetinget an-
staltsanbringelse af en ikke ubetydelig varighed.
Det foreslås også, at uberettigede tvangsindgreb fremover skal indberettes af retten til
Rigsadvokaten i stedet for Justitsministeriet. Dog skal uberettigede indgreb foretaget af Politiets
Efterretningstjeneste fortsat indberettes til Justitsministeriet. Formålet med forslaget er at
effektivisere opfølgningen på modtagne indberetninger om uberettigede indgreb.
Det foreslås desuden, at underretning om afsluttede tvangsindgreb også skal kunne udsættes
eller undlades, hvis hensynet til en verserende efterforskning af en anden særlig grov
lovovertrædelse eller hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder taler for det. Det er uændret retten, der har kompetence til at beslutte,
at underretning kan udsættes eller undlades. Formålet med forslaget er at undgå, at en
underretning om et afsluttet tvangsindgreb skader politiets efterforskning af anden grov
kriminalitet ved at afsløre en igangværende efterforskning eller politiets
efterforskningsmetoder.
Desuden foreslås det at indføre regler om politiets blokering af hjemmesider, hvorfra der
foregår nærmere angivne former for it-kriminalitet. Formålet med forslaget er at beskytte bl.a.
potentielle ofre for it-kriminalitet mod bedrageri, hacking mv.
Endvidere foreslås det at indføre regler om politiets forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller
telekommunikation eller overtagelse af tv-overvågning i ekstraordinære tilfælde. Formålet med
forslaget er at give politiet i Grønland samme muligheder som i den øvrige del af riget for at
anvende disse midler til at forebygge eksempelvis et terrorangreb, hvis situationen skulle opstå.
Endelig foreslås det at indføre regler om anonyme vidner. Forslaget går ud på, at vidnets
identitet kan hemmeligholdes for tiltalte, hvor det er uden betydning for tiltaltes forsvar at kende
vidnets identitet, og hvor afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør hemmeligholdelse af
vidnets identitet påkrævet. Forsvareren vil være bekendt med vidnets identitet, og rettens
beslutning om anonym vidneførsel kan kæres særskilt. Formålet med forslaget er at beskytte
vidner, som er i risiko for repressalier fra tiltalte eller personer med tilknytning til tiltalte.
2
L 20 - 2024-25 - Bilag 2: Dokumenter fra Inatsisartuts behandling af lovforslaget
Herudover foreslås det at indføre regler om digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse,
så der også i grønlandsk retspleje kan drages fordel af de muligheder, der nu foreligger for at
anvende digital kommunikation. Lovforslaget tilvejebringer det retlige grundlag for, at
domstolene, politiet og anklagemyndigheden kan foretage digital forkyndelse og forenklet
digital forkyndelse i Grønland. Myndighederne vil først få mulighed for at anvende digital
forkyndelse og forenklet digital forkyndelse i praksis, når de tekniske muligheder herfor er
tilvejebragt. Det vil eventuelt kunne være på forskellige tidspunkter for de forskellige
myndigheder og for henholdsvis digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse.
Bemærkninger fra Naalakkersuisut til udkastet
Det er en høj prioritet for Naalakkersuisut at sikre, at de områder, som den danske regering har
ansvaret for, er effektive og tidssvarende. Det er samtidig vigtigt at sikre, at politiet har de
nødvendige værktøjer til opklaring for forfølgning af forbrydelser.
Når der således udtrykkes et ønske fra myndighederne om at indføre en række bestemmelser i
retsplejeloven for at nå disse mål, bakker Naalakkersuisut naturligvis op om dette.
I en tid med et øget og udvidet kriminalitetsbillede, hvor gerningsmænd bliver mere og mere
opfindsomme, og hvor kriminaliteten udvikler sig også på internettet, er det vigtigt, at der
skabes det fornødne grundlag for at kunne komme efter gerningsmændene.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget indebærer, at der som udgangspunkt skal være fri adgang til aktindsigt i domme
og beslutninger, der efter loven skal begrundes. Det må forventes, at domstolene vil modtage
flere anmodninger om aktindsigt i domme og beslutninger end i dag, uden at det dog er muligt
at give et skøn over det forventede antal anmodninger. Omvendt medfører lovforslaget,
domstolene vil modtage færre anmodninger om aktindsigt i andre typer dokumenter.
Det er vanskeligt at fastlægge det nærmere omfang af det merarbejde, som de foreslåede regler
om aktindsigt kan give anledning til hos domstolene og anklagemyndigheden. Det må dog
antages, at der samlet set vil kunne blive tale om et vist merarbejde for domstolene og
anklagemyndigheden. Det forudsættes, at et sådant merarbejde vil blive afholdt inden for de
eksisterende bevillingsmæssige rammer.
Lovforslaget indebærer endvidere en ajourføring af en række af retsplejelovens bestemmelser
om kriminalprocessuelle tvangsindgreb, samt at der indføres regler om anonyme vidner i
Grønland. Disse lovændringer vil give politiet, herunder Politiets Efterretningstjeneste, bedre
mulighed for at efterforske bl.a. alvorlig og mere organiseret kriminalitet i Grønland og i
påkommende tilfælde at imødegå trusler mod sikkerheden, som måtte opstå, ligesom
anklagemyndigheden vil få bedre muligheder for at gennemføre kriminalsager. De foreslåede
lovændringer vedrørende efterforskningen og bevisførelsen har ikke i sig selv økonomiske eller
implementeringsmæssige konsekvenser for politiet, anklagemyndigheden eller domstolene. En
øget anvendelse af efterforskningsmuligheder, der kun delvis er hjemlede i dag, eksempelvis
3
L 20 - 2024-25 - Bilag 2: Dokumenter fra Inatsisartuts behandling af lovforslaget
teleobservation, vil imidlertid kunne medføre merudgifter, der forudsættes afholdt inden for de
eksisterende bevillingsmæssige rammer.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller implementeringsmæssige konsekvenser for
kommunerne.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det private erhvervsliv
Forslaget om blokering af hjemmesider vil kunne have mindre økonomiske og administrative
konsekvenser for internetudbydere i forbindelse med den praktiske gennemførelse af
blokeringen af hjemmesider.
Forslaget om teleobservation i form af oplysninger om lokaliseringen af en mobiltelefon
indebærer som udgangspunkt administrative omkostninger for teleudbydere i forbindelse med
gennemførelse af konkrete teleobservationer. Det bemærkes i den forbindelse, at det allerede i
dag er teknisk muligt at anvende teleobservation.
Lovforslaget forventes ikke i øvrigt at have administrative eller økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet.
Økonomiske og administrative konsekvenser for borgerne
Ingen.
Ligebehandlingsmæssige konsekvenser
Ingen
Høring
Justitsministeriet har stået for høringsprocessen, hvor relevante grønlandske myndigheder har
været inddraget. Forslaget har været i høring i perioden fra den 14. december 2023 til den 18.
januar 2024.
Bilag
1. Resumé
2. Forslag til Lov om ændring af retsplejelov for Grønland og forvaltningsloven (Aktindsigt,
kriminalprocessuelle tvangsindgreb, anonyme vidner og digital og forenklet digital
forkyndelse)
3. Kommenteret høringsoversigt
4