Som flere af de andre partier har været inde på, er der forskellige elementer i det her lovforslag. Først og fremmest er nogle af de positive ting, jeg vil nævne, netop en modernisering af det, der jo helt åbenlyst er samfundskritisk infrastruktur, fordi det netop handler om udbetaling af offentlige ydelser såsom løn til offentligt ansatte, kontanthjælp, pension osv. Det er åbenlyst kritisk infrastruktur; det er noget, vi skal passe godt på, ikke mindst i lyset af en mere og mere usikker verden med både hybridkrig og mange angreb på dansk infrastruktur. Derfor mener jeg også ligesom min kollega fra Venstre, at det er rettidig omhu at hjemtage ejerskabet – det giver rigtig, rigtig god mening.
Så har jeg nogle bekymringer, som også er beskrevet i nogle af høringssvarene, bl.a. i forhold til at udbrede det, så en nemkonto også kan være fra e-pengekonto. Det har jo i mange år været et ønske – og nu bliver jeg nødt til at bruge et engelsk ord, for jeg ved simpelt hen ikke, hvad det hedder på dansk – fra fintech-industrien, altså den industri, som udvikler teknologiske løsninger inden for det finansielle område, at få bredt det ud. På den ene side kan man sige, at det er rigtig godt med mere konkurrence – det hilser vi også velkommen i SF – men samtidig er der så på den anden side en bekymring fra PET og politiet i deres høringssvar, som Digitaliseringsministeriet så affærdiger i deres svar til høringssvaret. Derfor vil jeg spørge både digitaliseringsministeren og justitsministeren, hvad der er op og ned, for vi kan jo ikke have, at to forskellige områder inden for regering og myndigheder ser vidt forskellig på, om der er en markant stigende risiko for svindel og hvidvask, for det er jo det, politiet og PET skriver i et ret klart sprog i deres høringssvar, nemlig at det er en bekymring fra deres side.
Så kan man sige: Handler det her lovforslag om hele diskussionen omkring kontanternes rolle i vores samfund? På den ene side kan man godt sige, at det gør det ikke; på den anden side foreslås det at afvikle ventekontoordningen, som er en statsejet konto, hvor det offentlige udbetaler og efter aftale kan foretage overførsler af pengebeløb til betalingsmodtagere, der ikke har fået anvist en nemkonto. Sagt på en anden måde: Nogle af dem, vi tit får besøg af i Udvalget for Digitalisering og It, er jo repræsentanter for nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund, som ikke har en nemkonto, eller som af den ene eller anden grund har det svært med den måde, de fleste af os får udbetalt penge på.
Der er jeg helt enig med ministeriet i det svar til et høringssvar fra Stenbroens Jurister, hvor det jo fastslås, at Ombudsmanden i 2023 krystalklart har sagt, at det er kommunernes ansvar at have en kontantkasse til de udsatte borgere, som af den ene eller anden grund ikke kan modtage elektroniske overførsler; der er det en kommunes ansvar at udbetale kontanter til de borgere. Jeg synes, det er urimeligt, at vi skal blive ved med at have den diskussion. Det er relativt få mennesker, det drejer sig om, og det er en rettighed, man har.
Derfor synes jeg jo også, at vi bliver nødt til at have en snak eller diskussion om det, som Stenbroens Jurister i deres høringssvar også kommer ind på – det kommer jeg også til at spørge ministeren om – om vi ikke en gang for alle kan få afklaret netop det her med, hvad man har ret til, hvem der skal udbetale kontanterne, og så også få en afklaring på de udsatte unge, som måske har et rigtig dårligt forhold til deres forældre eller værger, og som skal have udbetalt børnepenge, men ikke kan oprette en konto uden deres forældres eller værgers godkendelse. Det vil kræve, så vidt jeg har forstået, en ændring i værgemålsloven, som ikke er med i det udkast til en ny lov på området, som justitsministeren er kommet med.
Jeg er egentlig ligeglad med, om det bliver håndteret på justitsministerens område eller på digitaliseringsministerens område, men jeg synes, det er afgørende, at børn i så udsatte situationer kan råde over deres egne børnepenge, og det bliver vi nødt til at få fundet en løsning på. Jeg oplever egentlig heller ikke, at der er en politisk modstand mod det, så det skal vi have løst, og jeg vil også bringe det op i behandlingen af det her.
Vi kan ikke på forhånd sige, hvordan vi stiller os til det her forslag. Jeg har også lovet at hilse fra Enhedslisten og sige, at de står samme sted som SF.