Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 162:

Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. og lov om mediestøtte. (Etablering af tilsyn og supplerende bestemmelser med henblik på efterlevelse af forordning om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame og den europæiske forordning om mediefrihed).

Af kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt).

(Fremsættelse 27.02.2025).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Det her lovforslag omhandler to nye EU-forordninger, og i forhold til hvad en EU-forordning er, vil jeg sige, at det jo er noget, som vi har svært ved at ændre på fra Folketingets side, fordi det er lovgivning fra EU, der træder direkte i kraft i de enkelte lande. Så her er vi altså nærmest bundet på hænder og fødder. Det er to forordninger, det handler om. Den ene er om mediefrihed, og den anden gennemsigtighed i forhold til politisk reklame, og det er jo begge forordninger, som træder i kraft her om ikke så længe.

Om det første først, altså forordningen om mediefrihed, vil jeg sige, at den jo handler om reelt set at sikre redaktionel uafhængighed og pluralisme i vores mediebillede, og det er noget, som vi i Socialdemokratiet og vi alle, tror jeg, er meget optaget af. Det er jo nok set i lyset af udviklingen i Europa og andre steder, hvor vi ser en større og større koncentration af mediemagt, og for så vidt også på dele af vores eget kontinent politisk styring af medierne i en uhensigtsmæssig grad. Derfor skal der indføres regler, som kan modvirke det.

De dele af forordningen her, som vi nu skal vedtage, er jo sådan set allerede gældende i Danmark i dag, men der er altså også behov for nogle supplerende nationale bestemmelser, bl.a. i forhold til at skærpe kravene om, at medierne skal tilgængeliggør deres ejerskabsoplysninger. Det handler også om at deklarere oplysninger om udgifter til statslige reklamer i mediebilledet, og så handler det også om yderligere regulering vedrørende vurdering af mediefusioner.

Det er jo nok et udviklingstræk, der relaterer sig meget til den udvikling, vi har set i i hvert fald mange østeuropæiske lande, desværre, og som gør de her regler nødvendige. Som sagt gælder de fleste af de her ting i Danmark i forvejen. Den her forordning skal der også føres tilsyn med, og der foreslås det, at det bliver Radio- og TV-nævnet, og det synes vi er et fornuftigt forslag.

Så er der den anden forordning om politisk reklame, som jo for så vidt har et rigtig godt formål, fordi det handler om, at forbrugerne i højere grad skal kunne gennemskue, når der er tale om politisk reklame. Det vil sige, at der skal være større gennemsigtighed. Men når det kommer til, hvilke regler det så konkret kommer til at betyde for os i Danmark, må jeg sige, at der kan vi se frem til noget bureaukratisk bøvl.

Lad mig bare tage et eksempel på det, nemlig at det skal kunne ses på en hvilken som helst reklame, hvem der har betalt for den, men man skal også kunne se reklamens pris. Man skal også kunne se den periode, reklamen er påtænkt udgivet i, og hvis man har brugt forskellige målretningsteknikker, som vi jo kender det fra Facebook, så skal det også fremgå af den enkelte reklame. Så der skal altså indføres et regelsæt og en metode til, hvordan man på hver enkelt facebookreklame eller hver enkelt reklame i avisen eller ude i landskabet kan få de her oplysninger. Der ligger flere ting i forslaget, som jeg ikke skal komme ind på her, og jeg må sige, at jeg synes, det er bøvlet. Det er jo ikke noget, vi umiddelbart kan ændre nu og her, men jeg tror, vi i udvalgsarbejdet kommer til at se på, hvordan vi i mindst muligt omfang gør det her mindst muligt bureaukratisk for alle aktører, der er involveret i de her politiske processer.

Jeg må indrømme, at vi gerne havde set, at det her forslag ikke var blevet udmøntet på den måde, men som sagt er den proces overstået. Vi støtter selvfølgelig lovforslaget, men vil i det kommende arbejde sørge for, at det bliver implementeret på den mindst muligt bureaukratiske måde.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Det var egentlig bare sådan lige for at få afklaret noget, for jeg er egentlig meget enig med ordføreren i det, ordføreren siger. Har ordføreren tænkt over, f.eks. i forhold til nærhedsprincippet, om man på en eller anden måde kunne afværge noget af det her, i forhold til at det jo virkelig er meget bureaukrati, som vi også får ind af døren her? Så hvad har ordføreren gjort sig af tanker, i forhold til om der måske alligevel var ting, vi kunne gøre brug af for at slippe for det?

Ordføreren.

Jeg vil være villig til at gøre hvad som helst for at få de bureaukratiske elementer i det her til at forsvinde, men det er jo en proces, der er kørt. Jeg har ikke selv siddet og været involeret i den proces, så jeg ved ikke , hvor konkret det har været, da det her blev behandlet nede i EU. Men det her er i hvert fald et af de områder, hvor man må sige, at selv om man støtter hensigten med det her forslag, så er måden, det i praksis skal føres ud i livet på, noget bøvl.

Spørgeren.

Så hr. Mogens Jensen ser altså heller ikke nogen smutveje, vi her fra dansk side kan tage for at undgå at skulle stemme ja til det her?

Ordføreren.

Om kort tid er det her gældende ret i Danmark, for sådan er det jo med forordninger. Men jeg synes, vi skal bruge tid i udvalgsarbejdet på sammen at finde ud af, hvad vi overhovedet kan gøre på det her tidspunkt for at få det her til at blive så lidt bøvlet som overhovedet muligt. Det kan jeg høre vi er enige om, og det glæder mig.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak for det. I dag behandler vi et lovforslag, som handler om at gøre de to EU-forordninger om mediefrihed og gennemsigtighed i politisk reklame til en del af dansk lovgivning. Helt overordnet er det et vigtigt skridt og yderst aktuelt, i den tid vi lever i nu, men vi skal selvfølgelig sørge for, at det sker med mindst muligt bøvl for alle led i Danmark. Vi må jo også sande, at nogle af delene er lavet på den her måde, fordi det ikke er alle lande i Europa, der har den samme mediefrihed, som vi har i Danmark. Derfor skal vi også engang imellem hjælpe hinanden med at få ordentlighed ind i mediebilledet andre steder i EU. Et stærkt demokrati forudsætter frie og uafhængige medier, og frie medier er grundlaget for demokratiet, altså demokratiets vagthund. Uanset hvem der har magten, skal de holde magthaverne ansvarlige, oplyse borgerne og skabe indsigt og grundlag for debat.

Det er faktisk ikke alle steder i Europa, at det sker, og i en del af de lande i Østeuropa, som den tidligere ordfører fra Socialdemokratiet nævnte, er der problemer. Det er noget, der skal gøres noget ved, for uden stærke og uafhængige medier, svækker vi simpelt hen demokratiet. Der skal være den der tillid hos borgerne til, at informationerne er troværdige, og der skal være åbenhed om, hvor de politiske budskaber i medierne er. Det er desværre ikke noget, vi kan tage for givet lige nu, og vi ser mange eksempler på mis- og desinformation i både vores egne og andre landes medier.

Det er noget, som begge de forordninger, vi forhandler i dag, forholder sig til. Den ene forordning omhandler politisk reklame og skal sikre, at det bliver lettere at spotte, hvornår noget er politisk reklame, og hvem der står bag ved. Her er der brug for, at vi stiller rigtig mange spørgsmål under udvalgsbehandlingen for at få afklaret, hvor grænserne i forhold til de forskellige dele går. Jeg kan også se, at ministeren lægger op til en minimumsimplementering, for noget af det kan virkelig blive bøvlet, hvis vi går hele vejen i forhold til det her. Der vil jeg anbefale, og det kunne jeg også høre på den lille dialog, der var med Socialdemokratiets ordfører, at der ligesom lægges op til, at vi skal have en dialog om, hvor grænserne går.

Så er der den anden forordning, som jeg selv vil kalde lex Orban. Man kunne også kalde den en masse andet, men den er jo et udtryk for, at man skal sikre mediefrihed. Det er jo også meget tydeligt, i forhold til at det er Ungarn, der anlægger annullationssøgsmålet. Det er dér, hvor det gør virkelig ondt, altså når man går ind og prøver at have kontrol med et statsmedie. Jeg er glad for, at Danmark er et af de lande, der virkelig kæmper for den her del, for den er virkelig vigtig for, at vi får mediefrihed i EU.

Med det lovforslaget etablerer vi bl.a. også et nationalt tilsyn i Radio- og TV-nævnet. Det er vi i Venstre glade for. De skal holde øje med, at reglerne bliver overholdt, og i den forbindelse tilføres der også ekstra kapacitet til det her nævn, så man også har en, der ved noget om markedsføringsret. Det tror jeg er ret klogt at gøre.

Jeg vil alt i alt sige, at de to forordninger bidrager til, at vi får et Europa med et stærkt demokratisk fundament og et medielandskab, der både er frit og robust og i stand til at modstå pres fra udefrakommende interesser. Så Venstre støtter disse to forordninger fuldt ud, med de bemærkninger, jeg havde til den ene forordning.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard.

Vi lavede jo faktisk dengang en begrundet udtalelse, hvor vi anfægtede, at det her var i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Det var i øvrigt fungerende formand for Europaudvalget, hr. Kim Valentin, der selv skrev under på den begrundede udtalelse, så vi havde det jo oppe dengang.

Men er hr. Kim Valentin ikke enig i, at et af de store problemer er, at det her er vedtaget efter artikel 114, nemlig spørgsmålet om det indre marked i EU? For det er jo det, der gør, at vi får totalharmoniseringen. Det er det, der gør, at vi får forordningen, altså at man fra EU's side i stedet for at give metodefrihed ønsker af hensyn til markedet at diktere, præcis hvordan tingene skal være i alle lande, og det giver så alle de problemer nu. Så er det ikke det, at hjemmelsgrundlaget for det her var artikel 114, der er det egentlige problem og grunden til det morads, vi står i nu?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg ikke være uenig med ordføreren i. Den diskussion havde vi også i Europaudvalget, og det var i december 2022. Jeg synes generelt set, at der har været en tendens til, at man, når man har lavet lovgivning fra Kommissionens side, så først har kigget på, hvordan det lige passer ind i paragrafferne, så man kan undgå at få problemer bagefter, i stedet for at være åben omkring det. Det skal vi være meget forsigtige med i den her sammenhæng og specielt på det her område. Det er også derfor, jeg siger, at den ene forordning skal vi stille mange spørgsmål til, og vi skal få rammer omkring det, så vi præcis ved, hvad det er, vi går ind til der.

Men det er en forordning, og kampen om de her ting blev jo sådan set taget i 2022, så derfor skal vi implementere det nu, og så må vi foretage en minimumsimplementering af den ene forordning.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Mange tak. Jeg vil starte med at konstatere, at vi i Danmarksdemokraterne stemmer for forslaget . Når det er sagt, er det afgørende væsentligt, at de administrative regler ikke på nogen måde kommer til at blive en byrde for erhvervslivet. Derfor skal jeg på det kraftigste opfordre kulturministeren til at bruge meget energi og vilje på at udforme enkle og forståelige regler. Der er flere mediehuse, som med god grund frygter for rigide regler, der kan medføre, at man vil fravælge politiske reklamer. Sker det – og det er jeg enig med de mediehuse i – vil det være til skade for folkestyret og modvirke formålet med lovændringen.

Når vi alligevel ender med at støtte forslaget, hænger det sammen med, at det helt overordnede formål er at gøre det lettere for borgerne at genkende, hvad der er politisk reklame, og dermed vide, hvem der i virkeligheden står bag reklamen og betaler for den. Det er vigtigt for borgerne og den politiske debat, at man ved, at reklamen er mærket som politisk. Det bliver ikke ligetil at bekæmpe manipulation og udenlandsk indblanding i eksempelvis folketingsvalg og dermed forsøge at få rene linjer for den politiske drøftelse.

Som nævnt udmøntes en forordning fra EU, der er en bindende retsakt, der gælder i alle medlemslande, hvorfor Danmark har accepteret det endelige forslag. Der kan vi godt vælge at sidde og jamre over sagens tilstand, og at sådan er det. Jeg vil hellere hjælpe kulturministeren med at finde nogle gode ordninger, der modvirker det allerværste ved det her. Så det er egentlig den opgave, der ligger for os alle sammen, synes jeg. Tak.

Tak til ordføreren. Så er den næste fru Anne Valentina Berthelsen fra SF. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Lovforslaget, vi behandler her i dag, har til formål at supplere den europæiske forordning om mediefrihed og forordningen om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame. De foreslåede ændringer giver mulighed for at fastsætte nærmere regler i relation til EU-forordning 2024/900 om politisk reklame og forordningen om mediefrihed. Formålet med forordningen er at sikre, at borgere tydeligt kan identificere politisk reklame og forstå, hvem der står bag den.

Det er jo særdeles vigtigt i en tid med fake news og flere internationale forsøg på at manipulere vælgerne, som vi har set det ske i rigtig mange lande efterhånden. Sammen med den manglende vilje fra de store techgiganters side til at faktatjekke oplysninger har vi brug for mere lovgivning og regulering, så vi kan stille krav om transparens. Vi har alle sammen behov for at vide, hvem der reelt står bag og betaler for politiske budskaber. Det er altafgørende i et moderne demokrati, at man ikke kan købe sig til et bestemt valg eller til falske informationer, som er til egen politisk fordel. Derfor er EU-forordningen vigtig.

I høringssvarene gives der udtryk for bekymring for tunge administrative byrder for de danske medier ved implementering af lovforslaget, og at nogle vil fravælge politiske reklamer fremadrettet af samme årsag. Det er naturligvis også en bekymring for SF. Vi ønsker, at mediernes behov for grundig informationsmateriale, vejledninger og tydelige afgrænsninger imødekommes af samme årsag, ligesom vi også opfordrer Kulturministeriet til dialog med branchen, således at den bedst mulige balance opnås, uden at vi går på kompromis med forordningens intentioner om langt mere transparens. Det vil vi også have fokus på i den kommende udvalgsbehandling.

Det er en stor prioritet for SF, at vi i Danmark har en effektiv og tydelig implementering af den slags EU-forordninger, for demokratiet er også i vores del af verden under pres fra store og magtfulde techgiganter. Hvis vi er for slappe med de reguleringsmuligheder, vi har, hvor det er muligt, så vil vi i sidste ende tabe og se store omkostninger for vores demokratier.

Den teknologiske udvikling giver mange muligheder for os alle, men den skal, som så mange andre goder i vores samfund, reguleres. Samtidig skal vi også være opmærksomme på balancerne. Alle nødvendige spørgsmål skal stilles under udvalgsarbejdet, så vi er helt sikre på rammerne omkring, hvad det er, vi siger ja til med den her implementering. Men i udgangspunktet stemmer SF for lovforslaget.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak. Det her er helt klart den type lovgivning, som jeg og Liberal Alliance ikke ser positivt på, at EU skal ind og bestemme i Danmark. Men jeg kan forstå på ministeren, at det ikke er til at komme udenom. Det kan virke positivt nok, at man med EU's forordninger og nu det her lovforslag gør det lettere at genkende politiske reklamer ved at indføre nye krav om tydeligere mærkning. Men jeg synes ikke, at vi i Danmark har problemer med skjulte politiske reklamer, og jeg kan ikke komme på et eneste eksempel, hvor man kunne mene, at en sådan også har påvirket et dansk valg.

Ministeriet har oplyst, at det koster tre årsværk pr. forordning at implementere det her i dansk lovgivning, altså seks årsværk i alt, hvilket på mig virker tudetosset, når vi til sammenligning kun har 4-5 årsværk til at føre tilsyn med 98 kommuner på socialområdet. Min skepsis handler altså om, hvordan vi bruger pengene, men også om, hvordan vi omtaler bureaukrati; for hvor det i Ankestyrelsen er super vigtigt at bruge årsværk på at sikre borgernes borgernes retssikkerhed og kommunernes overholdelse af den lovgivning, vi laver herinde, så finder jeg det ærlig talt latterligt, at vi skal bruge mere end samme mængde årsværk på at kontrollere, om politiske reklamer er mærket korrekt.

LA går ind for afbureaukratisering, og vi håber også, når EU skal kigge på, hvordan EU kan afbureaukratisere, at det her vil være noget af det, de faktisk vil trække tilbage igen. Vi må også se på, hvor det er vigtigst at lægge sine kræfter, og det her bliver jo, som det også er nævnt af andre ordførere, til dansk lov, når det er vedtaget som forordning. Så LA stemmer en anelse modvilligt for lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er til hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Problemet er som sagt, at det her er baseret på en hjemmel, der er i EU-traktatens artikel 114, som handler om det indre marked. Og hver gang vi behandler det her spørgsmål, er der en kamp, ikke nødvendigvis i Danmark, men på europæisk plan, mellem markedstilhængerne, som vil have, at alt skal køres under markedet, og så folk, som kigger lidt mere nøgternt på det og siger: Okay, kultur og sådan noget, skulle vi måske ikke lade være med at opfatte det bare som en vare som et marked osv.?

Nu tilhører Liberal Alliance den liberale fløj i EU, og derfor er jeg sådan set interesseret i at høre, om ikke Liberal Alliance i det her tilfælde er enig i, at det er en total fejltagelse, at vi har brugt et hjemmelsgrundlag, der var det indre marked, altså markedskræfterne, i stedet for at have et hjemmelsgrundlag, der handlede om kultur, for så kunne vi have lavet det som et direktiv med nogle relativt løse formuleringer, og så kunne landene selv have implementeret det, som de fandt bedst?

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald enig i, at det burde have været op til landene selv at implementere det, som de fandt bedst. Og hvordan man kommer bedst muligt frem til, at det skulle have været resultatet, har jo været op til andre end os, må man bare sige, og nu er det så alligevel landet sådan her. Når det er sagt, er jeg for et frit marked, jeg er liberal, og jeg synes, at verdens bedste samfund er liberale, demokratiske lande med et frit marked. Det er egentlig det, der kendetegner verdens rigeste lande også, altså at vi netop har et frit marked. Så det er jeg stærk tilhænger af.

Spørgeren.

Men det er jo netop, når vi laver lovgivning efter artikel 114 om markedskræfterne og det indre marked, at vi får forordningerne, det er jo der, der er behov for total harmonisering – ingen forskel mellem landene af hensyn til den fri konkurrence. Og det er klart, at hvis man opfatter public service og den type ting som et spørgsmål om konkurrence, så får man jo forordninger, og så får man alle de problemer, der følger af det. Det er i modsætning til, hvis ikke man opfatter det som et spørgsmål om markedskræfter. Så problemet er jo lidt, at der er nogle ting, der hænger sammen.

Ordføreren.

Men i Danmark har vi til dels fri konkurrence på medieområdet, så har vi ikke alligevel, i og med at det jo er de statsejede medier, der sidder på størstedelen af sendefladerne og pengene i Danmark, og så er der en lille rest tilbage til de private medier, som de kan byde ind på. Så på den måde er de forskellige lande jo meget, meget forskellige, og derfor skiller sig meget markant ud, i forhold til at så stor en del af alt det, der bliver sendt og delt på mediemarkedet i Danmark, er statsejet.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Den næste er fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Det går lidt stærkt her i dag, det er, som om der mangler lidt ordførere nede i salen, som vi er vant til kommer, før os. Jeg står her som vikar for vores kulturordfører, fru Birgitte Bergman, som desværre ikke kunne være her i dag.

I dag behandler vi lovforslag nr. L 162, som har til formål at sikre gennemsigtighed i politisk reklame og styrke mediefriheden i Danmark. Det sker gennem implementering af to nye EU-forordninger: forordning om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame samt den europæiske forordning om mediefrihed.

I Det Konservative Folkeparti anser vi det som en nødvendighed at sikre, at vores medielandskab er præget af åbenhed, ansvarlighed og uafhængighed. Gennemsigtighed i politisk reklame er afgørende for at bevare tilliden til vores demokratiske processer. Når borgerne tydeligt kan se, hvem der står bag politiske budskaber, er det med til at styrke demokratiet. At Radio- og tv-nævnet får tilsynsrollen og udvides med markedsføringsretlig ekspertise, er en fornuftig løsning. Derudover er kravene til offentliggørelse af ejerskab og statslig reklame et vigtigt skridt mod større transparens.

Hvad vi derimod finder problematisk, er, at lovforslaget, som vi læser det, indirekte pålægger partierne at oplyse alle udgifter til annoncering gennem at pålægge danske medier og platforme et ansvar. Og det går, så vidt vi kan se, videre end det, der egentlig er lagt op til i EU-forordningen, og det er noget af det, som vi kommer til at spørge ind til i lovprocessen.

Når det er sagt, bakker vi op om intentionen i det her lovforslag i forhold til at styrke fundamentet for et frit, uafhængigt og gennemsigtigt medielandskab i Danmark. Det er afgørende for vores demokrati, at borgerne har tillid til de informationer, de modtager, og at der er klarhed over, hvem der står bag politiske budskaber.

Med de ord bakker vi op om lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak, formand. Modsat det forrige lovforslag, vi behandlede, er det jo her fuldstændig åbent, at der er tale om foranstaltninger, som handler om efterlevelse af to EU-forordninger om henholdsvis politisk reklame og om mediefrihed, mediepluralisme og redaktionel uafhængighed. De to forordninger kan der siges en del om, f.eks. at det er et rigtig godt formål at sikre gennemskueligheden, i forbindelse med hvem der egentlig betaler for hvilke reklamer, og i hvilke medier de placeres. Helt teoretisk, naturligvis, kunne man jo forestille sig et EU-land med et autoritært regime, som brugte adgangen til statens midler til at annoncere og dermed understøtte venligsindede medier, mens kritiske medier blev efterladt på herrens mark. Så ikke et ondt ord om hensigten med det, man vil lave her.

Men spørgsmålet er jo, hvordan det gøres. Og med forordninger har man valgt den store hammer, da de jo som bekendt har umiddelbar retskraft i alle EU-lande. Hvis jeg var i dårligt humør, kunne jeg finde på at antyde, at den metode er et udtryk for EU's ulyksalige trang til at lave one size fits all-lovgivning, eller på dansk hedder det: Det kan godt være, at folk har forskellige fødder, men vi laver kun én størrelse sko. Det er altså en generel lovgivning for at løse i bedste fald forskellige problemer i forskellige lande eller endnu værre: at lave en generel lovgivning for at løse bestemte problemer i konkrete lande.

Resultatet bliver meget let meget bureaukratisk, og vi risikerer at indføre en masse lovgivning og lovbestemmelser, som i nogle lande ikke har den store betydning, og hvor man derfor ikke tager den særlig alvorligt, f.eks. når det gælder om at kontrollere, om den rent faktisk overholdes. Og lovgivning, der ikke tages alvorligt, er altså ikke godt for et retssamfund.

Men det skyldes jo, at man har gjort det her til en forordning, og jeg vil da godt lige læse op, hvad Enhedslisten udtalte, i forbindelse med at vi behandlede de her to forordninger eller især den om mediefrihedsloven. Vi skrev i vores høringssvar:

Enhedslisten finder, at forslaget, som i en hidtil uset grad indfører harmonisering på medieområdet, strider mod nærhedsprincippet. Enhedslisten finder ikke, at der er tale om grænseoverskridende forhold, som nødvendiggør regulering på EU-niveau. De grænseoverskridende udvekslinger mellem medietjenester i dag er yderst begrænsede i betragtning af deres iboende nationale karakter samt det forhold, at dansksprogede nyhedsmedier i almindelighed ikke kan erstattes med udenlandske nyhedsmedier – vi snakker nyhedsmedier. Enhedslisten mener dertil ikke, at EU har kompetence til at gribe ind i medlemslandenes beføjelser til at definere public service-mediernes public service-opgaver. Det gælder særlig forslagets artikel 5 om sikkerhedsforanstaltninger for public service-mediernes uafhængige funktion. Af den grund har EU også begrænsede forudsætninger for effektivt at bidrage til regulering af medieområdet på nationalt niveau, hvorfor EU-merværdien ved forslaget ikke er til stede. Endelig stiller Enhedslisten sig uforstående over for, at EU-traktaten TEUF's artikel 114 om det indre marked anvendes som retsgrundlag for forslaget i lyset af forslagets målsætning.

Der var jo flertal i Europaudvalget for at lave et nærhedstjek. Desværre var der ikke nok andre lande, der gjorde det, og derfor blev forordningen vedtaget. Derfor har vi den her forordning, der bygger på artikel 114 om det indre marked, og derfor har vi nu en forpligtigelse til at efterleve den, præcis som forordningen ligger. Og det, vi behandler her, er jo grundlæggende set noget følgelovgivning, nogle supplerende foranstaltninger, som de to forordninger giver anledning til. Dem har vi ikke nogen indvendinger imod. Dem kan vi som udgangspunkt støtte, medmindre vi i udvalgsforhandlingerne bliver præsenteret for noget, der overbeviser os om noget andet. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste er fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg vil egentlig gerne lægge mig i slipstrømmen på rigtig mange andre ordførere, som har været heroppe at omtale det her forslag. Det er jo lidt svært for Dansk Folkeparti, men det her er en forordning fra EU, som vi er forpligtet til at implementere, og der kan også være meget fornuft i det. Jeg tror i virkeligheden ikke, at det er så relevant for Danmark, for vi har trods alt ikke store problemer med store pengemænd, der køber reklameblokke for millionbeløb og på den måde påvirker et valg.

Jeg bemærkede, at også ngo'er skal være omfattet. Det mener ministeren og embedsmændene, og det tror jeg er godt. Hvis der eksempelvis er nogle ngo'ere eller menneskerettighedsorganisationer, der udtaler sig mod vores forslag og vælger at reklamere for det, så må de heller ikke det. Og det synes jeg er godt, altså at det kommer hele vejen rundt. Så kommer der en vejledning fra Kommissionen i sommeren 2025, og loven gælder kun, hvis der lægges penge i forslaget. Og det er jo i virkeligheden det, som det hele drejer sig om. Loven forbyder bl.a. også udenlandske pengemænd – det er et dårlig udtryk, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal bruge – at reklamere for og mod politik i et EU-land i 3 måneder op til et valg.

Som sådan lyder det fornuftigt, og lad mig igen lægge mig lidt på linje med de andre, som har sagt, at hvis der dukker ting op i udvalgsbehandlingen, som strider imod, så skal vi gøre indsigelser for at få det ordentligt og endnu mere belyst, men indtil videre er det et ja.

Tak. Så er det fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak for ordet. Altså, bundlinjen i meget af det, jeg hører her, er, at fællesskab er noget bøvl. Det er jo altid svært, når vi skal prøve at finde ud af, hvordan vi gør det, og EU er et stort og besværligt fællesskab, fordi vi stritter i så mange retninger. Ikke desto mindre ser vi også, at vi i Europa har mere og mere brug for hinanden sikkerhedsmæssigt, og det at have styr på, hvordan vores mediesystemer arbejder sammen med de politiske systemer, er helt afgørende.

Så derfor støtter vi i Alternativet også intentionen bag det her og er også enig i meget af det, ordførerne før mig har påpeget. Jeg tror, at jeg vælger at se det som en håndsrækning i en tid, hvor vi har en masse misinformation, kunstig intelligens og globalisering, og at det kan være en måde, vi begynder at arbejde med det på. Men det, der også er vigtigt, og som ikke er blevet nævnt, men som jeg egentlig måske vil påpege – det er blevet nævnt, at ministeren gerne må arbejde hårdt på, at det bliver nemt, og at der bliver tilvejebragt information til dem, der skal arbejde med det her – er en bekymring i forhold til de mindre aktører og nok i særdeleshed i forhold til deltidspolitikere.

Vi står over for et kommunal- og regionsrådsvalg, og det her vil blive implementeret ganske kort tid før det. Jeg tror, det rigtig vigtigt, vi tager hånd om dem, som giver sig selv til demokratiet. Hvis det her træder i kraft til oktober, vil det være lige op til et valg, hvor de kommer til at stå i en situation, hvor det kan gå hen og blive rigtig, rigtig svært at huske det hele. Så jeg har en særlig opmærksomhed igen på at sikre dem, der har den mindste adgang til den her information, og hvis man er en helt almindelig kommunalpolitiker ude i den region, jeg kommer fra, Region Sjælland, så tror jeg ikke, at det nødvendigvis er det, man husker på, medmindre der er nogen, der hjælper.

For Alternativet er det også vigtigt at bemærke, at vi også ser det som et skridt på vejen til at anskueliggøre penge i politik, og det mener vi er et vigtigt element i det her. Når det så er sagt: Ja, der er noget bøvl, men vi stemmer ja.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det kulturministeren, velkommen.

Tak, formand. Tak til alle ordførere for bemærkninger. Da jeg i går skulle forberede mig til debatten i dag, kom jeg til at tænke på min mormors karamelkage. Den var fuldstændig fremragende, indtil man nåede ned i bunden, så blev det sådan lidt tørt. Jeg nænnede aldrig at sige det til hende, for jeg holdt utrolig meget af hende. Det var en god oplevelse i begyndelsen, men blev så en lidt mere trist oplevelse, jo længere man kom ned i kagen til sidst. Det er lidt det samme med de her to forordninger, der kommer fra vores venner i Bruxelles.

Den første ordning, der handler om politisk reklame, modtog Folketingets Europaudvalg mandat til i tilbage i midten er 2022, altså før de mennesker, der sidder her i Folketingssalen, havde de poster, de i dag sidder på for de flestes vedkommende. Det fritager ikke nogen for ansvar. Vi har fra Danmarks side gjort vores bedste for at minimere skaderne, men sagen er, at lige meget hvordan vi havde stillet os i den situation, havde der været et overvældende flertal, et blokerende flertal, et retvisende flertal ifølge dem, der går ind for forslaget, for at skrue reglerne sammen på den her måde. Vores repræsentanter har gjort deres bedste for, at danske hensyn er blevet taget ad notam.

Lidt bedre ser det ud med reglerne om europæisk mediefrihed – dem har jeg selv engageret mig i. Jeg har været til møde i Folketingets Europaudvalg og forsøgt at tage et mandat hjem, der påvirker vores egen mediemodel så lidt som overhovedet muligt. Jeg tror, det var hr. Søren Søndergaard og muligvis også hr. Søren Espersen, der begge to nævnte, at man skulle sikre mediepluralisme på tværs af det europæiske kontinent, hvor det for mange steder at vedkommende måske er mindre nødvendigt, men hvor det for enkelte steders vedkommende er meget afgørende.

Jeg noterer mig, at både Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, altså stort set alle partier i Folketinget bakker op om intentionen i begge forslag, men også har et ønske om, at vi i udvalgsbehandlingen, særligt når det kommer til politisk reklame, forsøger at minimere den ulejlighed, hvormed vi belaster medierne, de mennesker, der sælger reklamer i medierne, de partier, der skal administrere besværlige regler, de enkelte politikere, der ikke er fuldtidslønnede og derfor skal gemme deres kvitteringer i 7 år. Det er noget rod, det er noget bøvl. Det er ikke en tidsel, der har groet i vores urtehave – det er det virkelig.

Når jeg siger så klart, er det også med det ønske, at vi i udvalgsbehandlingen hjælper hinanden med at få lavet en implementering, der afspejler, hvordan vi lever op til reglerne uden at gøre livet unødvendig surt for os selv. Reglerne er på nuværende tidspunkt sværere nok at gennemskue, hvis ikke man er blevet manuduceret ved en teknisk gennemgang i Kulturministeriet, hvilket flere af kollegaerne, mig selv inklusive, heldigvis er blevet.

Men der påhviler os jo også en vis oplysningsopgave i forhold til de, tror jeg, flere end 1.500, måske endda 2.000 kommunalvalgskandidater, der lige om lidt befærder gader og stræder i det danske land for at søge valg til vores kommuner, ligesom der vil komme et valg til Danske Regioner og en dag også et valg til Folketinget, hvor man som kandidat bærer et ansvar, man hidtil ikke har været pålagt. Derfor skylder vi sammen med partier, interessenter, interesseorganisationer og medier at minimere transaktionsomkostningerne betydeligt.

Jeg forestiller mig, at der vil være flere spørgsmål, og vi stiller os også til rådighed med faglig sparring i det omfang, det kan vise sig relevant i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Er der tekniske løsninger, vi ikke selv har tænkt på, der kan gøre det enten mere transparent eller minimere transaktionsomkostninger og bureaukrati, er vi kun interesseret i, at det sker. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse i dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.