Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg (BUU)
Christiansborg
1218 København K
Sendt elektronisk via ft.dk
Angående: Lovforslag L 156 og tegnsprogstolkning
13-03-2025
Undertegnede er børn af døve forældre, og har selv oplevet, hvordan børn bruges som tolke når en
myndighed eller andre ikke vil eller kan rekvirere en tegnsprogstolk, selv om de er forpligtet til det.
Vi er enige med børne- og undervisningsministeren og aftalepartierne i, at det er et urimeligt ansvar
at pålægge børn at tolke
–
særligt i mere alvorlige situationer
–
og mener derfor at et forbud mod at
bruge mindreårige som tolke er hensigtsmæssigt.
Vi er dog samtidigt af den opfattelse, at den måde lovforslaget er formuleret på, kan give anledning
til den uheldige misforståelse, at man fortsat gerne må anvende mindreårige som tolke i forbindelse
med tegnsprogstolkning. Dette vil være en urimelig og uretmæssig forskelsbehandling af døve og
deres pårørende.
Lovforslaget anvender gennemgående formuleringen »mundtlig kommunikation«, når forbuddet mod
mindreåriges tolkning beskrives, hvilket øjensynligt skyldes at skriftlig kommunikation ikke skal
være omfattet. Dette kan imidlertid give anledning til en modsætningsslutning, hvor kommunikation
på tegnsprog ikke er omfattet af forbuddet (uagtet at den ene part i en sådan samtale vil kommunikere
mundtligt). Det er en kendt problemstilling at der kan opstå forvirring når
mundtlig
tolkning reguleres
ved skrevne regler, mens
tegnsprogstolkning
alene reguleres på ulovbestemt grundlag. Tegnsprog
nævnes ingensteds i lovforslagets bemærkninger, end ikke i forbindelse med den foreslåede ændring
af handicapdiskriminationsloven hvor ordet »mundtlig« også bruges.
Vi skal på den baggrund opfordre Børne- og Undervisningsudvalget til at bede børne- og under-
visningsministeren om at bekræfte
–
ideelt set ved en tilkendegivelse i betænkningen til lovforslaget
–
at der ikke gøres forskel på tolkning af talte sprog og tegnsprogstolkning, og at det derfor heller
ikke vil være tilladt at anvende personer under 18 år som tegnsprogstolke efter de foreslåede regler.
Vi skal afslutningsvis understrege, at et forbud mod at bruge mindreårige som tolke skal ledsages af
et robust udbud af tolke og en bevidsthed hos relevante myndigheder om deres forpligtigelse til at
stille tolkning til rådighed. Pårørendes tegnsprogstolkning opstår ofte som en lappeløsning, når en
myndighed ikke lever op til sin pligt til at stille tegnsprogstolkning til rådighed eller sågar spekulerer
i at bruge pårørende som tolke frem for at leve op til denne pligt (se f.eks. »Michala var bange for, at
hendes far var ved at dø. Men hospitalet ville ikke booke en tegnsprogstolk, så hun kunne tale med
lægen«, Politiken, 17. april 2022). Dette er uacceptabelt.
Med venlig hilsen
Matthias Smed Larsen
Jurist
Iben Huse
Journaliststuderende
(fortsætter på næste side)
Liva Ragnhild Washuus
Psykologistuderende