Tak, formand. Med det her lovforslag implementerer vi dele af EU's ændrede energieffektiviseringsdirektiv. Fokus på loven i loven er på energieffektivitet i offentlige bygninger, krav om energi i offentlige udbud, forbrugerrettigheder i fjernvarmesektoren og bedre udnyttelse af overskudsvarme. Som flere her i salen har sagt i dag, er den bedste energi den, som vi ikke bruger. Kogt ind til en bouillonterning er det jo det, fokusset er på, i det her lovforslag, altså at bruge mindre energi. Det bakker vi naturligvis op om.
I to årtier har jeg selv arbejdet med offentlige udbud, og min erfaring er, at det er en rigtig dårlig idé at proppe alle mulige politiske dagsordener ind i en udbudsproces. Hvis man køber pc'er eller telefoner, er det altså den bedste maskine, der er i fokus, og alle mulige krav om sociale kontrakter, lærlinge, klima og energi og alt mulig andet er støj i processen. Det giver ekstra arbejde til både kunden og leverandøren, og min erfaring er desværre, at det ikke har nogen verdens betydning for valg af leverandør eller løsning. Her har vi bare ikke rigtig noget valg, fordi det er en del af EU-reglerne.
Vurderingen er, om det giver mening at sætte overskudsvarme i spil – det er også en del af lovforslaget her – og det er jo noget, vi alle sammen enige om vi rigtig gerne vil. Her ligger der en forholdsvis ny aftale, hvor vi fjerner prisloftet på overskudsvarme; så det er jo super god timing. Men det er altså ikke okay i det her lovforslag, at ministeren og ministeriet fortsætter med at undergrave det danske demokrati. Den her gang synes jeg faktisk, at man har taget det til ekstremerne.
Hvis min ordoptæller ellers er rigtig, er ordet bemyndige nævnt 606 gange på 124 sider, og det må simpelt hen være rekord. Der er i hvert fald ikke et eneste ministerie, vi har, der tilraner sig så meget magt, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet gør. Det er overdrevet, hvad I har gang i, og I gør det, fordi vi er tvunget til at stemme for de her lovforslag, fordi de udmønter EU-lov.
Synes I virkelig, at det er udtryk for respekt for folkestyret? Det er jer embedsmænd og ministre, der gør, at mange folkevalgte simpelt hen opgiver ævred, fordi vi ingen indflydelse har, og fordi vi ikke kan stoppe den galoperende vækst i bureaukratiet på grund af de her bemyndigelser. Her har vi en minister, som for nylig har vist, at man heller ikke altid er i stand til at håndtere den magt.
Jeg stod i salen her for et par uger siden med et forslag fra fru Theresa Scavenius og forsvarede, at vi bemyndiger offentlige indkøb, med, at vi jo trods alt får forelagt de store sager i udvalget. Så går der et par uger, og så står vi med sagen om Lindehøj Station, som har en budgetoverskridelse på 900 pct. – 1,9 mia. kr. – og udvalget siger: Arh, synes I nu også, det er en god idé? Men ministeren er fløjtende ligeglad og godkender det alligevel. Det giver mig en følelse af, at man ikke er i stand til at håndtere den magt, man er blevet givet.
Nu har jeg et minut tilbage af min taletid, og der har jeg tænkt mig at opremse så meget, som overhovedet muligt af de bemyndigelser, der ligger i det her lovforslag:
§ 5: Ministeren nedsætter et uafhængigt råd om energieffektivitet og kan pålægge rådet at rådgive om lavindkomsthusholdninger.
§ 7: Ministeren kan fastsætte regler om finansierings-, informations-og tekniske aktiviteter til at fremme energieffektivitet.
§ 12: Ministeren kan fastsætte regler om, hvordan ordregiver kan indgå kontrakter og koncessioner med fokus på energieffektiviseringskrav, brug af princippet om energieffektivitet først, langsigtede energiydeevnekontrakter og offentliggørelse af effekter i EU's udbudsdatabase.
§ 13: Ministeren kan fastsætte regler om, at offentlige institutioner skal tage hensyn til CO2, planlægge energieffektivitet.
Jeg vidste, at det ville ske. Jeg er nået til nummer fire, og jeg har en liste her med 19 bemyndigelser. Så jeg kan ikke sige andet end tak for ordet.