Grønlandsudvalget 2024-25
L 139
Offentligt
3002139_0001.png
Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 247
Doknr.
2445780
Dato
04-04-2025
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 7. marts 2025 stillet følgende spørgsmål
nr. 34 (L 139) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA).
Spørgsmål nr. 34:
”Hvordan vil ministeren sikre, at forpligtigelserne i henhold til ILO-konvention
169 om oprindelige folks rettigheder i højere grad ses afspejlet på ministerens
område og i sagsbehandlingen?”
Svar:
ILO-konventionen nr. 169 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i
selvstændige stater fastslår bl.a. en forpligtelse til at beskytte oprindelige folks
rettigheder og sikre, at disse folk kan nyde godt af disse rettigheder uden
diskrimination. Det fremgår af konventionens artikel 2 og 3. Konventionen
kommer ikke nærmere ind på forpligtelser specifikt målrettet mit eget
ressortområde.
Helt overordnet kan jeg oplyse, at det er en integreret del af lovarbejdet at
vurdere, om et lovforslag er i overensstemmelse med Danmarks internationale
forpligtelser. Det følger af retningslinjerne for lovarbejdet, hvor forbuddet mod
diskrimination udtrykkeligt er nævnt. Et forbud mod diskrimination indgår i flere
internationale konventioner, som Danmark har ratificeret.
En vigtig del af lovarbejdet er den eksterne høring, der bidrager til at sikre, at
ny lovgivning lever op til Danmarks internationale forpligtelser. Eventuelle
høringssvar gennemgås og indgår i det videre lovarbejde mhp. eventuelle
justeringer. Det har også været tilfældet med lovforslaget, der ligger til grund
for dette spørgsmål. På baggrund af den eksterne høring agter jeg at
fremsætte et ændringsforslag med en justering af målgruppen for lovforslaget.
For yderligere herom kan jeg henvise til min besvarelse af GRU L 139 – spm.
3, der er vedlagt som bilag.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
Bilag:
GRU L 139 – endeligt svar på spm. 3 (2024-25)
1